Indlæg

, ,

Sygedagpengereform

Alle folketingets partier, med undtagelse af Enhedslisten, har vedtaget endnu en “reform”, hvilket er synonymt med forringelse. Aftalen faldt på plads onsdag aften.

DR.dk skriver: De sygemeldte skal efter fem måneder – og ikke 12 måneder som i dag – vurderes i forhold til, om de skal fortsætte på sygedagpenge, eller om de skal over i et jobafklaringsforløb. De syge, der skal videre i et jobafklaringsforløb, vil under forløbet få en ydelse på niveau med kontanthjælp…

For mig at se ligner det endnu en spareøvelse, præcis som man ser det med alle de øvrige reformer, der kommer i en lind strøm for tiden. Det er en spareøvelse, idet sygedagpengene er større end kontanthjælpen. Højeste sygedagpenge udgør 4.180 kr. pr. uge. Kontanthjælpen udgør 10.968 kr. pr. måned. Alt før skat. Der skal ikke meget hovedregning til for at se, at dette er en væsentlig forringelse for de sygemeldte. Og jeg tror ikke, de bliver mere raske af dette.

DR.dk skriver endvidere: Derfor er det tilfredsstillende, at sygedagpengemodtagere allerede efter 8 uger skal afklares i forhold til deres videre forløb…

I mit eget forløb var jeg stadig indlagt efter de otte uger. Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvilke alvorligere lidelser man kan have og så samtidig være klar til kommunal afklaring i ottende uge.

Enhver ved, at det der foregår på et hospital (både psykiatriske og somatiske) indledningsvist er en udredning, hvilket blandt andet betyder at stille den rette diagnose og samtidig få den rette medicin, hvis det er nødvendigt. I mit eget forløb faldt medicineringen først endeligt på plads efter to år! Vi (for jeg var nemlig inddraget) eksperimenterede temmelig meget med præparater og doser, og derfor ved jeg, det kan være en lang proces at finde den rette balance.

Beskæftigelseseffekten er på ca. 1.700 årsværk i følge arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen fra Venstre. Jeg synes ikke, det er nogen særlig succes, når man sammenholder det med, hvor mange der i dag modtager sygedagpenge: 387.220 i følge Danmarks Statistik.

God lørdag!


Jeg har taget fejl: Artiklen fra DR.dk er fra 2013. Jeg undrer mig så over, hvordan den kan optræde som en ny nyhed. Det var min gode ven Mia fra Bogø, der gjorde mig opmærksom på fejlen. Tusind tak Mia! Det der ikke er forkert, er alle tallene og udsmidningen af alle de fattige mennesker.

,

Påbud og arrogance

Medarbejderne

Siden den 1. januar i år har Arbejdstilsynet stukket 31 påbud op i regionernes næser, og det er faktisk en rigtig god idé, for det betyder, at der så er en chance for, at medarbejderne i sundhedssektoren endelig kan blive hørt. Det kom da i hver tilfælde i TV Avisen her til aften.

Der var et interview med en ung sygeplejerske fra en hjerteafdeling, der fortalte om, hvordan de – trods ressourcemangel – alligevel prøver at gøre det bedst muligt for patienterne. Det er bare ikke nok! De svageste patienter (altså mentalt) bliver ikke vendt, får ikke foretaget mundhygiejne, får ikke skiftet ble, medicin hældes forkert op mv. På en hjerteafdeling må sidstnævnte kunne udgøre forskellen mellem liv og død. Hovedpunkterne i interviewet findes her.

Disse arbejdsforhold har visse steder ført til, at sygeplejersker har sagt op i hobetal. Det kan mærkes, hvis der mangler bare en kollega på en vagt.

Ministeren

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kommer med et temmelig arrogant svar, hvor hun på en ikke særlig diplomatisk måde fortæller regionerne (der står for driften af sygehusene), at de nok ikke kan finde ud af at prioritere bloktilskuddet og dermed sende pengene derhen, hvor de kan gøre mest gavn. Hun siger så, at de da bare kan fortælle, hvis de ikke magter opgaven – underforstået at så skal hun nok selv tage over.

På finansloven for i år er der afsat 2,4 mia. kr. ekstra til sundhedssystemet. Regionerne påpeger, at et meget stor del af disse milliarder er øremærkede til diverse pakker som fx kræftpakkerne. Formanden for danske regioner påpeger, at der er behov for et generelt løft. Og det kan man vel egentlig ikke fortænke hende i!

Egne erfaringer

Der er sikkert store forskelle på en åben psykiatrisk afdeling og en somatisk afdeling, fx kan patienterne på de åbne psykiatriske afdelinger selv klare personlig hygiejne, at stå op, spise osv. Medarbejdernes opgaver er mere at være der for patienterne, tage en snak, hjælpe til at patienten får gjort sine små pligter (dække bord, tømme askebægre mv.). Og så tusind andre ting, der bare ikke er synlige for patienterne.

Min oplevelse er, at de har virkelig travlt og løber meget stærkt. Og samtidig er jeg så imponeret over, at de alligevel kan finde tid til snak og “mental omsorg”. De prioriterer helt åbenbart denne opgave højt. Under de lange indlæggelser, hvor det hele var værst, gjorde jeg mig mange eksistentielle overvejelser, som jeg var nødt til at have en tilhører til. Og det gik ikke at vente en uge på præsten.

Jeg har følt mig tryg og i virkelig gode hænder, alle de gange jeg har været der.

, , ,

Skifte

Skifte kan betyde mange ting. Jeg tager fat på nogle af dem:

Stofskifte

For ca. tre måneder siden konstaterede min egen læge, at jeg havde forhøjet kolesterol. Da jeg ikke spiser fed mad, er det sikkert en bivirkning til noget af det medicin, jeg spiser. Hun satte mig så i behandling.

Forleden dag var jeg nede til kontrolblodprøver. Kolesterolen er fin nu, det samme er D-vitamin og kalk, som Pernille i DPC bad mig gøre noget ved, da jeg har været i underskud i lang tid. Levertal er også fint – lidt for højt – men det er det altid, og da det stærkeste jeg drikker nu om dage er den økologiske hyldeblomstdrik fra Netto, tager jeg det ret roligt.

Nu er der så bare kommet et nyt problem: Forhøjet stofskifte. Tallene kan fare op og ned, så hun laver kontrolprøver i næste uge. Jeg gik hjem og læste om symptomerne, og nogle af dem passer på en prik:

  • Varmefornemmelse – jeg går tit rundt og er lidt “klam”
  • Svedtendens – helt rigtigt men jeg har bare tilskrevet det alderen
  • Koncentrationsproblemer – men det skyldes vel bare det bipolare
  • Muskeltræthed – hver morgen jeg går fra stationen til FKN føles benene som om, jeg har sovet alt for lidt, men det har jeg ikke.
  • Muskelstivhed – når jeg står ud af sengen, er det som om jeg næsten ikke kan gå eller som om senerne er for korte. Det gør faktisk ondt.
  • Synsforstyrrelser – jeg har tit en lup fremme men har bare tænkt på nye briller.

Er det nu bare en ny bivirkning til den medicin, der holder mig i live? Lithium kan være synderen. Jeg orker simpelthen ikke at fejle mere. Jeg synes, jeg har taget min del af verdens dårligdomme.

Jobskifte

Et andet skifte, der ligger og lurer i baghovedet, er et eventuelt jobskifte 1. januar 2017. Nogle vil mene, at jeg bekymrer mig for meget. Selv mener jeg, at det er en “adækvat forholden sig”. Der er faktisk kun fire måneder til. Jeg går med en form for selvmedlidenhed over, at jeg måske kun kan få ro i livet i syv en halv måned ad gangen. Det synes jeg faktisk ikke er retfærdigt, eftersom jeg knokler for det, i det omfang jeg er i stand til det. Jeg gør mit bedste for at komme og være i topform hver dag, og jeg gør mit bedste for ikke at have fraværsdage.

Jeg føler mig forholdsvis sikker på, at Folkekirkens Nødhjælp gerne vil beholde mig, hvis de kan finde pengene. Måske ikke lige i HR men så måske i en anden afdeling – og det er jeg naturligvis rede til.

Hvis vi skifter leverandør af HR-systemet, er vi i hvert fald ikke færdige 1. januar – så jeg er måske ikke helt uvildig i min rådgivning, men det ser jeg som et almenmenneskeligt træk, og det har jeg naturligvis sagt til Sune. Selvfølgelig havde han selv tænkt det, men jeg kan bedst lide “ordet på bordet”. I det hele taget har vi en åbne dialog, og det er jeg glad for.

Mit fleksjobkonsulent i kommunen skal hjælpe med at finde nyt job om nødvendigt. Jeg tænker bare, at det arbejdsmarked, jeg har fokus på, ikke er det, han kender til. Jeg skal bare ikke ud i en blomsterforretning eller en vuggestue. Både blomster og børn dør af det. Bodil har sagt, at hun vil komme at kigge og få sig et billigt grin. Hun og andre er velkomne 🙂 Herudover kunne jeg i et helt år ikke finde et job på ordinære vilkår. Hvordan skulle jeg så kunne finde et fleksjob?

Regeringsskifte

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ønsker mig et folketingsvalg og et efterfølgende regeringsskifte. Egentlig frygter jeg, at DF tager sig sammen til at “gå i regering” med alle deres sindssyge idéer. Men Eric skrev forleden, at hvis de kommer til magten kan de ikke længere komme til alle de billige point, som de kan, når de ikke har en ministerpost.

En ting, der kan gøre mig rasende, er den nye såkaldte “helhedsplan” og forslag til finanslov, hvor de dårligst stillede betaler for de rigeste.

Forleden læste jeg en artikel i Altinget om produktionsskolerne. Det er regeringens opfattelse, at tusinder af elever på produktionsskolerne skal have markant lavere skoleydelse end i dag. Dem under 18 år skal ingenting have, og de 18-årige skal have en ydelse, der svarer til SU.

De unge, der går på en af de 82 produktionsskoler, er de svageste unge, vi har. De har ikke klaret sig godt i skolen, de har evt sociale problemer og de har problemer med at komme ind på en ungdomsuddannelse. Hvor skal de så være?

Enhedslistens Jakob Sølvhøj kalder forslaget skandaløst. Han finder det desuden grotesk, at regeringen ”vil ramme produktionsskoleeleverne så hårdt”, når den samtidig har nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med forslag til, hvordan flere unge kan hjælpes i gang med en ungdomsuddannelse!

God lørdag!