Den grønne omstilling går alt for langsomt

De nye rationeringsmærker: personlige CO2-kvoter er fremtiden

Jeg kender en forsker på RUC, som underviser masser af unge mennesker hver eneste dag. De fortæller hende, at de formentlig ikke tør få børn på grund af klimakrisen. Det er helt forfærdeligt, at de unge er så bange, men de har ret i deres frygt: den grønne omstilling går alt, alt for langsomt. Det er i orden at vælge ikke at få børn – men man må ikke lade være af frygt for klimaet.

Hvis der laves personlige CO₂kvoter, selvom det sikkert er enormt besværligt at få det implementeret, så vil hver enkelt af os få et personligt ansvar, og det er det, der mangler for at nå målene i de politiske skåltaler på de bonede gulve fx “Den grønne trepart”. Avisen Danmark fortæller her om to professorers (klimaforskeres) forslag om personlige CO2-kvoter. Det er vigtig læsning.

Under krigen blev der indført rationeringsmærker på de fleste dagligvarer, og mærkerne blev først endeligt afskaffet engang i 50’erne. Det var vist smør og kaffe, der var det sidste. Idéen var vel, at de knappe ressourcer skulle fordeles (nogenlunde) ligeligt, så der var nok til alle. Krigsbørnene er stadig gode til at spare på lyset og bruge plastikposerne til affaldsposer som det sidste i en poses liv. Jeg er jo “boomer”, og vi generelt ikke så gode til det.

Men jeg er ret “hellig”:

• da jeg i sommer tog toget til Berlin og Frankfurt (Oder), havde jeg god klimasamvittighed, da jeg stod af nattoget. Jeg havde brugt 4 gange så lang tid og 3 gange så mange penge …
• mine grøntsager og kolonialvarer fra Aarstiderne kommer i en trækasse, der kan bruges 4 gange. Varerne ligger i kassen en kæmpestor pose, som jeg putter i køleskabet med det meste indhold, og når den er tom, bruger jeg den som skraldepose.
• kølevarerne kommer i en flamingokasse fyldt med flageis, og den kan også bruges 4 gange.
• ingen af mine varer fra Aarstiderne flyves ind.
• jeg køber varer med lang holdbarhed og som om nødvendigt kan repareres på en repair-café.
• jeg har også kun lys i det rum, hvor jeg er, og alle pærer er nu LED.

Men sådanne løsninger rammer socialt skævt. Hvis man er på kontanthjælp, kan man ikke handle hos Aarstiderne, og det bliver den billigste opvaskebørste med plastikskaft, fordi den med træskaft koster tre gange så meget. Men det kunne man jo lave om på helt på samme måde, som man kunne fjerne momsen på grøntsager, men hæve momsen på røde bøffer med 200 pct. Det drejer sig bare om politisk vilje.

Det personlige ansvar er tydeliggjort

Nu må vi erkende, at vi har knaphed på en anden ressource, og det handler om iltsvindet, og at vi er nødt til at gøre noget – Nu!

En gennemsnitsdansker udleder p.t. ifølge Tænketanken Conchito årligt cirka 13 tons CO₂. Miljøstyrelsen får det dog kun til cirka 11 tons CO₂. Men any way uden at vi skal fortabe os i ligegyldige detaljer: det tal skal halveres, så de to markante professorer foreslår, at der indføres personlige CO₂-kvoter. Vi skal hver have en kvote på 6 tons CO₂ årligt. Så kan vi vælge, om vi vil flyve på efterårsferie til Thailand eller spise 100 hakkebøffer. Denne artikel handler om vores eget CO2-forbrug. Jeg synes, den er ret god.

CO₂-udledningen fra flytrafikken har længe været udskældt, men det har ikke påvirket antallet af flyvninger. Ved dette års efterårsferie berettede flere rejseselskaber om, at de havde solgt markant flere rejser til danskerne, og Københavns Lufthavn forventede forud for uge 42, at der ville være 100.000 flere passagerer sammenlignet med året før. De fleste tænker vel: “Hvilken betydning har det, at lille mig lader være at flyve? – i det store regnskab er det sikkert ligegyldigt”. Men det har en betydning, og vi må alle sammen tage et medansvar.

Hvis temperaturstigningen skal holdes på højest 1,5 grader, skal hver enkel verdensborger ifølge FN’s klimapanel IPCC i 2030 i gennemsnit udlede mindre end 3 tons CO₂ per år. Sæt i gang, det kan kun gå for langsomt. Hvis vi ikke kommer i mål med at holde temperaturstigningen på højest 1,5 grader, har det uoverskuelige konsekvenser – det rammer først de fattigste lande. De rige lande kan indledningsvist købe sig til løsninger, men sydsudaneserne, der allerede står i vand til knæene som følge af oversvømmelserne, har ikke en chance og i hvert fald har isbjørnene ikke et sted at være. (Isbjørnene har altid stået mit hjerte nær).

Der er lavet en beregner, hvor man kan beregne sit eget CO2-aftryk, fordi det er svært at vide, hvor meget man egentlig udleder, bortset fra at man skal have levet under en sten de seneste år, hvis man ikke er klar over, at klimabelastningen på røde bøffer er højere end på kylling.

Herunder har du et helt igennem fjollet eksempel fra min dag i dag:

“Den grønne trepart” kan blive en prut i en vante, men den handler om CO₂-aftrykket

Selvom jeg forstår mere af krigen i Mellemøsten end af “Den grønne trepart”, så har jeg alligevel forstået følgende: Javist har vi fået en minister, Jeppe Bruus, for grøn omstilling, men når regeringen hælder mod Svarrer-udvalgets model 3, som bygger på tal, der er 16 år gamle, så sker der ikke en skid.

Du kan høre en fremragende “Genstart” i DR Lyd fra den 12. november 2024 om det. Udsendelsen hedder “Dødvande” og er en fortælling om, at “Den grønne trepart”, der blev udråbt til at være den vigtigste politiske aftale i vor tid, kan blive en prut i en vante. Vi får ikke mere ålegræs i Vejle Fjord af den grund. Fiskene vil stadig ligge med bugen opad, fordi de er døde, mens vi vader i fedtemøget. Det var meningen, at vi om 20 år skulle kunne gå en dejlig tur i en skov uden at støde ind i en kornmark, men sådan bliver det nok ikke.

I juni så det ud som om, den grønne trepart var helt fantastisk og vil løse alle problemerne. Realiteten er, at regeringen vil gennemføre model 3 fra Svarrer-udvalgets rapport, men model 3 slækker på kravene til landbruget, dvs. de må udlede mere CO₂. Landbrug & Fødevarer har fået deres vilje. Jamen det var jo ikke det, der var idéen.

Der er i september udkommet en rapport, der fortæller, at det aktuelle iltsvind er en økologisk katastrofe og at tilstandene i de indre danske farvande aldrig har været værre. Nu er der iltsvind svarende til et areal på Lolland og Fyn til sammen. Danmarks Naturfredningsforening undskylder sig i “Deadline” med, at den grønne trepart “ikke er en vaccination mod dårlige politiske aftaler”.

Finansministeriet siger, at alle tre modeller fra Svarrer-udvalget er valide. Den grønne trepart er nærmest en hensigtserklæring, så nu skal politikerne fylde indhold i aftalen ved at vælge mellem de tre modeller, og alt peger på, at man vil vælge model 3, som er et tilbageskridt for klimaet. Fire fynske borgmestre har råbt op, mens statsministeren gider ikke høre på dem – og de er endda socialdemokrater. Pia Olsen Dyhr (SF) og Martin Lidegaard (R) vil gerne lytte endda i Folketingssalen. Mette Frederiksen sagde i Folketinget, at hvis den grønne trepart falder, er det i hvert fald ikke regeringens skyld (underforstået så er det oppositionens …).

Nå – det blev lidt langt, men tingene hænger jo sammen. Hvad hjælper det, at jeg må på rationeringsmærker, hvis landbruget sviner videre, fordi model 3 bygger på 16 år gamle tal? Jeg er rasende.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.