, ,

Tour de France 2010

Hvorfor Tour de France?

Jeg tænker over det hvert eneste år: “Hvad er det der får mig til at sidde og se på Tour de France selv på de smukkeste sommerdage?” For mig er Tour de France et must. Jeg bliver urolig, hvis jeg ved der er en stor etape og jeg ikke ser den. Men hvad er det, jeg vil se?

Lidelse? Det må være et lettere sadistisk træk (jeg er eller meget fredelig) at ønske at se mennesker køre sig halvt ihjel op ad stigninger på 8-10-12 pct. med en puls på 200. Se på fortrukne ansigter og tandsæt, der ikke må forveksles med smil. Nej de smiler ikke op ad bjerget, de lider og giver det sidste de har i sig.

Nedkørsler? Nej jeg kan ikke lide at se dem tage chancer nedad med 80 km. i timen, ud til kanten og man se, at en dækbredde længere til højre eller venstre er der 400 meter forrevne klipper nedad. Min mave gør så underligt, når jeg ser det og med tiden får man det også skidt af at holde vejret så længe…

De flade etaper langs den belgiske kyst med sidevind? Nej nej de er jo kedelige og der sker ikke noget og det hele ender i sprintetape, som jeg næsten heller ikke kan udholde grundet risikoen for styrt på stregen. Måske burde jeg slet ikke se Tour?

Nej nej – det jeg vil se, er det hele i en stor forvirring og jeg synes, årets Tour de France er skruet umanérligt godt sammen. Det er simpelthen bedre tilrettelagt end i mange år. To gange Col du Tourmalet – jamen det er jo helt vildt. Jeg må sige, at jeg i morgen næppe har tid til at komme på arbejde og torsdag kan jeg vist lige nå hjem til strabadserne, hvis jeg går kl. 14:00 (jeg kører gerne min egen enkeltstart på min lille røde cykel for at få mest muligt ad af deres pinsler).

Det har ganske enkelt været spændende fra dag 1. Den første uge med indlagte brosten startede godt. Fårene blev hurtigt skilt fra bukkene og jeg er enig med både Jørgen Leth og Henrik Jul Hansen i, at cykelløbet skal være hårdt for at leve op til “Verdens hårdeste etapeløb”. Hvad ville der være tilbage, hvis vi pillede alt det farlige ud?

Jeg elsker at se dem køre op ad – elsker at se, hvem der allerede er sat og bliver sat én for én og samtidig følge med i duellen mellem Contador og Schleck og tjekke en Riblon, der holdt hele vejen til mål ganske alene op gennem helvedes forgård.

Jeg hader at se dem køre ned, men elsker at se de flotte billeder, der af og til dukker op, fx en valmuemark i fokus med 165 cykelhjelme i horisonten, holder af Leths fortællinger om egnens afgrøder, oste og slotte og af Rolfs sproglige “spasserier”. I går lykkedes  det så mænd Rolf at sige “Når stigningen er slemmest”. Arghhhhh!

I år har der været en del “gamle” klip – men altså ikke ældre end at de var fra Armstrongs stormagtstid. Det der får dem til at se gamle ud er, at der kommer et helt felt bragende med 80 km. i timen uden hjelm. Dengang forekom det naturligt, nu ligner det en avanceret form for forsøg på kollektivt selvmord.

Og ja Armstrong, hvordan kunne jeg glemme ham? Nu er han blevet en normal cykelrytter! Han kan nu både punktere, have andre defekter, styrte og blive sat. Rolf  sagde i går, at Armstrong har mistet sin koncentration; det er sikkert rigtigt, for før i tiden skete ingen af disse uheld for Armstrong – kun for alle de andre. De syv år med Armstrong var lidt småkedelige, for man vidste altid hvem der vandt. Det har åbnet løbet med al dramatikken og skønheden, at Armstrong ikke længere står ubesejret på podiet.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *