Indlæg

, ,

Lægen flytter ind

Lægen flytter ind 1
Godt TV

Min ven og jeg ser begge “Lægen flytter ind” og “Undskyld vi fik børn”, og vi er rørende enige om, at det er godt, nærmest fremragende, TV. Det vises på DR2, og det er muligvis “smalle” udsendelser, for de har dybde og nerve og sætter tanker i gang. Det er sikkert den slags, der ikke vil blive vist, når public service bliver privatiseret, for der er jo ingen reklamekroner i det, når der ikke er ret mange seere. Jeg går i rette med mig selv! Udsendelserne er populære, viser tal fra 2016. DR skriver: “DR2 har fået succes med programmerne ’Lægen flytter ind’, mens kagerne i ’Den store bagedyst’ hitter på DR1.” Jeg tillader mig nu alligevel at tænke, at det ikke er den slags udsendelser, der bliver flest af, når DR bliver privatiseret, og DF får sin vilje.

Undskyld vi fik børn

Serien drejer sig om forskellige mennesker med et handicap, der bliver forældre. Især en episode var rørende: Et par hvor faderen er handicappet, mens moderen ikke er handicappet, får en lille pige. De bor på en en nedlagt landejendom, der ser ussel ud, nærmest nedrivningsparat. Men huset rummer et familiekollektiv, hvor beboerne støtter hinanden. Det unge par har derfor et rigtig godt og solidt netværk.

Faderen er autist og har epilepsi og et par andre diagnoser, som jeg ikke lige kan huske. Inden fødslen øver han sig på sin kommende rolle som far: Han træner med en bamse, lægger ble på, bærer den rigtigt på skulderen osv.

Moderen har allerede et barn, der er frivilligt anbragt. Vi får ikke at vide hvorfor.

Umiddelbart efter fødslen griber kommunen ind og sørger for, at mor og barn kommer ca. fire måneder på et “mor-barn-hotel” (tror jeg, det hed). Faderen kommer selvfølgelig på besøg så meget som overhovedet muligt. Parret gør alt, hvad der står i deres magt, for at vise de professionelle på hotellet, at de er i stand til at tage vare på barnet og varetage barnets tarv. De kæmper 24/7, og de er overvågede 24/7.

Udsendelsen slutter med, at barnet bliver fjernet. Det var meget overraskende for både min ven og mig. Med den rigtige støtte fra dels de øvrige beboere i kollektivet, dels fra kommunen, kunne de være blevet gode forældre, der fint kunne tage vare på et barn. Hvorfor fik de ikke lov at bevise, hvad de kunne? En anbringelse koster kassen, så for et ringere beløb til støtte og vejledning kunne barnet være blevet hos dets forældre. Mærkeligt samfund!

Lægen flytter ind

Der ligger adskillige udsendelser fra fire sæsoner på dr.dk, og de er spændende. Læge Charlotte Bøving flytter bogstavelig talt ind på institutioner og hos familier, hvor der er problemer med sundheden – typisk i form af overvægt. Det er fremragende fjernsyn, for hun kan sit kram, og i parentes bemærket er hun død-charmerende. Hun hjælper folk videre mod en sundere livsstil uden at moralisere, for det kommer man alligevel ingen vegne med. Samtidig siger hun tingene lige ud. Det virker godt.

Den første udsendelse, jeg så (sæson 4, nr. 2 af 5), fængede med det samme. Charlotte flytter ind i Enna Mark fængsel ved Horsens, hvor hun tager sig kærligt af Jan, der er en lidt ældre mand, som afsoner ni år for narkohandel. Hun siger det ret direkte: “Hvid du vil levende ud herfra, må du omlægge din livsstil”. Det gør indtryk.

Jan viser sig at være alvorligt syg med stor risiko for blodpropper og diabetes og har samtidig en dobbeltsidig lungebetændelse, som han har døjet med længe. Charlotte går til fængselsinspektøren (31:39) og spørger – helt berettiget – hvorfor hun skal komme udefra og konstatere, at det er helt galt med Jan. Fængselsinspektøren er ret ligeglad og svarer, at ligesom ude i det almindelige samfund, er man selv ansvarlig for at komme til læge, hvis man føler sig syg, og  hun tilføjer “Man skal huske på, at vi er ikke et hospital, vi er et fængsel. Vores primære opgave er at sikre, at folk afsoner deres straf. Det er det, vi er sat i verden for som fængsel.” Tak for kaffe!

De lader fangerne leve af skodmad, og lader dem købe junkfood hos den nærmeste købmand, hvor hylderne bugner af slik og chips. Og det afspejler sig i Jans køleskab og hans madhylde på cellen. Selvfølgelig kan fængslet ikke kontrollere, hvad fangerne køber hos købmanden, men de kan sætte rammerne for den mad, de serverer for fangerne. Det er jo altså mennesker, der ikke selv kan bestemme, hvad de vil have at spise.

I aftes så jeg endnu et par udsendelser. Den bedste var sæson 3, nr. 1 af 5, hvor hun flytter ind i en campingvogn hos Magnus på 11 år og hans forældre. Magnus har et BMI på 29,1, så der må gøres noget ved blandt andet de to nutellamadder, han kører ned som morgenmad. Charlotte kalder det “lyst brød smurt ind i sukker”. Grænsen mellem normalvægt og overvægt går ved 25,0. I starten forsvarer forældrene sig konstant med, at de har så travlt, at de ikke har tid at lave ordentligt mad, og de spiser allesammen for meget: “til vi er ved at revne”, tit to eller tre portioner. Egentlig er der ikke noget at sige til, at de har travlt (med at arbejde), for de har et kæmpe hus i Sakskøbing, og det skal jo betales på en eller anden måde.

Magnus er klar og han gør alt det, Charlotte beder ham om. Han cykler dels alene, dels sammen med Charlotte, dels med sin far i weekenden. De løber på løbehjul, spiller med en særlig tung bold osv. Han taber fire kilo på lidt over seks uger, og mens han gør det, udvikler de et smukt venskab. Da de skal sige farvel, har han en lille gave til hende og et kort, hvor han har skrevet: “…. og jeg skal nok huske, at jeg har en ekstra mor i Varde”.

Charlotte må afsted, og da hun bliver filmet ude i indkørslen, må hun flere gange tørre tårerne bort. Sådan noget bliver jeg altså sentimental over.

Arvingerne

Godt TV – et forsøg på en anmeldelse

Jeg følger levende med i TV-serien Arvingerne, som jeg synes, er fabelagtigt godt fjernsyn.

For at være godt opdateret her inden anden sæson satte jeg mig en dag med min iPad og så samtlige 10 afsnit fra første sæson i et hug. Jeg havde godt nok også alle hovedpersonerne bag øjenlågene, da jeg skulle sove den aften 🙂

Serien har Grønnegården som centrum for alle tiders familiefejde. Veronica – mor til de fire søskende – dør af kræft og overlader gården til Signe AKA Sunshine, der spilles af Marie Bach Hansen. Det meste af første sæson drejede sig om selve arvestriden, og den var meget levende skildret. Især retssagen fik alle menneskets værste sider frem i fx advokaten Frederik fremragende spillet af Carsten Bjørnlund. Også Gro spillet af Trine Dyrholm trådte i karakter, da hun fx egenhændigt fuskede med fondspapirerne, så Grønnegården ville gå til en fond (og altså ikke til Signe), og hvor fonden så skulle bygge et museum i forbindelse med gården. Det er Veronica sidste vilje at hendes datter Signe skal arve gården, samtidig ligger der et modstridende testamente, og hele spørgsmålet er, om brevet til Signe overruler testamentet.

Selv har jeg været en lillebitte smule involveret i en arvestrid med min halvbror, og det var ikke særlig rart. Det eneste jeg gerne ville have haft efter min mor var morfars 97 små håndskrevne sider om hans liv, som interesserede mig meget, da jeg er bidt af en gal slægtsforsker. En kopi havde også været fint. Det andet var min farfars rosentræsskab, der oprindeligt var et medicinskab, og som jeg var bedst berettiget til, da det var fra min fars slægt, og som min halvbror ikke rigtig har nogen adkomst til, da han har en anden far. Den lillebitte smule arvestrid var tilstrækkeligt for mig. I øvrigt har jeg ikke andre, jeg kan arve, jo måske min biologiske mor, men det er jeg ikke interesseret i. Jeg føler ikke, at jeg har adkomst til noget der.

Signe prøver at samle sine tre søskende omkring gården, ved at foreslå hvordan de kan dele den mellem sig, men det er de andre tre ikke interesserede i, og Gro kører fortsat frem med museumsplanerne.

Signe er adopteret af John og Lise, der aldrig har fortalt hende, at hun var adopteret, men det finder hun ud af i forbindelse med Veronicas (moderens) død. Under retssagen kommer det frem, at John har haft en hel del kontakt med Veronica og at de fx har været i Rom sammen uden Lises vidende. 

Der er dramaer nok at tage fat på, og jeg kan ikke lige huske, hvordan hele første sæson forløb. For den interesserede kan jeg oplyse, at alle afsnittene ligger på DR TV – DR’s app, så man kan se den på tablet eller mobil.

Nu er anden sæson så i gang, og der er spænding nok at tage af.

Gårsdagens afsnit fokuserede på Emils ophold i et thailandsk fængsel med megen frygtelig brutalitet. Han er indsat for at have solgt narko i form af joints, hvilket er en udvidelse af sigtelsen, der oprindeligt kun lød på besiddelse. Sigtelsen lyder på 80 joints til videresalg, hvor der vel reelt var 5-6 styk. Frederik regner hurtigt ud, at der i to baglommer og en brystlomme ikke kan være mere end 32 joints. Gro og Frederik rejser til Thailand, for at prøve at få Emil løsladt. Det er noget af en overvindelse for Frederik, der ellers helst ikke vil se Emil igen, da han har været i seng med hans hustru Solveig.

En anden der gladeligt ryger joints er Thomas suverænt spillet af Jesper Christensen, som vi især kende fra “Bænken”. Han er en pudsig karakter, og det kan undre, hvorfor man så tit skal se ham enten i seng med en eller anden – fx advokaten Lone – eller i hvert fald uden tøj på. Han er 68 år, og er netop blevet far til lille Melody, som han har sammen med Isa. En anke over Isa er, at det næsten ikke er til at høre, hvad hun siger, hun mumler simpelthen. Isa stak af i gårsdagens episode, og ingen ved, hvor hun er taget hen. I følge hendes far har hun haft hashpsykoser og er psykisk ustabil. Hun er ikke i stand til at tage vare på Melody, som hun overlader til Signe og Gro i forening. Det er i øvrigt interessant at se den ellers karrierefikserede Gro vise noget der ligner moderfølelser.

For nu at blive ved Thomas så er han vel det, man kan kalde et gammelt hashvrag, men har er mere end det. Han spiller noget okkult musik på alskens mærkelig instrumenter. Til Melodys navngivningsfest har han selv skrevet ritualet og i ført sig en mærkelig “hat” og alt forløber godt lige til Isa smider barnet i søen. Det er Gro, der fisker ungen op igen og således redder den fra druknedøden.

Denne dramaserie er ganske enkelt fundamentalt spændende. Alle rollerne er godt besat med kendte skuespillerne, specielt synes jeg, at Jesper Christensen er et rigtig godt valg som Thomas, der er noget “spooky”. Trine Dyrholm som Gro er rigtig god, og jo flere afsnit jeg ser, jo mere sympati får jeg for hende.

I aften er tre af dem i Aftenshowet, hvor seerne kan stille spørgsmål. Det glæder jeg mig til at se, lige som jeg glæder mit til at se næste afsnit på søndag kl. 20:00