Indlæg

I morgen begynder mit liv igen

I morgen begynder mit liv igen

Håndværkerne er færdige

I morgen begynder mit liv igen

Jeg kan slet ikke forestille mig det, men malerne er helt færdige og elektrikeren er færdig med at flytte »kontoret« ind i TV-stuen, der ikke længere rummer et TV. Derfor regner jeg med, at jeg i morgen kan genoptage mit normale liv. Begge hold håndværkere har arbejdet for sagen. Det har været dejlige mennesker at omgås, og det har været vigtigt for mig. Jeg synes, at det samlet set har været værre end en flytning, fordi jeg jo har skullet være her samtidig. Og jeg er ikke færdig med at gøre rent …

Elektrikeren har gjort et virkelig godt stykke arbejde. Det er slut med »ormegården« under skrivebordet. Den søde lille Synology NAS-server er nu flyttet op på skrivebordet og routeren er omvendt flyttet ned under skrivebordet. Der er masser af ekstra udtag, hvis jeg nu skulle få brug for nogen ekstra. Skrivebordet står så pænt. Der er masser af strøm til iPadden, til iPhonen og til mit Apple-Watch fra den Belkin-ting, jeg købte for længe siden, men ikke rigtig har udnyttet. Den er nu sømmet pænt på plads i et hjørne i køkkenet og fylder ikke længere et halvt køkkenbord.

Jeg forventer, at jeg kan tænde slægtsforskningsprogrammet Legacy i morgen. Hele formiddagen vil gå med at komme i tanke om, hvor jeg er kommet til. Herefter kan jeg nok logge ind på Archion (de tyske kirkebøger). Åh hvor jeg dog glæder mig.

Jeg begyndte på hele dette cirkus den 20. august, hvor jeg begyndte at sortere mine bøger. En gang imellem må man simpelthen ordne bøgerne. Nu har jeg opslagsværkerne, dem der gør, at jeg ser belæst og klog ud, dem der fortæller om mit liv og ikke så mange flere. Princippet i mit nye liv/hjem er, at jeg har det, jeg skal bruge og ikke så meget som et frimærke mere. Det er utrolig dejligt, og jeg trives godt med det. Det kommer jeg sikkert til at gøre en gang mere om nogle år.

Man kan også gøre det, at man har en reol, og når man køber en ny bog, skal der ryge en gammel ud.

Rygestoppet

Ind i mellem spørger jeg mig selv, om jeg nogensinde bliver færdig med at gøre rent, men det kommer nok. Jeg har nu været røgfri i 25 dage, og der er ingen tvivl om, at hele rengøringshelvedet har været en stor hjælp for rygestoppet. Jeg mangler stadig at gøre rent i noget af klædeskabet, og jeg får stadig øje på flader, der skal tørres af (igen). Jeg var ikke klar over, at jeg var så stort et svin.

Jeg er glad for, at jeg investerede i 25 liter Hydrosol. Jeg har brugt halvdelen, og jeg kommer til at bruge mere. Resten får lov at blive stående i brusekabinen, for det er så stærkt, at det ikke rigtig kan stå nogen steder uden at æde lakken på gulvet.

Galleri

Her kommer som vanligt et lille galleri fra mit skønne nye hjem. Det kan næppe ses på iPhone eller iPad, og jeg kender desværre ikke årsagen.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Svære Apple-processer for Windows-bruger

Svære Apple-processer for Windows-bruger

Apple-verdenen er en helt anden

Svære Apple-processer for Windows-bruger

Jeg er så glad for min iPhone, min iPad, mit Apple Watch og mine AirPods, som jeg har brugt i mange år, da det er lækre produkter, der holder i årevis. Men samtidig synes jeg, der er meget, der er svært, fordi jeg er Windows-menneske.

Jeg er irriteret over iOS’ mailprogram, for jeg foretrækker Mozilla Thunderbird, der er Open Source, og som jeg har brugt på computeren i vel snart 20 år. Jeg har dog fundet ud af at synkronisere programmerne. Der er en simpel guide her, som dog lider af den svaghed, mange artikler på nettet lider af: hvor gammel er den? Det er jo ret vigtigt at vide.

