Til 808 endnu engang

PSI-indlæggelse

Til 808 endnu engang

Jeg tudede mig gennem to samtaler i distriktspsykiatrien. Anden gang syntes min kontaktperson, det ville være relevant, at jeg gjorde brug af PSI-pladsen. Hellere for tidligt end for sent. Jeg har også en veninde, der skubbede på. Jeg har gode mennesker omkring mig!

Formålet med PSI-pladsen er netop at tage tingene i opløbet på fem dage, inden det ender i endnu en lang reel indlæggelse.

Alligevel sad jeg hjemme med listen over kriterierne og overvejede, om jeg havde det dårligt nok til at belaste systemet igen kun to uger efter udskrivelsen.

Endelig kom jeg ud ad døren.

Baggrunden

Jeg skal til samtale i Bilka i Hundige, som er et meget stort sted. Jeg har mareridt bare ved tanken om at finde rundt der, eller rettere ved tanken om ikke at kunne finde rundt der. Mine spatiale evner er lig nul, og jeg kan fare vild på et hovedstrøg på Frederiksberg, selvom jeg bare skal lige ud.

Jobbet vil gå ud på at være en del af “Bilka to go”, hvor kunderne på nettet eller på en app kan bestille blandt de 15.000 varer i sortimentet. Bestillingerne skal afgives inden kl. 10:00 og skal være klar til afhentning kl. 14:00. I den mellemliggende periode skal kasserne så pakkes, og det forestiller de sig, at jeg skal gøre… vel sammen med en del andre?

Jeg har haft så meget angst ved tanken om end ikke at kunne klare den opgave. Veninder og medarbejderne på 808 har gjort alt for at fortælle mig, at der vil være en periode med oplæring, at man ikke forventer perfektion fra dag et og så videre. I mit hoved bliver det til “hvis jeg ikke engang kan klare det, hvad kan jeg så?” Det er forfærdeligt, når angsten tager over. Jeg har heldigvis ikke klinisk angst, mit er sådan set bare at være bange som i ræd.

Et er angsten, et andet er sorgen

Jeg sørger over min sociale deroute. I 1990 blev jeg færdig som jurist og virkede i staten med alle mulige former for opgaver i 23 år; primært resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter. I 2013 blev jeg afskediget fra Moderniseringsstyrelsen grundet sygdom.

I 2014 fik jeg diagnosen bipolar affektiv sindslidelse, og i 2016 blev jeg tilkendt fleksjob. Samlet set er det altså bare gået ned ad bakke siden 2013.

Jeg har kæmpet og kæmpet for at finde en plads til mig på fleksjobmarkedet, men det er lettere sagt end gjort. Hvidovre Kommune v/ jobcenteret har været ekstremt behjælpelige, men alligevel er det ikke lykkedes at finde det rigtige.

Jeg er nu på vej til at tage hul på den sjette “ansættelse” (inklusiv diverse praktikker) siden januar 2016, så kræfterne er  ved at være brugt op.

At løfte blikket

Men jeg skal videre, for alle muligheder på jobmarkedet er ikke udtømt, det vil sige, at jeg ikke kan komme i betragtning til førtidspension. Nu om dage skal man have mistet både arme og ben for at komme i betragtning, og det har jeg jo heldigvis ikke. Jeg har bare to psykiske lidelser.

Første skridt er at gå til jobsamtalen og så i øvrigt undlade at oversælge mig selv, hvilket jeg har en tendens til. Jeg lyver aldrig; jeg er bare god til at sælge mig selv. Det skal jeg bare ikke gøre denne gang.

Jeg er nødt til at sige, at jeg er bange for de 15.000 varer, de 27 slags gulerødder, som der sikkert er, og de lange gange, når jeg kan fare vild i en telefonboks.

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.