,

Taknemmelig

Egentlig begyndte det med, at jeg skulle rette nogle “tags” (nøgleord) her på bloggen. Jeg var kommet til at skrive “Distriktspsykiatrien” på tre forskellige måder, og det var jo noget rod og sjusk. For at rette fejlene måtte jeg gå tilbage til de gamle poster fra 2014/15, og selvfølgelig kom jeg til at læse dem. Da gik det op for mig, hvor syg jeg egentlig har været, og dermed også, hvor godt jeg har fået det. Jeg ser det selv som lidt af et mirakel.

I virkeligheden burde jeg måske slet ikke læse tilbage, da det alt for tydeligt viser, hvor galt det er med hukommelsen. De sorte huller bliver for tydelige. Det står klart, at 2014 og 2015 er fuldstændig væk. Jeg har fx deltaget i et patientfeedbackmøde på PCH og forud for dette skrevet en ret fornuftig mail til den øverste leder om nogle uhensigtsmæssigheder i deres forskellige systemer. Jeg har haft besøg af både Bodil, Bjarne, Helle og Claus – jeg husker intet.

Drømmen var fra dag et at kunne udfylde en eller anden plads på arbejdsmarkedet, og det er lykkedes. Nu løser jeg nogle opgaver, der er vigtige for Folkekirkens Nødhjælp. Det er godt nok kun 3 * 5 timer pr. uge, og jeg er mast, når jeg kommer hjem, men jeg har en samfundsmæssig funktion, og jeg har en resterhvervsevne, hvilket ellers bekymrede mig 1½ år.

Jeg går rundt og er taknemmelig, selvom det er et stort ord at bruge. Jeg har taget imod alle tilbud, for jeg ville videre.

Jeg synes, jeg har fået en fornem behandling alle steder i hele systemet. Jeg kan slet ikke genkende alle skræmmekampagnerne om psykiatrien. Det meste husker jeg ikke, men det står enten her på bloggen eller i noterne på min iPad.:

  • Psykiatrifonden: Erhvervsrådgiver
  • Psykiatrifonden: Erhvervspsykolog. Hende mangler jeg stadig at sige farvel til. Det bliver meget svært, for jeg har knyttet stærke bånd til hende. Hun har blandt andet overbevist mig om, at jeg har en stærk livsvilje, for ellers havde jeg været død for længst. De ord tager jeg med mig, for hun har nok ret.
  • Hvidovre Kommune: godt nok tre sagsbehandlere, men den sidste var rigtig god, og havde det som erklæret mål at følge “min sag” til dørs. Bodil siger, hun nok er den bedste kommunale sagsbehandler, hun nogensinde har oplevet
  • SIND: Bodil en fantastisk bisidder, der gjorde meget mere, end hun var forpligtet til. Vi er efterfølgende blevet venner, og jeg sætter så stor pris på vores venskab. Det er ikke fordi vi ses så ofte, men vi har begge glæden ved at modtage og besvare lange eksistentielle mails.
  • Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, jeg har været indlagt, men det er vist ca. 10 gange, og så vidt jeg ved, har jeg fået ca. 50 ECT-behandlinger. Jeg har afdelingens direkte nummer og kan altid ringe og tale med nogen, jeg kender, og som kender mig. Det er en stor tryghed, også selvom jeg må erkende, at jeg er blevet “svingdørspatient”. I realiteten skal man screenes via Glostrup, men de er meget lidt imødekommende og anbefaler, at man opsøger egen læge:
    • For det første kan man fra langfredag til tirsdag efter påske nå at tage livet af sig mange gange,
    • og for det andet har den alm. praktiserende læge ikke en pind forstand på psykiatri, og det er jo ikke hende, der har fulgt mig på rejsen. Skal jeg fremlægge mine tanker for nogen, skal det være en, der har forstand på det ellers klarer jeg mig via diverse telefonrådgivninger.
  • Akutteamet i Distriktspsykiatrien. Jeg husker godt nok intet, men det fremgår af mine noter.
  • Distriktspsykiatrien: Kontaktperson en halv time hver 14. dag. Det er ikke meget, men nok til at samle mig op, hvis det går galt.
  • Distriktspsykiatrien: Læge(r). Topprofessionelle, lydhøre og opmærksomme. Der er afsat en time pr. måned. Jeg har altid forberedt mig og skrevet tanker og spørgsmål ned. På den måde bliver de 60 minutter godt udnyttet. Skulle det – hvad Gud forbyde – blive nødvendigt, kan hun indlægge mig igen på “fast track” altså direkte og uden om Glostrup.
  • CSV (Center for Specialundervisning af Voksne). Det har været fint, men jeg er lidt i tvivl om effekten stod mål med det, at jeg skulle opgive en af mine “restitutionsdage” – altså tirsdag og torsdag hvor jeg kan hvile ud og foretage mig måske ingen verdens ting. Jeg har derfor afsluttet forløbet.
  • Hvidovre Kirke: Menighedsrådet: Så vidt jeg ved, var der næsten et helt år, hvor jeg ikke var til menighedsrådsmøderne – men de har taget imod mig igen, og jeg er atter en del af fællesskabet. Jeg har også nogle visioner om, hvad vi skal med kirken, og jeg er i gang med et lille “korstog”, som jeg er spændt på om kan lykkes.
  • Hvidovre Kirke: Præsten Mette. Hun er både i kirken og på psyk. Hun fortæller, at vi havde mange samtaler i de perioder, jeg var indlagt. De kunne selvfølgelig ikke blive personlige, da afdelingen bestod af fire-sengsstuer. Der krænger man ikke sit inderste ud. Nu ses vi ca. en gang om ugen, og emnerne er alt mellem stort og småt.
  • Støttekontaktperson (SKP): Jeg traf hende for første gang i sidste uge. Hun virkede vældig sød og imødekommende. Umiddelbart er jeg dog i tvivl om, hvorvidt det vil gavne, men det skal selvfølgelig prøves af.

Hvis jeg endelig skal dryppe lidt malurt i bægeret, skulle det være, at jeg selv har måttet være budbringer mellem alle disse aktører, og kunne jeg nu huske det hele? (Sikkert ikke.) Jeg har haft ufattelig meget glæde af et lille program på min iPad, der kan optage samtalerne, så jeg har kunnet høre det igen i fred og ro herhjemme.

Der er ofte patienter på sygehuse eller borgere i kommunerne, der får at vide, at de ikke må optage samtaler. Det er noget sludder! Enhedslistens Line Barfod spurgte tilbage i 2003 Justitsminister Lene Espersen, om der – bortset fra reglerne i retsplejeloven – var forbud mod at optage, og om man skulle oplyse om det forinden. Den 11. august 2003 svarede ministeren, at der ikke var regler, der forbød dette, og at man ikke skulle oplyse om det forinden. Hertil er vel kun at sige, at det selvfølgelig er høfligst at orientere om det, og at det vel er den bedste måde at opbygge en tillidsfuld relation. Der skal være tale om, at parterne samarbejder ikke modarbejder hinanden.

Konklusion: Mit indtryk er, at hvis man først har fået foden indenfor, hvis man har det tilstrækkeligt elendigt, fungerer systemet helt fantastisk, alt kan lade sig gøre, og alle lytter. Jeg har i hvert fald fået en kongelig behandling. Nu skal jeg til at klare mig selv, og det vil i sig selv være en opgave (nej ikke en udfordring…). Jeg bevarer Mette, SKP og Distriktspsykiatrien i et stykke tid. Det er jeg ret tryg ved. Og endelig er der jo FKN, hvor jeg føler mig nærmest normal, fordi jeg har en opgave, som de ser frem til resultatet af. På de lidt dumme dage, bliver jeg bare inde på mit eget kontor bag skærmen.

Måske er det meget godt, at jeg ikke kan huske de seneste to år, for det har vist været lidt af et mareridt… Nu skal det vende, det er allerede godt på vej, og jeg ser frem til at designe et liv på de præmisser, der nu engang er.

16 replies
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Tjah måske har du ret, men så har jeg bare været heldig med alle de mennesker, jeg har mødt derinde siden 2014. Den eneste, jeg ikke rigtig havde kemi med, var den første kontaktperson, jeg blev koblet med; hun var ergoterapeut, og jeg kunne ikke lige se, hvad jeg skulle med sådan en.

      Svar
  1. Den stille pige
    Den stille pige says:

    Jeg kan godt forstå, at du føler dig taknemmelig. For måske har du været heldig.

    Jeg synes desværre, at vi oplever mange tragiske sager, hvor psykiatrien har fejlet/svigtet med store menneskelige tragedier til følge.

    Tag “bare” de seneste års tragiske drab på medarbejdere på flere bosteder. Her har psykiatrien i den grad fejlet og svigtet – både patienter og medarbejdere.

    Og psykisk syge, der henvender sig forgæves på psykiatrisk skadestue, når de er stærkt forpinte og selvmordstruede – og som bliver sendt hjem igen uden behandling. Hvorefter de så begår selvmord eller slår et andet menneske ihjel.

    I denne uge mistede en lille pige livet, da hendes psykisk syge mor slog hende ihjel. En mor, der også var blevet afvist af psykiatrien. Som kvinden, der i december begik selvmord ved springe ud ad vinduet fra sit hjem.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Den stille pige.

      Held – ja måske. Der er mange ulykkelige historier, og det er dem, vi altid hører om, men der er også et ensidigt fokus fra mediernes side på de ulykkelige historier. Der er ingen, der gider beskæftige sige med gode historier som min, der dog udgør 99 pct. af spektret. Jeg synes ikke, psykiatrien og deres medarbejdere får en fair behandling.