En inkarneret Apple-bruger sagde en dag til mig, at hun syntes, at alting er meget nemmere med Apple/iOS. Det forstår jeg slet ikke. Jeg synes, det er så svært, og jeg mister nemt overblikket.

Et eksempel er, at hvis jeg downloader noget på min iPad, siger den, at det er gemt, men jeg ved ikke, hvor det er gemt. På min computer har jeg styr på alting og er vant til at navigere ved hjælp af Stifinder. Jeg holder orden vha. et veludbygget mappesystem og er næsten aldrig i tvivl om, hvor jeg finder mine ting.

Skulle der alligevel opstå tvivl, søger jeg vha. den lokale søgemaskine på computeren “Everything”, der er genial. Du henter det gratis Everything her. Programmet har et væld af indstillinger. Hent det og prøv det selv!

Forleden dag kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde gemt materialet om min farfars bror, den Waffen SS-frivillige Fritz Felix STEGEMÜLLER. Men jeg spurgte da bare “Everything”, der straks kom med blandt andet følgende svar, hvor det ikke tog lang tid at finde ud af, at jeg skulle kigge i denne mappe: “C:\Users\Ejer\Documents\Genealogi\Data xtra\Fritz Felix Stegemüller”.

Den slags kan jeg ikke lave med min iPad.

Svære Apple-processer for Windows-bruger

En komplet nulstilling af en iPad

Svære Apple-processer for Windows-bruger

På GladTekniks hjemmeside faldt jeg over en fin lille guide til at nulstille en iPad. De skriver blandt andet:

Du skal lave en komplet nulstilling af iPad’en, hvis:

  • enheden skal overdrages til tredjepart fx ved videresalg,
  • enheden er blevet langsom,
  • den på anden vis er begyndt at opføre sig underligt.

En nulstilling vil i mange tilfælde give iPad’en nyt liv.

Da min iPad er fra juni 2021, tænkte jeg, at det måske var en god idé med en nulstilling, blandt andet fordi jeg ikke synes, den holder så godt på batteriet længere.

Selv nulstillingen gik fint, men cirkusset bagefter med atter at få den koblet til MitID uden at skulle en tur på borgerservice, at få den parret med mit Apple Watch, at få den parret med mine Bose NC, at få det eksterne tastatur til at skrive $ (det er stadig ikke lykkedes), at få den til at huske koden til programmet, hvor jeg gemmer koder osv., var temmelig tidskrævende.

Jeg skyder skylden på, at alting foregår så automatisk, og hvis man vil gøre noget, der er bare lidt forskelligt fra det, Apple synes, der er bedst, så er det bøvlet. Det er ikke i sig selv svært, men vil man selv bestemme noget, er det svært, fordi man ikke kan se, hvad der foregår. Man er koblet helt af.

Jeg foretrækker den mere ingeniøragtige Windows-tilgang.

At udskifte iCloud med Dropbox

Svære Apple-processer for Windows-bruger

Med Apples produkter følger en 5 GB iCloud-konto, men jeg har en 2 TB Dropbox-konto, hvor jeg hellere vil gemme mine ting midlertidigt for umiddelbart efter at flytte dem til computeren. Jeg har Dropbox, fordi jeg bruger det til backup af hjemmesiden og til visse backups, der kopieres fra NAS til Dropbox (fx fem hele versioner af PC’en). Og for at slippe for at skyde flere penge efter Apple. De har fået rigeligt allerede.

Svære Apple-processer for Windows-brugerDet lykkedes at udskifte iCloud med Dropbox, men det krævede mange forsøg at være sikker på, at alt hele tiden er synkroniseret, og at jeg virkelig ved, hvad jeg laver, og hvor mine ting bliver gemt.

I virkeligheden er jeg ikke så meget for alle mulige løsninger med “skyen”, for jeg bliver utryg og mister overblikket.

Jeg sidder hver måned og roder med at finde lydoptagelsen med psykologen og kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og få dem gemt på computeren.

Eftersom der er en måned i mellem hver session, har jeg lykkeligt glemt, hvordan det gøres.

