Indlæg

,

I alkoholbehandling

Jeg lover: Sidste post om alkohol 🙂

Jeg vil i denne post prøve at beskrive dagene, som de foregik på Svanegården. Det kan være lidt overlap mellem de to foregående poster, men det må I tage med i købet.

Svanegården ligger naturskønt og temmelig afsides på Tovesvej 30 F i Korsør. Nærmeste nabo er Korsørhallen og en 18-hullers golfbane, hvor vi gik mange ture – endda uden at få en golfkugle i nakken. Der er plads til 18 patienter – alle på enkeltværelse med eget toilet og bad.

Det første der sker er, at man henvender sig i vagtstuen, hos en af de meget søde sygevagter, der laver en form for journal med fx oplysninger om pårørendes kontaktoplysninger, hidtidige somatiske og psykiske sygdomme mv. Herefter bliver ens bagage gennemgået for at se, om der evt. er alkohol i den. Lige så stille forsvinder mobiltelefonen, aviserne, kryds og tværsbladene o.lign. Man isoleres med sine egne tanker i fem uger, bortset fra snakken med medpatienterne og behandlerne. Det er temmelig ulogisk, for man må gerne have PC og iPad med sig og tilslutte dem til netværket, og så gør det jo ikke noget, at de snuppede aviserne., dem læser man da bare på nettet.

Hentet fra Tjeles hjemmeside: “Vi forsøger at gøre hverdagen så rolig og forudsigelig som muligt i behandling af afhængighed, så du får ro til koncentration og fordybelse omkring dit alkoholproblem eller dit blandingsmisbrug.  Enhver, der er i behandling af afhængighed, forventes at passe de skemalagte møder eller aftalte samtaler i løbet af dagen. Selvom der skal være tid til eftertænksomhed og fordybelse er fællesskabet også vigtig i vores behandling af alkoholproblemer. Der er også små varierende pligter i huset, ligesom man selv er ansvarlig for at holde sit eget værelse.”

Afhængig af hvilken tilstand man ankommer i, tilbydes man et ordentligt skud Risolid, der tager abstinenserne og danner værn mod abstinenskramper. Det er et Benzodiazepin, så der er grund til at være varsom, da man ellers bare opbygger en ny afhængighed, som kan være lige så slem, som den man ankom med. Den sidste gang jeg var der, tror jeg, de kom til at give mig for stor en dosis Risolid, for jeg var nærmest skæv i 14 dage.

Efter en god nats søvn – man sover særdeles glimrende på Risolid – er man klar til at tage hul på hverdagen.

Morgenmad og frokost sørger vi selv for. Den varme mad blev tidligere leveret udefra, men nu har de ansat en rigtig dygtig kok til at lave dette måltid. Henrik laver god mad!

Der er nogen, der har været tidligt oppe for at morgenmaden kan stå klar kl. 8:00. Maden er fin og velsmagende, og der er friske æg hver morgen. Til alle måltider serveres der masser af B1-vitaminer, da stort set alle indlagte er i underskud af dette vitamin, hovedsagelig fordi de ikke får sund og varieret kost og og fordi alkohol hindrer optagelsen af B-vitamin.

Dagens første programpunkt er morgenmødet kl. 08:45. Det foregår i salen, der domineres af en talerstol og så er der tre stolerækker, så der er vel plads til 28-30 mennesker. Den der går først på talerstolen præsenterer sig med det velkendte “Jeg hedder…. og jeg er alkoholiker”, herefter læses der op af udvalgte tekster fra AA’s bibel “Store bog”. Der er en A4-side for hver dato i måneden, og siderne er laminerede, så de kan holde længe. Efter oplæsningen skal ham på talerstolen forholde sig til dagens tekst, og da det er nogle kryptiske tekster skrevet i 30’ernes amerikanske bibelbælte, er det ret vanskeligt. Hvad tænkte Bill W. og Dr. Bob for 80 år siden… øh det kan jeg ikke lige finde ud af. Når første mand M/K er kommet igennem det, går alle efter tur på talerstolen. Man præsenterer sig endnu engang med “Jeg hedder…. og jeg er alkoholiker”, det siger man konstant, og det er jo fint, hvis man et øjeblik skulle have glemt, hvorfor man er der  🙂

Den første gang, jeg gik på talerstolen, stod jeg bare og græd og kunne ikke sige noget. Jeg syntes, det var den totale fornedrelse, og kunne ingen udvej se. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var alkoholiker, men jeg kunne ikke få de der ord over mine læber. På en eller anden måde kom jeg dog igennem det.

