Tag Archive for: Kirkeåret

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima

8. søndag før påske

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima

Vi har i dag Dominica Sexagesima, som er 8. søndag før påske. Jeg gjorde noget, jeg vist ikke gør igen: Jeg tændte for DRs TV-gudstjeneste.

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima
Jeg brækker mig altså over påtaget indføling.

Sofie Østergaard mødte overlykkelig, indfølende og næsten jysk en havemand ved navn Søren Vester udenfor Horsens Klosterkirke. På første sal i Hvidovre kender man ingen have, så jeg kender heller ikke Søren Vester, der var ligeså lykkelig og indfølende som Sofie Østergaard.

De snik-snakkede om sennepsfrø mv., mens de nærmede sig kirken. Omsider nåede de ind og fandt en plads, hvor de kunne sidde og se (u)passende fromme ud.

Noget af det første præsten Ane Helgestad Bjerregaard sagde var, at hun havde måttet øve sig på at sige Sexagesima, da det “ikke ligger lige for”. Så er hun ganske enkelt ikke videre godt skåret for tungebåndet, da udtalen af Sexagesima er enkel og følger de helt almindelige regler for udtale af latinske ord. Jeg fandt på sekundet følgende med Google: Stavelser er korte, hvis de ender på kort vokal; alle andre stavelser er lange. Trykket ligger på næstsidste stavelse, hvis denne er lang, ellers på tredjesidste stavelse, fx a-ˈmī-cus.

Måske skulle hun gå Pastoralseminariet, der er en uddannelse i praktisk præstegerning, om?

Jeg har svært ved at se, hvad problemet skulle være. Sådan noget kan jeg som ex-kirkegænger og nuværende, aktiv slægtsforsker ikke holde ud. De latinske navne på helligdagene var da noget af det første, jeg lærte for 20 år siden.

Jeg hørte gudstjenesten med det tredje øre, mens jeg lavede noget andet. Blandt andet fordi også præsten ved Gud var både jysk og indfølende – og fordi jeg aldrig at har brudt mig om, at trosbekendelsen og fadervor synges. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg aldrig har fanget melodierne.

Madglad med madglæde

I stedet for alt det snik snak om sennepsfrø, der bliver til træer, får du i stedet et lille udsnit af min lækre måltidskasse fra Aarstiderne kaldet “Avlernes”. Jeg ser frem til at sætte tænderne i det. Jeg var simpelthen nødt til at plukke et par af salatens midterste blade for at nyde dem uden videre, derfor ser det lidt “mishandlet” ud, men fejlen ligger hos mig. Ved ankomsten var det smukkere.

Præsten kunne ikke udtale Sexagesima


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Indforståethed i kirken – #439

Indforståethed i kirken – #439

Hvor skulle jeg vide det fra?

Jeg har lige haft en lang snak med min bedste ven, der har været præst i mange år, og vi kunne slet ikke blive enige. Og den slags er jo inspirerende.

Jeg fortalte hende, at jeg – de første par måneder jeg kom i kirken – undrede mig meget over, at alle præsterne vældig godt kunne lide nr. 439, for den var på tavlen hver søndag.

Senere gik det op for mig, at den salme (“Oh du guds lam” eller “Agnus Dei”) er en del af nadverritualet, og da der er nadver hver søndag, blev den selvfølgelig spillet hver søndag.

Hun sagde så, at jeg bare kunne have slået op bagi salmebogen. Igen “Hvor skulle jeg vide det fra?”.

Jeg er fra et fuldstændig kirkefremmed sted, hvor vi end ikke kom i kirke til jul. Så hvor skulle jeg vide det fra. Jeg blev konfirmeret i 1977, så 31 år efter huskede jeg ikke, om pastor Boas lærte os rytmen og pulsen i gudstjenesten. Altså var jeg bare dum! Men jeg kan næppe være den eneste!

Af og til spiser jeg en bid frokost vores menighedsrådsformand (som godt nok er en kvinde – det lyder bare så tåbeligt), og senest sagde hun noget, jeg har tænkt en del over: “Man skal lære at gå i kirke”. Det er jeg fuldstændig enig i. Hvis der var nogen, der havde lært mig det, havde jeg ikke været så dum, at jeg troede, alle præsterne bare rigtig godt kunne lide # 439.

Forslag til menighedsrådene

Hvis I ikke bare vil fortsætte jeres indforståethed og forblive en lille, lukket, selvsupplerende forsamling, er der forskellige tiltag, I kunne sætte i værk. Det kunne fx være, at man mødtes 45 – 60 minutter pr. måned og “belærte” alle  fremmødte om:

  1. Hvad fortæller vores altertavle
  2. Hvad fortæller vores prædikestol – har vi fx symbolet med Jesu flyvende fødder i vores kirke? Og hvorfor det?
  3. Er der en historie knyttet til vores døbefont?
  4. Hvad betyder dåben? Hvorfor gør nogle præster noget ud af at lade vandet plaske ned i døbefonten?
  5. Hvilke forpligtelser påtager man sig, hvis man “står fadder”?
  6. Hvorfor har vi et kirkeskib, når der alligevel aldrig er nogen, der ser det, og det koster kassen at fået det efterset/repareret?
  7. Hvorfor har nogle præster messetøj (messehagel og alba) på? Og hvorfor er det ikke dem alle? Og hvad betyder det?
  8. Hvorfor er der nogle præster, der messer? og hvorfor er det ikke dem alle? Hvad betyder det, hvis de gør det?
  9. Hvad betyder de liturgiske farver?  Og hvorfor har vi dem?
  10. Kunne vi gennemgår de forskellige ritualer (dåbsritualet, vielsesritualet. begravelses-/bisættelsesritualet) Og for hver af dem fortælle om deres opbygning og betydning?

Listen kunne helt sikkert være længere.

Det er bare et forslag til et menighedsråd eller flere

,

Jeg en ‘Kirkefremmed’

Jeg har læst mig til – på Internettet naturligvis, at vi undrende hedninge med et meget bedre ordvalg kaldes ‘Kirkefremmede’ – og det er rigtigt; vi er fremmede overfor kirken og dens traditioner, ritualer, metoder og fremgangsmåder.

Med et kik på Langfredag aftens TV-program kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske en grund til, at vi er så mange, der er kirkefremmede. Hvad viser dumme-kanalerne langfredag? Måske en af kirkeårets væsentligste dage? Der er (ved Gud) X-faktor og Anders And, og sikkert lignende ‘stupiditeter’ ovre på den kanal, som jeg er alt for snobbet til så meget som at kaste et blik på programmet for.

Hvor får det moderne menneske sine umiddelbare indtryk, af hvad der er vigtigt, fra?

Rigtigt gættet min ven – fra TV! Vil man markedsføre kirken for alvor, må man afsted til det æterbårne (og i 2009 digitaliserede) medie og husalter. Men men… Kristeligt Dagblad (jeg har en 30 dages prøvetur!) havde forleden en række refleksioner over den lidet kristne TV-påske. Et interview med programchefen afslører det hele: Der skal sendes for de brede segmenter, vist nok de rød-blå-grøn-lilla-hvide, for det er jo public service, seertallene afgør det hele, og så kan vi da ikke sende TV om alt det, der er baggrunden for vores kultur! Forstå det hvem der kan, for det giver ikke mening. Skal public service være fordummende? public service ikke værne om det, der danner baggrunden for de flestes livsanskuelse?

Selv om jeg ikke ved ret meget om kirken, har jeg dog allerede fattet (men jeg er også ‘på den rigtige side af kvik’), at vores samfund bygger på den kristne tro og kirke! De fleste deltager i dette samfund – hvorfor er det så ikke public service, at bringe udsendelser herom?

Er det bare fordi ‘public service’ slet ikke betyder ‘public’ service? Er vi semantisk gået helt galt i byen? Betyder public service attter og atter og altid en evig leflen for den laveste fællesnævner? I det lys forstår jeg det store antal af ‘kirkefremmede’!

I onsdags sad jeg med kolleger i kantinen til frokost; vi talte om, hvad vi hver især skulle de kommende dage. En vis herre fór i mig, og jeg spurgte dem “Skal I i kirke?”. De så på mig, som om jeg var lidt skør, og det er jeg måske også, og medierne bærer ved til dette bål.

,

Tak, Gud, for denne lyse morgen

I skal nu lige have resten af nr. 911 med jer – syng den med rytme og “rock i synagogen”, så er den rigtig fed:

Tak, Gud, for denne lyse morgen
Tekst og musik: Martin G. Schneider 1963 (rettet i 2024 pba. informationer fra Ole Engel)

Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.

Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.

Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.

Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.

Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.

Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag.