Indlæg

Når lægen ringer

Advarsel: Dette indlæg har visse ligheder med Ellens indlæg om medfølelse og medynk.

Det hele startede med, at jeg gennem nogle dage – og især nætter – havde forbistret ondt i højre skulder. Pludselig stod det klart for mig, hvad det betyder, når folk siger, “Jeg kunne ikke være nogen steder”. Så jeg gik på lægens hjemmeside og bookede en tid. Jeg har en god læge, og hun tager mig alvorligt.

Da jeg nu alligevel var der, nævnte jeg sådan lidt en passant, at ‘alle mennesker’ sagde, at jeg havde tabt mig, og at Mona ude på afdelingen havde fået mig på vægten, der viste et minus på 12 kilo. Ikke noget jeg har arbejdet for. Pludselig kunne jeg dog få bæltet i mindst inderste hul og passe de cowboybukser, som ellers var røget bagest i skabet.

Hun henviste mig til ultralydskanning af maven og røntgen af lunger og skulder. Det med skulderen gik dog i sig selv efter noget tid, så den del droppede vi.

Jeg var til skanningen i tirsdags. I går torsdag ringede min læge så og fortalte, at lungerne er superfine det samme gælder leveren, men der er fibromer i livmoderen og cyster på æggestokkene. Og så har jeg i øvrigt galdesten. Hun henviste mig til en klinik, hvor jeg kan blive grundigt undersøgt allerede på torsdag.

Jeg har aldrig mærket noget til alt dette, som vel 80 pct af alle kvinder lever fint med. Når de spørger mig på hospitalet, om jeg ellers fejler noget, siger jeg altid at, “somatisk er jeg fuldstændig sund og rask”. Og hvad i alverden har alle disse dårligdomme med vægttabet at gøre?

Så jeg startede med en dårlig skulder og endte hos en gynækolog. Via Google har jeg fundet ud af, at alt dette her stort set altid er godartet. Det undrer mig alligevel, at lægen ligefrem ringer, og at hun finder et sted, hvor man kan komme til indenfor en uge.

Den 23. juni skal jeg til kontrol-MR-skanning af hjernen. For et år siden fandt de to cyster. Det skal bare kontrolleres, at cysterne ikke vokser.

Jeg synes, vi har et fantastisk system, og at jeg virkelig får noget for mine skattepenge. Jeg ville ellers meget gerne dele nogen af dem med mere nødlidende.