Indlæg

På psykiatrisk afdeling

Hjemme igen

Så gik der lige en uge, og hvor blev den dog af? Åh jo ugen gik med at være indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre for tredje gang denne sommer….

Manier skal som det første bankes i gulvet med søvn – jeg kan bare ikke sove selvom de har gjort alt, hvad der står i deres magt: Ikke en men to sovepiller, øgning af Seroquel fra 400 mg. til 700 mg, frisk luft, afspændingsøvelser, ballstick massage og kugledyne.

Jeg har været tryg ved, at de blev ved at have nye skud i bøssen, og at de ikke gav op. Man/Jeg bliver vanvittig af ikke at sove, og jeg har simpelthen haft ondt helt ind i knoglerne af mangel på søvn.

Status lige nu er, at jeg har sovet to nætter, og det har været forbundet med noget nær lykkefølelse, og har reduceret den speedede fornemmelse inde i hovedet til 6/7 på skala fra 0 – 10. Har ikke sovet i nat og er lidt bekymret for, hvordan det skal gå nu i nat. Jeg har en aftale med dem om, at jeg kontakter dem telefonisk i morgen eftermiddag, så vi lige kan få en snak om, hvordan det er gået.

De spørger hele tiden, om jeg ligger og spekulerer, men det afviser jeg, da jeg har accepteret at smide tøjlerne og overgive dem til de gode mennesker, der er omkring mig. Jeg ved alt om søvnhygiejne, men jeg kan altså bare ikke sove.

Jeg har haft det inde i hovedet som om, jeg havde drukket fem colaer i rap, eller rettere sådan tror jeg det er, for jeg har selvfølgelig aldrig prøvet det. Der er stadig lidt “rod” inde i hovedet, men det er ikke mere, end at det kan tages i Distriktspsykiatrien. Masser af rastløs energi så jeg har foreslået dem, om jeg ikke skulle male væggene el. lign.

Så altså fuld knald på inde i hovedet og sindssygt træt i kroppen – det har været min virkelighed.

Jeg har nærmest Green Card til Psykiatrisk Center Hvidovre, og det er en fantastisk tryghed at have. Skrider det igen, er jeg ikke i tvivl om, hvor jeg kan/skal henvende mig. Problemet med manier er, at man ikke føler sig syg, og i min verden er et hospital kun for syge mennesker, så derfor kan jeg selvfølgelig ikke komme ud ad døren. De siger, at jeg i stedet skal se en indlæggelse som en art serviceeftersyn, og det gode ved serviceeftersynet er, at så kan man komme, selv om man ikke føler sig syg. Jeg tilhører åbenbart bare den slags mennesker, der jævnligt skal have et serviceeftersyn. Måske kan det være med til at få mig ud ad døren næste gang, for der bliver jo en næste gang, at bilde sig selv det modsatte ind ville være en stor løgn.

Papirerne siger blandingstilstand altså episoder med skiftende mani og depression. Det er enormt anstrengende at leve i den tilstand, og det er lidt som om, man ikke ved, hvad man vågner op til. Selvmordsraten er enormt høj. Hos nogle mennesker sker skiftet mellem de to poler meget hurtigt måske fra time til time, sådan har jeg det heldigvis ikke, men jeg kan sagtens opleve det fra den ene uge til den næste.

På en eller anden måde skal jeg finde ud af at leve mellem de to poler. Jeg er ikke klar over, om det er en hårfin balance eller om der er en god bred motorvej imellem. Det må på en eller anden måde prøves af. Jeg kunne godt tænke  mig en lidt længerevarende stabil periode.

Hukommelsen: Jeg endnu engang luftet min bekymring over min dårlige hukommelse og koncentrationsevne, fx kan jeg ikke se en film, da jeg ser et billede ad gangen og dette billede hænger ikke sammen med det næste. De anbefalede mig at spille Lumosity for at træne hjernen. Det er faktisk rigtig sjovt. De samlede resultater viser indtil videre det, jeg godt vidste på forhånd: Lav score på “Memory” og Høj score på “Problem Solving”. Herudover burde det gå over af sig selv om “nogle uger”, det vil jeg nu se, før jeg tør tro det.

 

Slap nu af!

Ro og stabilitet

Sådan sagde Kristine (min fantastiske terapeut i Lænken) til mig i går, da jeg bare sad og var grædende, vanvittigt stresset inden i uden overblik over noget som helst og hundeangst for fremtiden. Og hun har jo ret! Og hun sagde det på en god måde. Hun er rigtig dygtig, så jeg retter mig ind for at nå en tilstand af ro og stabilitet.

Jeg vil gerne styre og overskue processen, der fører frem til fremtiden, for det er det jeg har levet af gennem 24 år: optimering og styring af først økonomiprocesser og senere processer i forbindelse med implementering af IT-systemer. Når man er kontrolfreak, er det svært at lave om på det fra den ene dag til den anden, men jeg prøver, for jeg må indse, at dette bliver en længerevarende proces, og jeg bliver sindssyg inde i hovedet, hvis jeg skal gå al den tid og være bange og på mærkerne på en gang.

Den store hurdle forsørgselsesgrundlaget: jeg er sikret i form af sygedagpenge i enten 134 uger eller 69 uger lidt afhængig af hvilken kategori, jeg havner i. Under alle omstændigheder må der være sket en afklaring inden for en af de to terminer. Men det må Bodil styre.

Hun sagde også, at der kun er gode folk omkring mig, og at ingen af dem vil mig noget ondt – ikke engang kommunen. Og jeg behøver ikke selv være på vagt, for det har jeg min bisidder til, og jeg bliver vildt stresset af at forsøge på det. Jeg skal ikke forsøge at læse Psykiatrihåndbogens regelgennemgang, for jeg fatter det alligevel ikke.

I øvrigt har jeg ikke rigtig noget at have min skepsis overfor kommunen i (bortset fra de formelle regler omkring mentoren), for jeg får faktisk indtil videre en fin behandling:

  • at jeg selv skal meddele, hvornår jeg er klar til Contra eller hvad det nu ender med – det er altså ikke sådan, at jeg bliver skubbet ud i et eller andet, før jeg selv synes, at jeg kan følge med til det. Jeg skal ikke lide flere nederlag.
  • at jeg har sagsbehandlerens direkte e-mail-adresse og telefonnummer, så han er let tilgængelig.
  • at jeg kan spørge på mail og få skriftlige svar.

Jeg har fået en ny rigtig god kontaktperson i Distriktspsykiatrien, hvor det hjalp  bare at spørge.

Jeg har fået en genial bisidder.

Samlet set er “sagen” sikkert i gode hænder og jeg kan sætte kræfterne ind på at blive rask – så rask som jeg nu engang kan blive. “Jeg har folk til det grove”.

Manien

Manien er ikke på plads endnu, for jeg har stadig for mange symptomer, og det svarer til, hvad blodprøverne viser omkring serum-lithium. Dosis er allerede sat op en gang, og tallene fra i går viser, at det måske skal yderligere op, men vi venter lige og ser på et sæt prøver mere. Der skal holdes godt øje med stoffet, og tallene må kun variere inden for et ganske lille interval: får man får lidt, har det ingen effekt, og får man for meget, er der risiko for nyreforgiftning. Kradse sager.

Tegn på at manien ikke er på plads:

  • Totalt frisk når jeg burde gå i seng, og vågner ca.kl. 05
  • Indre uro/stressfølelse/speeded
  • Det hele går lige hurtigt nok, der er for meget fart på
  • Multitasker hvilket jeg ved gud aldrig har kunnet før
  • Overdrevne indkøb
  • Mad er uinteressant, ingen sultfølelse og glemmer derfor at spise

Jeg ser frem til at tale med min nye kontaktperson om det.

Ro og stabilitet

Ønsker

Det eneste jeg ønsker mig lige for tiden er ro og stabilitet, for hvis det indtræder, skal det nok gå alt sammen. Der er endnu ikke svar fra sagsbehandleren i kommunen, som jo ellers kunne være med til at give noget ro på tankerne om fremtiden.

Jeg var hos distriktspsykiatrien i går hos en rigtig god kontaktperson, som jeg har god kemi med. Har været hos hende to gange nu, og har spurgt om det er muligt, at hun kan blive min faste kontaktperson. Hun vil undersøge det og ringe tilbage i næste uge. Jeg håber, det lykkes. Hun er sygeplejerske og kan derfor aflæse svaret på blodprøverne fra i tirsdags. Resultatet er, at jeg skal op på tre Litarex i stedet for to. I skulle se mit medicinskab 🙂

Hvis kommunen ikke svarer på mine spørgsmål, kan jeg få distriktspsykiatriens socialrådgiver til at besvare mine spørgsmål om processen frem mod et fleksjob. Det vil være rigtig fint, men kommunen bør altså svare; det er en del af en sagsbehandlers job!

Ind imellem læser jeg stillingsannoncer, da jeg stadig abonnerer på diverse mailservices. Det er er hver gang en nedslående oplevelse, for jeg forstår ikke engang forkortelserne, der bliver brugt. Jeg kan slet ikke se mig selv i stillingerne: “en travl og omskiftelig hverdag”, “Det er derfor vigtigt, at du befinder dig godt i et job med mange bolde i luften og at dine kommunikationsevner er i top.” Jeg kommer aldrig til at leve op til alle de krav igen, og jeg tror, jeg holder op med at læse de stillingsopslag, for det er jo slet ikke relevant, når målet er et fleksjob; det bidrager kun til tankerne om, at jeg ikke kan noget mere.