Tag Archive for: Fattigdom

,

Prioriteringer

Politikernes vigtigste opgave er at prioritere – og det gør de så:

Boligskat

Der er i dag indgået en bred politisk aftale om en ny model for boligskat. Den er ikke helt enkel at forstå, men følgende fremgår af dr.dk:

De nye ejendomsvurderinger vil dog stadig være usikre. Derfor kommer der en sikkerhedsmargin på 20 procent, så der kun betales boligskat af 80 procent af værdien.

Det vil sige, at der skal betales ejendomsværdiskat af 3,2 mio. kr. for et hus, der er vurderet til 4 mio. kr.

Ejendomsværdiskatten bliver på 0,55 pct. af beskatningsværdien op til 6 mio. kr. – det vil sige en vurdering på 7,5 mio. kr. Værdien derover beskattes med 1,4 pct.

– Det betyder, at vi får en aftale, som giver boligejerne en lille lettelse samlet set, når man regner det hele ind i modellen.

Altså boligejerne får i 2021 en samlet skattelettelse på 20 mia (!). Det er det, de kalder “en lille lettelse” Det er dem med de dyreste boliger, der får de største lettelser – sådan er det jo, når man regner i procent. Men det er det, der på nationaløkonomisk hedder, at det “vender den tunge ende nedad”. Mest til de rigeste, og ingenting til de fattigste. Der står godt nok også noget om, at det også vil komme lejerne tilgode, men det er ikke beskrevet nærmere.

Den lille lettelse er finansieret af et råderum, som er tilvejebragt ved hjælp af kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen.

Barndom på bistand

Også i dag: Tilfældig faldt jeg over anden sæson af DR2’s glimrende fire udsendelser ved navn “Barndom på bistand”. Første sæson var optaget før kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen og anden sæson efter disse nye fattigdomsydelser.

I udsendelserne følger man forskellige udsatte og hudløse mennesker, der ikke kan få det til at løbe rundt rent økonomisk. De har ingen uddannelse, de har intet job, og de er konstant overvåget af systemet. Det skal retfærdigvis siges, at det fortælles der ikke meget om. Der er dog den undtagelse, at en pige på 18 år bor med sin mor og lillebror i et rækkehus, hvor skimmelsvampene vokser 12 cm op fra gulvet. Lillebroderen var 13 år, og fandt de ikke en ny bolig, ville han blive tvangsfjernet, da skimmelsvampe naturligvis er sundhedsskadelige… men det gælder jo altså for alle aldersgrupper. Kommunen havde dog fundet et mindre og sundere rækkehus til familien.

Der er en kvinde med to sønner på 12 år – Peter og Mikkel – der ikke altid spiser sig mæt om aftenen, for at børnene kan dele de kogte ris, der er tilbage. Så går hun sulten i seng. Hun er i øvrigt også begyndt at spise et stykke rugbrød mindre til frokost. Den familie er rørende.

Hun er en god mor på de præmisser, der er. Hun er nærværende og kærlig. Man kan høre på børnene, at de – trods fattigdommen – har det godt, fordi hun giver dem alt det lidt, hun kan. De må aflive hunden, da den lider af en uhelbredelig sygdom. De får en ny på afbetaling med 500 kr. om måneden, dog ikke i december, og er der problemer med at betale, kan hun ringe og få ydelsen sat ned. En hund er hendes antidepressiva. Jeg må indrømme, at jeg sad med tårer i øjnene, da hun fortalte drengene, at den første hund måtte aflives. Der var meget gråd, for et dyr kan betyde meget, hvis man ikke har så meget andet. En at kramme og en at fortælle hemmeligheder.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de alle sammen havde dyr: Hunde, papegøjer og slanger. Det er også bemærkelsesværdigt, at de alle levede i et afsindigt roderi. Men man må huske, at det kræver overskud at rydde op og gøre rent. Der er heller ingen af de voksne, der lever i parforhold, men den slags kræver også overskud.

Der er den overvægtige dreng, Mikkel, der skal på julemærkehjem i 10 uger. Han bliver mobbet, fordi han er for tung, fordi de ikke har råd til sund mad. På julemærkehjemmet vil han få noget ordentlig mad og en masse motion. Så kan det være, han ikke bliver mobbet så meget længere. Derudover lærer han at tale ordentligt, som jo også er en vigtig kompetence, hvis man vil bryde ud af fattigdommen. Der skal spares en del på maden, for at han kan få løbesko og joggingbukser med på hjemmet. Det opvejes delvist af, at moderen så kan spare lidt, mens han er væk.

Det er markant, at alle børnene er fuldstændig viklet ind i familiens økonomi. De ved alt om kontanthjælpsloftets ikrafttrædelsesdato og konsekvenser. De ved, at de nu vil blive endnu fattigere, end de hele tiden har været.

Børn skal ikke have styr på husholdningsbudgettet. Det hører ikke til en ordentlig barndom!

Prioritering

Så politikerne har i sandhed prioriteret!

Bag aftalen om boligskatten står – udover regeringen – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale. Kun Enhedslisten og Alternativet kæfter op om uhyrlighederne. Enhedslisten er de eneste, der siger, at det er fattigdomsydelserne, der finansierer den lille lettelse på 20 mia. kr.

Der var engang, jeg stemte på Socialdemokratiet, fordi jeg syntes/troede, de stod for solidaritet, lighed og fagbevægelse. Men det er mange år siden!