, ,

Tanker om blogs

Bagud i Blogland

De 6½ uge jeg var indlagt, kunne jeg ikke rigtig følge de blogs, jeg plejer at følge, så nu er jeg “bagud”. Det gør nu ikke noget, for jeg har sat mig med et glas rabarbersaft og prøver at følge op. Det er rigtig hyggeligt. Dette er bare for at sige, at du måske pludselig får en kommentar fra mig til et “historisk” indlæg.

Jeg følger 24 forskellige blogs, der alle er mere eller mindre aktive. Afhængig af forfatteren følger jeg altså også 24 liv og har gjort det i mange år. Jeg føler, vi er kommet til at kende hinanden. Mit “analoge netværk” er stort set ikke-eksisterende, men jeg har et stort netværk i Cyberspace, som jeg sætter stor pris på.

Hvorfor skrive?

Selv skriver jeg, fordi jeg kan lide at lege med ordene og ind imellem få dannet nogle pæne sætninger. Lige i øjeblikket har jeg et par ord i hovedet, som skal præsenteres for fleksjobkonsulenten den 6/12: “Jeg vil gerne skabe resultater sammen med andre mennesker”. Det lyder da ret godt?

Jeg skriver også, fordi jeg ikke rigtig har nogen at tale med. Jeg taler primært med mennesker, der får penge for at tale med mig: 1) Præsten 2) Erhvervsrådgiveren i Psykiatrifonden (hører op 1/1-2017) 3) Kontaktperson i DPC 4) Læge i DPC og nu igen 5) Psykologen, som jeg er lykkelig over at have mulighed for at betale igen.

Jeg har fremsat dette synspunkt før, og jeg kan huske, at Henny protesterede, men jeg kan ikke lige finde det igen. Men jeg synes nu stadig, jeg har ret.

Bloggen er vitterligt mit “vindue mod verden”. Her skriver jeg “om alt mellem himmel og jord”, alt der rører sig i mig, alt der sætter følelser i gang, ting der er svære osv. Siden sommeren 2014 har det godt nok drejet sig lidt vel meget om sygdom, men jeg har stort set heller ikke oplevet andet. Det kunne jeg godt tænke mig at få ændret på.

Jeg er et par gange kommet til at gå over stregen for, hvad man kan tillade sig at skrive om andre mennesker. Det har jeg været ked af, omgående undskyldt og slettet. Men bortset fra det skriver jeg “ind til benet” og bundærligt, for det er det, der giver den bedste og mest brugbare feed back. Og netop feed backen er en af grundene til, at jeg har bloggen. Jeg ønsker mig dialogen.

I næste uge fylder bloggen 11 år – det er da også en sjat. Min blog er en WordPress-blog, og jeg har gennem årene moret mig meget med at installere forskellige plugins, der giver forskellige funktioner, og udseendet har skiftet nogle gange. Jeg tror, det har fundet sin blivende form nu.

Dengang med HTML

Jeg ser så tit sider, der fortæller brugeren, at de kan lave en hjemmeside/blog på fem minutter, og at det er gratis. Her for eksempel Wix.com og her er SimpleSite.

Jeg tror, jeg startede på min hovedside i 2003, hvor CMS (Content Mangagement System) vel dårligt var opfundet, så jeg satte mig ned og lærte at kode i HTML vist version 4. Det tog langt mere end fem minutter – til gengæld blev det, som jeg ville have det. Når jeg selv ser det nu, er det ikke videre smart, men der er fokus på solidt indhold contra smart fremtræden. Jeg er slet ikke dygtig nok til at kode noget, der ser smart ud.

Ingen mennesker ville i dag sætte sig ned og lære HTML eller PHP. De ville finde frem til et CMS, gerne et gratis, og så er de i gang på de fem minutter. Jeg synes bare, det er synd med al det hastværk. Jeg synes, det smitter af på teksternes kvalitet, og det er trods alt dem en hjemmeside eller en blog skal være formidlere af.

 

13 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Det er egentlig meget godt klaret at have blogget og gjort ved i 11 år. Der er sket meget i de år. Jeg kan ikke meget HTML o.l., men jeg kan godt løse mindre opgaver (meget små), og det er jo lidt sjovt når det lykkes. Jeg plejer se hvorledes andre har gjort.
    Der er selvfølgelig problemer med alt dette, som nu hvor jeg har opdaget at jeg ikke får informationer om nye indlæg via en feed-opsamler. Derfor har jeg ikke set dine indlæg siden den 25. nov., men heldigvis opdager man jo at noget ikke virker.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Netop blogget og have gjort ved i 11 år. Der er lidt glæde over at kunne kode bare lidt. Jeg har faktisk fundet en god feed-reader, der hedder “The Old Reader”, og jeg har haft skrevet et indlæg om den, hvis du nu skulle få lyst til at prøve de.

      Svar
  2. Anette
    Anette says:

    Jeg var engang for over 10 år siden på hjemmeside kursus, og lærte derfor basis HTML. … men med mit hoved er jeg nu glad for det ikke er en bekymring, omend det begrænser lidt… syntes stadig min blog bliver ok.
    og gratis var bare nødvendigt.

    Svar
  3. Laila
    Laila says:

    Kære Hanne

    Jeg har besøgt din blog et par gange før og tænkt, at nu skulle jeg sende dig en hilsen. Det bliver en kort – men varm – hilsen, for jeg har en muskel/hjerne sygdom, som gør, at jeg kun kan følge få blogge – mere kan jeg ikke rumme.

    Men jeg skriver fordi, vi ikke sådan rigtig kender hinanden, men vi har en gang været på fortælle kursus sammen på Vestjyllands Højskole. I sommeren 2009. Og det var vældig hyggeligt. Og længe siden.

    Jeg tænker, du sikkert ikke husker mig, jeg har jo den fordel, jeg kan genkende dig på billedet her, og at jeg husker dit navn – jeg har desværre ingen billeder tilgængelige på nettet.

    Jeg husker, vi var i gruppe sammen den uge, sammen med Mattias, der spillede klarinet, og Anne Sophie, der var skuespiller. Vi to var nye ud i fortælling. Men vi øvede os i hærdigt alle fire, også i de fleste pauser. Og jeg oplevede, du var dygtig og mere forsigtig, i vores lille gruppe, men da vi skulle performe for alle de andre på holdet, var du fantastisk. Du havde en utrolig udstråling og vildt god evne til at fortælle. Det var som om, at vi – publikum – sendte al vores kraft op til dig, og den tog du imod og brugte godt – transformerede den og sendte den tilbage. Jeg håber, du bruger din evne i dag eller kommer til det.

    Jeg husker også, vi skulle med samme tog hjem fra højskolen, og du sad på 1 klasse, hvor jeg kiggede ind. Og så fik vi evalueret vores fælles uge.
    Du er sådan et sødt menneske, Hanne.

    Uanset huskning og minder, så tror jeg, vi var – og er – enige om, at det var et dejligt ophold.

    Jeg blev, faktisk kun 2 måneder efter opholdet, invalid, og jeg kan – ud fra det lille kig jeg har taget på din blog – læse, du også har haft sygdom at slås med, de sidste par år. Det er jeg dybt ked af, på dine vegne. Og fuld af beundring for hvordan du takler det. Og hvor sej du er.

    Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.
    Der må være en stærk engel, der lyser over dig.

    Kærligst fra Laila

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære søde Laila

      Velkommen til min blog og tusind tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg er rigtig glad for din hilsen! Hvis du fortrækker yderligere korrespondance i det private rum er min e-mail-adresse: post@stegemueller.dk. Herudover kan du i højre side af bloggen finde et punkt, der hedder “Abonnement”, hvor du kan abonnere på nye indlæg. Så får du en mail i din indbakke, når jeg har skrevet et nyt indlæg. Og det gør jeg ret tit, for bloggen betyder meget for mig.

      En del af min sygdom er, at man mister hukommelsen, så alt det du skriver om, kan jeg slet ikke huske. Men jeg ved dog at jeg var på Vestjyllands Højskole to gange, og at den ene gang handlede om noget med at fortælle, hvad den anden gang handlede om, kan jeg ikke huske.

      1. klasse… Ja det passer fint; jeg er sådan lidt snobbet ude n at det dog skal gå ud over nogen.

      Kærlig hilsen fra Hanne.
      Jeg vil være glad for at høre fra dig igen.

