Tanker ved 50

Bjørn Afzelius udgav i 1997 “Tankar vid 50”, der handler om at se tilbage.

Jeg har haft besøg af et par venner og i solen på torvet delte vi tankerne om, at vores næste runde fødselsdage netop er 50. Selv kan jeg mærke, at det er et emne, der tiltagende optager mig.

Min far blev netop 50, og bliver jeg ikke ældre end ham (hvad jeg da stærkt regner med) har jeg 3½ år tilbage, og på en eller anden måde tænker jeg altid, at hvert år, jeg får yderligere er “bonusår”. Da jeg var barn, opfattede jeg min far som enormt gammel (han var også ældre end de andres fædre) – nu nærmer jeg mig selv og synes jo, at jeg er helt den samme indeni, som da jeg var 22. Jeg føles ikke som en snart 50-årig!

Mit ydre liv ser stadig ud som dengang: Jeg bor stadig til leje, jeg står stadig op kl. 06, jeg cykler stadig afsted, og jeg løber stadig rundt og nyder sommeren og livet. Lejligheden er blevet større, cyklen bedre, vækkeuret mere avanceret og rulleskøjterne er kommet til – men det grundlæggende koncept er det samme.

Vennernes børn er imidlertid blevet døbt, konfirmeret, studenter og starter på universitetet. Det er på dem, jeg kan mærke, at jeg bliver ældre – det er ikke på mig selv.

Det der sætter tanker ved 50 i gang er bevidstheden om forgængeligheden, viden om at vi ikke er her evigt. Det er bare andre ord for dødsangst. Det er dødsangsten, der holder os i live, får os til at bestige bjerge og rejse ud til det yderste punkt, vi kan se på globussen. Det er dødsangsten, der får os til at synes, det er mærkeligt, at der findes mennesker, der har et cpr-nummer, der viser, at de er født i 1980’erne.

Det er dejligt at dele den slags tanker på en café i sommersolen – dejligt at vide, at andre tænker noget lignende. Og for nu at citere (vist nok Mark Twain):

Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. Heldigvis var det de færreste, der blev til noget.

11 replies
  1. Lisbeth Weichel
    Lisbeth Weichel siger:

    Dødsangst er ikke, hvad jeg forbinder med at søge ud, opleve og tage ind. Jeg ser det hele som nysgerrighed, fremdrift og livsnerve.

    Uanset hvor meget (eller lidt) der er at se frem til, så er det med stor fryd at jeg ser tilbage, på alt det jeg har fået. Livet er jo ikke noget værd uden døden – lige som en weekend ikke er meget værd uden en arbejdsuge!

    Det er jo vores viden om, at det en dag er slut, der gør (eller i al fald BØR gøre), at vi gør vores yderste for at leve, mens vi er her. Hver dag er en fest… og selv om der måske ikke er så mange fester tilbage, så vil jeg udleve dem alle, hver og een, til fulde.

    Her vil jeg gerne bringe Simone de Beauvoir på bane med romanen “alle mennesker er dødelige” (oversat af vores Majestæt i egen høje person endda). Den sætter netop det eksistensialistiske perspektiv på livet. Tænk, hvis man lever evigt, hvad så? Så bliver det trist. Man kan sove i 300 år og stadig kede sig, når man vågner.

    Bortset fra det søde Hanne. Så er jeg klar til rulleshow. Hvad med på onsdag (16.6.) eftermiddag. Det ser ud til solskin?

    Lisbeth (der runder de 50 om et par måneder)

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Lisbeth
      Bortset fra åbenbart selve ordet dødsangst så er jeg fuldstændig enig med dig! Hvad var weekenden værd uden hverdagen? Og det er vores viden om, at vi ikke er uforgængelige, der får os til at søge oplevelser og ville suge alt ind. Hvis vi levede evigt, ville alt være kedeligt, alt ville kunne udskydes, alt kunne vente til det “i morgen”, som vi dybest set i det normale liv ikke ved om vi kommer til at opleve. Og her mener jeg så at ordet dødsangst er det rette ord. Men jeg er nok den eneste af mine læsere, der er enig med mig 🙂

      Der er ikke noget jeg hellere ville end ud at rulle med dig på onsdag; men jeg humper lidt rundt på en godt og grundigt forstuvet højre ankel og tre blå-sorte tæer (ødemer ikke mangel på vand og sæbe). Så jeg skal vist ikke rulle nogen steder før om to uger. På skadestuen sagde hun den 1. juni, at det ville tage 3-4 uger før hævelsen har lagt sig ordentligt. Så jeg er en kylling – men håber på at få buddet igen om et par uger. Det er i hvert tilfælde ikke lysten, der mangler!

