Indlæg

,

Støttekontaktperson

I dag har jeg sagt til min støttekontaktperson, at jeg p.t. ikke har problemer, som jeg har brug hendes hjælp til. Det var rigtig dejligt, at hun hjalp med ansøgningen om tandbehandling, men egl. er der ikke mere, som jeg ikke klare selv. Jeg rider lige p.t. på en optur. Så er der helt sikkert andre borgere, der har større behov for hjælp og støtte. Og jeg har ikke lyst til at bruge kommunens penge, bare fordi jeg har fået en bevilling.

Hun har været rigtig sød og imødekommende, men som skrevet tidligere blev det lidt for meget papegøjesnak, hvor jeg var den, der underholdt, og hun så gentog efter mig. Det får jeg jo ikke meget ud af.

Hun sagde, at jeg altid er velkommen til at søge igen, hvis behovet opstår. Det kan det jo evt. gøre omkring 1. januar 2017, og så er det rart at have dette in mente.

Jeg skal have talt med Psykiatrifonden om, hvordan jeg kan håndtere, at jeg evt. er uden arbejde igen? Jeg frygter, at sygdommen bryder ud igen, hvis jeg ikke har et arbejde, for hvad skal jeg så gøre?

Jeg har spurgt Sune en enkelt gang om hvornår, jeg ved noget. Det eneste han kunne svare, at han allerede har talt med sin chef. Det blev jeg jo ikke meget klogere af.

Skejser

Efter to år på sygedagpenge og forud for det et år på almindelige arbejdsløshedsdagpenge er økonomien smadret. Jeg kan ikke finde ud af at skaffe det overblik, der er nødvendigt for at bringe den på fode igen. Det regner jeg med, at min støttekontaktperson kan hjælpe mig med. Hun er dog næppe bedre til at lave regneark, end jeg selv er, men alligevel…

Pensionskassen: Jeg er medlem af Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP), og har været det i et kvart århundrede (siden 1990). Der står ca. 1½ million på kontoen.

I forbindelse med at FKN har indsat det første beløb for juni måned, fik jeg brev fra JØP med “Velkommen tilbage til JØP”. De ville gerne høre fra mig, hvis der var tale om et fleksjob. Jeg fik læst det lange brev (fem sider med småt) og faldt over, at jeg evt. kunne være berettiget til en udbetaling for mistet erhvervsevne/en invalidesum. Hvis man har mistet 2/3 af erhvervsevnen, er man berettiget. Det jeg har mistet vil evt. være på det laug. Så jeg ringede til dem, og forklarede sagen. Der er så bare lige det ved det, at de har en en karensperiode på to år, så der kan man ikke få noget. Det forekommer mig absurd, når jeg nu har betalt i 25 år så at løbe ind i en karensperiode, som om jeg var et nyoptaget medlem.

Jeg fik fat i en meget sød og hjælpsom dame, der vil dyrke det hele lidt mere, da hun godt kan se, at der må være et eller andet galt. Skal jeg fx bare vente to år, hvorefter jeg vil være berettiget til et beløb ? Hvorfor er jeg ikke berettiget til en sum af de “gamle indbetalinger” fra den hvilende pension? Når man er ansat i fleksjob, er erhvervsevnen netop reduceret varigt og væsentligt, og af samme grund har man været syg, og derfor er det galimatias, at man pludselig er omfattet af en karensperiode, som om man lige var kommet ud fra universitetet.

Hun ringer igen på mandag, der er en af hendes ferieramte kolleger er tilbage på pinden.

Fleksløntilskuddet: Min “løn” er sammensat fra to kilder: først og fremmest fra FKN og dernæst fra Hvidovre Kommune i form af et såkaldt fleksløntilskud. Når jeg lagde de to beløb sammen, syntes jeg ikke, der rigtig kom nok ud af det på bundlinjen. Og regeringen siger jo, at det skal kunne betale sig at arbejde 🙂 Jeg havde kun et par tusinde mere udbetalt nu, end jeg havde på sygedagpenge. Min fornemmelse var, at der var et eller andet galt, men jeg kunne ikke rigtig kvalificere den fornemmelse.

