Indlæg

,

Hjemme igen

Så er jeg atter hjemme hos mig selv, og det er helt rart.

I går tilbragte Ingelise, som jeg har lært at kende på afdelingen, og jeg det meste af dagen ved Kronborg med at lytte til opera. Sangerne havde hård konkurrencen, for vinden stod lige lukt ind i deres mikrofoner, og de kunne næsten ikke overdøve vinden. Det var en skøn oplevelse; de sang om kap med vinden, og de ville ikke give op. Alligevel måtte de give op efter en times sang, hvilket var ærgerligt, for der var de lige kommet i gang. Vi havde en kæmpe taske med mad med og vi spiste os igennem al ventetiden – det var alt sammen så lækkert! Selve operaen var lækker, og det var internationale stjerner, der stod foran os. Jeg har altid syntes, det var lækkert, med nogle stjerner, der kan deres kram.

Da vi endelig kom tilbage til afdelingen igen, gik vi direkte i seng og sov til langt op ad den lyse morgen. Det havde været en anstrengende dag/aften.

Jeg fik den sidste ECT-behandling i går og var ret medtaget. Jeg havde ikke styr på, hvad der stod hvor, og havde ikke styr på, hvad der skulle anbringes hvor, men tror nok jeg fik det. Ingelise mente, at jeg var mere medtaget i går end de andre dage – og for mig var der egentlig bare at konstatere, at jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg måtte konstatere, at jeg ikke havde styr på mig selv og at alting var ved siden af mig selv. Jeg måtte konstatere, at alting var ved siden af mig selv – og jeg kunne ikke genkende mig selv. Langsomt begyndte jeg at blive mig selv, og langsomt blev jeg mere og mere mig selv; men ubehageligt var det. ECT er trods alt en ret indgribende foranstaltning, og nu har jeg fået i alt 33 behandlinger – gad vide hvor meget man kan tåle?

Jeg har fået lovning på vedligeholdelses-ECT, som går ud på, at jeg kommer ambulant hver 3. uge, overnatter en gang, får en behandling og derefter tager hjem, når jeg er vågnet op igen. Det skulle jeg jo nok kunne tåle. Jeg er spændt på, om det kan holde depressioner og manier væk. Det kunne være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre.


 

På tirsdag skal jeg til samtale om en virksomhedspraktik på 13 uger i koncernen “Atea”, der er kendt fra pressen, fordi de er rodet ind i den bestikkelsessag, der kører p.t. Jane Hansen fra Psykiatrifonden skal med, fordi hun skal sikre, at jeg ikke sidder og lover for meget. Martin, som vi skal tale med, kender mig fra gamle dage, og han kender den gamle Hanne, der arbejdede i døgndrift. Ham skal vi have til at love at kende den nye Hanne, der arbejder på nogle mere fornuftige tidspunkter. Jeg vil meget gerne yde en indsats, men der skal også være fornuft i det.