,

Taxachauffører og frisører

I aftes kl. 23:30 havde jeg den sjældne fornøjelse at blive smidt ud af en taxa. Situationen: Jeg stiger ind efter seks times togtur. Chaufføren spiller høj hip-hop musik. Jeg spørger, om han vil skrue ned. Han spørger hvorfor, og jeg svarer “fordi jeg ikke kan lide det”. Han svarer, at så kan jeg ikke finde en vogn, for alle spiller musik. Jeg svarer, at jeg er kunden. Han replicerer, at han er chaufføren. Jeg siger til ham, at jeg da kan kan tage en anden vogn. Og resolut kører han tilbage til hovedbanegården. Vi ønsker hinanden god aften 8)

Men bortset fra det, så kommer her dagens aversioner:

1: Hvordan kan det være, man ikke kan sætte sig ind i en taxa uden at skulle samtale med chaufføren hele vejen? Jeg sætter mig med vilje altid på bagsædet i højre side, fordi jeg har hørt, at dette skulle være et signal om, at denne kunde gider ikke snakke. Men det virker tilsyneladende ikke.

2. Hvordan kan det være, at fra det øjeblik man sætter sig i frisørstolen, skal man samtale med friøren, til han er færdig med at klippe. Jeg har en rigtig sød frisør, den samme gennem 15 år, så jeg nænner ikke pludselig at fortælle ham, at jeg ikke gider snakke.

For mig at se, er det sådan, at jeg enten bare vil køres fra punkt A til punkt B eller have reduceret længden på mit efterhånden temmeligt grå hår. Jeg kommer ikke for at fortælle hvor jeg har været henne eller hvortil min sommerferie går i år. Men de synes hele tiden, der skal være samtale, og prøver forgæves at finde på noget, vi kan tale om. Kunne jeg dog bare slippe for det, og bare blive kørt eller blive klippet.