Men lydoptagelserne skal jo gemmes et eller andet sted under selve optagelsen. Måske kunne jeg gemme dem på selv iPad’en, men jeg må tilstå, at jeg ikke aner, hvordan det gøres. Derfor er valget blevet Dropbox, og ChatGPT hjalp mig på vej.

Synology NAS

Jeg foretrækker i virkeligheden min lille Synology NAS-server (DS 220_1) med to fuldt replikerede* diske samt de to eksterne harddiske, hvor jeg ved selvsyn kan se, hvad der foregår. Det tog et par timer en aften for et par år siden at sætte NAS’en op – og siden har den bare kørt og kørt uden problemer.

* At diskene er fuldt replikerede betyder, at der er samme indhold på de to diske. Står den ene en dag af, virker den anden (forhåbenlig).

Der er selvfølgelig en udgift ved anskaffelsen, men det er en engangsudgift i modsætning til diverse skyer, der vil have anselige summer hvert år.

Juleaften 2022 skrev jeg en artikel, der måske interesserer dig: Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS. Den er ikke kun for slægtsforskere, men slægtsforskere bør læse den.! Den rummer beskrivelse af mine begynder-erfaringer med Synology NAS og et link til en virkelig fin video på YouTube om, hvordan man kommer i gang.

NAS’en kan også sættes op til, at jeg kan tilgå den, som var det en sky, og ChatGPT har på en tidspunkt fortalt, hvordan det gøres. Det så simpelt ud, selvom jeg ikke ved ret meget om DNS og den slags. Jeg er er bare ikke nået så langt:

Opsætning af Remote Access (fjernadgang): Mange NAS-enheder tilbyder muligheder for fjernadgang. Dette kan normalt konfigureres gennem NAS’ens indstillinger. Du kan oprette en DDNS (Dynamic DNS) service, som vil give dig en fast adresse, du kan bruge til at få adgang til din NAS over internettet, selvom din IP-adresse ændrer sig.

Svære Apple-processer for Windows-bruger

Svære Apple-processer for Windows-brugerPå billedet til højre ovenover figurerer iCloud Drive stadig. Det skyldes udelukkende, at jeg lige skal blive helt sikker på, at det kan undværes. Hvad med de forhadte SMS’er? Tillader Apple mon, at man selv bestemmer, hvor de lander? Og gad vide om man overhovedet kan slette iCloud?

Billedet her til højre viser, hvordan man med et enkelt klik ser, om Synology NAS’en har det godt. Det har den, og så kan man lukke igen.

At finde en Voice Recorder uden skjulte udgifter

Jeg er ikke klar over, hvad der er blevet af min oprindelige Voice Recorder. Et stykke tid har jeg haft en, men den er bundet op på iCloud, og når jeg nu har erstattet iCloud med Dropbox …

Man kan søge mange gratis løsninger frem til iPad’en, men når man kigger ordentligt efter, er de overhovedet ikke gratis. Flere vil have mellem 400 og 500 kr. årligt. Det kan de godt glemme.

Jeg har fundet en fin løsning ved navn RECUP til 19 kr., der arbejder sammen med Dropbox, og tænk jeg kan se og høre lydfilerne på computeren, og jeg kan nemt flytte dem til D-drevet, der er dedikeret til lydfiler, hvorefter jeg sletter dem fra Dropbox. For jeg bliver bare forvirret, hvis mine ting findes flere steder. Jeg foretrækker at holde “stram orden” og tage backup(s).

Man skal ikke lægge alle sine æg i den samme kurv

Hvis jeg en dag mistede min slægtsforskning … Hvad skulle jeg så lave? Ville jeg begynde forfra? Jeg ved det virkelig ikke. Tanken er rædsom.

Jeg er helt hysterisk og er meget omhyggelig med flere backups hver dag af de samme ting til forskellige destinationer. Hvis den ene destination fejler, er der vel en af de andre, der virker. Og jeg gemmer mellem 5 og 60 versioner afhængig af størrelsen. Fx gemmes der kun 5 versioner af C-drevet, da det er meget stort. Derimod gemmes 60 versioner af Legacy (program og data). Legacy er slægtsforskningsprogrammet.

Det er at undgå at lægge alle sine æg i den samme kurv.

Når det først er sat op, kører det bare, uden at jeg behøver at gøre det mindste. Jeg bruger Acronis, der er nemt og effektivt. En af de features, jeg holder meget af ved Acronis, er, at man kan beslutte, at man vil have hver enkelt kørsel valideret. Det bevirker, at man ikke lever i en falsk tryghed. Det skal nok råbe op, hvis der er noget galt, men det har jeg nu aldrig oplevet.

Svære Apple-processer for Windows-bruger

Dette regneark fortæller om indholdet af de forskellige kørsler

Svære Apple-processer for Windows-bruger

Er alt det ikke meget sværere end iPad og iPhone?

Nej, det synes jeg ikke, for jeg har fuld kontrol over det, og jeg kan hele tiden se, hvad der foregår hvor. Hvis man skulle sætte det hele op fra bunden, ville det selvfølgelig nok tage et par dage, men jeg har jo fundet frem til løsningerne over en længere årrække og fundet frem til, hvordan de spiller sammen, og hvordan jeg føler mig tryg med mine data.

Det kan Apples iOS (iPhone og iPad) ikke slå.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

Backup af slægtsdata

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

Formålet med denne artikel er – i menneskesprog og nede på jorden – at formidle nogle begyndererfaringer med Synology NAS, som andre slægtsforskere måske kan have glæde af.

Det ville være lyv at sige, at det er helt så “quick”, som denne (engelske) guide fortæller. Jeg måtte begynde forfra et par gange. Herefter sad det lige i skabet. Og nu er jeg tryg. De data og billeder, jeg har samlet gennem 20 år, er sikrede. Man skal nok synes, det er lidt sjovt at nørde med det, men hvem vil ikke gerne ofre nogle timer på at sikre adskillige års arbejde? Når man først er i gang, er det faktisk ret enkelt.

Hjælpen på skærmen er virkelig flot og oversættelserne til dansk er utrolig gode; det er ikke maskinoversættelser. Man er ikke på noget tidspunkt overladt til sig selv. Det er, hvad man må kalde brugervenligt.

Jeg måtte begynde forfra, fordi jeg ikke havde styr på kodeord og mistede overblikket over, hvor det var, jeg var på vej til at logge ind. Der kommer flere konti i spil med login hid og did og det kræver selvfølgelig lidt tålmodighed og opmærksomhed at forstå, hvad det egentlig er, man laver. Sådan er det med alt nyt.

Det der drillede

Når du har fået bestilt både “kassen” og diskene (og det er bestemt ikke altid tydeligt, at diskene ikke følger med “kassen”. De skal købes særskilt.), og begge dele er leveret, er det første, der skal ske, at du skal have lagt diskene i holderne og fikseret dem, så de ligger præcis, som de skal. Hvis de ikke ligger helt rigtigt, kan din PC ikke få kontakt til dem, og de kan formentlig heller skubbes rigtigt på plads i “kassen”. I tidligere versioner af NAS skulle man have skruetrækkeren frem; sådan er det i hvert fald ikke længere med DS220+.

Jeg baksede længe med den ene disk, og måtte til sidst opgive at få “sideklemmen” i den ene side til at klikke helt ind, hvor den skulle være. Til sidst besluttede jeg alligevel at prøve at skubbe den på plads i “kassen”. Og det gik fint. Jeg undrede mig over det, men glædede mig, for det betød, at jeg kunne komme videre i processen.

Instruktionsvideoer på fx YouTube

Noget af det, YouTube virkelig kan, er at vise instruktionsvideoer og der er millioner og atter millioner af dem. Jeg ser selv videoer om lidt “nørdede” emner, men jeg har en veninde, der finder tips og tricks om at fremstille smykker. Jeg har besluttet mig for, at jeg i en periode gerne vil betale 119 kr. om måneden for et Premiumabonnement, fordi jeg så slipper for reklamerne. Det gør det noget lettere at følge en instruktionsvideo, at man ikke konstant afbrydes af en tåbelig reklame.

Hvis et emne er helt nyt for mig, som fx NAS, ser jeg videoen et par gange, før jeg går i gang, fordi jeg så er forberedt på, hvad der vil komme. Når jeg går i gang for alvor, afspiller jeg videoen med adskillige stop, hvor jeg prøver at følge ophavsmanden. Jeg gør simpelthen det samme som ham. Det tager selvfølgelig sin tid, men jeg er ret sikker på at ende med noget, der er brugbart.

Forud for dette ligger selvfølgelig en proces med at udvælge videoer, man kan stole på. Karl Børge fra Sønder Bøvelse, der pludselig fik lyst at lave en video, skal man måske ikke stole på. Google er naturligvis en stor hjælp, men det gøres ikke uden en portion sund fornuft. Og her iblandt er at finde videoer, der har gode brugeranmeldelser og som drejer sig om den nyeste hardware og software; og præcis drejer sig om den version af hardware og software, jeg er på vej til at bruge.

For mig betyder det ikke så meget, om videoen er på dansk eller engelsk, men det kan være en parameter for nogle af jer. Fagudtryk, jeg ikke kender, slår jeg op med DeepL, der er mere præcis end Google Translate.

Lidt mere om versioner

Jeg fandt en 252 lang sider guide på dansk til DSM (Disk Station Manager). Som computeren har sit operativsystem, fx Windows, har også NAS sit operativsystem, der kaldes Disk Station Manager. Jeg tænkte, at det måtte være lige noget for mig. Først da jeg begyndte at søge efter “QuickConnect” og ikke fandt det, opdagede jeg, at guiden angik DSM 3.1, men den aktuelle version er 7.1.

Guiden har ingen datering, hvilket ofte ses, og hvilket er utroligt irriterende. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke daterer deres ting.

Synology NAS rummer mange muligheder

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

Billedet herover stammer fra Acronis, der er et backupprogram. En af grundene til, at jeg bruger Acronis er, at det med et par museklik kan indstilles til altid at validere backuppen. Programmet undersøger så af sig selv, om backuppen vil virke, hvis der skulle blive behov for den. Ingen falsk tryghed her.

Jeg er (heldigvis) slet ikke færdig med at udforske mulighederne, for der er så mange, at det vil tage et stykke tid. Indtil videre har jeg – ved bare at følge videoen – fundet ud af, hvordan jeg laver en daglig backup af al min slægtsforskning og hele mit C-drev med Acronis og gemmer det på NAS. Det er bare et stykke kage (“piece of cake”). Man kan se resultatet med Stifinder med det samme. Selv kan jeg godt lide at kunne se tingene med det blotte øje frem for bare at regne med, at alt er i orden. Skal trygheden være falsk eller ægte?

Det kan fx se sådan ud:

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

Bemærk at Stifinder fortæller, at vi er på et netværk. Det er hele fidusen ved NAS. Når data ligger på et netværk, har man lavet sin egen private “sky”. Og man kan kigge på sine data alle mulige steder fra fx både telefon og tablet og selvfølgelig også alle andre computere. Har man behov for det, fx i forbindelse med support, kan man oprette en bruger, der må logge ind på netværket og se de data, man har liggende der. Det er altså smart.

RAID 0 eller RAID 1?

Jeg har købt to diske a 4 TB. Ud af dem kan jeg enten få 8 TB eller 4 TB plads til data. Forskellen ligger i, om man vælger RAID 0 eller RAID 1. I videoen, jeg refererer til ovenover, anbefaler han RAID 1, som betyder, at man får redundante data. Står disk 1 af, har man altid disk 2; med andre ord har man spejlede diske, og det skulle da være underligt, om de begge stod af på en gang. Så selv om jeg har betalt for 8 TB, har jeg “kun” 4 TB at arbejde på. 4 TB er dog alt rigeligt til mit behov.

Vælger man i stedet RAID 0, har man summen af begge diske (hos mig i alt 8 TB), men altså ingen redundans. DDO forklarer ordet redundans her.

Vælg altid de foreslåede indstillinger

Jeg gør, som han foreslår, da jeg helt sikkert ikke er dygtigere end ham. Han har i øvrigt en god betragtning om det med standarder: “Vælg altid det foreslåede”. Det gør jeg også altid selv, da jeg helt sikkert ikke er klogere end programmerne.

Jeg havde på et tidspunkt en TNG-bruger, der, i forbindelse med eksport af databasen fra TNG, valgte “Brugerdefineret – vis alle indstillinger” i stedet for bare “Hurtig – vis kun de minimale indstillinger”. Det betød, at han fik åbnet for mindst 25 muligheder, han ikke kendte betydningen af. Og det betød atter, at hans eksporter ikke kunne bruges til noget. De var en falsk tryghed.

Med tiden bliver man selvfølgelig (lidt) klogere og man får lært, hvad de forskellige indstillinger betyder. Når man ved, hvad man gør, kan det være relevant at lege med mulighederne.

Sidste trin for nu: Dropbox

Jeg tager backup af hele hjemmesiden hver nat og placerer den i Google Drev, men jeg er aldrig blevet gode venner med Google Drev, fordi det er så uoverskueligt. Derfor foretrækker jeg Dropbox.

Billedet herunder er en fin illustration af forskellen på NAS og Dropbox.

  • NAS er til salg. Man har betalt og har fuld kontrol. Prisen kan ikke pludselig stige. Ingen kan pludselig indeksere data på en ny “smart” måde. Ingen kan give tredjemand adgang til data osv.
  • Dropbox er til leje. Man bor til leje og skal betale en månedlig eller årlig leje, hvis man kommer udover de gratis 3,75 GB. Lejen har et fornuftigt niveau. For fx. 2 TB, der svarer til ca. 2.053 GB, er prisen ca. 900 kr. ved årlig betaling.

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

I min Dropbox har jeg de 2 TB at gøre godt med.

A) Selve datafilen fra Legacy (*.fdb) plus nogle filer, der formentlig hører til, uden at jeg er sikker, fylder hos mig 14,1 MB, for det er bare ren tekst i nogle tabeller. Det betyder, at jeg kvit og frit kunne gemme ca. 272 versioner af selve datafilen i Dropbox. Man har 3,75 GB i den gratis version. Det er en god forretning. Og der opstår jo ikke en ny version, hver gang man gemmer. Man arbejder i den samme fil og gemmer bare oveni, lige til man af en eller anden årsag gemmer som en ny fil.

B) Billederne er vigtige for alle slægtsforskere, sikkert fordi de gør datoerne til de mennesker, de var engang, så billederne skal også med til:

  1. NAS
  2. og derfra videre til Dropbox.

Lige nu har jeg 500 billeder. Legacy lægger dem i mappen “Media”, og der vil du finde dem, hvis du bruger Legacys standardindstillinger (hvilket anbefales, jfr. ovenfor).

I alt fylder min datafil (*.fdb), de små filer, der måske hører til samt billederne, lige knapt 84 MB.

NAS laver det hårde arbejde med at overføre til Dropbox, og det er ganske simpelt:

  1. Gå til Pakkecenter ->
  2. Cloud Sync ->
  3. Dropbox ->
  4. Tillad ->
  5. Agree.

Det var det hele. Som en ekstra sikkerhed sender Dropbox en mail om, at man har forbundet en ny app til Dropbox.

Med mindre du har ændret på indstillingerne, vil du fra nu af altid have en synkroniseret version af backuppen af dine slægtsdata. Det giver god ro i maven.

Alle slægtsforskeres drøm er Synology NAS

Glædelig jul.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

10 ting folk hader ved Windows 11

10 ting folk hader ved Windows 11

Windows 11 og Synology® NAS

10 ting folk hader ved Windows 11

14. oktober 2025 drager Windows 10 sit sidste suk efter at have været i live i 10 år. Til den tid er der ingen vej udenom; så må jeg installere Windows 11. Jeg kunne let gøre det allerede nu, da min PC selvfølgelig opfylder kravene. Mange klager over, at kravene til PC’en er så strenge, at de er nødt til at købe en ny PC. Det er ikke rimeligt.

Når jeg venter, skyldes det, at jeg er begejstret for Windows 10 og er ligeglad med nye farver, ikoner og alle de andre ligegyldige nye ting så som fx hvor startmenuen befinder sig (centreret eller til venstre). Vigtigere endnu skyldes det, at jeg ikke gider lege betatester for Microsoft; det må de selv ligge og rode med, da det ikke er gratis. Min tanke er, at hvis jeg venter til oktober 2025 er alle børnesygdommene ryddet af vejen. Selvfølgelig kan der så være opstået andre fejl, men dem må jeg tage med. Jeg synes selv, min strategi er god.