Seancen afsluttes med, at man står i rundkreds med hinanden i hænderne og beder Sindsrobønnen. Det religiøse islæt….

Efter dette er det tid til at ryge. Stort set alle misbrugere ryger, så der er altid nogen at tale med ude i gården. Jeg har mødt meget dejlige, spændende og søde mennesker på Svanegården, og det er måske med dem, jeg har haft de største grineflip – en god indikator på, at man godt kan more sig uden alkohol. Det var kun den første gang ,jeg tænkte, at de andre var større/værre alkoholikere end mig.

Kl. 10:00 ringer klokken ind til foredrag:

Foredragene har høj kvalitet eller måske rettere de havde høj kvalitet mens Claus Lyngbye stadig levede, og inden det hele blev så AA-fikseret. Foredragene holdes enten af en behandler eller af den tilknyttede læge. Jeg har lært ufatteligt meget om alkohol, alkoholrelaterede sygdomme, pårørendes symptomer osv. – men det er jo klart, når jeg gik klassen om tre gange 🙂 og noget af det jeg lærte, kan jeg faktisk huske endnu. Et af de foredrag, der gjorde størst indtryk på mig, var det om delirium tremens, der også kaldes “drankergalskab“, hvor alkoholikeren ser lyserøde elefanter, orme der kommer ud af maven eller lignende. Det er en meget alvorlig tilstand. Der var også foredraget om alkoholikeren, der lå i hospitalssengen og kastede blod op, så det ramte væggen på den anden side af sengen. Desværre kan jeg ikke huske, hvilket organ, der var stået af forinden, for det gør de. Alkohol er et organisk opløsningsmiddel, og det opløser både alkoholikeren selv, parforholdet, tilknytningen til arbejdsmarkedet mv.

Der var også foredrag om Antabus, og de var meget kritiske. Jeg har fundet et eksempel på kritisk holdning på “Møllens” hjemmeside her. Stoffet kaldes også Disulfiram, Det aktive stof hedder Acetaldehyd, og det er det, der medfører meget ubehagelige symptomer, hvis man alligevel drikker. I sidste ende kan man dø af at drikke på Antabus. Min egen holdning til Antabus er – selvfølgelig – meget positiv. Hver mandag og torsdag skyller jeg dem ned, de smager afskyeligt, og tænker at “Nu er jeg sikret en uge mere”.  Jeg tror, jeg er på den sikre side nu, men jeg har ikke lyst til at teste det, så jeg tager dem trofast.

Efter foredraget er der øreakkupunktur med NADA. Det står for “National Acupunkture Detoxfication association”, og går ud på, at der sættes op til 12 nåle i hvert øre, så nålene rammer nogle pressurpunkter, som vi også kender det fra zoneterapi. Der er ikke grænser for, hvad det kan anvendes til, se listen her. Uanset hvor meget jeg lagde mig og slappede af, mens jeg lignede et pindsvin, havde det ingen effekt, sikkert fordi jeg syntes, det var lidt for meget hokus pokus. Der var flere, der syntes det hjalp, og det er jo kun godt.

Kl. 12:00 er der frokost – dejlig mad, veltilberedt, flere B-vitaminer. Man har typisk ikke fået så meget mad derhjemme i en længere periode, så det betyder noget, at det der serveres er lækkert, hvis appetitten ikke er så stor.

Kl. 13:30 er der “Gruppe” altså gruppeterapi. Det holdes i salen, og de indledende ord er de sædvanlige “Hej jeg hedder osv. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad disse sessioner gik ud på, bortset fra dem der bestod af aflæggelse af trin 1.

1. trin lyder: “Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol, og at vi ikke kunne klare vort eget liv.” Det er det eneste af de 12 trin, jeg kan identificere mig med lidt af nemlig magtesløsheden, resten kan je ikke bruge til noget, for jeg kan altså sagtens klare mit eget liv. Den der er “på” i gruppen fremlægger sine forberedte svar på en række spørgsmål, der uddyber trinnet. Det kan fx være om han har foretaget sig noget under indflydelse af alkohol, som han nu er flov over. Der er vel ca. 30-40 understøttende spørgsmål, og man har haft et par dage til at filosofere og skrive sine svar ned.  Gruppens øvrige deltagere kan stille afklarende spørgsmål til sidst.

Til sidst kommenterer alle gruppens medlemmer det aflagte trin. Jeg kan stadig høre mig selv sige: “Tak for et godt og meget ærligt 1. trin”, og det var det samme, alle sagde gang på gang. Hvem vil dog nedsable et andet menneske, der garanteret har gjort sig al mulig umage med at  besvare alle de spørgsmål? Man kan jo ikke ligefrem dumpe i trin 1, men selv om man ind imellem kunne høre, at forarbejdet ikke var særlig solidt, var der ingen, der ikke syntes, at det var godt og ærligt. Hvad er den feed back så værd?

Gruppen slutter kl. 15:00 og så har man faktisk resten af dagtimerne fri, med mindre man står for aftensmaden. Selv meldte jeg mig altid til opvasken, for det var dejlig nemt og overskueligt, og der var ikke kamp om pladsen. Der er mange frie timer, men det siges, at 80 pct. af behandlingen laver patienterne selv gennem deres snakke. Om det bare er en undskyldning for ikke at belaste personalet for meget, ved jeg ikke, men jeg synes, der er for meget fritid.

Alle tildeles deres egen personlige behandler. De første to gange havde jeg Claus Lyngbye, og ham var jeg glad for at have,  og vi talte sammen ca. hver anden dag, men han døde desværre. Tredje gang havde jeg Tommy, og ham var jeg ikke tilfreds med. Det lykkedes kun at få tre sessioner på fem uger, og det er simpelthen ikke godt nok! Han talte meget om tilbagefald og om Gorskis metode, men det gik ikke rigtig op for mig, hvad indholdet i metoden og konklusionen var. Det havde ellers været uhyre relevant.

Man aflægger trin 2, 3 og 4 for  sin behandler, og forinden har man siddet på sit lønkammer og besvaret uddybende spørgsmål til hvert trin. Trin 4 er lidt af en sejtrækker, for det er det om den grundige og uforfærdede selvransagelse. Heldigvis slap jeg for disse trin  sidste gang, for det havde jo alligevel ikke haft effekt, og jeg kunne svarene udenad. Idéen var så, at jeg skulle have haft nogle andre opgaver, men de kom aldrig.

Aftensmad kl. 18:00 og endnu et læs B-vitaminer.

Dagens program forsætter kl. 19:30, og indholdet varierer. Som tidligere skrevet er der hver tirsdag aften tur til AA-møde i Sorø eller Slagelse. Formålet er at introducere det “at gå til møde”. Med årene er det blevet obligatorisk, for Svanegården er med Tjeles overtagelse blevet meget mere rigid omkring 12-trins programmet.

Andre aftener er der livshistorier, hvor en fra gruppen – typisk en, der lige har aflagt trin 1 – fortæller hele sin livshistorie, intet nævn, intet glemt. Både før og efter Svanegården har jeg altid godt kunnet lide livshistorier; det er fascinerende at høre om andres liv, hvor godt eller skidt det nu en gang har været. På Svanegården har jeg hørt de mest hårrejsende historier, og har tit tænkt, at der ikke var noget at sige til, at han/hun begyndte at drikke. Efter livshistorien giver gruppen feed back, og det har jeg altid opfattet som at fyre pæne floskler af. Ingen vil nogensinde sige noget grimt til et andet menneske, der lige har krænget sin sjæl ud, og forud for dette brugt mange timer sammen med de vejledende 100 spørgsmål.

Nogle aftner er der oplæsning fra AA’s bibel “Store bog”. Fra side 365 og resten af bogen ud fortælles der livshistorier, der altid ender med, at folk er blevet frelst af AA og de 12 trin, men forinden har de gået så grueligt meget igennem. Historierne er skrevet i 30’erne, og jeg undrer mig over, at AA ikke har fundet frem til nogle nyere, så man lettere kan forholde sig til dem. Der er alkoholikere nok at tage af.

Lørdagen er også fuldt besat. Efter morgenseancen skal der gøres rent i hele huset. Det lyder uoverskueligt, men når 18 mennesker tager fat, kan det klares på et par timer. Der ligger en plan for, hvad der skal gøres, hvilken sæbe der skal bruges til hvad osv., og hovmesteren uddeleger opgaverne tilpasset efter den enkeltes psykiske og fysiske habitus. Det fungerer fint. Hovmestertjansen går på på skift med en uge ad gangen. Opgaven er at sørge for at notere, hvad der skal købes ind, ringe med klokken til alle samlinger, og som nævnt at styre rengøringen. Alle retter sig uden videre efter hovmesteren, og sådan skal det også være, hvis stedet skal fungere.

Efter rengøringen er det tid til at gruppen læser op af “At leve ædru”, der er en lille bog, med gode råd til i sær den første tid. Der er konkrete handleanvisninger til alle mulige situationer, fx hvad gør jeg, når jeg skal til fest, og skal sige nej tak til alkohol? Af al AA’s litteratur er denne bog den eneste, jeg har fundet nyttig. Det er nødvendigt, at forberede sig til tiden “derude”, hvor alle fristelserne venter. Jeg fik åbenbart ikke forberedt mig ordentligt 🙂

Lørdag eftermiddag kl. 13:00 er der “Speak”, hvor en erfaren AA’er udefra kommer og fortæller om tiden før og efter AA eller måske retter det meget brugte ord “fællesskabet”. Først gik han så gruelig meget igennem, så fik han kontakt med AA og blev via 12-trinsarbejdet frelst, og er nu sponsor for flere sponsees, og går til møde flere gange om ugen; endvidere missionerer han i overensstemmelse med 12. trin. Disse speaks er en vigtig del af hjernevasken, og det har krympet sig i mig, hver gang jeg har hørt et. En speaker får ikke penge for det og skal også selv afholde transportudgifterne.  Et af de utallige slogans lyder “For at beholde det, må vi give det videre”, så en del af det at bevare ædrueligheden er altså at missionere. Temmelig sekterisk og en del af det at AA overtager hele ens adfærd og tankevirksomhed!

Efter fem uger er det slut, og det er på tide at rejse hjem.

De fleste køber den lille bog “Til daglig eftertanke”, der leverer en lille tekst til hver kalenderdag året rundt hentet fra “Store bog”. Jeg købte selvfølgelig også en, selv om nogle af teksterne er det rene hokus pokus. Idéen er så, at hvert gruppemedlem i bogen skiver sit navn og telefonnummer ud for den dato vedkommende har fødselsdag. Når man så når til den dag, kan/skal man ringe op og ønske tillykke og høre, hvordan det går. Inden afrejsen skal bogen have været rundt til alle gruppens medlemmer. Jeg har nu aldrig oplevet, at nogen har ringet på min fødselsdag, og jeg aldrig åbnet min egen bog. Nogen mediterer hver morgen, mens de læser dagens tekst og finder derved styrke til at gå dagen  i møde. Hvis teksten har været kryptisk, er der altid nogen, der bringer den op på et dagens AA-møde, og så bliver den fortolket.

Man får den sidste dag en mønt, hvor der på den ens side er præget Sindsrobønnen og på den anden side er præget et af AA’s slogans “En dag ad gangen”. Filosofien er: Man skal ikke sige, at man vil holde sig ædru resten af livet, for ingen ved, hvad der kan ske, men man kan love sig selv hver morgen, at i dag vil man ikke drikke. Det er et af de få slogans, der giver mening for mig, og jeg har beholdt den mønt, mens jeg har smidt alle de andre ud. Kritikere af det med en dag ad gangen siger, at den tanke gør det umuligt at leve et ordentligt og normalt liv, for som regel er man nødt til at planlægge længere frem, fx planlægger man måske en ferie om fem måneder, eller at man vil tale med chefen på fredag. Hvis man kun anvender sætningen i relation til ædrueligheden giver den mening. Det er bare AA, der vil styre hele ens liv og tankevirksomhed, og at alt skal testes op mod AA’s principper. Mønten udleveres efter at den har gået kredsen rundt, og alle har varmet den i den knyttede hånd. Idéen er, at alle lægger styrke og kærlighed i den. Tanken er sød, men det er igen lidt hokus pokus.