      Jeg henvendte mig i januar 2006 selv på en psykiatrisk skadestue efter et selvmordsforsøg og blev sendt hjem igen. Det var klart ikke tilfredsstillende eller i orden, og jeg vidste ikke, hvad jeg så skulle stille op. Det er mit indtryk, at de i mellemtiden har ændret praksis (markant endda). De gange jeg efterfølgende har været suicidal, er jeg af Distriktspsykiatrien blev indlagt på fast track, og de har beholdt mig. Min kontaktperson i DPC oplyser, at dette er sket 2 – 3 gange, men jeg husker det jo ikke.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Jeg synes, det er så vigtigt, at også de gode historier kommer frem i lyset. Jeg håber, der vil være grund til at bibeholde taknemmeligheden.

      Svar
  2. Pia
    Pia says:

    Der findes både de gode og de dårlige historier. Jeg håber der er flest af de gode. Din hører til i den gode bunke. Det er selvfølgelig dejligt for dig, men sandelig også for os andre. Jeg kan sagtens glæde mig på dine vegne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Tak skal du have! Det er dejligt at kunne glæde sig med andre. Bloggen og I læsere har betydet virkelig meget. Jeg har siddet og læst en gammel kommunikation med Kristine, hvor hun forsøger at få mig til at indlægge med mani. Hun gjorde sit bedste, men det lykkedes hende ikke. Bloggen er i sandhed mit vindue mod verden. Jo flere år der går, jo mere sandt bliver udsagnet.

      Svar
  3. Eric
    Eric says:

    Det er godt at høre, at du har det så meget bedre, og at du har fået god hjælp. Man hører så mange historier, men din historie dokumenterer, at der da er noget, der virker.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja – jeg ser det selv som lidt af et mirakel, og jeg er tæt på lykkelig.

      Der er så mange frygtelige historier om især psykiatrien, som jeg slet ikke kan genkende; fx er det ikke længe siden, der var en historie om en kvinde, der blev afvist på akutmodtagelsen, og som efterfølgende tog hjem og hoppede ud fra – vist nok – 8. etage. Det er jo et eklatant eksempel på, at systemet svigtede. Hun burde have været samlet op.

      Svar
  4. stenbukken
    stenbukken says:

    Hvor er det livsbekræftende at læse din opsummering.
    Og der er een ting jeg falder over – erhvervspsykologen, der sagde noget om din livsvilje contra at dø.
    Hun har haft så ganske ret, – for ikke alene lever du med dine vilkår. Du har også haft viljen og evnen til at ha’ et samlet overblik over dit liv. Du er en overlever.
    Det er en rigtig god kompetence, at kunne se bagud og drage sammenligning med nu. At du hele tiden har “samlet” sammen – blog, lydoptagelser osv. – for at bevare overblikket. Også selvom det indimellem er forsvundet fra din hukommelse.
    Og du har så evig ret. De dårlige historier florerer, de gode eksisterer. Men “de gode” bliver sjældent kioskbaskere.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Hej Stenbukken

      Velkommen til min blog og tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg har utrolig stor respekt for psykologen. Hun er fantastisk dygtig, og hun har sagt tingene ligeud og intet er pakket ind. Den stil passer godt til mig. Jeg tror på hende, når hun siger det om livsviljen. Det der er så mærkeligt er, at jeg siden jeg var 14 år har vidst, at jeg skulle dø for egen hånd. Det er da ikke sket endnu, og jeg tror, jeg tager et par år mere 🙂

      Der er ufatteligt store huller i hukommelsen; bare det ikke kunne huske, hvem der besøgte mig på hospitalet, er meget ubehageligt. Det er to år, der simpelthen er væk. Her er bloggen god at have som dokumentation af forløbet.

      Jeg forsøger i bedste forstand at fortælle den gode historie.

      Der er en af de nyere salmer, jeg virkelig godt kan lide: Tak Gud – den passe meget godt:

      Tak, Gud, selv når det hele ramler,
      tak, Gud, du holder fast ved mig.
      Tak, Gud, når du af stumper samler
      meningen hos dig.

      Svar
      • stenbukken
        stenbukken says:

        Tak for salmestumpen, – dejlig tekst.

        Jeg har under min sygemelding ikke gået ret meget i kirke, – det skyldes mest at der var for mange mennesker. Jeg har haft stor glæde af Folkekirkens lille app – dagens ord – hvor man kan høre dagens ord, dagens salme, velsignelse, dagens bøn eller vælge noget man trængte til her og nu.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Stenbukken

          Ja – “Tak Gud” er en fin salme. Jeg synes, den er til at blive glad af, og det har man/jeg af og til behov for.

          Den lille app, du henviser til, vil jeg gerne finde i App store, men jeg kan ikke. Hvis jeg søger på “dagens ord”, får jeg ingen hits. Hvis jeg søger på “dagensord”, kommer jeg til en død side. Hedder den eventuelt noget andet?

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *