Indlæg

Køkkenvask i fokus

Alle tager bedre billeder end mig, alle andre kan det, jeg skriver om, og derfor er denne post ikke et fotokursus, men en fortælling om en læreproces.

Jeg vil lære mit nye kamera at kende, og jeg vil bevæge mig udover at programvælgeren står på den grønne firkant eller det lille kameraikon, for ellers kunne jeg have fortsat med mit ganske udmærkede kompakt kamera. Jeg fandt en lille “online fotoskole” og den er inspirerende. Spørgsmålet er, hvad man gør, når man står og mangler et vandløb i en skov, men har en 2-værelses med altan?

Løsningen er lige for: Køkkenvasken, lad vandet løbet stille og roligt og fyr løs med forskellige lukkertider – med og uden stativ. Det er lærerigt, og begreberne i fotobogen holder op med at være abstraktioner. Billedet viser, hvilken forskel der er bare på en lukkertid på 1/250 og på 1/500.

Jeg har altid undret mig over, at det hedder “lukkertid”. I min optik burde det hedde “åbningstid” da det er udtryk for, hvor længe der er åbent for lysets passage ind på spejlet.

Dybdeskarpheden: Altanen er et fantastisk sted at øve den: Planterne i forgrunden og husene på den anden side i baggrunden, og så kan man gå A-mok med A-knappen. Blomsterne i altankasserne er også gode at øve sig på.

Det er lige før, jeg har lært mere om dette kamera (og om generel fototeknik), end jeg nogensinde lærte om og med mit 1. spejlreflekskamera. Forklaringen er, at her kan jeg se resultatet straks. Tværede vanddråberne ud, hvad er forskellen på en lukkertid på 1/250 og en lukkertid på 1/80, blev husene i baggrunden slørede, hvad er forskellen ved blænde 4,5 og blænde 22? I den analoge tidsalder skulle man notere eksponeringsindstillingerne ned for hver billede, aflevere filmen, vente en uge og betale en formue og så håbe på, man var kunne parre de fremkaldte billeder med notaterne. Indrømmet, jeg fik det aldrig gjort – man havde mange planer om at ville gøre det.

En yderligere indiskutabel forskel er rent pekuniær. Før i tiden fyrede jeg ikke en rulle film af på en formiddag og tog 15 billeder af min køkkenvask! Det var for dyrt, derfor fik jeg ikke øvet og eksperimenteret tilstrækkeligt. I den digitale æra er den initialinvesteringen større, til gengæld er det herefter gratis at lege og lære i det uendelige.

Nu har jeg endvidere næret den opfattelse nogle mennesker omkring mig har: nemlig at jeg er temmelig sær og ualmindelig nørdet “Nu er hun ved gud også begyndt at tage billeder af sin køkkenvask!” Men rolig venner, jeg har det faktisk fint.

,

Nikon D40

Jeg har simpelthen gjort det – har købt et Nikon D40 SLR med en 18-55 og suppleret med et 55-200 objektiv. Helt vildt. Jeg gik fra arbejde og tænkte, at jeg bare skulle holde et Nikon D50 i hånden, mærke hvordan det føltes, var der forsinkelse, når jeg trykkede på udløseren, fornemme hvordan det var, når spejlet slog op. På vej i metroen (det regner her i Vandland) tænkte jeg, at jeg da også kunne se på prisen, men bare kigge og overveje. Men købe, tjah måske, men nu bare kigge i dag.

Hos Ludvigsen i Gothersgade: Næh… Nikon D50 udgik for godt et år siden, nu er det D40 sagde den ældre herre. Kigge, røre, se og prøve, så var jeg både solgt og havde købt – for det var altsammen så perfekt. Spejlet slår op med det samme, lyden er fantastisk, zoomen er lynhurtigt, der er vibrationsreduktion i zoomobjektivet, det tegner skrapt som en nysleben kokkekniv i en oksemørbrad, farverne går til kanten, også på vidvinkel, ingen små fedtede knapper, der skal trykkes på, nej et drejehjul, så det er nemt at styre, det er sort, en søger og en enorm skærm. Hold da op – kamera for livet. Der var tilbud, så der kommer også en SB-400 flash med posten en af dagene. Der er ingen video, men jeg hader også ting, der er bygget sammen – så det er fint. Milde himmel, hvor er jeg dog et luksusdyr. Kameraet kan helt sikkert mere end mig, men jeg glæder mig helt vildt, til vi lærer hinanden godt at kende.

For 12 år siden købte jeg et Canon EOS 500 og var glad for det lige til sidste år, hvor det også gik op for mig, at den analoge sfære var slut. Det var simpelthen oldnordisk at gå ned med en rulle film, og bede dem fremkalde dem. Det var tillige dyrt.

Jeg investerede i mit livs første lille kamera, der også skulle blive mit første digitalkamera. Et Fuji FinePix F11 – super kamera med alskens dikkedarer, som tager dejlige billeder, og som jeg virkelig har taget mange billeder med. Men det har irriteret mig, at der ikke var en ordentlig søger at kigge. Fotograferer jeg med lyset i ryggen, må jeg bevidstløst trykke på knappen, for det er umuligt at se noget på LCD-skærmen. Dethar en tre * optisk zoom, og det er fint nok, men der er ikke mulighed for lidt spionage med det. Til gengæld er det jo dejlig diskret

Da jeg fik mit nye Nikon i hånden, var det lidt som at “komme hjem”, at holde et rigtigt kamera i hænderne igen. Det er sådan det skal være: højre hånd om grebet, og venstre håndfalde under huset og med fingrene op om objektivet for optimal støtte, træk vejret ind, hold det, fokuser, tryk.

Nu kunne jeg lige bruge et par solskinsdage – foto handler om lys… og jeg synes bedst om sollys.

Det er altsammen Flemmings skyld, jeg fandt hans blog, og blev misundelig (på den fede måde) over hans billeder, og hans raw-format. Det måtte jeg bare kunne også (i hvert fald fil-formatet, hans talent ejer jeg ikke), og da jeg skulle sætte blog op for Gert (vi tre var engang venner og kolleger i Den Sociale Sikringsstyrelse), faldt jeg for hans template. Undskyld mig Flemming over at jeg ikke kan få nogle idéer selv, eller føl dig bare smigret!