Når alle ritualer (igen det kultiske islæt) er gennemført, hejses flaget og man går ned ad den lange havegang, mens alle danner espalier med dannebrog. De gange jeg har forladt Svanegården har det været forbundet med bekymring at skulle ud af den kokon, hvor alt er trygt og forudsigeligt, og hvor man ikke skal modstå drikketrang og hverdagens fristelser – og jeg har jo også haft noget at have mine bekymringer i.

Alle gode gang tre: det virkede ikke i mere end 14 dage, for jeg overgav mig aldrig for alvor til sekten. De har lænset mig for penge, og forsøgt at hjernevaske mig. Det lykkedes dem ikke. Et AA-slogan lyder “Alle bygger luftkasteller kun alkoholikeren flytter ind i det”. Jeg ser det omvendt: AA og de 12 trin er et stort luftkastel!

,

Jeg er alkoholiker

Nu kan jeg sidde og nyde et glas kakaomælk

Jeg tog i sommer på Minnesotakur i fem uger på Svanegården, og jeg tror, det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv; det var ikke første gang jeg var af sted, men det er som om at det hele er sevet bedre ind denne gang end de tidligere gange. Det skulle også gerne virke, for det kostede 78.000 kr og jeg har brugt de sidste af mine sparepenge. Jeg ønsker virkelig af hele mit hjerte at forblive ædru en dag ad gangen. ‘En dag ad gangen’ er et slogan man bruger i Anonyme Alkoholikere (AA) og det skyldes, at man kan overskue at være ædru en dag ad gangen, hvorimod man ikke kan overskue at være ædru resten af livet, selvom det er målet.

Mit alkoholmisbrug startede i 1997 i forbindelse med en meget presset periode på arbejdet, hvor jeg simpelthen ikke kunne sove, når jeg kom hjem. Jeg så regneark på indersiden af øjenlågene. Jeg opdagede, at det hjalp at drikke to almindelige øl; men det varede ikke længe, før der skulle en almindelig øl og en porter til, så blev det til to portere, og sådan eskalerede forbruget lige så langsomt i en periode på 15 år. Jeg har aldrig drukket på arbejdet eller før jeg skulle på arbejde.

Når jeg skulle hygge mig ved computeren om aftenen, havde jeg et glas rødvin stående ved højre hånd, men jeg kunne ikke nøjes med  det ene glas, jeg skulle drikke hele flasken. Pludselig havde jeg krydset grænsen fra at være almindelig nyder af alkohol til at være alkoholiker. Ordet alkoholiker får de fleste til at tænke på typerne, der sover på en bænk i parken, men vi er mange såkaldt ‘pæne mennesker’, der har problemer med alkohol, vi har sådan set bare taget bænken med hjem i stuen. Alkoholisme er en sygdom med dødelig udgang, og jeg ønsker ikke at dø af min sygdom. Alkoholisme er en form for allergi kombineret med en psykisk besættelse af stoffet. Når man er alkoholiker, kommer meget af ens tankevirksomhed til at dreje sig om alkohol: hvornår kan jeg få den næste drink?, hvordan kan jeg skjule mit misbrug? osv.

Jeg har nu været ædru i 75 dage (jeg har en app på min iPhone, der holder øje med dagene for mig), og jeg tager en dag ad gangen. Det er meget vigtigt for mig at gå til AA-møder og jeg går til så mange, jeg overhovedet kan komme til. Det er til forskel fra de andre gange, jeg har forsøgt at holde op med at drikke. Jeg har haft set AA som en slags sekt, der forestod et meget religiøst program, og det kunne jeg ikke få til at harmonere med, at jeg er kristen og troende i almindelig forstand. Nu tager jeg det, jeg kan bruge og smider resten over skulderen. Jo flere møder jeg går til, jo mere kan jeg heldigvis bruge. AAs program har virket for millioner af mennesker verden over, hvorfor skulle det så ikke kunne virke for mig?

Jeg har fået en sponsor og det er også første gang. En sponsor er en anden alkoholiker, der har gået vejen før en selv. Min sponsor kan jeg ringe til døgnet rundt, hvis der er noget, der trænger sig på, og han er der for mig. Indtil videre skal jeg ringe til ham hver aften, og det giver en god og tryg fornemmelse, at der ligesom er nogen, der har ‘fat’ i mig. Vi arbejder med AAs 12-trinsprogram, og indtil videre er jeg nået til 4. trin, hvor man foretager ‘en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse’ og det er jeg sådan set gået i stå med, men det skal nok komme. Endvidere er vi i gang med at læse Store Bog, som er AAs bibel. Jeg har ejet bogen i flere år, men har ikke haft læst så meget som en side i den.