      Svar
  4. Eric
    Eric says:

    Platforme som fx WordPress er storartede. Dels fordi man kan publicere uden at kende en dyt til HTML eller PHP, men også fordi de giver mulighed for den dialog, de fleste er glade for.
    Ulempen er så hastigheden og muligheden for at blive hacket. Risikoen for at få hackere på besøg er langt større med PHP end med jomfruelig HTML.
    Jeg håndkoder alle mine sider bortset fra bloggen. Det tager tid, men man kan så få layoutet præcis, som man vil have det, og siderne er alt andet lige en del hurtigere.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Helt enig WP er storartet, og det gør, at mange mange flere kan få noget at skulle have sagt. Det er et demokratisk gode, som vi skal værne om. Du pinpointer også dialogen, og her er naturligvis også enig med dig.

      Jeg var egl. ikke klar over, at hacking-risikoen var større ved PHP. Jeg har købt mig til sikkerhed på bloggen (iThemes Security Pro).

      Alle andre sider end bloggen er også håndkodede hos mig, men jeg tror, det er en færdighed, der er røget med ud i glemslen. Jeg sad fx og kiggede på hjemmesideskolen.dk forleden dag. Det føltes, som om jeg aldrig havde set den før.

      Du har ret, det tager tid, men det er nu også enormt hyggeligt at sidde og rode med. Jeg husker den store tilfredsstillelse, det var, når noget havde drillet og så pludselig alligevel kom til at virke.

      Svar
  5. Ellen
    Ellen says:

    Jeg har engang lært lidt HTML og syntes det var hammerirriterende at skulle bruge så lang tid på at formattere selv en simpel tekst. Jeg mistede overblikket, fordi jeg ikke kunne se, hvordan det så ud IRL, så jeg er virkelig glad for, at det ikke er nødvendigt i dag. Mange af koderne kan dog være nyttige, når man fx kommenterer hos andre.
    Blogland er godt på flere måder – især er det skønt, at ingen i hele landet er længere væk end ens eget tastatur 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Ja af lige præcis de årsager, du nævner, er CMSerne blev så populære. Og det er på alle måder godt. Der var dog en del forskellige editorer, der tilbød, at man skrev sin kode i den nederste del af vinduet, og så fik resultatet vist i den øverste halvdel. Men sørme om jeg kan huske hvad de hed/hedder. Og jeg kan slet ikke huske HTML mere. Hvis jeg på et tidspunkt vil ændre på min hovedside, bliver jeg dog nødt til at få det genopfrisket.

      Ja Blogland er et dejligt land, når man har et tastatur ved hånden 🙂

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart says:

        Det er jo ikke sværere, end at man har den html-side, man skriver på, åben i et browservindue også. Så kan man jo se, hvordan den ser ud, der hvor man er kommet til. Ellers kan html-kit noget af det samme, men jeg foretrækker at arbejde med en ren teksteditor. Det tvinger en til at huske koderne, mens man skriver, og så sker det ikke så let, at man glemmer at lukke sine tags.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Det har du jo fuldstændig ret i! Det er ikke så svært! Men jeg tror, man skal synes, det er fedt at “nørde”.
          Det var “html-kit”, jeg ikke kunne huske, da jeg svarede Ellen.

          Svar
  6. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg synes, man har meget stor glæde af at kunne html og css, også i forbindelse med et CMS. Men det at man kan have et CMS uden at have indsigt i det tekniske, betyder jo, at folk får lejlighed til at offentliggøre noget indhold. Og det er jo indholdet, man primært går efter, når man læser blogs.

    Jeg synes i øvrigt, at WordPress er genialt også som CMS til sider, der ikke akkurat er blogs. Det begyndte jeg faktisk med.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Du har helt ret i det med CSS og HTML selv i et CMS. CSS fangede jeg aldrig rigtigt.

      Vi er naturligvis helt enige om, at CMS’erne gør det muligt for alle ikke-nørderne at publicere noget indhold. Og det er et ubetinget gode, der stemmer godt med Grundlovens § 77 (Ytringsfrihed). Mine anke er også bare, at når det hele nu kan skabes på fem minutter, risikerer det at koste på kvaliteten. Hvis man sad og kodede i HTML, og havde fået lidt styr på det, lagde man måske flere kræfter i selve indholdet?

      Ja WordPress’ “Sider” er geniale. Jeg er webmaster og skribent på denne side, og den består udelukkende af WP-sider: https://supportpcogandet.dk/

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *