Indlæg

,

ECT gør verden normal igen

ECT gør verden normal igen

Søvn og ECT modvirker begyndende mani

ECT gør verden normal igen

Torsdag var jeg til samtale hos min kontaktperson i psykiatrien. Hun tilbød medicin, sikkert fordi hun skulle, selvom hun kendte svaret på forhånd. “Nej tak”, jeg skal ikke have mere af deres kemi. Parkinsonismen er det værste, jeg har prøvet. Og derudover virker ECT stort set med det samme, mens diverse stemningsstabiliserende medicin har en latenstid på 6-8 uger.

Mange mennesker er glade for medicin og den hjælper dem, og den hjalp også mig i mange år. Men pludselig kammede det over: Jeg rystede, så jeg ikke kunne ramme tasterne på tastaturet, jeg faldt uden at kunne rejse mig og lå på gulvet i 8-12 timer, jeg kunne ikke se, jeg kunne ikke styre min blære osv. Sidstnævnte betød, at jeg hver morgen vågnede op i en våd seng. Kunne du tænke dig at prøve det?

Det er fx interessant, at professor Poul Videbech, der er den her i landet, der ved mest om ECT, skriver følgende:

Patientønske
Endelig foretrækker mange patienter, der tidligere har fået ECT-behandling, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression, fordi de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Poul Videbech skriver primært om ECTs virkning på depressioner. Min erfaring er dog, at det også virker mod (begyndende) manier.

I Distriktspsykiatrien fik jeg tre sovepiller, og det var vidunderligt pludselig at kunne sove igen. Søvn har en mirakuløs virkning. Hjernen kører en række “vaskeprogrammer”, når man sover. Jeg er ikke helt klar over, hvad det er, der sker, men jeg ved, at det er vigtigt for mit funktionsniveau. Jeg var blevet så træt, at jeg ikke kunne sove, og det gjorde ondt i alle knogler, led, muskler og sener. Sådan får jeg det dog altid, når jeg har sovet for lidt, uanset om det bare er “almindeligt” eller der er tegn på begyndende mani.

I går var jeg til ECT

Min verden er atter blevet normal, og det er jeg meget glad for.

På den ene side: Det andet var bekymrende. Jeg har ikke tid til en ny indlæggelse; jeg skal jo til Tyskland.

På den anden side: Det er vanskeligt at forklare, men der er også noget trist over det. Der er jo noget dejligt over at have “superkræfter”, at kunne arbejde døgnet rundt, at kunne gå 8.000 skridt dagligt, ikke at bruge tiden på normaliteter så som madlavning og personlig hygiejne, at anskaffe forskellige nye ting osv. Jeg er fx nået virkelig langt med mine tyske aner i den kunstigt opstemte periode.

Det er lidt som at falde ned fra en klippe. Man stod på toppen med “superkræfter”, og man er faldet ned i normaliteten, hvor hverdagens gøremål nærmer sig, vasketøjet må ordnes, og det gennemsnitlige antal skridt kun er 7.052 🙂 Nu er man bare ligesom alle de andre. Det er da kedeligt.

Engang var jeg angst for ECT

Jeg havde en længere periode, hvor jeg – helt ubegrundet – var angst for ikke at vågne op af narkosen igen. Ubegrundet fordi det aldrig nogensinde i hele verden er sket, at folk ikke er vågnet op igen efter ECT.

Og hos Poul Videbech kan man læse, at behandlingen er brugt siden 20’erne men selvfølgelig er udviklet på de 100 år, der er gået. Men sådan er angst. Det er bare irrationelt. Man kan ikke sige til folk “Der er da ingen grund til at være bange.” Sådan fungerer det ganske enkelt ikke.

Psykologen hjalp mig igennem det, så nu siger jeg til mig selv:

  1. Jeg er ikke på vej til skafottet
  2. Det er gode mennesker, der ikke vil mig noget ondt
  3. Jeg har selv valgt behandlingsformen

Efter jeg er begyndt at have ovenstående tre fokuspunkter i hovedet op til behandlingen, fylder behandlingen ikke hele hjernen ugen op til behandlingen. Nu tænker jeg faktisk ikke på det. Det eneste er, at jeg skal huske kun at stille vækkeuret 1 time før, Flextrafik henter mig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech

ECT gør verden normal igen


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
.

,

ECT er overstået for denne gang

ECT er overstået for denne gang

Den bedste behandling, men jeg hader den

ECT er overstået for denne gang

Der er nu fem uger til næste runde. Det er dejligt. Jeg er glad og taknemmelig for behandlingen og for tilbuddet fra psykiatrien. De kunne ikke tilbyde mig noget bedre. Jeg skal aldrig i livet tilbage til medicinen; en gang Parkinsonisme var tilstrækkeligt. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Men jeg hader ECT. Jeg er nervøs en uge før, tankerne kværner om det, og jeg sover dårligt – eller næsten ikke – natten før dagen. Det er så dumt, eftersom jeg vel nærmer mig de 100 behandlinger, så erfaringen bør tilsige, at jeg ikke vågner op og er død. Og der er aldrig nogensinde nogen i hele verden, der ikke er vågnet op efter en ECT-behandling. Det ved jeg godt. Men et er fornuft, et andet er følelse.

Samtalerne med psykologen

Jeg har vendt og drejet det med psykologen adskillige gange:

  • ingen vil mig noget ondt
  • det er ganske frivilligt
  • jeg er ikke på vej til skafottet.

Det, jeg hader, er kontroltabet. Ikke at have styr på situationen men at overlade kontrollen til andre mennesker, er det værste (efter Parkinsonisme), jeg kan forestille mig. At være afhængig passer ikke til mig.

Medarbejderne gør alt, hvad de kan

Efterhånden kender jeg jo medarbejderne i ECT-afdelingen – inkl. anæstesien fra Hvidovre Hospital – temmelig godt, og de er utrolig søde og omsorgsfulde. Kan det lade sig gøre, sætter J. mig på som den første. De starter 9:15 og det er lidt af en fabrik med tre evt. fire patienter pr. time. Men de gør meget for, at man ikke skal mærke fabrikken, og det lykkes dem godt.

Jeg holder selv iltmasken, for så er jeg en smule “in control”. Jeg bliver holdt i hånden på det værste tidspunkt, som er de uendeligt få sekunder (måske et eller to?), hvor jeg mærker, jeg svæver væk. Jeg tænker altid på, om det gør ondt på J., men jeg håber, hun holder til det. De første år elskede jeg de sekunder, men det var dengang.

Hver gang minder jeg hende om, at hun har lovet, at de siger til, når de tænder for strømmen, (der svarer til styrken i en lommelampe). Jeg er altid bange for, at de ikke har fået bedøvet mig rigtigt. Hører jeg det, er der noget helt galt. Jeg er klar over, at det er latterligt, men det giver en smule tryghed, og jeg stoler på J.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra, at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg leder efter noget andet

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg sidder og leder efter skemaerne, i hvilke jeg i sin tid registrerede bivirkninger, som jeg talte og skal tale med Kasper og Christina om i podcastserien. Indtil videre har jeg ikke haft heldet med mig, men jeg fandt noget andet interessant:

Hvis du følger dette link, vil du komme til det gamle interview med “Hendes Verden”. Du skal helt ned i bunden til overskriften “Lydfilen”. Der er lidt indledende og uinteressant snik snak, så du skal frem til 3 minutter og 45 minutter, inden det relevante begynder. Interviewet slutter ved 54 minutter og 40 sekunder.

Interviewet er optaget den 19. juni 2018. Så vidt jeg kan høre, er der indtil november 2016 udført 51 behandlinger og ikke flere før …? Jeg har opgivet at få overblik i “Min Sundhedsplatform” og det skal jeg have fundet frem til i forbindelse med podcastserien. En af årsagerne til, at jeg ikke kan klare mig med “Min Sundhedsplatform” er, at ECT-journalen de første år var håndbåren/analog.

Glostrup oplyste, at jeg skal bede Distriktspsykiatrien om hele journalen og deri selv tælle antallet af behandlinger. Min kontaktperson har desværre ferie, så jeg må vente, til den er ovre. Jeg er temmelig sikker på, at jeg vil lande på mere end 100. Og jeg overvejer, om ikke jeg har sat danmarksrekord?

Interviewet er nærmest en reklame for ECT

Hvis du aldrig har fået ECT (som intervieweren vedbliver at kalde “Elektrochok”, skønt jeg fortæller hende, at betegnelsen er forældet) kan du lytte til interviewet som nærmest én lang reklame for behandlingsmetoden. Den har virkelig en næsten mirakuløs effekt på mig.

Interviewet rummer også en del forklaringer om bipolar affektiv sindslidelse.

Lidt kognitivt bøvl denne gang

Jeg har en oplevelse af, at der er lidt bøvl med kognitionen denne gang (kognition: tænkning og rummer blandt andet hukommelsen) – men hellere det end de stygge tanker, der satte behandlingen i gang. Det er utrolig ubehageligt at blive ved at tænke “Er det nu? Jeg er klar”.

Jeg har talt med en medarbejder i Hvidovre Kommune ved navn Katrine (som åbenbart ikke har et efternavn …) efter at have sendt dem en mail angående servicelovens § 82 b. Jeg kan ikke finde mailen, jeg sendte til “Voksenrådgivningen”, og jeg husker intet om samtalen. Men det er et mindre problem. Pyt med det!

Der er også ting herhjemme, jeg er lidt overrasket over, og som jeg lige skal have genopfrisket. Backuprutiner, filer og den slags, jeg plejer at have fuldkommen styr på, er ikke præsente lige nu. Men da jeg ved, at min hukommelse generelt er dårlig, har jeg udarbejdet oversigter og skemaer til alt det, der ikke må forsvinde. Så er det bare, om jeg kan finde dem …

Må læger m.fl sige nej til at patienter optager samtalerne?

Jeg har ganske mange lydfiler, der drejer sig om mit forløb. De bedste er dem med psykologen, men der findes også en del med læger. Sidstnævnte har jeg gange vist næsten aldrig genhørt, men jeg kan lide at have dem.

Der er ofte patienter på sygehuse eller borgere i kommunerne, der får at vide, at de ikke må optage samtaler. Det er noget sludder! Enhedslistens Line Barfod spurgte tilbage i 2003 Justitsminister Lene Espersen, om der – bortset fra reglerne i retsplejeloven – var forbud mod at optage, og om man skulle oplyse om det forinden.

Den 11. august 2003 svarede ministeren, at der ikke var regler, der forbød dette, og at man ikke skulle oplyse om det forinden.

Hertil er vel kun at sige, at det selvfølgelig er høfligst at orientere om det, og at det vel er den bedste måde at opbygge en tillidsfuld relation. Der skal være tale om, at parterne samarbejder og ikke modarbejder hinanden. Men nej kan de altså ikke sige. Denne artikel rumme lidt mere om det. Overskriften er “Taknemmelig for god behandling”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Hvis man nu vil tænke i besparelser

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Jeg fandt en interessant artikel i Ugeskrift for Læger. Hvis du interesserer dig for psykiatri, økonomi og psykiatripolitik, bør du i det mindste skimme den.

Nu om dage er det meste forældet, nærmest før det er publiceret, og denne artikel er publiceret i “Ugevennen” 2-3 dage, før 10-årsplanen for psykiatrien blev præsenteret i Sundhedsstyrelsen den 13. januar. Planen blev aldrig drøftet mellem Folketingets partier. Det blev klart i starten af maj måned. Ergo: man kan mene, artiklen er håbløst forældet.

Det er dens konklusioner og forudsætninger imidlertid ikke. Den fortjener læsning. Enten langsom læsning ord for ord eller “akademisk læsning”. Sidstnævnte er vel bare et finere ord for skimlæsning? Konklusioner og forudsætninger er mere aktuelle end nogensinde før efter de frygtelige drab i field’s.

Ganske kort kan det siges:

Investerer vi 4½ mia. kr. ekstra årligt, kan vi reducere omkostninger på 110 mia, der er en følge af utilstrækkelig hjælp til psykisk syge mennesker gennem mange, mange år.

Lige nu omtales en telefonlinje, vi kan ringe til, hvis det er ved at tippe for os. Jeg skriver  “vi” og “os”, fordi jeg selv er psykiatribruger med to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom).

Psykisk sygdom koster samfundet årligt omkring 110 milliarder alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det er mange penge. Aktuelt bruger vi cirka ni milliarder på behandlingspsykiatrien i Danmark om året. Hvis vi reelt vil løfte psykiatrien, er der behov for store investeringer. Så kan det godt være, at 4,5 milliarder lyder af meget for nogen, men samfundsøkonomisk koster det meget mere ikke at foretage denne investering med en tiårig reel psykiatriplan. Det vil jo formentlig få de 110 milliarder til at skrumpe i den anden ende, og vi kan spare nogle mennesker for unødvendigt lange og opslidende psykiatriske forløb, og flere mennesker kan få et bedre liv med deres sygdom eller ligefrem blive helbredt. Psykiske lidelser debuterer jo i de unge år – skizofreni er i 18-25-årsalderen – netop der hvor uddannelse og job tabes«, siger Mikkel Rasmussen.

Mikkel Rasmussen er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Ergo er han ikke “hvemsomhelst”. Det er ham, VIVE og professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup, der står bag beregningerne, som Merete Nordentoft, aktuel formand for Dansk Psykiatrisk selskab og professor, også omtalte Aftenshowet i går onsdag den 6. juli. Normalt ser jeg aldrig det program, men her syntes jeg alligevel, jeg ville se med.

Hvad nu hvis der var en døgnåben telefonlinje?

Det ville være dejligt, at der var et sted at ringe hen, som ikke lukkede kl. 16:00 og som ikke havde reduceret bemanding i ferieperioder, fordi de – som fx Psykiatrifonden – levede af private donationer. Men hvad nu hvis telefonlinjen sagde “Vi mener, du skal henvende dig i Akutmodtagelsen”, og man gjorde det, og Akutmodtagelsen svarede: “Desværre, der ligger allerede patienter i de senge, vi har; vi har ikke plads til dig”.

Det er virkeligheden for både os patienter og lægerne og alt det andet personale i psykiatrien. Der er ganske enkelt ikke senge nok. Jeg har selv prøvet flere gange på “Akutten” ikke at være syg nok til at komme gennem nåleøjet (lægens eget udtryk), og at blive sendt hjem igen med selvmordstanker. Så føler man sig som verdens mest ensomme menneske, der lige så godt kan tage livet af sig. Det lyder barskt, men sådan er det. Måske forstår du det ikke; og det er også i orden – og forståeligt. Man skal formentlig kende tankerne for at forstå dem.

Jeg er bare enig med Pernille Skipper, der siger “Dette er løftebrud”, når det rent faktisk står i “forståelsespapiret” fra 2019, at der skal lægges en 10-årsplan.

Jeg har talt med Livslinjen mange gange. Det er enormt dygtige mennesker, der kan få en til at holde fast i tvivlen: dvs. tvivlen om hvorvidt jeg skal tage mit eget liv eller ej? Vil jeg leve? Er verden et fattigere sted uden mig eller ej?

Er man tvivler, og det er jeg formentlig ikke den eneste, der er, skal man holde fast i tvivlen. De kender til tvivlen hos Livslinjen.

Det kan bare ikke være sandt, at vi ikke har råd til at betale de mennesker, der sidder og tager telefonerne og taler os tilbage til livet? Men er vi syge nok til en indlæggelse, og det er vi, når vi tænker sådan, skal der også være en seng til os – måske bare et par dage til en “kort stabiliserende indlæggelse“. Det er der bare ikke altid. For jer, der ikke kender tankerne, lyder det sikkert absurd. For os er det tanker, vi måske tør tale om og sætte ord på. Jeg har selv prøvet det et utal af gange – og jeg er ikke bange for at være åben om det – stigma eller ej. Det lever jeg med.

Nuvel: Væk fra alt det føleri – og over til finanslovsteknik

Jeg beklager. Der blev lidt meget “føleri”, men sådan kan det gå. Jeg kan også noget med finanslovsteknik, da jeg har levet af det i 23 år! Det er mere “hardcore” og følger her:

Adskillige år har vi læst om, at finansloven har leveret et “løft” til psykiatrien. Uden at jeg kan dokumentere det vha. troværdige kilder år for år, kan jeg fortælle, at adskillige af disse “løft” har fundet sted via de såkaldte satspuljemidler; finansiering via satspuljen er i sagens natur etårig. “Rigtige finanslovsmidler” er firårige. Det svarer fuldkommen til at man siger, at noget er til “projekter”. Projekter påbegyndes og afsluttes. Det er definitionen på et projekt. Det, der er løbende og firårigt, kaldes “drift”.

Skal man genoprette psykiatrien, hvilket der er behov for, og stille den på lige fod med fx cancerområdet, er det nødvendig med en langvarig indsats = drift. Et etårigt eller toårigt projekt rækker ganske enkelt ikke.

Vis mig den faggruppe, der kan udvikle og implementere nye, effektive indsatser på et år eller to – og vel at mærke samtidig gøre fagområdet attraktivt for nye ansøgere! Psykiatrien er netop nu kendetegnet ved at være befolket med ufaglærte medarbejdere og at være meget lidt prestigefyldt.

Det skal retfærdigvis siges, at der på Finansloven 2020 blev givet et løft på 600 mio kr. til flerårige midler. Det var dejligt. Vi takker mange gange. Problemet er, at det forslår som en skrædder et vist sted (og det sted plejer man at kalde “Helvede”), når der mangler 4½ mia kr. årligt i en periode på 10 år.

Løftebrud

Kort sagt: det er altså bare ikke godt nok med en telefonlinje. Jeg er enig med Pernille Skipper fra Enhedslisten i, at der er tale om et løftebrud. Nu skulle tre mennesker gå i døden, før man begyndte at tale om det. Det kan ikke være sandt.