Indlæg

I reparationsalderen

Jeg holder de københavnske tandlæger beskæftiget

Det begyndte i lørdags, hvor den næstbagerste kindtand i høre side af underkæben gjorde ondt og føltes som om den var blevet for høj i forhold til de omgivende tænder – endvidere var den foruroligende mobil. Jeg overlevede på en god blanding af Ipren og Panodil. Søndag var smerterne næsten væk, men i stedet var der vokset en stor byld ud ud for den tand, der havde gjort ondt. Mandag morgen ringede jeg til tandlægen og fik en tid allerede tirsdag. Hun kunne ret hurtigt konstatere, at bylden selvfølgelig var fyldt med betændelse, men også at nerven var død og at der må en rodbehandling og en krone til. I dag har jeg så været inde og få renset rodkanalerne op efter at hun fjernede den gamle fyldning. Hullet er blevet lukket midlertidigt igen og på onsdag skal den midlertidige fyldning tages ud og der skal renses en gang til. I ugen efter skal rodkanalerne fyldes og det er så den egentlige rodbehandling. Senere skal der så en krone på. Alt dette foregår i højre side.

I venstre side: Jeg har på torsdag tid hos en specialtandlæge, der skal lave et implantat, der hvor den bageste kindtand i underkæben har siddet. Den har over en 20-årig periode været udsat for en rodbehandling, en krone og en rodspidsamputation og tilsidst måtte den så ud. Når implantatet er groet godt fast, skal min egen tandlæge lave en krone.

Det er lige før det er svært at få plads i min kalender for tandlægetiderne. Det der bekymrer mig er prisen for alt dette her. Implantatet til 20.000 kr. har jeg længe haft sparet sammen til, men det nye her i højre side er helt uventet. Det koster vel i omegnen af 8.000 kr. Jeg bad klogeligt nok ikke om et overslag; det skal jo laves under alle omstændigheder.

Nuvel jeg har en opsparing, som jeg kan trække på, men som arbejdsløs har man reelt ikke råd til denne type reparationer. Og det er vel egentlig ikke bare som arbejdsløs – hvad med kassedamen i Netto, hun har vist ikke bedre råd? Jeg kan godt blive harm over, at man siger, at der ikke er brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen, for der er masser af brugerbetaling på både tænder og briller. Og hvad skulle jeg gøre, hvis jeg ikke havde en opsparing at trække på – lade tænderne rykke ud og så gå rundt med huller i tandrækken? Det kunne jeg slet ikke forestille mig, da jeg har det sådan, at mine tænder bare skal være i orden, og jeg har i hele mit voksenliv passet og plejet dem, så godt jeg overhovedet kunne.

,

Tandimplantat

I dag var det min tur hos tandlægen.

I 30 år har jeg døjet med en kindtand – ja det vil sige, jeg har jo ikke haft ondt i den, fordi jeg hele tiden har fået foretaget det der skulle til for at forebygge problemer. I 1980 blev den rodbehandlet, i ca. 1997 fik den en krone på og 2007 blev rodspidserne amputeret ved en større operation hos en specialtandlæge, da der var gået betændelse i dem. Nu har der så gennem et par år været en kronisk betændelse mellem rødderne og knoglen er blevet hul. Det er ikke noget, jeg mærker noget til, men tandlægen siger, at det ikke er sundt at gå rundt med en kronisk betændelse – og det kan jeg jo godt se. Immunforsvaret arbejder konstant på højtryk.

For selve den stakkels tand er der ikke mere at gøre, den må ud, uagtet at den har kostet mig formuer på tidspunkter i mit liv, hvor jeg sandt for dyden havde andet at bruge mine penge til, idet jeg i mange mange år betalte af på min uddannelse.

Tanden skal erstattes af et implantat og det koster 20.000 kr. Du milde kineser hvor er det dog mange penge, Jeg må sige, at jeg spurgte lidt til hvad der skete, hvis man bare trak tanden ud og ikke erstattede den med et implantat. Hun svarede, at der så er risiko for at de andre tænder begynder at vandre eller at sprænges, der er risiko for huller og mange andre ubehageligheder. Da jeg trods alt stadig er “ung”, ville hun ikke tilråde mig at fravælge et implantat.

Heldigvis er det en langvarig proces, hvilket betyder, at man ikke skal hoste op med 20.000 kr med det samme, men udgifterne bliver fordelt, efterhånden som arbejdet laves. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg vil have det lavet; jeg skal simpelthen ikke gå rundt og mangle en tand!

Tanken om Polen, Sverige eller Thailand strejfer mig naturligvis – men heller ikke mere. Jeg har fuld tillid til min tandlæge, som jeg nu har haft i over 30 år. Min kindtand var noget af det første, hun lavede som ung ansat tandlæge ude på Nørrebrogade. Nu kan hun får lov at afslutte den samme tand som mangeårig indehaver af en klinik på Rådhuspladsen, inden hun går på pension. I griner måske, men jeg må sige, at tiden for hendes pensionering påvirker min beslutning om at gå i gang med “projektet” om fire måneder. Det tager nærmest flere år inden hele processen med et implantat er forbi og jeg har ganske enkelt ikke lyst til at skifte tandlæge midt i den proces.

Hvem siger for resten, at vi i Danmark ikke har brugerbetaling på sundhedsydelser? Og hvad gjorde man egentlig, hvis man var på kontanthjælp eller på førtidspension?