Indlæg

Kostvejledning

Valuta for pengene

I aftes “mødtes” jeg med Lene Andreassen fra “Kost mod kræft”. Det var uhyre inspirerende, og hun mener bestemt, at hun kan afhjælpe nogle af mine bivirkninger. Hvis hun kan “fikse” bare en af dem, vil jeg være glad. Hvis jeg skal prioritere, vælger jeg at slippe af med “Restless legs”.

Vi talte i 1½ time, og hun har efterfølgende sendt mig et worddokument på otte sider, hvor hun gennemgår bivirkningerne en for en, samt hvad jeg kan gøre for at slippe af med hver enkelt af dem.

Jeg bliver nødt til at læse dokumentet flere gange, for det er informationstungt, og stoffet er nyt.

Hovedkonklusioner

  • Min kost mangler essentielle fedtstoffer. Det er ikke fedt, man bliver fed af, det er kulhydraterne. Hjernen består af fedt. Det vil sige, at der er en mulighed for, at nogle af de kognitive bivirkninger kan afhjælpes ved mere fedt.
  • Overvej – men kun i samråd med egen læge – at stoppe med det kolesterolsænkende medicin, da det sjældent gør noget godt for mennesker. Det er helt sikkert ikke godt for de kognitive funktioner. Hvis jeg bliver ved at tage det, skal det i hvert fald suppleres med D-vitamin og Q10. D-vitamin dannes ud fra kolesterol, så spiser man kolesterolsænkende medicin, mangler man helt sikkert D-vitamin året rundt.
  • Fordøjelse og hjerne hænger sammen så mere fokus på den.
  • Restless legs: prøv organisk magnesium. Det plejer at virke.
  • Mundtørhed: Gurgle med koldpresset kokosolie et par gange om dagen. Tage mælkesyretabletter. (Jeg har faktisk sidstnævnte ude i skabet i form af Prolacsan, men de er så “besværlige” at spise.)
  • Vægttab: de 1.500 kcal./dag er alt for lidt. Stofskiftet går bare i stå, og det er grunden til, at jeg ikke taber mig.
  • Der ses forhøjede infektionsværdier. “Sørg for i løbet af dagen at få bær, grøntsager, gurkemeje, ingefær, hyben, omega-3 fra fx fede fisk/fiskeolie eller knuste hørfrø/hørfrøolie. Andre gode fedtstoffer fra fx olivenolie, avokado, mandler og nødder. Undgå for meget kød fra firbenede, mælkeprodukter, sukker, dårlige fedtstoffer fx margarine, solsikkeolie og majsolie.” Alt det med margarine osv. er i forvejen udelukket, da jeg synes, at den slags er decideret ulækkert.
  • Hjemmesiden madforlivet.com og adskillige anbefalinger til bøger at blive klog af.
  • Når man tager kalktabletter, skal man også tage magnesium, D-vitamin og K-vitamin, fordi det sikrer, at kalken faktisk kommer ind i knoglerne.

Sammenhænge

Jeg bliver aldrig “frelst” på disse områder. Jeg opgiver ikke sødmælken i kaffen. Skal der klister på brødet, skal det være Lurpak! Og så videre. Jeg er ikke til hokus pokus, månestråler og overnaturlige kræfter, så medvirkende, til min beslutning om at kontakte netop hende, var, at hun har en kandidatgrad i sundhedsvidenskab (cand. scient. san.).

Men der er for mig at se ingen tvivl om, at når maden er kroppens og hjernens byggestene, så kan man selvfølgelig være med til at styre, hvad der sker i krop og hjerne ved at være opmærksom på kosten.

Vi tales ved om en måned.

Jeg synes, jeg har fået meget for pengene, og worddokumentet kan jo læses et uendeligt antal gange ganske gratis.

Ernæringsvejledning

Jeg fik skrevet til Lene Andreassen fra “Kost mod kræft” i aftes, og har prøvet at gå meget systematisk til værks, så hun (måske) nogenlunde nemt kan gå ombord i problemerne og så jeg får mest muligt for pengene.

Nu har jeg jo gudskelov ikke cancer, så der er ingen sikkerhed for, at det, hun vil foreslå, vil virke for mig. Men så må hun kunne finde en i sit netværk, der kan det, jeg har behov for.

Kære Lene Andreassen

Tak for din opringning forleden dag. Jeg er meget spændt på, om du kan hjælpe mig.

Herunder finder du de oplysninger, vi talte om – og lidt mere til, så du kan få det bedste overblik.

Det er meget vigtigt for mig, at du ikke foreslår at ændre medicinen, da det har kostet ni indlæggelser på to år med 188 sengedage at nå dertil, hvor jeg er nu, og hvor jeg har det rigtig godt.

Diagnose: Bipolar affektiv sindslidelse. Diagnosticeret sommeren 2014. Jeg synes, jeg kæmper med bivirkninger; og når jeg tager medicin mod diverse bivirkninger, får jeg bare nogle andre bivirkninger. Jeg kan ikke rigtig holde det ud længere.

1. De bivirkninger jeg gerne vil have hjælp til:

  • Kognition i form af: Hukommelse, opmærksomhed og overblik. Jeg er helt klar over, at det nok er meget svært at gøre noget ved, og jeg er da også helt opmærksom på, at det, der er glemt, nok er glemt for evigt. Det kan jeg fint leve med, men det ville være dejligt, hvis der ikke opstod nye glemte emner.  Jeg tager statiner mod forhøjet kolesterol, men det er i virkeligheden slet ikke godt for hukommelsen: https://www.dr.dk/nyheder/indland/nye-advarsler-mod-kolesterolmedicin Jeg kan desværre ikke finde en mere aktuel kilde, men i efteråret 2017, evt. foråret 2018, var der en længere udredning ved et hold forskere, hvor konklusionen var den samme. Kognitive problemer er også i sig selv en del af den bipolare lidelse. Jeg har fået 51 ECT-behandlinger, men al erfaring siger, at indflydelsen på hukommelsen er aftaget/helt forsvundet efter tre måneder. Seneste ECT-behandling fandt sted i november 2016.
  • Jeg har fået lavet tre MR-scanninger af hjernen, der ikke viste andet end to fredelige tumorer. Der holdes øje med dem årligt. Jeg har været på hukommelsesklinikken og gennem en neuropsykologisk undersøgelse. Begge viste, at der er et eller andet galt, men ingen kan rigtig anvise behandlingsmuligheder.
  • Problemerne viser sig ved:
    • Jeg kan kun dårligt se en TV-avis eller høre en prædiken. Tankerne farer afsted til den anden side af jordkloden
    • Jeg kan ikke længere læse, hvilket er et stort tab. Jeg har forsøgt med lydbøger, men det går ikke.
    • Jeg kan ikke finde vej. Ex: Jeg ville cykle den vej, jeg har kørt til og fra arbejde i syv år. Jeg måtte give op; jeg vidste ganske enkelt ikke, hvor jeg skulle henad.
    • Der er hele år, jobs, rejser mv., der er erased.
    • Kan fx ikke bruge SMS, Messenger og private beskeder på Facebook, da jeg ikke kan overskue alle de små tekststykker, eller måske rettere: jeg kan ikke holde sammen på dem, så de giver mening.
  • Restless legs: Det gør så sindssyg ondt, at jeg har lyst at skrige. Det er ikke tilstede hver nat/aften. Det er også en bivirkning til et præparat, men jeg er ikke lige klar over hvilket. Mange kalder det uro i benene eller kramper. Sådan er det ikke for mig. Det er vilde smerter.
  • Mundtørhed: Jeg har fået lavet mine tænder for 103.000 kr., og jeg er ultraomhyggelig med mundhygiejnen, men jeg har nu altid været omhyggelig. Jeg har tandlægens ord for, at det ikke var min egen skyld. Jeg er testet for Sjögrens sygdom. Prøven var negativ. Både tandlæge og øre- næse- halslæge bekræfter, at jeg har meget lidt spyt. Der er dage, hvor jeg kun dårligt kan tale eller synke maden. Egen læge er rådspurgt, men der findes p.t ikke noget, der kan afhjælpe det. Hun har lavet en markering, så hun kan kontakte mig, hvis der pludselig viser sig et nyt præparat, jeg kan prøve. Men jeg har mistet troen på det.
  • Herudover bruger jeg:
    • kunstigt spyt
    • Duraphattandpasta på recept
    • sukkerfrie sugetabletter fra apoteket
    • interdentalbørster og tandtråd både morgen og aften.
    • spiser og drikker ikke før der er gået min. 20 minutter efter endt tandbørstning.
  • Jeg har Lysantin som p.n. mod restless legs. Hvis jeg tager nogle af dem en aften/nat, er mundtørheden særdeles udbredt næste dag. Så er det, jeg dårligt kan tale.
  • Forhøjet kolesterol: En meget alm. (> 10 pct.) bivirkning til Seroquel. Det er lykkedes at bringe triglycerider et godt stykke ned under grænseværdien. Jeg forstå simpelthen ikke, hvorfor kolesterolet ikke er fulgt med ned, når de begge er markører for for meget fedt i blodet. Kan du mon forklare det?
  • Jeg er blevet “småfed”, hvilket er en meget alm. (> 10 pct.) bivirkning til Seroquel. Det er formentlig det viskerale fedt, da jeg er blevet “æbleformet”, hvilket jeg er ret ked af. Jeg er fuldt ud klar over, at fedtet sidder omkring organerne, når man er “æbleformet”.

