,

Tanzania, Karagwe stift

Hjemme igen efter en vellykket tur i Tanzania.

Jeg har været 14 dage i det nord-vestlige Tanzania, nærmere bestemt Karagwe stift, og det har været en fantastisk rejse. Lige nu står alle indtrykkene i kø for at komme til udtryk, men det er ikke muligt at beskrive det hele på én gang.

Rejsen var arrangeret af Ida Kongsbak, der er sognepræst i Avedøre og som har arbejdet 10 år som missionær i Karagwe. Det har betydet, at alverdens døre stod åbne for vores gruppe på 16 mennesker fra Rødovre og Hvidovre provstier. Det ville være umuligt at arrangere en sådan rejse selv!

Anledningen til rejsen er projekt “Mayaja”, som er et selvhjælpsprojekt, hvor der blandt andet undervises i landbrugsudvikling, sundhed og mikrolån. Jeg havde et noget andet billede af missionsarbejde; faktisk troede jeg, at mission gik ud på at rejse ud i verden og fortælle andre mennesker, at de skulle tro på en anden Gud – intet kunne være mere forkert, kan jeg nu se. Grænsen mellem udviklingsbistand og mission står ikke klar for mig, men det er sikkert, at missionen ligner udviklingsbistanden meget.

I projekt Mayaja lærer landbefolkningen at:

  • øge udbyttet af landbruget
  • forbedre deres ernæring
  • organisere lokale låne-sparekasser
  • blive aktive medborgere

Det er konkrete mål med synlige resultater og pengene går ikke til dyre middage og røde løbere for alverdens ministre og ledere.

Jeg har taget 470 billeder og der ligger nu et større – dejligt – arbejde med at sortere og redigere billederne. Mange af dem er skudt for hurtigt, så mange skal slettes, inden jeg kan lægge dem i mit galleri, men de skal nok komme! Kameraet trænger vist til en rensning nu, for Afrika er fyldt med rød jord, der sniger sig ind alle vegne. Min Miele-vaskemaskine har allerede kørt et par ture, for hele indholdet af rygsækken var usandsynligt beskidt. Selv er jeg efterhånden nogenlunde ren igen.

50 pct. af Tanzanias befolkning er under 15 år! Man kan slet ikke forestille sig, hvilke krav det stiller til et samfund, at have så mange liv “på vej”. Hvor skal de alle sammen finde arbejde og bolig?

Vi har besøgt adskillige primary schools. Skolegang koster penge og familierne må knokle ekstra hårdt for at få råd til at sikre alle børnenes skolegang. Noget af det familierne lærer i projekt Mayaja er “family planning” og det er nødvendigt. Mange kvinder har allerede forstået, at det ikke længere er nødvendigt at få så mange børn, da børnedødeligheden trods alt er faldende.

Det ser fattigt ud – og det er det også! Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at der var en grundlæggende ulighed i fordelingen af verdens goder, ville den tvivl nu være aflivet. Trods fattigdom har vi kun mødt stor gæstfrihed og gavmildhed alle steder vi har været. Det er mærkeligt at være Europa igen, det er mærkeligt, at der kommer vand ud af vandhaner og at strøm bare er noget man bruger. Jeg har kun været væk to uger og alligevel er der noget, der er forandret.

Man må gerne fotografere, og vi har stort set ikke mødt nogle, der ikke ville have taget et billede. Når vi efterfølgende viste billederne frem på den lille skærm var der stor jubel over, at de nu “var inde i kameraet”. Som europæer synes vi, at det er det mest naturlige i verden, men verden se nu én gang anderledes ud fra Afrika.

Man vasker hænder konstant og da vand er en meget knap ressource, der skal hentes fra en brønd eller skal samles sammen af regnvand, er der lavet mange interessante indretninger for at spare. Jeg holder meget af denne Georg Gearløs-håndvask, der er velfungerende og som opsamler det brugte vand, som utvivlsomt bliver genbrugt på en eller anden måde.

Vi var blandt andet – to og to – ude at bo mere end et døgn hos en familie og det var spændende. Herover skræller Magdalena madbananer, og det går tjept. Vi kunne ikke hjælpe med noget, og havde sikkert også mest af alt været elefanter i en glasbutik. Madlavningen tager timevis, for alt bliver lavet fra grunden. Vi blev sat på et par stole for at se på, hvordan Magdalena lavede mad.

Konceptet med at bo hos familierne i små grupper er godt, for man lærer folk at kende og man får lov at tage lidt del i deres liv. På den anden side er det kolossalt anstrengende at blive ved med at finde på noget at tale om i ca. 30 timer. Jeg må sige, at jeg åndede lettet op, da vi gik derfra.

Rejsen hjem varede 30 timer, fra vi forlod Elisabeth Park i Uganda til flyet landede i Kastrup. Det er næsten ikke til at forstå, at man på lidt over et døgn kan bevæge sig fra stor fattigdom til den vestlige verdens overflodssamfund.

6 Svar
  1. Ellen
    Ellen siger:

    Velkommen tilbage til rigeligt vand – på flere måder 🙂
    Jeg læste med stor interesse om dine oplevelser… det må have været superinteressant at opleve en så anderledes verden på så nært hold.
    Jeg er glad for at læse, at ‘missionering’ ikke længere kun er at prakke folk en gud på, de alligevel ikke rigtig forstår. Denne form er da så langt mere nyttig for disse mennesker.
    Det er nogle skønne og meget følelsesladede billeder, du har sat i indlægget. Atter en gang slår det mig, hvor farveglade afrikanere er – det med at klæde sig i sort, hvidt og gråt ligger dem vist uendelig fjernt. Uanset deres forhold, ser de også altid ulasteligt rene ud – jeg er så imponeret over, at det kan lade sig gøre… som du siger, trænger støv og snavs ind overalt.
    Jeg håber, der kommer flere ord om din tur – jeg er ikke mæt endnu – men det var en herlig forret 😉

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen. Det var så spændende, at jeg kniber mig selv i armen og spørger “var det virkelig virkelighed”, men det var det. Det glæder mig, at du kan lide billederne, og der er flere hvor de kommer fra. Der skal også nok komme flere historier, så du kan få din hovedret 🙂

      Jeg har også tænkt på, hvordan i alverden afrikanerne bærer sig ad med at være så rene og pæne. Vi var snavsede, så snart vi var gået ud af hoveddøren, og på hele turen havde jeg det som om, jeg ikke var rigtigt ren uagtet jeg tog “bad” i tre liter vand dagligt. Det bliver dog en omgang etagevask på “de centrale steder”.

      Det glæder også mig, at mission er noget helt andet end jeg troede. Projekt Mayaja er hjælp til selvhjælp og så er projektet dejligt jordnært – jeg synes, det er udviklingsbistand, der er til at forstå og som er i øjenhøjde med modtagerne.

  2. Gert Larsen
    Gert Larsen siger:

    Kære Hanne,

    Velkommen hjem!

    Du sprænger jo alle fotorammer!! Billedet af pigen i blåt og orange er lige til National Geographic. Man kan se det hvide i hendes øjne på trods af de vanskelige lysforhold. Du er også nede i knæ, og i øjenhøjde med hende. Bravo! Knægtene med lysindfald i ansigterne er også verdensklasse.

    Det er altid sundt at blive mindet om hvor godt vi har det i lille Danmark, og hvor stor forskellene i verden er. Det slår også altid mig, at man bliver modtaget gæstfrit og med glæde. Vi må vel konstatere, at overflod giver selvtilstrækkelighed, og at mindre kår omvendt giver større overskud og spontanitet. Det er sikkert en voldsom generalisering. Men helt løgn er det nok ikke..

    Kh, Gert.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Gert

      Det glæder mig umådeligt meget, at du kan lide mine billeder, og jeg glæder mig til at vise flere af dem frem i galleriet. Foreløbig er jeg i gang med at sortere i dem og tage alle de dårlige fra. Der er en del, der er taget indendørs, hvor lukkertiden har været for lang i forhold til min evne til at holde kameraet stille. Og så er der alle dem, hvor jeg for en sikkerheds skyld har taget flere af det samme motiv. Jeg brugte stort set hele dagen i går på billederne og dagen i dag kommer også til at gå med dem…

      Vi er blevet taget imod som grever og baroner hos de fattigste mennesker i verden, og vi har fået de fineste håndlavede gaver, og hver gang har jeg haft det sådan, at det jo var os, der skulle give gaver, for vi har overflod og velstand. Vi havde mange gaver med derned og de er alle sammen blevet taget godt imod. Da jeg skulle finde på hvilke gaver jeg ville medbringe, var jeg tom for idéer, så jeg flåede otte modelbiler ned fra Føtex’ hylder. De små biler vakte til min overraskelse stor glæde i fire familier.

      Jeg er enig med dig i dine betragtninger om velstand og selvtilstrækkelighed – og nogle gange er generaliseringer bare i orden!

      Kh. Hanne

  3. Eric
    Eric siger:

    Lyder som en super tur og ganske afgjort helt ud over det sædvanlige. Nej, sådan noget kan man umuligt arrangere selv.

    Velkommen hjem! Det bliver spændende at høre mere og se flere billeder – de er virkelig gode.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric – Tak. Det var så afgjort en tur ud over det sædvanlige og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal blive færdig med at beskrive den, men jeg vil gøre mit bedste.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.