Tag Archive for: Partipolitik

,

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Mette Frederiksen var bedst

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Lige så meget som jeg holder af data i tabeller og tal i Excelark, holder jeg af en god politisk debat. I aftes satte jeg mig derfor og så den første offentligt kendte debat på DR: “Kampen om magten: Hvem skal lede landet?”.

Sædvanligvis giver jeg op halvvejs, eller tænder måske ikke en gang, men i aftes holdt jeg ud, da der for en gangs skyld blev talt politik. Det var befriende, at der ikke blev talt indvandring, flygtninge eller tørklæder. Tak for det DR og Kim Bildsøe Lassen især.

Først da Jakob Ellemann-Jensen begyndte at sige sine foretrukne ord “Magtfuldkommen” og “Mink” om og til Mette Frederiksen, overvejede jeg at slukke. Det gjorde jeg dog ikke, idet jeg gerne ville se og høre Jens Ringbergs og Christine Cordsens analyser i det følgende program.

Jens Ringberg og Christine Cordsen sagde det selv: “Vi er jo nogle gamle nogle”. Det er nok derfor, jeg så godt kan lide dem; der er ikke meget sniksnak og smartness over dem. Kim Bildsøe Lassen og Johannes Langkilde er også dygtige journalister, der med både charme og vedholdenhed forsøger at holde politikerne fast på de stillede spørgsmål. Også de ubehagelige der ikke skaffer stemmer.

Klar tale fra Mette Frederiksen

Vi har en statsminister, der er en enormt dygtig retoriker. Jeg stemmer ikke på Socialdemokratiet længere, men derfor kan jeg jo godt se og høre det positive ved Mette Frederiksen. Da hun ankom til DR-byen, var hun klar med punchlines (korte effektfulde pointer eller overskrifter). De gik rent ind. Hun sagde blandt andet (jeg tog noter til hele udsendelsen):

Inflation, klima, ingen tanker om topskattelettelser, høj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, danskerne skal komme godt gennem krisen, energiforsyning, inspireret af det nationale kompromis om forsvarsforbeholdet.

Det skaffer stemmer, og det er og skal også være hendes hendes prioritet nummer 1 p.t. Hun lød nærmest som en rigtig socialdemokrat i liga med Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Anker Jørgensen. Skulle jeg stemme på en af de tre, ville det helt sikkert blive på Mette Frederiksen.

Heldigvis er der flere muligheder. Jeg kan nemlig godt huske deres flygtningepolitik, der blandt andet har mantraet “En fast hånd i ryggen”, som handler om, hvordan politiet skal agere, når de følger en flygtning til lufthavnen og sidder ved siden af vedkommende på vej (evt. tilbage) til Syrien.

Søren Pape Poulsen med dannebrog i reverset

Det er lige før, jeg brækker mig, når jeg ser Søren Pape Poulsens dannebrog i reverset. Hvad pokker er det for et signal at sende til medborgere med en anden etnicitet end dansk?

Du behøver ikke svare, for jeg kan sagtens selv regne det ud. Det skaffer sikkert stemmer, og han vil jo så gerne være statsminister.  Jakob Ellemann-Jensen har også et eller andet i reverset, men det er mere afdæmpet, og i hvert fald kan jeg ikke se, hvad det forestiller.

Søren Pape Poulsen burde udelukkes fra transmissioner med lyd og billede. Han afbryder konstant og hans hovedrysten og smørrede grin er ikke til at holde ud at høre eller se på. Jeg mener ikke, man kan tillade sig den slags, bare fordi man er uenig i medkombattantens udsagn. Lad Pernille Vermund om det. Hun har perfektioneret det til fulde og gør det konstant. Hende kan jeg heller ikke holde ud, men hun deltog heldigvis ikke i aftes.

Debatten om skatten

Debatten om topskatten er en enorm gave fra Søren Pape Poulsen til Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet. Hendes centrale budskab i den forbindelse er, at Søren Pape Poulsens økonomiske plan, der indebærer en fjernelse af topskatten, er et voldsomt eksperiment med velfærden. Jeg synes, hun har ret!

Mette Frederiksen spørger meget præcist til logikken bag en 0-vækst (0,1 pct. er meget tæt på 0), der ifølge Finansministeriet vil medføre afskedigelse af 40.000(!) medarbejdere i den offentlige sektor, og så det demografiske træk, som med Mette Frederiksens ord betyder flere børn og flere ældre. De ansatte på landets plejehjem løber allerede stærkt.

Ifølge Mette Frederiksen vil fjernelse af topskatten betyde, at de rige bliver rigere, og det skal de fattigste betale for. Igen synes jeg, hun har ret.

Hun erkender blankt, at der er alvorlige problemer med fastholdelse og rekruttering i både psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet. Vikarerne er dyrere end det fastansatte personale, men det er sidstnævnte, der skal lære dem op, hvis det da ikke lige er de tidligere kolleger, der har søgt til et vikarbureau for at få større indflydelse på fx arbejdstiderne. De behøver ingen oplæring.

Desværre blev hun svag, da hun sagde, at nogle skulle have mere i løn, men hun ville ikke stå der og svare på, hvilke personalegrupper, hun tænkte på. Det var ikke godt tænkt rent strategisk, men egl. synes jeg, det var rigtigt. Selvfølgelig skal hun ikke stå i DR-byen og love lønløft til hverken den ene eller den anden gruppe, hvis Finansministeriet ikke er færdig med regnemaskinen og det derfor heller ikke er drøftet i folketingsgruppen, i regeringen og med støttepartierne.

Hun erkendte uden videre, at planen var at ansætte 1.000 flere medarbejder i sundhedsvæsenet, men at det ikke var lykkedes. Det er da klar tale, og ikke et forsøg på at smyge sig udenom ubehagelige kendsgerninger. Det kan jeg godt lide hende for.

De forbandede mink

Det er de forbandede mink, der gør, at Jakob Ellemann-Jensen elsker ordet “magtfuldkommen” og får ham til at sige, at når der kommer en borgerlig regering, er det ikke så vigtigt for ham, hvem der er statsminister (en underlig udmelding fra en statsministerkandidat), for han og Søren Pape Poulsen vil alligevel sidde og tale sammen. Det kom nærmest til at lyde som et kollektiv med fællesmøder, rundbordssamtaler og enstemmige beslutninger.

Mette Frederiksens replik var klar og skarp: Ja, regeringen traf en forkert beslutning, og jeg har fået en næse, men hvad ville du Søren Pape Poulsen have gjort, hvis det var dig, der havde modtaget en så klar risikovurdering fra Statens Seruminstitut i en krisesituation? Det fik vi intet svar på fra Søren Pape Poulsen.

Jakob Ellemann-Jensen havde til gengæld svar på rede hånd. Han ville, efter rundbordssamtalerne i kollektivet, have beordret aflivning af mink i risikozonerne, men ladet dem udenfor risikozonerne overleve. Det er vel svært at sige, at det er forkert? Men jeg ved ikke, hvad der stod i risikovurderingen, så det er bare et gæt. Og der er mange, der gætter – ikke mindst de tudende, forhenværende minkavlere.

Ud med unødigt bureaukrati og ind med produktivitetsstigninger i den offentlige sektor

Findes der mon et eneste menneske, der mener, at unødigt bureaukrati er noget positivt, vi skal bevare? Nej vel.

Grunden til, at mange i sundhedsvæsenet næsten bruger mere tid foran skærmen med at dokumentere end sammen med patienterne, er jo, at findes der ingen dokumentation, er Helvede hedt, hvis noget går galt. Og mennesker laver af og til fejl. Sådan er det. Patienterne skal kunne klage og evt. få erstatning og det kan de ikke få, hvis det ikke kan dokumenteres, at der skete en fejl begået af x, y eller z. Det er faktisk ret simpelt og vel ikke så svært at forstå selv for borgerlige vælgere, der er så glade for retssikkerhed?

Jeg har selv oplevet, at være enormt glad for, at “min” overlæge i Distriktspsykiatrien havde afsat 60 minutter til en samtale. Det gav jeg udtryk for. Han svarede, at de 20 minutter var til dokumentation. Hvis vilkårene er sådan i hele psykiatrien og måske også resten af sundhedsvæsenet, at en tredjedel af tiden er til dokumentation, forstår man kollapset.

Selv har jeg levet mange år med “2-procents-kravet”, dvs. at vi hvert år skulle reducere omkostningerne med 2 pct. men i øvrigt levere den samme service og de samme ydelser. Vi skulle selv opfinde metoderne til at få det til at lykkes. Jeg tror, kravet er fjernet, men nu er det på vej tilbage.

Jeg får kvalme, hver gang de borgerlige siger, at der er behov for effektivisering af den offentlige sektor og at den private sektor er meget dygtigere og billigere. Efter et decennium, hvor der kun var 98 pct. af ressourcerne tilbage året efter, tror jeg ganske enkelt ikke på, at man på en gang kan opretholde fx retsgarantierne og den samme service og samtidig være mere effektive. Der er skåret ind til benet. Nu er det nok.

Søren Pape Poulsen har været ude med noget pladder om, at vi kan lave koloenorme besparelser i hjemmeplejen ved at overgå til dosispakninger.

Jeg får selv hjælp fra hjemmeplejen til medicindossering. De kommer ca. 20 minutter hver anden uge og hælder op i æskerne, og det er jeg meget taknemmelig for, da jeg selv har problemer med overblik. Jeg kan godt ramme hullerne i æskerne, men jeg kan ikke overskue, om der vil være tilstrækkeligt med piller til de 14 dage, der følger efter de aktuelle 14 dage.

Dvs. at de bruger ca. 520 minutter på mig årligt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor mange borgere, der får den hjælp, men jeg har svært ved at tro, at det virkelig vil forslå noget i den samlede samfundsøkonomi. Men det er så let at forstå den slags små regnestykker, og derfor tager man fat i dem. Sådan er politik desværre, når det drejer sig om kampen om magten og hvem, der skal lede landet.

,

Efter-valg-tanker

Efter-valg-tanker

Konstitueringer mv.

Efter-valg-tanker

Jeg har naturligvis gjort min pligt og udnyttet min ret til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Vi har et fantastisk demokrati med mulighed for hvert fjerde år at give vores mening til kende. Den dag er alle stemmer lige meget værd, uanset om de kommer fra raske eller syge, rige eller fattige, Whiskybæltet eller Vestegnen, og der kunne listets mange flere modsætninger. Meningen er dog allerede klar. Jeg har altid stemt og aldrig sprunget over. Man har ikke en juridisk pligt til at stemme, men jeg synes, man har en moralsk pligt til det.

Det gør mig trist, at i hovedstaden har mere end 40 pct. ikke stemt, og jeg tror ikke på, at det var frygten for Covid, der holdt folk hjemme i sofaen. Jeg tror – uden at have belæg for det – at der er tale om en form for dovenskab eller måske rettere afmagt, følelsen af at det jo alligevel ikke nytter noget.

Jeg tændte for TV ved 22:30-tiden i forventning om, at der på det tidspunkt ville være ved at være mange endelige resultater, så jeg kunne få fakta fremfor snik-snak, få-tiden-til-at-gå og gætterier. Jeg så og hørte Eva Kjer Hansen være skuffet over at “den blå familie” ikke havde inviteret Venstre med i forhandlingerne. Hun gentog sig selv mindst fem gange, så hun må have ment det alvorligt, eller også havde hun ikke andet på repertoiret.

Jeg så og hørte en Radikal et eller andet sted i landet på vej til konstitueringsforhandlingerne. Han blev spurgt, om han ville pege på højre eller venstre side. Det kunne han ikke svare på – eller rettere: det kunne blive både til den ene og den anden side. Så sad/lå jeg og var glad for, at jeg ikke havde stemt på de Radikale, når det er med den på. Jeg fik mest lyst til at slukke igen.

Jeg bryder mig ikke om alle de “aftaler”, der kan blive til hvad som helst, bare man kan få indflydelse. Hvor bliver min markering af min holdning så af? Et eksempel er, at Enhedslisten nu er det absolut største parti i Københavns Kommune, men det blev en socialdemokrat (Sofie Hæstorp Andersen), der blev overborgmester. Sådan er politik sikkert. Man søger indflydelse, “butikken” skal fungere og det gør, at man giver køb på principperne. Jeg kan selvfølgelig godt se idéen men oplever det som en form for vælgerbedrag, og forstår faktisk dem, der får politikerlede på den baggrund. Det er måske det, der gør, at over 40 pct. ikke kommer op af sofaen og hen i stemmeboksen?

Hvidovre får SF-borgmester

Vi har haft Helle Adelskov fra S som borgmester i 16 år, og jeg synes, hun har gjort det godt, og det kan jeg godt mene uden at stemme socialdemokratisk. Skriver man til hende, får man endda et svar, hun selv har skrevet. Kommunen er veldrevet og der er for det meste styr på tingene. Et lille dumt eksempel er, at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer og hælder min medicin op hver 14. dag, med mindre hun da lige har ferie. Det er meget værd. Der er masser af kommuner (vist de fleste jf. Kirsten Nordmann Andersen, Folketingsmedlem for SF), hvor modtagere af hjemmehjælp og/eller hjemmepleje oplever, at deres hjem omdannes fra netop et hjem til en hovedbanegård, fordi der kommer 15 forskellige medarbejdere – og der er ingen af dem, der ved, hvad de øvrige 14 har foretaget sig.

Vi skal have en SF’er som borgmester, og det bliver spændende, hvad det kan medføre. Jeg håber ikke, det betyder, at en effektiv administration bliver udsultet og lagt ned.

SF har i hele landet markeret sig med, at der skal sættes ind overfor børnene og de ældre. Pudsigt nok har næsten ingen talt om, at der skal sættes ind overfor psykiatrien, der selvfølgelig er mit hjertebarn. Jeg er fuldt ud klar over, at det er en regional opgave, men uagtet hvor opgaven ligger, er den helt åbenlyst ikke særlig “sexet” og trækker ikke ret mange stemmer. Det gør børn og ældre åbenbart, selvom det kan undre, når man ved, at næsten 25 pct. af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet vil få kontakt med psykiatrien.

 

Engagement!

Facebook

Et politisk menneske!

Altid har jeg gået op i politik – og jeg har været medlem af et politisk parti siden 1983, for jeg mener, det er det mest rigtige for mig. Jeg kommer fra et sted, hvor man stemte på Glistrup og gik ind for dødsstraf.

Partierne har været svingende fra EL, til S, til SF, til RV, ud af RV og nu tilbage til RV igen. Det kan være svært at finde et sted at høre til, men bare at sætte et kryds hvert ca. fjerde år er ikke nok for mig. Og så bliver der lidt “slingrekurs”; man kan spørge, om det alene er min kurs, der er en slingrekurs? Er det ikke også partiernes? Måske lidt af hvert?

Engagement via Facebook

Facebook kan bruges til mange tåbelige ting, men den aktuelle situation, med risikoen for udsendelse af 505 mennesker til diktatoren Bashar al-Assads Syrien, viser, at platformen er fantastisk. Her kan meningsfæller finde hinanden og danne suveræne netværk. Her kan vi dele viden, søge kilder og gøre hinanden klogere på et ordentligt grundlag. Det er fremragende.

Jeg måtte bare stå af igen

Gennem de seneste par uger havde jeg tilmeldt mig nogle særdeles aktive grupper med meningsfæller. Jeg var også selv aktiv, hvis jeg kunne bidrage med noget jura. Jeg skaber ikke skilte eller møder til demonstrationer, for det forbyder min psykiske sygdom mig, men jeg kan noget andet.

I går gik det op for mig, at min Facebookprofil ikke kunne holde ud længere. Jeg kunne ikke længere holde ud at læse om alle de forfærdelige ting, der er er et resultat af S-politikken. Jeg er ikke blevet indifferent, jeg er ikke blevet partineutral; jeg er bare nødt til at kunne hvile med min Facebookprofil og ikke kun at se verdens fortrædeligheder i øjnene.

Det kan lyde som “både og”. Sådan er det dog ikke ment. Hvis det ikke giver mening for dig, så send en kommentar. Herefter vil jeg prøve at forklare det bedre.

SV-regering?

SV-regering

Har statsministeren kastet håndklædet i ringen?

I går kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen (LLR) bejler til Mette Frederiksen (MF) om et muligt samarbejde henover midten i dansk politik i form af en SV-regering. Han sagde, at det var noget, han havde tænkt over længe, hvilket han kunne bevise ved, at det stod i bogen, der blev præsenteret i går. Jeg ville ellers have troet, at det skyldtes de dårlige meningsmålinger til højrefløjen. En anden forklaring var, at LLR ellers kunne blive afhængig af det yderste højre, der ser ud til at komme ind med i alt ti mandater, hvilket han heldigvis ikke ønsker.

Jeg ser det som om, LLR har kastet håndklædet i ringen, hvilket ikke er så ringe, for jeg er træt af konstellationen VLAK dirigeret af DF.

Mette Frederiksens svar på en SV-regering

Men Socialdemokratiet går fortsat til valg på en ren socialdemokratisk regering. Socialdemokratiet går til valg på at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Det gør vi, fordi der ikke er ét parti, som vi kan gøre det hele med, siger hun. Kilde: dr.dk.

Indflydelse til Radikale Venstre

En socialdemokratisk mindretalsregering må kunne give mere indflydelse til både Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, der dog peger på sig selv. Det kan jeg kun være godt tilfreds med. Det kunne vist nok være dejligt, hvis man kæmpede om sager og ikke om strategier, der skulle holde en ved magten. Den radikale Hilmar Baunsgaard sagde: Det gælder ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om’.

Problemet med det statement er bare, at det hele så kan flyve rundt i luften, og at man kan regere efter forgodtbefindende. Hilmar Baunsgaard brugte synspunktet til at frigøre sig fra Socialdemokratiet til at tilnærme sig Venstre og Konservative og danne regering med dem i stedet. Han blev statsminister i en VKR-regering fra 1968-71.

Både Enhedslisten og Radikale Venstre står til at få kanongode valg og jeg under dem begge det. De kæmper for det, og de gør det godt. Af ren ‘imponade’ meldte  jeg mig for et par måneder siden ind hos sidstnævnte, men jeg har også været medlem hos førstnævnte; deres EU-politik huede mig bare ikke. Jeg tror nemlig på, at staterne skal løse fx flygtningekrisen i fællesskab. Det nytter ikke, at nogle bare sætter et par grænsebomme op, læner sig tilbage og så lade Tyskland, Sverige, Italien og Grækenland sidde tilbage med ‘problemet’, som vel at mærke er mennesker af kød og blod. På samme måde holder klimaproblemerne sig heller ikke indenfor landegrænserne

En socialdemokratisk mindretalsregering vil også være friholdt for det yderste højre, som begge ellers lige nu ser ud til at komme over spærregrænsen med 2,6 pct. 2,6 pct. giver fem mandater. Stram Kurs ser ud til at hente sine tre i Jylland og to på Sjælland. Afskyeligt. Men et eller andet sted skal de frafaldne DF’ere jo gå hen. 🙂

Meningsmåling fra den 13. maj 2019

SV-regering?

../Hanne Baunsgaard Stegemüller 🙂 Det er ellers en velbevaret hemmelighed, hvad mit B. står for.