      De bedste hilsner
      Hanne

      Svar
  2. Kirsten
    Kirsten siger:

    Kære Hanne

    Den dag jeg fyldte 15 år, græd jeg mine modige tårer en stor del af dagen.. Nu var der kun 5 år til jeg fyldte 20! Siden har det med alderen ikke generet mig. De sidste 5 arbejdsår var bare helt fantastisk interessante, for der var vores skole en af fem skoler, som var udvalgt til IT-forsøgsskoler af Forskningsministeriet. Jeg var 64, da jeg gik på pension samtidig med min mand, som havde været lærer i 40 år, og hvor har livet været spændende som pensionist. De første 5 år blev propfyldt med masser af ny læring og af herlige oplevelser bl.a. med slægtsforskning, og hvad deraf kan følge. Nu er jeg så blevet 71 og har udvidet mine aktiviteter, og jeg synes livet er en fantastisk gave både i medgang og modgang.

    Hilsen Kirsten

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Kirsten

      Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at du og din mand har et endog meget rigt otium med alt hvad dertil hører! Man lever som bekendt så længe man lærer…

      Det er slet ikke, fordi alderen som sådan skræmmer mig, for jeg er jo den samme indeni. Det er mere tankerne om, at der med større og større sandsynlighed er flere år at se tilbage på end at se frem til. Du har været fremsynet som 15-årig, og godt du fik alle alders-kvababbelserne overstået med det samme; så var det lige som på plads 🙂

      Svar
  3. Ellen
    Ellen siger:

    Hvor det dog ligner mine tanker for 7-8 år siden. Bare lidt bedre formuleret…
    Jeg syntes også, det var ved at se mit barn blive voksent, jeg kunne konstatere, at jeg blev ældre. Nu kan jeg sagtens se det i spejlet også…
    Nogle har det dårligt med at blive 30, andre med at blive 40 – jeg havde det fantastisk som 40-årig og i fyrrerne og ville ønske, jeg kunne være blevet dér.
    Det gjorde derimod ondt at blive 50, for nu vidste jeg, at jeg med største sandsynlighed havde levet mere end halvdelen af mit liv (uden vi hermed taler dødsangst) ; nu kunne jeg rent fysisk så småt begynde at mærke årenes spor, og i mine øjne er 50 tærsklen til alderdommen – ikke fordi man med 50 er gammel, men man har trådt over en tærskel eller en vigtig milepæl, om man vil.
    Ellers er jeg meget enig – også i Eriks betragtninger og fine måltidsbillede (man er vel dansker 😉 )

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen – så er du helt på linie med Gert og mig, når du synes, at tærsklen til 50 er anderledes end dem til hhv. 30 og 40. Ved 50 ved man, at målebåndet dag for dag bliver kortere, og reparationerne af egen krop bliver hyppigere (jeg behøvede dog selv ikke runde 50 for at opnå det). Ved 50 begynder det at blive alvor, der er man altså blevet rigtig voksen, man er trådt over en tærskel!

      Selv synes jeg, at det der er så specielt, at jeg stadig føler mig som 22 og gad vide om den følelse vil holde sig? Sidder jeg også som 65-årig og føler mig som 22-årig? Jeg tror det faktisk. Så vil “Gamle er unge, der er blevet ældre” for alvor få mening.

      Svar
  4. Eric
    Eric siger:

    Så er jeg med – og helt med jer. Det er fint at spare op, så man kan forsøde alderdommen, men man skal ikke henkoge al frugten.

    Svar
  5. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    Kære Gert

    Tak og i lige måde. Det var så hyggeligt at se jer – og jeg elsker de dybe eksistentielle samtaler. Dem kan jeg leve højt på længe, når jeg synes, der går for meget Hr. og Fru Æggemad i min hverdag.

