Indlæg

, ,

Nu med siddesår

Først: tak til jer, der har kommenteret; jeg kan desværre ikke finde ud af at besvare fra iPhones WordPress-app.

Som i Tour de France holder vi i dag den 28-12 hviledag, og den er tiltrængt! To dage på mountainbike på “en meget teknisk rute” har sat sine spor. Ret ofte måtte vi af og trække, fx de steder hvor der var så stejlt, at man næsten ikke engang kunne gå op – men cyklen skulle jo lige slæbes med også. Et sted vadede vi et langt stykke gennem det rene mudder. Et andet sted var der et dræningsarbejde i gang og eneste mulighed var at gå på den ene side af drænrøret og holde cyklen på den anden side af det.

Vi har kørt i den smukkeste natur, man overhovedet kan forestille sig ad stier, hvor man ville mene, at her ville man kun kunne spadsere. Jeg har aldrig kørt mountainbike før, og var lidt nervøs for, om jeg overhovedet kunne finde ud af det. Jeg fik lidt tips fra et par af de andre, fx at når man kører meget stejlt ned skal man ud og hænge over baghjulet for at holde tyngdepunktet så lavt som muligt. Første gang jeg prøvede, turde jeg næsten ikke, men det var særdeles effektivt og meget mere sikkert end at sidde på sadlen.

Jeg har altid undret mig over folk, der sagde, at de gik ondt i bagen af et cykle; det gør jeg ikke længere! Jeg har simpelthen fået siddesår, to styks, et under hver sædeknogle. Det er ikke så behageligt.

Mountainbike er sjov cykling, og jeg er meget fascineret af alle de steder, man faktisk kan køre op, hvis man har været forudseende nok til at geare ned i tide; ryger man af på sådan en stigning, kommer man ikke på cyklen igen! Der må trækkes, til den flader lidt ud.

Den første nat overnattede vi i meget simple bambushytter hjemme hos en red hmong-familie. Fascinerende at se, hvordan vietnameserne bor; de har stort set intet og alligevel fungerer alting. Og nu er vi så på Topas Ecolodge, som er den vildeste luksus, jeg kan forestille mig: smuk beliggenhed, rent, pænt og stille. Bjergene står som silhouetter hele vejen omkring lodgen. Måske er det det smukkeste sted, jeg nogensinde har været!

Det er morgen og jeg ligger i en kæmpeseng under en ditto dyne og overvejer, om jeg skal smutte op og se på morgenmaden…

, , ,

Til Sapa fra Hanoi via Lao Cai

En lille Update til jer skrevet på iPhone, så det vil skorte på stor lyrik.

Hanoi er i den grad blevet motoriseret; der er næsten ingen cykler mere, men millioner af scootere i en endeløs strøm, hvor jeg de første fire timer næsten ikke tør krydse gaden. Men pludselig kommer følelsen “det er fedt!”

Jeg rejser med Topas i en gruppe på 12, og allerede i flyet til Singapore har vi sludret lidt. Alle er super søde og alle hjælper hinanden med alt.

Halvandet døgn i Hanoi og så har jeg også fået nok byliv – havde helt glemt min gamle konklusion: Asien larmer! Det passer mig glimrende, at vi den 24-12 kl 20 tager nattoget de 280 km nordpå til Lao Cai. Viet Nam railway uddeler generøst nissehuer, og vi hygger og snakker til kl 22. I køjen til kl 5, hvor der er hvid the (smager dejligt -slet ikke af the), og vi bliver hældt af på Lao Cai.

Morgenmad et dejligt sted med mulighed for at få lidt vand i hovedet og en tandbørste i kæften. Det er tid at sende jer derhjemme en glædelig jul-SMS, men julen er surrealistisk her. Måske er det sådan jeg skal gøre: tage hele den fine december hjemme og så rejse, før det går løs?

Vi startede med at køre op og se grænse til Kina blive åbnet kl 7. Vietnameserne løb alt hvad deres små ben kunne holde med højtbelæssede cykler med kul, grøntsager og andre varer for at blive dagens første og måske at gøre den bedste handel i dag.

Videre til et fascinerende marked hos hmong-stammen (14 mio. mennesker i Vietnam tilhører en Hill-Tribe). Alskens varer faldbydes; jeg nøjes nu med 12 clementiner til 10.000 Dong (3 kr).

Vi kører længere ud i ingenmandsland og starter to timers vandring til madpakke-stedet. Her er så smukt og grønt, solen skinner gennem disen og vi skulle så alligevel have haft solcreme på; men vi kommer lige fra Danmark og har glemt konceptet Sol!

Efter frokost en dejlig bådtur på floden. Jeg elsker at blive transporteret fra punkt A til punkt B og bare sidde at kigge ud på sceneriets.

Chaufføren henter os efter at tolv danskere har tømt endnu et lille sted helt for alt, hvad der ligner kaffe. Vi kører to timer op i bjergene ad smukke serpetinerveje med risterasser til begge sider. Der er 1600 højdemeters forskel og pludselig er det både mørkt og koldt.

I Sapa har vi det mest fantastiske hotel og et bad og rene sokker mv gør underværker. Fantastisk vietnamesisk mad og ditto kaffe – og en bæogpost skrevet med skælvende fingre (kulden) og jeg er klar til at ønske godnat på denne første juledag 2009. God jul derhjemme. De næste to dage byder på Mountainbike – gad vide hvordan det vil gå?