Jeg går i Lænken, hvor jeg har fået et kognitivt terapiforløb tilbudt og det har jeg taget imod med kyshånd. Generelt har jeg det sådan, at jeg tager imod alt, hvad der kan hjælpe mig til at slippe fri af alkoholen. Endelig tager jeg Antabus for at være på den sikre side. Jeg har opdaget, at min trang til alkohol ikke dukker op, når jeg tager Antabus – så derfor tager jeg dem glad og gerne. Drikketrang er slemt at lide af, og jeg havde det ret voldsomt i de første to uger, efter jeg kom hjem fra Svanegården. Drikketrang får mig til at fokusere fuldstændig vildt på alkohol og hjernen er fuldstændig overbevist om, at nu kommer der snart noget alkohol indenbords. Selvfølgelig er det mit mål at være ædru uden at tage Antabus, men her i starten virker det godt for mig at tage dem.

Jeg følger efterbehandlingen, som er 1½ times gruppeterapi en gang om ugen. I gruppen taler vi om, hvordan den forløbne uge er gået og om, hvordan vi har det. Vi har alle været i behandling på en af Tjeles institutioner, og vi har alle været ædru lige længe. Det er således en rigtig god gruppe, hvor man virkelig føler, man har noget til fælles.

Samlet set føler jeg, at det går den rigtige vej og at alle mine foranstaltninger bærer frugt. Udover de ting jeg allerede har nævnt så har jeg også foretaget andre forandringer i mit liv. Fx beder jeg hver morgen og hver aften og jeg mediterer hver formiddag. Hver aften skriver jeg en ‘taknemmelighedsliste’, der rummer fem ting fra dagen, som jeg er taknemmelig over. På min liste er dagligt, at jeg er taknemmelig over at slutte endnu en ædru dag. Det siges, at ‘det samme mennesker drikker igen’ – altså må jeg forandre mig!

Jeg ønsker inderligt at være ædru resten af mit liv, og jeg håber ikke at komme til at tage flere tilbagefald, for tilbagefald er så nedbrydende for selvtilliden. Jeg har opgivet drømmen om en dag at kunne drikke et enkelt glas rødvin i gode venners selskab, for som de siger i AA: ‘Hold dig fra den første drink’. Jeg kommer aldrig til at kunne drikke socialt igen; den usynlige linje har jeg krydset for længst.

Måske sidder du nu og tænker over, hvorfor jeg offentliggør denne beretning – jeg gør det fordi, det er vigtigt for mig i min proces og fordi AAs program er et ærlighedsprogram, men også fordi der stadig eksisterer så mange mange fordomme om alkoholikere og om alkoholisme, og disse fordomme håber jeg at kunne være med til at nedbryde ved at skrive min historie.

Et dødsfald

Til tider bliver egne problemer meget små

I dag har jeg fået meddelelse om, at hospitalsdirektør/chefbehandler Claus Lyngbye fra privathospitalet Svanegården er død efter længere tids sygdom.

Claus var min behandler, da jeg for to år siden var på Svanegården, og det er svært at forstå, at han nu ikke er længere. Med Claus har jeg ført alle de svære samtaler om den sygdom, der hedder alkoholisme og med ham har jeg ført samtaler om eksistentialisme og livets mening sådan i almindelighed.

Han troede på sit koncept på Svanegården og var banebrydende ved at skabe et privathospital baseret på en Minnesotamodel tilpasset det enkelte menneske; hertil kommer, at Svanegården som et af de få steder, der behandler alkohol, har fokus på, at alkoholisme meget ofte følges af psykiske lidelser så som depressioner. Disse dobbeltdiagnoser forbliver sædvanligvis ubehandlede.

Alle mennesker, jeg har truffet på Svanegården, havde en holdning til Claus og langt de fleste var dybt fascinerede af hans indsigt, menneskekærlighed og karisma. Han var altid rede til at give en chance til, når nogen tog et tilbagefald, og samtidig var han ikke pylre-typen. Han stillede kritiske spørgsmål og krav.

Det er et stort tab, at Claus ikke er her mere.

Ære være hans minde.