2. Dagligt medicinindtag:

Klokken 07:00:

  1. Reg Activ: Et naturprodukt mod kolesterol, men jeg køber ikke flere, da de ikke har effekt på mig.
  2. Atorvastatin, 20 mg. mod forhøjet kolesterol.
  3. Multivitamin, 1 tbl.
  4. Seroquel, 100 mg.
  5. Unikalk Mega, 400 mg.

Klokken 20:00

  1. Reg Activ
  2. Pramipexol/Oprymea mod restless legs. 3 * 0,088 mg.
  3. Litium/Litarex 12 mmol.

Klokken 22:00

  1. Seroquel, 500 mg.
  2. Lamotrigin, 150 mg.

P.n.:

  • Lysantin p.n. mod restless legs. Når jeg tager dem, skal jeg op på 5 tbl a 50 mg. for at de har effekt. Mærkeligt nok har jeg observeret, at det hjælper at spise et eller andet.

3. Vægttab

Jeg startede på et vægttab i uge ti (9. marts 2018), men jeg taber mig ikke, hvilket jeg ikke fatter. Jeg vedhæfter et regneark, så du kan se alle mulige værdier. Bemærk at der er flere faner, som du finder i bunden af arket. Det består således af Rapporter, Data, Aktivitet og evt. Muskel-pct. Vægttab – detaljer

4. Kost

Jeg køber “Slank 24/7” hos Aarstiderne. Kassen rummer maksimalt 1.500 kcal. pr. dag. Der er 90 – 110 gr. kød/fisk. Resten er grøntsager. Jeg spiser aldrig slik eller chips al den stund, at jeg ikke kan lide det. Jeg drikker ikke sodavand.  Jeg har fravalgt Hyldeblomstdrik fra Grønnegården, da det gik op for mig, at der var lige så mange kcal. i den som i en cola. Jeg spiser ikke mellemmåltiderne fra kasserne, da jeg ikke føler sult.

Eksempler på måltider:

  1. Morgen: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slank-morgen/1person-5dage
  2. Frokost: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slank-24-7-5-dage/1person-5dage
  3. Aften: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slankekassen/1person-5dage

5. Seneste laboratoriesvar

Jeg ville gerne sende dig et print af laboratoriesvarene, men jeg kan ikke få det til at virke. Derfor får du i stedet tre billeder. Jeg håber, du kan få det til at hænge sammen.

God pinse!

Venlig hilsen