,

Tilbageblik til arbejdsmarkedet

Tilbageblik til arbejdsmarkedet

Retrospektivt

Tilbageblik til arbejdsmarkedet.

To ting har i dag fået mig til at tænke tilbage; den ene er trist, den anden er sjov. Det er helt sikkert naturligt at tænke tilbage i den fase, jeg lige nu er i, som man nok vil kalde en ‘ny-orienteringsfase’. En del gammelt skal lægges på hylden, og noget nyt, som jeg endnu ikke ved hvad er, men det kommer nok, skal tage sin begyndelse.

Arbejdsmarkedet

Bloggen rummer 25 poster i kategorien ‘Arbejdsmarked’ siden januar 2019, og dem har jeg læst. Meget af det forekommer mig at være nyt, da jeg ikke kan huske det. Årene 2014/15 er helt væk. Posterne bærer præg af kamp, kamp og atter kamp mod noget, jeg ikke selv kunne/ville acceptere var en umulighed. Jeg er startet på noget nyt så mange gange, og hver gang har jeg været tæt på lykkelig (det er i hvert fald det, jeg har skrevet). Hver gang er det gået ad h… til, men jeg har troet på det. Eric skrev på et tidspunkt i en kommentar, at det var som at følge en yoyo: evigt op og ned. Og det havde han ret i.

Birgit skrev følgende i en kommentar den 21. februar 2019 – og det er noget af det klogeste, der er sagt i den sag:

“Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne, og jeg håber, du får al den hjælp du har behov for, både på afdelingen og på arbejdet.

Som Eric også skriver, så er Henny en klog kvinde, og hun siger faktisk noget meget vigtigt, nemlig at der jo er en grund til, at du er fleksjobber. Jeg tror nemlig ikke, at du føler dig helt som fleksjobber endnu. Jeg tror faktisk, at du forventer af dig selv, at du kan levere som alle andre (og helst meget mere), men at du så skal levere i færre timer. Men det er jo ikke hele sandheden! Du skal jo ikke bare arbejde på deltid! Hvis du skulle det, ville det være rimeligt, at du leverer som alle andre, i den tid du er til stede. Men du er jo blevet bevilget et fleksjob, netop fordi du ikke kan klare en almindelig arbejdssituation – uanset hvor mange timer det så end drejer sig om – og det er jo en del af betingelserne, at der skal tages hensyn til dig!

Jeg håber altså, at der snart bliver taget hensyn til dig (også af dig selv), i stedet for at forvente, at man har fået en billig arbejdskraft, der kan en hel masse. Og det kan du jo, men du SKAL ikke så meget, som du kan, for det er jo det, der får læsset til at vælte for dig!”

Nu bagefter ser jeg tydeligt, at det var usundt at definere ‘lykke’ ud fra et mere eller mindre tilfældigt arbejdsmarkedsperspektiv, men det var sådan, det var. Det svarer til, hvad min læge, som jeg har haft siden 2002, skrev i sin attest til rehabiliteringsteamet: Jeg havde omsider indset, at det ikke gik mere.

Hvor er det dog godt, det er slut. Det er lige før, man kunne kalde dét for lykke!

Computerverdenen – når man nu er lidt nørdet…

Jeg kender efterhånden et par stykker, der er eller har været glade for at være IT-hjælpere i Ældresagen (jeg nægter at skrive det i to ord), så tanken kom, at det måske kunne være noget for mig at bruge nogle timer på hver uge. Der er en lokalafdeling her i Hvidovre; jeg har fået et link til deres hjemmeside, som jeg skal have studeret og overvejet nærmere.

Min ven og jeg talte om det forhold, at i 1990 var en computer et særsyn på arbejdsmarkedet. Ufatteligt hvad der er sket på de 30 år!

I sommeren 1990 blev jeg ansat som sagsbehandler i Arbejdsskadestyrelsen, og alle koncepter blev skrevet på skrivemaskine. Der var ikke noget med at bytte om på afsnit mv., så kom argumenterne for eller imod erstatning til skadelidte i den gale rækkefølge, var det forfra.

I februar 1991 fik styrelsen en særbevilling til indkøb af computere til alle 250 medarbejdere og til at iværksætte uddannelse i at betjene computerne. Jeg var med til at undervise mine kolleger i det ligeledes nyetablerede journalsystem Scan*Jour; det var både sjovt og udfordrende, for jeg skulle jo have det lært selv først. Det var en helt ny verden, og der var mange af de ældre ‘skrivedamer’, der måtte melde hus forbi og sige op, for de kunne simpelthen ikke forlige sig med alt det nye.

‘Min skriver’ var et skønt menneske, men hun egnede sig ikke til de nye tiltag, så hun sagde op. Det var synd, men hun var oppe i alderen og kunne snart gå på pension.

Omstillingen var svær, men det var fantastisk at være med til at få det til at rulle ud over stepperne. Nu 30 år efter virker det, som var det stenalderen. Tænk at man pludselig kunne slette, rette og bytte om på afsnittene. Det var næsten lykke.

4 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Vi, der har oplevet computernes indmarch, er på sin vis privilegerede – sikken udvikling at være med i! Jeg har svært ved at finde på noget skidt at sige om samfundets digitalisering. Selvfølgelig kan man pege på ting, men sådan er det med alt ny teknologi – den kan misbruges.
    Dit arbejdsliv er forbi på godt og ondt (og her tænker jeg ikke på småprojekter som Ældre Sagen). Mit har været forbi i godt to år nu, og som du ved, stornyder jeg det. Det er i ikke ringe grad et spørgsmål om tankemønster- og baner. Der åbner sig nye muligheder, og man kan suverænt selv bestemme, om man vil bruge dem eller ej.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Du var gået i spamfilteret… Jeg forstår det ikke, når dette var din kommentar nr. 197 (mindst – tælleren startede engang forfra af en eller anden grund. WP har til tider sine egne sære idéer).

      Nej jeg kan heller ikke finde på noget skidt at sige om digitaliseringen. Jeg elsker alt det, man pludselig kan. Jo måske én ting kan dryppe lidt malurt i bægeret: Statens Arkiver har digitaliseret alle de helt basale kilder så som kirkebøger og folketællinger, så nu kan en masse af den grundlæggende slægtsforskning laves hjemmefra. Magien fra dengang vi stod i kø på trappen i Viborg eller måtte tidligt op også lørdag morgen for at komme på Landsarkivet på Jagtvej her i Kbh. forsvandt lige pludselig og med den også alle de gode venskaber og bekendtskaber med andre slægtsnørder.

      Indtil videre elsker jeg mit nye liv! Og indtil videre sidder jeg ved min 32″ skærm dag ud og dag ind. Jeg har masser af ting, jeg gerne vil lave bag den, og jeg tror, mine hjemlige småprojekter vil forslå i lang tid. Og når de er sluppet op, regner jeg med at finde på nogle nye.

  2. Mia Gerdrup
    Mia Gerdrup siger:

    Dine bemærkninger om computere i 90’erne får mig til at side her med et stort smil på. Jeg arbejdede dengang som sagsbehandler i socialforvaltningen (ja det var navnet dengang) og dengang havde enhver sagsbehandler jo en sekretær, der stod for alt det administrative. Pludselig forlød det at byrådet havde besluttet, at vi skulle have computere. Jeg blev nærmest panisk. Jeg kendte ikke til en computer. Jeg havde den holdning, at hvis man fik trykket på en forkert tast, så ville computeren straks brænde sammen og jeg ville have ansvaret for at have ødelagt den. I kommunen fortsatte snakken om hvor mange computere, der skulle købes og endelig kom beslutningen: Det var i første omgang “kun” sekretærerne, der skulle have en. Det var dem der stod for det administrative. Og ikke mindst alle statistikkerne!!! Statistikker var vigtige, for via dem kunne kommunen sikre sig de rette statstilskud 🙂 Jeg var lykkelig, jeg slap for at få en computer. Det er så morsomt at tænke på for i dag stor-elsker jeg min computer, min Ipad og min smartphone……. Tak for at du gav mig lejlighed til at tænke tilbage.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Ja er det ikke bare sjovt at tænke 30 år tilbage?

      Jeg tror faktisk, jeg genkender angsten for at trykke på en forkert tast og dermed ødelægge computeren. Jeg kendte heller ikke til en computer, jeg kunne jo ikke engang skrive på maskine med ti fingre (og det kan jeg stadig ikke, men det går alligevel godt 🙂 ). Det var en særlig tid at få lov til at være med til at indføre computerne.

      Åh ja – statistikkerne… I en af mine ansættelser skulle jeg hver den første lave ‘produktionsstatistik’, og det foregik (sgu) mere eller mindre manuelt, men direktøren skulle se, hvor meget hver enkelt sagsbehandler havde produceret den pågældende måned, der skulle følges op på sagsbehandlingstider mv. Statistikkerne skulle udarbejdes uden for arbejdstid, da tallene ellers aldrig ville komme til at stemme, så jeg har siddet mange sene aftener i Direktoratet for Social Sikring og Bistand, som vi hed dengang, og tampet på tasterne.

      I dag stor-elsker jeg også al min teknologi i form af PC (endda to styks), iPad Pro og iPhone XS Max et eller andet. Jeg kunne slet ikke leve uden, og det bringer mig alt sammen mange glæder – og udfordringer, når det ikke vil, som jeg vil.

      Du må have en dejlig dag!

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.