Indlæg

, ,

Det var den sommerferie

To uger går alt for hurtigt!

For første gang nogensinde var min arkivtur til Viborg et flop, for jeg fandt slet ikke noget af det jeg kom efter. Jeg skulle finde skifter efter flest muligt af mine direkte aner Nørvang-Tørrild Herred, men en reol var defekt, så arkivets medarbejdere kunne ikke komme ind til “mine” arkivalier.

Jeg havde lidt mere i ærmet: Morfars søsters ophold på “Folkekuranstalten Hald Ege” i 1938 måtte jeg da så kunne finde noget om. Det var imidlertid en privat organisation under Røde Kors og de har ikke pligt til at aflevere, så det vides ikke, om der findes bevarede patientjournaler. Hvis de finde er de under alle omstændigheder ikke i Viborg.

Sidste skud i bøssen: Mormors søsters mand døde på “Vejle Fjord Sanatorium” i 1945. Her var afleveret arkivalier, men registraturen var tom fra 1942 og frem.

Jeg fandt lidt småting her og der, men slet ikke hvad jeg kom efter, og den sidste dag jeg havde i Viborg gik jeg end ikke hen på arkivet, for jeg havde ikke noget at lede efter. I stedet fik jeg for første gang set lidt af byen og den smukke domkirke med Joakim Skovgaards fresco-malerier. Det er første gang, jeg har været så uheldig med et arkivbesøg, men en gang skal selvfølgelig være den første.

Der var helt anderledes pletskud på Vestjyllands Højskole i Velling ved Ringkøbing, hvor jeg var på “Med dine drømme som vejviser” ved Brita Haugen. Jeg kan som regel slet ikke huske, hvad jeg drømmer, jeg kan ikke tegne en tændstikmand og danse kan jeg heller ikke – og man skulle det hele, så jeg har i den grad udfordret mig selv. Den kvinde er formidabel til at lede en proces, hvor selv jeg pludselig både drømmer, maler og danser! Brita Haugen underviser ud fra C. G. Jungs principper og pludselig kommer jeg hjem og ved lidt om “det kollektive ubevidste” og andre ret abstrakte begreber, som er virkelig langt fra min hverdag.

At begynde at drømme og at arbejde med drømmene er at få kontakt til sin underbevidsthed og til myter og ritualer, og jeg må sige, at jeg er så begejstret for hele dette – hidtil ukendte – univers, at jeg har lyst til at tilmelde mig Brita Haugens uddannelse “Myte – Dans -Ritual”. Jeg kender stort set ikke til myter, men jeg kan godt se sammenhængen til mit eget liv og til min egen indre kraft i det vi har fået præsenteret i ugen, der gik. Det har alt sammen givet lysten til at arbejde videre. Indtil videre har jeg besluttet at prøve at være åben overfor det underbevidste ved i det mindste at skrive drømmene ned – og der ligger allerede en notesbog ved sengen.

Jeg synes kort sagt, at jeg er blevet beriget af at tage på højskole – helt i Grundtvigs ånd. Nu venter hverdagen, og jeg synes måske nok, at ferien er gået lidt hurtigt, men det gør ikke så meget, for der venter en uge i Grækenland sidst i september.

Kollegernes nye sider

Arbejd i en sommerperiode og opdag dine kolleger.

Danmark holde ferie, og det er lige, som det skal være. Vi er dog nogle få, der holder butikken i gang, alt i mens vi venter på, at det bliver vores tur. Her er så stille, så stille, og her kommer det fantastiske: Jeg synes simeplthen, at jeg har lært mine tilbageværende kolleger at kende på en helt anden måde.

Sædvanligvis siger vi “God morgen”, “Hej” og “Farvel”, vi spiser frokost og går til møder og alt er koncentreret om opgaverne – som det sig naturligt hør og bør, det er jo da et arbejde. Men det fascinerende er, at i en stille periode kan vi overskue os selv og hinanden, her er ingen, der enten er – eller føler sig – mere end de andre. Vi trække frokosten lidt i langdrag og der er plads til at lære andre sider af hinanden at kende. Samtalerne er lettere at overskue, når man er fem, end når man er 20 samlet.

Nuvel jeg ved ganske udmærket, at det ikke er kollegerne, der har ændret sig, det er mig! Det er mig der åbner lidt mod verden omkring mig, fordi der simpelthen er tid til det. Normalt tikker arbejdsopgaverne ind i en lind strøm og holder mig særdeles god beskæftiget, og så kommer jeg aldrig på tur med min kaffekop. Jeg har overvejet, om det alligevel ikke kunne have visse sociale kvaliteter at lægge det ind i den daglige rutine – de er jo faktisk rigtig hyggelige 🙂

, ,

Den næste rejse

Om glæden ved at glæde sig!

Jeg har læst en hel masse hos Eric om ”Den næste rejse”, hvor han blandt andet skriver om den store fordel ved at næste rejse er planlagt, for så har man et mentalt bolsje at sutte på, hvis en dag er lidt ”træls”. Det kender jeg godt!

Selv har jeg det sådan med ferieplaner, at de gerne må lægges i god tid, for så kan jeg glæde mig i længere tid. En del af det at glæde sig/mig er at undersøge fakta om rejsemålet: Hvordan er vejret, hvordan kommer man frem og tilbage, hvordan er klimaet, hvad kan man se, hvad med det gastronomiske, hvad lever man af på stedet?

Jeg har nok at gøre med Grækenland, for det er virkelig mange år siden, jeg sidst har været der – 1988 måske. Gennem flere år har jeg været (og er stadig) fascineret af Asien, og gennem flere år har jeg fyret al min ferie af på én gang og så taget én lang rejse eller evt. bare holdt lang ferie hjemme. Det er skønt med de lange ubrudte ferier, men jeg er begyndt at kunne se idéen i at holde flere korte ferier. Sidste sommer tænkte jeg, at det var som om mine kolleger havde meget mere ferie end mig. Det havde de selvfølgelig ikke – de disponerede bare anderledes. Det vil jeg også prøve, og det giver nogle muligheder for at se noget mere af det Europa, jeg kun kender lidt til.

Hvor skal man bo? Stranden skal ikke være børnevenlig, for jeg er ikke så meget for en larmende familie i min nærhed. Jeg behøver faktisk bare en seng, en god rengøringsstandard og så rindende vand. Internetmulighed er udmærket, men ikke et must for jeg har min iPhone. Jeg behøver ikke:

  • Aircondition
  • Køleskab
  • Pool og børnepool
  • Elevator
  • Bar og restaurant
  • Minimarked
  • Centralvarme
  • Morgenmadslokale
  • Vandrutschebane