Indlæg

Langsommelig slægtsforskning med bistand

Langsommelig slægtsforskning med bistand

Vanskelig tysk slægtsforskning

Langsommelig slægtsforskning med bistand

Jeg bladrer i meget lang tid, og det sker også, jeg finder noget, men jeg har svært ved transskriptionerne.

Herunder har du fx mine 3*tipoldeforældres vielse i Sankt Nicolai Gemeinde, “Im Hause” i januar 1800. Det er et fantastisk fund.

Langsommelig slægtsforskning med bistand

Jeg kunne ikke selv læse, at der står følgende – så I.B. trådte til i det fantastisk forum hos Danske Slægtsforskere (som jeg anser for min nye fagforening):

Am Gubener Thor.
Msr. Johann Steg-
müller
[Prediger:] Professor Hermann.
Bürger und Schumacher allhier, weyl. Meisters Christoph
Stegmüller, gewesener Bürgers und Ge___schners
in Kaun, in Neu=Rußland, nachgelassener
ehel. jüngster Sohn mit seiner verlobten Braut
___ Henriette Charlotte Arlt, weyl. Meisters
Carl Schieg gewesener Bürgers und Schumachers
allhier nachgelassenen Wittwe, d 28 Januar
im Hause Copuliert worden

Sponsus: 33
Sponsa: 33

Tænk at der findes så gode mennesker, der ofrer så megen tid på at hjælpe andre. Jeg synes, det er fantastisk. De muligheder på internettet eksisterede ganske enkelt ikke for 20 år siden.

Jeg fandt blandt andet denne tyske ordliste, da jeg forsøgte at finde ud af, hvad “weyl.” kunne betyde. Den er virkelig en stor hjælp og afslører, at det er en forkortelse for “weiland”, der betyder “afdød”. Jeg var heller ikke klar over, hvad “sponsus” hhv. “sponsa” betød, men tænkte selvfølgelig på det engelske “spouse”. lex.dk klarede oversættelsen. Sponsus betyder brudgom og sponsa betyder så selvfølgelig brud – begge på latin.

Nu ved jeg fx, at min 3 * tipoldemor Henriette Charlotte Arlt havde været gift før, og at den første ægtefælle hed Carl Schieg, og han var “tilfældigvis” også skomager. I.B. skrev: “Det er snarere sådan, at Johann Stegmüller er dukket op i Frankfurt og er faldet over en enke, som måske gav ham adgang til at blive mester i hendes Geschäft?”. Det kan man ikke afvise!

Jeg har fundet Carls død, og jagter nu vielsen:

  1. fordi den selvfølgelig skal med; alt andet er jo sjusk
  2. det kunne jo være, at der dér stod noget om, hvor hun kom fra. Familien er noget omkringfarende.

Jeg er på sporet af Steg(e)müller

Dette er en fremragende læreproces og jeg er “lidt” vild i varmen … At udforske denne gren er en 20 år gammel drøm. Lige nu bevæger jeg mig væk fra det, jeg allerede ved og tilføjer nye oplysninger. Det er meget tilfredsstillende.

De to relevante sogne er meget store, så det tager tid at bladre. Men jeg skal jo heller ikke nå noget, og selvfølgelig er det nemmere, når jeg som hovedregel bare skal kigge efter mit eget efternavn (sådan cirka). Et “e” skal ikke skille os ad. Og jeg får – uendeligt langsomt – genopfrisket mit tysk ad denne vej.

Om det nogensinde vil lykkes mig, at gøre denne gren “færdig”, ved jeg ikke. Jeg tror det ikke, for der er for mange lande rodet ind i det. Og bortset fra det: I slægtsforskning bliver man aldrig “færdig”. Der er altid et anepar mere; det er noget af det, der er fascinerende ved håndværket.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Jamen han var da ikke katolik

Jamen han var da ikke katolik

Ernst Friedrich August NEUMANN (1865?-1933?)

Jamen han var da ikke katolik

Ernst Friedrich August NEUMANN, som var maler og søn af en før vielsen afdød brandmand, gifter sig i 1894 med min oldefars søster Anna Marie STEGEMÜLLER. Vielsen finder sted i Sankt Georg Kirche i Frankfurt / O. Det fremgår tydeligt, at han er “Evangelisch”. Og det er en evangelisk-luthersk kirke.

De får (minimum) tre børn, der døbes samme sted. Et af børnene dør to måneder gammelt og bliver begravet på Neuen Kirchhof i Frankfurt / O.

Så langt så godt. Disse informationer har jeg kunnet verificere i de tyske kirkebøger på Archion.de.

Det er næsten en besættelse, for jeg vil finde hans dødsfald, der – så vidt vides – finder sted i 1933. Nu har jeg brugt så meget tid, og derfor skal det lykkes. Hvis jeg kunne få Anna Maries dødsfald (måske i 1944) med i købet, ville det være herligt. Kan jeg finde den ene, er der en chance for, at jeg også kan finde den anden.

Jeg får ikke alene min lyst til at bladre styret, også de elskede læreprocesser har tilvækst.

Der findes en meget fin side, som er indgang til Standsamts navneregistre. Det prøver jeg.

Jamen han var da ikke katolik

I 1933 findes der kun en eneste afdød “August NEUMANN” under Standesamt Lichterfelde. Der er følgende “mærkværdigheder” med det, som bevirker, at det er umuligt at afgøre, om det er den rette.

Puslespillet går simpelthen ikke op:

  1. fornavnet er ikke helt rigtigt, men ved børnenes dåb kaldes han også kun “August”. Ved vielsen er alle fornavnene angivet. Vi kender også fra Danmark, at man ikke gik så meget op i navne, med mindre man var adelig, meeen så langt op i tiden?
  2. “Rel.” er “kts”, som må betyde “Katolisch”. Jamen han var da ikke katolik
  3. “Nr. des Registers” stemmer ikke med det nummer, jeg mener, folkeregisteret i Frankfurt / O oplyste for 20 år siden i et brev. På billedet herunder står 1.075, men det burde være 193. De kan ikke forveksles
  4. denne August er Maler. Og det passer fint. Det var han nemlig
  5. (i parentes bemærket: han bør være født i 1865 i Lebus. Kirkebøgerne for dåb derfra er desværre gået tabt. Navnet kan derfor ikke verificeres).

Jamen han var da ikke katolik

For 20 år siden var jeg en kæmpe idiot (jeg mener, det er “gået over”)

Rundt omkring i mine noter har jeg skrevet, at “den medsendte kopi …”. Der er tale om kopier fra Standesamt i Frankfurt. Her burde jeg skrive “Der var tale om …”, for de findes ikke længere på min PC. Jeg ved ikke, hvad der er blevet af dem. Jeg tror, at jeg dengang bare var interesseret i at skrive data ind i slægtsforskningsprogrammet, og dernæst kasserede kopierne af de originale kilder. Så dum kan man være.

De kan også være gået tabt ved PC-nedbrud eller skift af PC, før jeg var hysterisk med backup.

Dvs. at jeg ikke, uden at rette henvendelse til dem igen, kan afgøre, om jeg har skrevet forkert af, eller om det er dem, der har oplyst data, som så må være korrekte.

Birgit Flemming Larsens artikel “Slægtsforskning i Tyskland” i Personalhistorisk Tidsskrift 2004/2

Birgit skriver i begyndelsen af artiklen

I litteratur om tysk slægtsforskning fremhæves det, at det er vanskeligere at søge sine rødder i Tyskland end i noget andet land. Det er ikke helt forkert, især ikke hvis man sammenligner med slægtsforskning i Danmark …

Det har hun fuldkommen ret i! Hvis jeg nogensinde får lagt dette puslespil, giver jeg champagne til samtlige mine læsere og abonnenter på nyhedsbrevet.

Det er i øvrigt en utrolig spændende artikel, som bør være pligtlæsning, hvis du har tysk slægt.

Pludselig dukker Nürnberglovene fra 1935 op i forbindelse med det voldsomme pres på arkivalierne, fordi enhver skulle bevise sin ariske herkomst mindst to generationer tilbage. Lad os mindes alle dem, der ikke kunne føre sådant bevis.

Præsters og arkivarers indsats for at redde arkivalier under anden verdenskrig beskrives. Man kan læse om, hvordan kirkebøger er blevet gemt i mineskakter, er blevet sendt med tog til nyoprettede magasiner for at redde dem fra russerne i 1945 (Østpreussen). Man har også sejlet kirkebøger rundt i 1943 for at redde dem.

Dette afsnit er rørende og vidner om kærligheden til historien og vores håndværk

Der var endvidere et arkivlager i Goslar, hvor en del kirkebøger, som østtyske præster og medlemmer af østtyske menigheder havde taget med på flugten vestpå, blev opbevaret. Indholdet af Goslarlageret kom senere i 1967 ligeledes til Berlin. Blandt materialet fra Goslar befandt sig også kirkebogsoptegnelser fra danske flygtningelejre.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Om at gøre svære ting lette

Om at gøre svære ting lette

“Hemmeligheden i al Hjælpekunst”

Om at gøre svære ting lette

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Citatet af Søren Kierkegaard er så kendt, at det næsten er kvalmt, men manden havde jo ret. Vil man hjælpe nogen med noget, må man først forstå, hvor den anden “er”. Hvis du følger linket, kommer du til Teologisk Fakultets side med en samling uddybende Søren Kierkegaard-citater, og de er slet ikke uinteressante.

Hvis man vil forstå det knapt så floromvundet, kan man måske sige, at der til hjælpekunst også hører at gøre svære ting lette? Det er i hvert fald min hjemmegjorte fortolkning og udbygning.

Disse skal gøre svære ting lette

Mange har til opgave at gøre svære ting lette. Det kan være:

  • præsten, der skal udlægge dagens tekst
  • lægen, der skal give en besked
  • psykologen, der skal give et liv op ad bakke en mening
  • juristen, der skal forklare et regelsæt
  • sprognørden, der skal forklare anvendelsen af (skrift-)sproget
  • webmasteren, der skal få styr på vedligeholdelsesprocesser og kaos
  • slægtsforskeren, der skal hjælpe begynderen
  • konsulenten, der skal hjælpe kunden
  • moderen/faderen, der skal lære barnet noget.

Og der er mange flere, som står med “bøvlet”, og som må forstå, hvordan de dog bærer sig ad i stedet for at give op.

Når man er konsulent eller laver frivilligt arbejde

Jeg laver noget frivilligt arbejde, hvor jeg tit skal forsøge at lære fra mig om sprog og om udvikling og vedligeholdelse af hjemmesider. Opgaven har karakter af konsulentvirksomhed.

Regel nummer 1 er helt sikkert, at det altid skal foregå i en positiv ånd. Det var jeg længe om at indse, og 10-øren faldt faktisk først, da jeg blev spurgt: “Hvordan foretrækker du selv at lære?”. Skal læreren stå med løftede pegefingre og påpege samtlige fejl og mangler, eller skal det foregå i en positiv ånd? Der var ingen tvivl om svaret.

Regel nummer 2 stammer faktisk fra en samtale, jeg havde med psykologen, fordi jeg besværede mig over, at mine “processer” ikke blev værdsat. Flid, bøvl, stringens og opdagelse af tusindvis detaljer blev bare taget for givet af min bestiller, og det var jeg temmelig knotten over. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med min sure mine. Jeg følte ikke, at mit arbejde blev værdsat og oplevede det som en vældig disrespekt, som gjorde det frivillige arbejde mindre sjovt. Jeg var på nippe til helt at droppe det.

Hun sagde noget klog (igen): Det er ligesom at være mor (eller naturligvis at være far). En mors opgaveløsning/processer bliver heller ikke værdsat – den/de bliver taget for givet. Der er købt ind, der er mad på bordet, der er rent tøj, der er ryddet op og gjort rent. Det anses som en selvfølge, og hun får ingen tak for det. Men var hun der ikke, ville det blive opdaget, senest når vasketøjsbunken voksede teeageren over hovedet.

I virkeligheden har jeg “sejret ad helvede til”, for der er mange ting, der har været svære eller næsten uoverskuelige, men de ser så lette ud, at ingen tænker på at sige “Det var da helt fantastisk” (eller hvad jeg nu gerne ville have hørt).

Derfor dropper jeg det ikke bare

Nu har jeg accepteret min mor-rolle, for jeg vil jo ikke miste den følelsesmæssige gevinst, jeg har ud af det frivillige arbejde:

  • jeg kan stadig noget
  • jeg kan stadig bruges til noget
  • jeg har glæden ved at producere noget, der rækker længere end til mig selv
  • jeg har behov for at producere, idet min identitet altid har været baseret på det
  • jeg kan noget, bestilleren ikke kan
  • der er nogle, der en gang imellem siger tak (hvis de en dag tilfældigvis kommer til at tænke på det 🙂 ).

Om at gøre svære ting lette


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Slægtsforskning er et håndværk

Slægtsforskning er et håndværk

Det drejer sig om læreprocesser

Slægtsforskning er et håndværk

Som så meget andet, hvor man skal bruge hovedet – eller lad mig nu bare kalde det hjernen – så er slægtsforskning et håndværk. At blive jurist eller socialrådgiver eller noget helt tredje bogligt er også et håndværk. Drejer det sig om jura, kalder vi det “juridisk metode”. Hvad det kaldes i andre fag, er jeg ikke klar over, men der findes pendanter.

Hvis man gerne vil være jurist, må man øve sig. Ikke på millioner af regler (måske lige bortset fra at man skal vide, hvad der står i straffelovens § 237 og sådan …) men på den juridiske metode. Det er en læreproces.

Når man har forstået metoden, kan man løse dusinvis af komplekse juridiske problemer. Og det er her jura og slægtsforskning ligner hinanden. Og det samme gør sig helt sikkert gældende for andre fag. Jeg kender dem bare ikke. Men det er jeg ikke i tvivl om, at mine læsere nemt selv kan tænke sig til.

Hvis man gerne vil være slægtsforsker, må man også øve sig på samme måde, som man må øve sig i alle mulige andre håndværk.

Hvordan kommer man i gang?

Processen er lidt lang, men den er afkortet en del, siden jeg startede i 2003, fordi der findes så mange guides online. Rigsarkivets hjemmeside er jo en guldgrube. De har stillet så mange hjælpemidler til rådighed, at man kan komme virkelig langt blot ved at orientere sig lidt på deres hjemmeside.

Herudover er der et par bøger, jeg mener, man ikke må snyde sig selv for at ofre lidt penge på, fordi en læreproces, hvor man har en trykt bog på skrivebordet, simpelthen er anderledes end den hurtige fremsøgning af et resultat på internettet.

Al forskning viser, at hvis man gerne vil tilegne sig blivende kompetencer, går det bedre, når man har en trykt bog ved hånden.

For mit vedkommende drejer det sig om:

  • “Find din slægt – og gør den levende”, der er en guldgrube. Jeg ved stort set ikke, hvad man ikke kan slå op her. En trykt bog kan selvfølgelig ikke følge med fremkomsten af diverse hjemmesider, men det er heller ikke bogens styrke, for de udgør jo primært kilder. Det er i stedet information om paternitetssager, skilsmisser, dødsfald, de almindelige regler for kirkebogsføring, åbenbart skrifte, verdslig mægling osv. osv.
  • “Sogn Herred Amt” som udgør et visuelt billede af amterne, herrederne og sognene. Det er altid skønt at slå sogne op i krabsen.dk, men den viser ikke sognenes indbyrdes placering, helt konkret: hvilke sogne er nabosogne til fx Højby i Ods Herred, Holbæk Amt?

Man må starte et sted, hvis man vil forske i sin slægt, og hvis man vil lære at gøre det rigtigt. Og “rigtigt” er ikke at få resultaterne serveret, det er at vide, hvordan man når frem til resultaterne, således at man med den næste person er klar over, hvilke værktøjer, der kan tages i brug.

Det skønne ved slægtsforskning er blandt andet, at man aldrig bliver færdig: der er altid et anepar mere at finde, og der er altid endnu en kilde at lære at kende. 

Nu har jeg gået længe nok som katten om den varme grød – og nu får jeg sikkert verbale tæv:

Jeg deltager i forskellige grupper, hvor jeg mener, de dygtige, fantastiske hjælpere af og til (faktisk ofte) gør de nye slægtsforskere en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning = ingen tjeneste).

1) Spørgerne burde udfordres på deres kundskaber til at læse gotisk eller skråskrift. Det kunne ske ved, at man stillede som krav, at spørgeren altid skulle fortælle, hvad de selv læste. Altså “Jeg læser. “Inderste Hans Hermansens Enke …” ” osv. Læser de ingenting er det selvfølgelig forståeligt og tilladeligt.

Det kan være næsten angstprovokerende at fremlægge det, man selv er kommet frem til. Sådan kan jeg nemt selv have det. Jeg synes, jeg udstiller min uvidenhed. Men gør man ikke selv et forsøg, lærer man det aldrig. Det er for nemt at skrive “Jeg kan ikke læse det – kan I?” for det kan de jo utvivlsomt.

2) Svar på det, der bliver spurgt om og ikke mere. Slægtsforskere er ufatteligt hjælpsomme mennesker, men vil vi lære de nye noget, skal vi lære dem metoden, vi skal ikke forære dem resultatet. Spørger Peter om at finde en vielse, skal man faktisk ikke finde vielsen til Peter. Man skal vejlede om, hvordan han selv kan finde vielsen.

Og man skal heller ikke finde vielsen og supplere med barnefødsler, skilsmisse og dødsfald og en anetavle tilbage til Gorm den Gamle. Det skal han selv finde, og det er jo også det, der er det sjove. Kan han ikke, må han stille et nyt spørgsmål.

Det er en proces med mange trin, men får han det hele forærende, lærer han ikke metoden. Og så bliver han ikke selv i stand til at arbejde med de næste personer. Altså må han spørge i en uendelighed. Det er utilfredsstillende for alle parter.

3) Arbejder man sig ikke selv møjsommeligt frem, får man heller ikke lært noget om kilder og kildekritik. Og kilder er ikke at finde en Hans Jensen på MyHeritage, der “ser rigtig ud”, og så er det nok ham.

4) Ovenstående er blot eksempler – men jeg håber, de belyser skismaet mht. slægtsforskningens metoder og læreprocesser, som i virkeligheden drejer sig om proces contra resultat. Vil man forske i sin slægt, må man lære sig processen. Så er resultaterne lidt længere undervejs – i begyndelsen; til gengæld kan man selv næste gang, og det vil sige, at henover årene er processen ikke mere langsommelig.

Og så kan man kalde sig for slægtsforsker. Og hvem vil ikke gerne det?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.