Aggressiv markedsføring 2
Undgå telefonsælgere/phonere
Aggressiv markedsføring 2
Nu ved jeg det! Sådan slipper man for de telefonsælgere, der ringer, uagtet man er på “Robinsonlisten”: Man skal bare lyde som en gammel sur mokke – det har jeg åbenbart nemt ved.
Jeg er alt for nysgerrig til at undlade at besvare opkald fra hemmelige numre. I øvrigt er det flere dage siden, jeg har talt med nogen, og man kan jo aldrig vide, hvem der er i den anden ende.
I dag ringede en eller anden fra “fiber-et-eller-andet”. Han undskyldte, at han ringede på Kristi Himmelfartsdag. Jeg tænkte (men sagde det dog ikke): “Jamen hvorfor ringer du så?”. Så sagde jeg spørgende “Ja?” og var herefter tavs og afventende. Nu måtte det være hans udspil; man skal jo skiftes til at tale, når det skal være en dia-log. Men han gav op og afbrød forbindelsen. Formentlig kender han kun min type alt for godt. Det samlede tidsforbrug var under 20 sekunder.
Medlidenhed med telefonsælgere

Jeg er ikke klar over, om de tjener deres egen løn ind – men det må de vel gøre, da det ellers ville være tabsgivende at have dem ansat.
Man kan også forestille sig, at mange af dem/de fleste er provisionslønnede. Så er der sikkert kun til konventionel mælk, korte busture til Harzen, lav husleje og små julegaver.
Fungerer Robinsonlisten i det hele taget?
Den Robinsonliste, der blev frigivet 1. oktober 2019, rummede 1,3 millioner borgere, kilde: geomatik.dk, 11/2019.
Hvert kvartal stiger andelen af borgere, der står på listen, i snit med 1,76 pct. Så vidt jeg kan regne ud, er der gået ca. 14 kvartaler og siden 10/2019 må Robinsonlisten være vokset til ca. 1,6 millioner borgere. Hvis de 1,76 pct. pr. kvartal stadig holder vand, er det sørme mange, der er trætte af uanmodet markedsføring. Man kan også forestille sig, at de 1,76 pct. slet ikke er tilstrækkeligt nu, men det er gætværk.
Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan man blandt andet læse følgende om telefonsælgerne:
Opkald fra analyseinstitutter, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl.
Forbuddet mod telefonsalg gælder kun for erhvervsmæssig aktivitet.
Det betyder, at det er lovligt for analyseinstitutter, fagforeninger, religiøse foreninger, velgørenhedsorganisationer m.fl. at ringe til dig, uden at du har givet samtykke til det. Det gælder også, selvom du er på Robinsonlisten.
Gad vide hvordan Robinsonlisten fungerer?
- Jeg forestiller mig, at der findes et register over de ca. 1,6 millioner borgere, som erhvervsdrivende har pligt til at slå op i, før de ringer op.
- Men gør de det?
- Hvad er sanktionsmulighederne, hvis de ikke gør det?
- Hvem holder øje med det? Det må være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Jeg stiller mig tvivlende overfor, om den fungerer. På den anden side tør jeg ikke tænke på alle de opkald, jeg ville få, hvis jeg ikke stod på listen. Så måske fungerer den alligevel.
De fisker alle i det samme hav, og derfor oversvømmes vi af annoncer, reklamer, flyers, tilbud osv. Kampen er sikkert hård.
Lige p.t. er Facebook fyldt med annoncer fra teleselskaber og el-selskaber, der tilbyder rabat de første tre eller seks måneder. Af og til orker jeg at spørge, hvad prisen derefter er.
Står der med småt, at prisen er uden moms, skriver jeg til tider og gør dem opmærksom på, at annoncering overfor forbrugere skal angive priserne med moms. Så er der fred for dem!
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.




