Indlæg

,

Forår på vej

Hvis man skal tro de gamle varsler, der tager udgangspunkt i vejret på Kyndelmissedag (i går den 2. februar), så er det i hvert fald snart forår, for et varsel lyder sådan: “hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej.”

Som vanligt var jeg i aftes til lysmesse i Hvidovre Kirke, der var fyldt. Inge-Hannes tale (eller hvad det nu hedder) tog udgangspunkt i historien om Simeon og i B. S. Ingemanns salme “Lysets engel går med glans”, der hele vejen igennem handler om det himmelske lys, der kom til jorden med Jesu fødsel. Uden at ville lyde alt for hellig synes jeg, hun fik det hele bundet godt sammen.

Jeg er vild med den salme, og da det er en alle kender, blev der sunget igennem, og det kan jeg rigtig godt lide. Lyset var dæmpet, og der var en fantastisk stemning. I lighed med sidste år sang vi også “Du som har tændt millioner af stjerner” og “Derfor bære blus vi med glæde” – alt sammen skal minde os om, at halvdelen af vinteren er gået, og at lyset er på vej igen. Faktisk har dagen allerede tiltaget 1:46 timer.

Efter gudstjenesten var der efter gammel tradition pandekager en masse. Det var Irene, der var i køkkenet. Stor tak til dig Irene. Jeg tror, vi er mange, der sætter stor pris på din indsats.

Det må være dejligt at være medarbejder i en kirke, der er så velbesøgt. Det må give en helt særlig energi at lave noget, som publikum til overflod kan lide. Vores problem er det modsatte af mange andre kirkers: Vi mangler siddepladser, hvor de andre taler om messefald. Det sker, jeg er i en anden kirke, men så sidder jeg og savner enkelheden i Hvidovre Kirke. Jeg foretrækker hvidkalkede vægge fremfor overdrevne kalkmalerier. Og hellere mangle pladser end at have et væld af pulpiturer. Som hjemme hos mig selv kan jeg bedst lide det enkle og minimalistiske.

Kyndelmisse

Jeg har været til Kyndelmissegudstjeneste i Hvidovre Kirke; kirken var fyldt og klapstolene var fremme. Det er godt klaret at fylde kirken en fredag aften, men det kan Inge-Hanne Broström bare. Hvad kyndelmisse er, er forklaret her i en Wikipediaartikel, så det behøver jeg ikke at komme nærmere ind på. Det er godt nok først i morgen hvis det skal være helt rigtigt, men vi fejrede det i dag, for der ville nok ikke komme så mange en lørdag aften.

Jeg glæder mig altid, når kirken er fyldt, og når mange synger sammen, så taget er ved at falde af den gamle kirke. Vi sang: ‘Februar, kulde og korte dage’, ‘Lysets engel går med glans’ og ‘Du som har tændt millioner af stjerner’ og folk sang godt med. Det var et perfekt salmevalg til en kyndelmisse, hvor vi venter på, at lyset kommer tilbage, for hvem venter ikke længselsfuldt? Jeg gør i hvert fald, og jeg glæder mig hver eftermiddag over, at lyset nu er hos os en lille smule længere.

Vi fik alle udleveret et lille lys ved indgangen og lyset til at tænde ved blev båret rundt af nogle store piger, der tændte det første lys ved hver stolerække og så tændte man de næste lys for dem, der sad ved siden af. Efter 1. salme og 2. læsning satte vi alle sammen vores lys på døbefonten, der i dagens anledning var beklædt med ler. Det så meget smukt ud med over 100 levende lys, der brændte ned i løbet af gudstjenesten.

Juniorkoret medvirkede også. Nu har jeg fulgt dem nogle år efterhånden og det er fantastisk at høre, hvordan deres stemmer efterhånden  tager form; fra at have været små og spinkle synger de efterhånden meget kraftfuldt og nu kan man høre, hvad de synger.

Efter gudstjenesten var der efter gammel skik pandekager. Der var dækket til 65 mennesker, men der mødte vist 100 op. Det er dejligt, at vi nu har det nye menighedshus, Magistergaarden, der kan huse så mange mennesker til særlige arrangementer.

Jeg bliver altid så vred, når folk taler om tomme kirker, og jeg fortæller glad og gerne folk, at de så skal komme til Hvidovre Kirke og opleve dynamik, nutid forbundet med fortid, gode prædikener og en stærk menighed. Vi oplever aldrig en tom kirke endsige messefald. Jeg har været med i fire år nu, og føler mig virkelig som en del af menigheden og som en del af fællesskabet der. Hvis jeg engang flytter, vil jeg savne Hvidovre Kirke, men det gør jeg forhåbentlig heller ikke.