    I mange år har jeg været bevidst om det faktum, at jeg ikke ønsker at stå som 65-årig og se tilbage på mit liv og tænke “Årh nej – det var jo ikke sådan, det skulle have været”. Forestillingen “mandag den 7. juni 2010” spilles kun én eneste gang, og derfor føler jeg en stor forpligtelse til at få mest muligt ud af hver dag. Og her spiller bevidstheden om uforgængeligheden ind. Hvis ikke vi levede med bevidstheden om, at vi kun er her på lidt lånt tid, ville vi sjuske (endnu mere) med livet – og det er det for dyrebart til.

    Jeg er enig med dig i din formulering om frygt som drivkraft!

    Kh.
    Hanne

    Svar
  6. Gert Larsen
    Gert Larsen siger:

    Kære Hanne,

    Tak for i går.

    Ja, trods det smukke forår på Hvidovre Torv blev samtalen lidt dyb nu og da. Og hurra for det.

    Jeg bruger selv ordet dødsangst (i mangel af bedre), men er også enig med Eric i, at angst er noget der hæmmer. Det var heller ikke det, der var vores pointe.

    Men man skal forholde sig til døden, eller blot til det faktum, at der er begrænset tid til rådighed. Det kan ikke nytte noget man vågner op som 65 årig og tænker: “Nu skal jeg nyde livet, der er så meget jeg gerne vil”. Det er 65 år for sent, uanset om vedkommende skulle være så heldig at blive 95 år. Tanken om døden skal ikke hæmme, men motivere.

    Jeg kommer til at tænke på titlen på Alistair MacLeans drengerøvsroman “Frygten er mit våben”. Den originale titel på romanen er: “Fear is the Key”, altså Frygten er nøglen, eller lidt frit: Frygten er drivkraften. Frygten, for ikke at nå alt det man gerne vil, må gerne være en drivkraft. Jeg er selv overbevist om, at det er den, der driver det enkelte menneske til toppen af Mount Everest, eller til at blive økologiske landmænd, eller noget helt andet.

    De fleste vil sikkert sige dét bare er eventyrlyst, eller at realisere sig selv – kært barn har mange navne. Men selv om det er banalt, så skal man huske, at den der gemmer til natten, gemmer til katten. Eller som Steffen Brandt ville sige: “Kys det nu det satans liv. Grib det, fang det, før det er forbi.”

    Vi kommer ikke uden om tidsfaktoren. Hvis livet var uendeligt ville vi udsætte alting til i morgen, og dermed reelt ikke være i live. Så måske er det godt det samme, at det får en ende.

    Men derfor behøver JEG jo ikke at nærme mig de 50 🙂

    Gert.

    Svar
  7. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Eric – Tak for din gode og lange kommentar.

    Jeg er enig med dig i, at angst sådan i ordets egentlige betydning overhovedet ikke motiverer til noget som helst, så måske er dødsangst også et forkert ord at bruge.

    Dit billede med måltidet kan jeg vældig godt lide. Selv er jeg også godt i gang med hovedretten som er god og fyldig med de rette krydderier. Forretten brød jeg mig ikke om, men jeg havde heller ikke selv bestilt den. Jeg håber på dessert og mindst to omgange kaffe!

    Svar
  8. Eric
    Eric siger:

    Jeg kan følge dig et langt stykke og har sådan set været foran, fordi jeg snart bli’r 55. Mange af de samme tanker.

    Jeg føler mig også ung og mentalt spændstig, og skal jeg endelig pege på nogen forskel til tidligere, er det nok en stigende tilbøjelighed til at trække på skuldrene af diverse tåbeligheder, som tidligere kunne hidse mig op.

    Det med dødsangsten genkender jeg dog slet ikke. Jeg tænker ofte på døden som en spiller i gamet, og muligheden for det utidige “strømudfald” har betydning for mine dispositioner; men angst er ikke den drivende kraft for noget som helst. Det er altid lyst eller omhu i en eller anden afskygning.

    Det eneste sikre i tilværelsen har jeg (endnu) et rimeligt afslappet forhold til. Det kan selvfølgelig ændre sig, men jeg føler egentlig, at jeg er i fuld gang med den velsmagende hovedret.

    Forretten var lækker, og den værste sult er stillet, så skulle det kikse med desserten, er det selvfølgelig ærgerligt, men sådan kan det gå. Alt for mange af mine venner nåede ikke meget længere end forretten.

    Jeg håber selvfølgelig at få kaffen med og også gerne en avec…

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *