De tager sig tiden. Det er godt.

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

I dag har jeg optaget det hele med applikationen “Memoer”. Havde jeg dog bare tænkt over den funktion noget før!

Jeg har været til stuegang med Kaj Bjerring Andersen, som er neuropsykologen, der har lavet undersøgelsen af min hukommelse. Han udleverede en rapport og gennemgik de overordnede resultater en gang til. Hans konklusion er, at jeg er begavet over middel, og at tests vedrørende sproglige færdigheder forløber fint. Der er usikkerhed i ikke-sproglige opgaver, som kræver abstrakt-logiske ræsonnementer. Arbejdshukommelsen er i orden. Der ses nedsatte indlærings- og hukommelsesmæssige evner for både sprogligt og ikke-sprogligt materiale.

Den samlede konklusion lyder: “pt. er således generelt set kognitivt velfungerende, men der ses nedsat hukommelse, usikkerhed i ikke-sproglige problemløsningsopgaver og måske et lidt sænket forarbejdningstempo. Der ses således tegn på organisk betinget cerebral dysfunktion. Det er ikke sandsynligt, at ECT-behandlingen har betydning, da undersøgelsen er foretaget tre måneder efter, at pt. sidst var i ECT-behandling.”

Han havde nogle lidt overordnede overvejelser om, at jeg skal finde en arbejdsgiver, hvor der er styr på processerne og med dokumentation, så resultaterne ikke kommer til at afhænge af den enkelte medarbejders hukommelse. Som støtte for hans tests vil følge MR-scanningen af min hjerne. Han sagde, at det var helt sædvanligt at se hukommelsesproblemer ved bipolar affektiv sindslidelse.

Herefter forlod Kaj lokalet, og vi gik over til almindelig stuegang. For at styre mit indre kaos, havde jeg lavet en slags dagsorden med 10 punkter, jeg gerne ville have styr på.

Almindelig stuegang med Ditte

Et af punkterne var “Hvad er planen?”. Vi har udtømt effekterne af ECT, og det har ikke løst det grundlæggende problem. Hvad gør vi så? Hvad gør vi med “filmen”, som jeg er gået over til at kalde “drejebogen”? Det havde Ditte ikke rigtig noget godt svar på, andet end at jeg skal bruge de beskyttende faktorer, der kan hentes hos Gitte i Distriktspsykiatrien.

Jeg kan formentlig være her en uge endnu men hvad så? Selvfølgelig kan jeg ikke være her til evig tid, men jeg savner en løsning på det grundlæggende problem. Lige nu er det sådan, at mit hjem er det farligste sted at være.

Jeg forklarede hende, at hvis jeg ser på mit liv i helikopterperspektiv, har jeg kæmpet siden 1972, hvor min far døde, og nu er jeg ærlig talt i tvivl om, hvorvidt jeg orker at kæmpe mere. Det sagde hun selvfølgelig, at jeg skulle – hvad skulle hun ellers sige?

Vi talte lidt om fleksjob ctr. pension. Så vidt jeg husker, var hun enig med mig i, at pension ikke er løsningen. Jeg er topmotiveret for at komme i gang med Udviklingsforløbet hos Psykiatrifonden, og det skulle gerne føre til et fleksjob, hvis ellers jeg kan finde en arbejdsgiver, der tør binde an med mig efter alle de indlæggelser.

Et andet spørgsmål var “Hvad kan jeg vente mig af fremtiden set i lyset af fem indlæggelser inden for de seneste ni måneder?”. Hun ventilerede muligheden for flere indlæggelser, og anså det vist nærmest for sandsynligt. Det er rart med et klart svar, men jeg synes samtidig, det er bekymrende.

Der har været endnu en læge og kigge på mine ører. Alt ser normalt ud, men jeg kan altså intet høre. I går havde jeg fx besøg af præsten, og hun måtte tre gange gøre mig opmærksom på, at telefonen – der lå lige ved siden af mig – ringede. Jeg kunne ikke høre den. Nu har jeg så fundet en anden ringetone og skruet op på maksimal styrke; måske hjælper det? De er gået i gang med at finde en ørelæge, men alle har ventetid, og jeg kan altså ikke vente! Jeg tør ikke bevæge mig i trafikken med den hørenedsættelse.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.