I formiddag fik jeg ringet til dem. Og der er noget galt. Også denne dame var sød og hjælpsom.

(Faktisk synes jeg, at alle de, der på en eller anden måde skal hjælpe, er rigtig søde og hjælpsomme. I hele mit lange forløb, har jeg kun mødt søde mennesker. Det hjælper måske også lidt, hvis man går positivt til opgaven, og ikke går efter manden men efter bolden.)

Hun forklarede på flere måder, at fejlen er, at jeg er startet skævt i ordningen, da min ansættelseskontrakt lyder på den 19. maj og ikke fx 1. maj eller 1. juni, og så går der kuk i noget med modregningen med min rigtige løn fra FKN. Jeg forstod det ikke rigtigt, men vi blev enige om, at jeg bare sender hende den næste lønseddel, der jo vil være “ren”, og så regner hun en gang til.

Måske ender det med, at jeg kommer til penge 🙂

Støttekontaktpersonen: Nu har jeg set hende to gange, og også hun er vældig sød, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg får noget ud af det. Det er fint, at vi har brugt de første to gange på at snakke sammen, for vi skal jo lige lære hinanden at kende. Jeg føler bare, at der fra hendes side er tale om papegøje-snak. Hun gentager, hvad jeg siger, men kommer ikke med selvstændige bidrag. Det kan selvfølgelig ændre sig, når vi kommer i gang med de konkrete opgave, jeg gerne vil have hjælp til.

,

Taknemmelig

Egentlig begyndte det med, at jeg skulle rette nogle “tags” (nøgleord) her på bloggen. Jeg var kommet til at skrive “Distriktspsykiatrien” på tre forskellige måder, og det var jo noget rod og sjusk. For at rette fejlene måtte jeg gå tilbage til de gamle poster fra 2014/15, og selvfølgelig kom jeg til at læse dem. Da gik det op for mig, hvor syg jeg egentlig har været, og dermed også, hvor godt jeg har fået det. Jeg ser det selv som lidt af et mirakel.

I virkeligheden burde jeg måske slet ikke læse tilbage, da det alt for tydeligt viser, hvor galt det er med hukommelsen. De sorte huller bliver for tydelige. Det står klart, at 2014 og 2015 er fuldstændig væk. Jeg har fx deltaget i et patientfeedbackmøde på PCH og forud for dette skrevet en ret fornuftig mail til den øverste leder om nogle uhensigtsmæssigheder i deres forskellige systemer. Jeg har haft besøg af både Bodil, Bjarne, Helle og Claus – jeg husker intet.

Drømmen var fra dag et at kunne udfylde en eller anden plads på arbejdsmarkedet, og det er lykkedes. Nu løser jeg nogle opgaver, der er vigtige for Folkekirkens Nødhjælp. Det er godt nok kun 3 * 5 timer pr. uge, og jeg er mast, når jeg kommer hjem, men jeg har en samfundsmæssig funktion, og jeg har en resterhvervsevne, hvilket ellers bekymrede mig 1½ år.

Jeg går rundt og er taknemmelig, selvom det er et stort ord at bruge. Jeg har taget imod alle tilbud, for jeg ville videre.

Jeg synes, jeg har fået en fornem behandling alle steder i hele systemet. Jeg kan slet ikke genkende alle skræmmekampagnerne om psykiatrien. Det meste husker jeg ikke, men det står enten her på bloggen eller i noterne på min iPad.:

  • Psykiatrifonden: Erhvervsrådgiver
  • Psykiatrifonden: Erhvervspsykolog. Hende mangler jeg stadig at sige farvel til. Det bliver meget svært, for jeg har knyttet stærke bånd til hende. Hun har blandt andet overbevist mig om, at jeg har en stærk livsvilje, for ellers havde jeg været død for længst. De ord tager jeg med mig, for hun har nok ret.
  • Hvidovre Kommune: godt nok tre sagsbehandlere, men den sidste var rigtig god, og havde det som erklæret mål at følge “min sag” til dørs. Bodil siger, hun nok er den bedste kommunale sagsbehandler, hun nogensinde har oplevet
  • SIND: Bodil en fantastisk bisidder, der gjorde meget mere, end hun var forpligtet til. Vi er efterfølgende blevet venner, og jeg sætter så stor pris på vores venskab. Det er ikke fordi vi ses så ofte, men vi har begge glæden ved at modtage og besvare lange eksistentielle mails.
  • Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, jeg har været indlagt, men det er vist ca. 10 gange, og så vidt jeg ved, har jeg fået ca. 50 ECT-behandlinger. Jeg har afdelingens direkte nummer og kan altid ringe og tale med nogen, jeg kender, og som kender mig. Det er en stor tryghed, også selvom jeg må erkende, at jeg er blevet “svingdørspatient”. I realiteten skal man screenes via Glostrup, men de er meget lidt imødekommende og anbefaler, at man opsøger egen læge:
    • For det første kan man fra langfredag til tirsdag efter påske nå at tage livet af sig mange gange,
    • og for det andet har den alm. praktiserende læge ikke en pind forstand på psykiatri, og det er jo ikke hende, der har fulgt mig på rejsen. Skal jeg fremlægge mine tanker for nogen, skal det være en, der har forstand på det ellers klarer jeg mig via diverse telefonrådgivninger.
  • Akutteamet i Distriktspsykiatrien. Jeg husker godt nok intet, men det fremgår af mine noter.
  • Distriktspsykiatrien: Kontaktperson en halv time hver 14. dag. Det er ikke meget, men nok til at samle mig op, hvis det går galt.
  • Distriktspsykiatrien: Læge(r). Topprofessionelle, lydhøre og opmærksomme. Der er afsat en time pr. måned. Jeg har altid forberedt mig og skrevet tanker og spørgsmål ned. På den måde bliver de 60 minutter godt udnyttet. Skulle det – hvad Gud forbyde – blive nødvendigt, kan hun indlægge mig igen på “fast track” altså direkte og uden om Glostrup.
  • CSV (Center for Specialundervisning af Voksne). Det har været fint, men jeg er lidt i tvivl om effekten stod mål med det, at jeg skulle opgive en af mine “restitutionsdage” – altså tirsdag og torsdag hvor jeg kan hvile ud og foretage mig måske ingen verdens ting. Jeg har derfor afsluttet forløbet.
  • Hvidovre Kirke: Menighedsrådet: Så vidt jeg ved, var der næsten et helt år, hvor jeg ikke var til menighedsrådsmøderne – men de har taget imod mig igen, og jeg er atter en del af fællesskabet. Jeg har også nogle visioner om, hvad vi skal med kirken, og jeg er i gang med et lille “korstog”, som jeg er spændt på om kan lykkes.
  • Hvidovre Kirke: Præsten Mette. Hun er både i kirken og på psyk. Hun fortæller, at vi havde mange samtaler i de perioder, jeg var indlagt. De kunne selvfølgelig ikke blive personlige, da afdelingen bestod af fire-sengsstuer. Der krænger man ikke sit inderste ud. Nu ses vi ca. en gang om ugen, og emnerne er alt mellem stort og småt.
  • Støttekontaktperson (SKP): Jeg traf hende for første gang i sidste uge. Hun virkede vældig sød og imødekommende. Umiddelbart er jeg dog i tvivl om, hvorvidt det vil gavne, men det skal selvfølgelig prøves af.

Hvis jeg endelig skal dryppe lidt malurt i bægeret, skulle det være, at jeg selv har måttet være budbringer mellem alle disse aktører, og kunne jeg nu huske det hele? (Sikkert ikke.) Jeg har haft ufattelig meget glæde af et lille program på min iPad, der kan optage samtalerne, så jeg har kunnet høre det igen i fred og ro herhjemme.

Der er ofte patienter på sygehuse eller borgere i kommunerne, der får at vide, at de ikke må optage samtaler. Det er noget sludder! Enhedslistens Line Barfod spurgte tilbage i 2003 Justitsminister Lene Espersen, om der – bortset fra reglerne i retsplejeloven – var forbud mod at optage, og om man skulle oplyse om det forinden. Den 11. august 2003 svarede ministeren, at der ikke var regler, der forbød dette, og at man ikke skulle oplyse om det forinden. Hertil er vel kun at sige, at det selvfølgelig er høfligst at orientere om det, og at det vel er den bedste måde at opbygge en tillidsfuld relation. Der skal være tale om, at parterne samarbejder ikke modarbejder hinanden.

Konklusion: Mit indtryk er, at hvis man først har fået foden indenfor, hvis man har det tilstrækkeligt elendigt, fungerer systemet helt fantastisk, alt kan lade sig gøre, og alle lytter. Jeg har i hvert fald fået en kongelig behandling. Nu skal jeg til at klare mig selv, og det vil i sig selv være en opgave (nej ikke en udfordring…). Jeg bevarer Mette, SKP og Distriktspsykiatrien i et stykke tid. Det er jeg ret tryg ved. Og endelig er der jo FKN, hvor jeg føler mig nærmest normal, fordi jeg har en opgave, som de ser frem til resultatet af. På de lidt dumme dage, bliver jeg bare inde på mit eget kontor bag skærmen.

Måske er det meget godt, at jeg ikke kan huske de seneste to år, for det har vist været lidt af et mareridt… Nu skal det vende, det er allerede godt på vej, og jeg ser frem til at designe et liv på de præmisser, der nu engang er.

Servicelovens § 85

Hvidovre Kommune er en god kommune at bo i! Jeg har kun positive oplevelser med den.

Tilbage i januar var jeg til møde med min superdygtige sagsbehandler i jobcenteret. Jeg forklarede hende om en række vigtige ting, jeg ikke kan overskue at få gjort, og som derfor bare ligger og venter. Når jeg tager dem frem for alligevel at prøve – for det burde altså ikke være så svært – overmandes jeg af utilstrækkelighed og afmagt, ligesom jeg ikke kan holde koncentrationen længe nok. Hun foreslog, at jeg fik en støttekontaktperson, og hun ville kontakte den relevante afdeling på rådhuset. Det er værd at bemærke, at forslaget kom fra hende. Selv vidste jeg overhovedet ikke, at det fandtes, eller også troede jeg, at det gik ud på hjælp til at tømme postkassen og gøre rent. Den slags har jeg fuldstændig styr på selv.

Herefter gik der umådeligt lang tid, da den relevante medarbejder (visitatoren i “Voksenrådgivningen”) enten havde ferie eller var syg, og var det ikke hende, så var det chefen eller barnet. Omsider lykkedes det dog, og jeg traf en vældig sød og imødekommende medarbejder, som lavede et interview på omkring en time. For nemheds skyld gav jeg hende adgang til alle de samme akter, som rehabiliteringsteamet skulle have. Det var måske lidt overkill, men på den anden side har jeg ikke noget at skjule, og der er jo ikke nogen grund til at gøre sagsbehandlingen mere besværlig end højst nødvendigt.

Så gik der igen lang tid, men endelig den 25. april lå bevillingen i min e-boks. Jeg har fået 6 måneders støtte efter Servicelovens § 85:

§ 85. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

LBK nr 1284 af 17/11/2015

Det fremgår af bevillingen, at der er tale om “let socialpædagogisk støtte”, i form af en støttekontaktperson med særlig psykiatrisk indsigt, som jeg skal mødes med i 1½ time pr. uge. Bevillingen remser op, hvilke opgaver det er, der skal styr på, og herudover har jeg selv lavet en liste over emner, jeg vil være glad for hjælp til. Vi skal kigge på aktuel og fremtidig økonomi, ansøgningsskema til hjælp til tandbehandling mv. Sidstnævnte er et kæmpe skema, som jeg har haft fremme flere gange, men jeg overmandes af de (naturlige) dokumentationskrav, og så ryger det tilbage i bunken på skrivebordet.

Jeg vil blive kontaktet efter den 19. maj, så vi kan aftale det første møde. Jeg forestiller mig, at vi den første gang drikker noget kaffe og lærer hinanden lidt at kende, og derefter tager vi fat på de konkrete opgaver. Jeg håber naturligvis, at det er en sød og rar person, men det er det sikkert nok.