Selvfølgelig kunne jeg forsøge at installere Windows 11 og så “rulle tilbage”, hvis jeg ikke bryder mig om det. De siger, der ligger en “rulle tilbage-funktion”, og så er det selvfølgelig sandt, men hvem siger, at det virker på lige præcis min PC? Det har man aldrig sikkerhed for. Og går det galt, kan man være på Herrens mark og en hel reinstallation (også kaldet “clean install” eller “ren installation”) kan være nødvendig. Her mister man ikke data, når man sætter fluebenet det rette sted (og man har i øvrigt sikret sig, at man har en frisk backup, der virker, før man piller ved den slags i computerens “mave”), men alle programmer skal installeres på ny, og har man mange, kan der let gå et par dage med det. Og hvor er det nu, man har licensnøgler, adgangskoder osv.?

Du skal være opmærksom på, at du kun har kun 10 dage til at rulle tilbage fra Windows 11 til Windows 10. Derefter skal du udføre en ren installation. Jeg synes ikke selv, det er værd at rode med.

Hvilken version af Windows har du?

Det er enkelt at finde ud af, hvilken version af Windows, du har. Nede i venstre hjørne, skriver du “Om” (uden anførselstegnene), og så føres du direkte til Systemoplysninger, og du får et billede, der minder om dette, hvor jeg både viser enhedsspecifikationer og Windows-specifikationer:

10 ting folk hader ved Windows 11

Når du alligevel er inde og kigge efter, så se også om din PC kan køre Windows 11. Det gør du ved at trykke på “Start” (huset oppe til venstre) -> Opdatering og sikkerhed -> Til højre vises det, om din PC kan køre Windows 11.

10 ting folk hader ved Windows 11Du bør nok trykke på “Kontroller enhedens specifikationer”, som fører dig til denne side. Selv synes jeg, det er temmelig uoverskueligt, og at jeg ikke bliver meget klogere, men nu er du i hvert fald opfordret til det.

Mere interessant er “Se, om den er klar til at blive installeret”, der giver klar besked på et par sekunder og tilbyder at gå i gang med det samme. Min opfordring er dog, at du lige trækker vejret og tænker over det, til du har sovet mindst en gang.

En anden mulighed for at finde frem til din version af Windows er, at du nede i venstre hjørne skriver “Winver” (uden anførselstegnene), og så får du kun det, det hele handler om og som er vist på billedet til højre.

Det vigtige er, hvad der står lige efter version. Hos mig står der fx 22H2. Det betyder, at min version er fra andet halvår 2022. Når du har tjekket det, kan du slå op på denne side, hvor Microsoft fortæller, hvor længe de understøtter netop din version af Windows 10.

Og hvad er det så, folk hader ved Windows 11?

Denne artikel er ganske vist fra marts 2022, men mange senere artikler skriver nogenlunde det samme, brugerne er ikke blevet meget gladere, og denne artikel er den mest overskuelige.

De ti ting er her:

  1. Windows 11’s hardwarekrav er for strenge
  2. Ændring af standardapps i Windows 11 er for svært
  3. Du skal logge ind på en Microsoft-konto for at bruge Windows 11
  4. Startmenuen i Windows 11 er mindre anvendelig end Windows 10’s
  5. Windows 11’s proceslinje er mindre nyttig end Windows 10’s
  6. Windows 11 “tvinger” dig til at bruge Edge som browser – alene det …
  7. Windows 11 fjerner handlingscenteret, og dets erstatninger stinker
  8. Windows 11 er et skridt tilbage for tablets
  9. Du har stadig brug for tredjeparts antivirus med Windows 11
  10. Windows 11 er ikke innovativt

Synology® NAS: Værdifuld slægtsforskning og backup

Min slægtsforskning er det mest værdifulde, jeg har. Det hele kan brænde ned om ørerne på mig, det dækker forsikringen, men hvis mine data pludselig er væk, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Det vil være mit liv, der er væk. For ca. et år siden brændte hele tagetagen på huset på den anden side af gaden. Flere blev med et hjemløse. Det er heller ikke længe siden en hel ejendom i Vanløse brændte, så det kan altså ske, og det er slet ikke så utænkeligt.

De fleste sikrer sig ved at lægge data et eller andet sted i skyen. Det kan fx være i Dropbox, i Google Drive, i OneNote eller i en af alle de andre skytjenester. Der findes adskillige. Selv har jeg bare en eller anden modstand mod det, og det er måske nok dumt. Jeg bliver bare altid så forvirret over, hvor jeg så har nyeste version, hvor jeg aktuelt gemmer mine ting osv. Og tjenesterne er heller ikke billige, bare man har en vis mængde data. Tager man fx billeder med telefonen og gemmer dem i OneNote, er de medfølgende fem gigabytes hurtigt brugt op. Og der er i hvert fald ikke plads til en kopi af hele systemet fra C-drevet.

Eksterne harddiske kan blive tabt. C-drevet kan gå til de evige jagtmarker af adskillige grunde. At få data genskabt hos en professionel koster kassen, da det skal foregå i et såkaldt “clean room”. Ofte kan din leverandør ikke klare det selv, fordi der kun er ganske få clean rooms her i landet. Eksempelvis har jeg selv haft en harddisk sendt til England, men data kunne ikke genskabes. Jeg havde selvfølgelig backups andre steder, men det var en del penge ud af lommen.

Alle ulykkerne kan næppe ske på en gang – men alligevel. Ræven skal altid have flere (helst mange) udgange. Data bør altid befinde sig flere steder: Mindst på PC’en og på en ekstern harddisk og i skyen. Så må der da være noget af det, der virker. Det er formentlig de færreste af os, der en gang imellem tester, om vores backups 1) overhovedet findes og 2) om de virker. Pludselig skal man bruge dem, men de findes ikke … Det vil sige, man har levet i falsk tryghed.

Jeg har slægtsforsket i 20 år, dvs. ca. 7.300 dage. Og nu har jeg taget en stor beslutning: Jeg har investeret i en Synology® NAS DS220+ – og den kommer i aften samme med to 4 TB-diske. Prisen pr. dag bare til slægtsforskningen kan siges at være 0,62 kr. Det er (for) mange penge her og nu, men tryghed er også penge værd.

Hvis du evt. vil investere i en NAS, skal du være opmærksom på, at selve NAS’en kun er “kassen”, som diskene skal sættes ind i. Du skal også bestille 1, 2, 7 (eller hvor få/mange du ønsker) diske. Det er forhandlerne ikke ret søde til at informere om på deres hjemmesider. Selv måtte jeg lave en feberredning hos Proshop, der er min foretrukne leverandør af diverse dimser. Jeg vidste simpelthen ikke, at diskene skulle bestilles særskilt. Det kunne de godt have skrevet.

NAS er en forkortelse for et netværkstilsluttet datalager (fra det engelske “Network-attached storage”). NAS er en filbaseret lagerenhed tilsluttet et datanet, der giver adgang til data for klienter tilsluttet netværket.

Jeg regner med, at jeg selv kan finde ud af at sætte det op. Jeg har fundet denne gode video, der er næsten 20 minutter lang, hvor David Bombal forklarer hele processen. Vi deler i øvrigt ubehaget ved skyen.

Den opmærksomme læser vil tænke: “Ja, og når lejligheden er brændt, så er din NAS også brændt”. Det er rigtigt tænkt, og derfor vil jeg – trods ubehaget – kopiere til Dropbox fra min NAS. Den har et utal af muligheder, som jeg glæder mig til at udforske. En af dem er at åbne for fx Dropbox.

Man kan så selvfølgelig sige “Hvorfor så gå via NAS?”. Det er også rigtigt, og der er en (minimal) risiko for datatab, hver gang man kopierer data. Men at lege godt i juleferien, og inden andestegen, er også penge værd.

Den endelige løsning har jeg endnu ikke overblik over. Det kræver lidt flere studier alias hyggestunder.

Hvis du nu overvejer, om NAS også er noget for dig, så er denne artikel et godt sted at starte.

10 ting folk hader ved Windows 11


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.