Tag Archive for: Enhedslisten

/6 Kommentarer/i , /af ,

Findes der overhovedet blå velfærd?

Findes der overhovedet blå velfærd?

Privatiseringer lurer om hjørnet

Findes der overhovedet blå velfærd?

Svaret er vist et larmende “nej”.

Jeg har lige set TV Avisen kl. 12:00, og jeg er rystet over, hvad seks blå partier kan finde sammen om. I protest melder jeg mig nu ind i Enhedslisten, uagtet vi er meget uenige om det internationale område. Jeg er fx tilhænger af G7, Nato, EU, FN osv. Jeg tror på, at landene kan mere sammen end hver for sig.

Enhedslisten er (vist nok) ikke med på den. Jeg er ikke færdig med at læse partiprogrammet. Men man kan ikke få alt, og jeg synes, de fører en flot valgkamp. Lige nu føler jeg mig overbevist om, at min stemme vil lande hos dem. For mig at se er det det mindst ringe parti. Jeg har intet imod at sige, at jeg er socialist og altid har været det. Det er næppe en overraskelse for læserne. Jeg har ikke behov for at “beholde flere af mine egne penge”, for jeg tror på fællesskabet.

Sundhedsforsikringer skaber social ubalance

Dette er måske ikke en del af de blås valgkamp, men det drejer sig om velfærd: En kvinde fortalte om, at der, fra deres barn for fire år siden blev henvist til udredning for ADHD, gik fem måneder til diagnosen var stillet. Det, mente hun, var urimeligt længe at vente i uvished. Det er tydeligvis et fire år gammelt eksempel. Nu vil der gå gennemsnitligt 38 uger – altså ca. en fordobling af tiden på fire år.

Hendes barn nummer to, skulle også udredes for et eller andet på psykiatriens område. De henvendte sig til privathospitalet Hejmdal, der har specialiseret sig i psykiatri for børn, unge og voksne. Det kunne de gøre, eftersom deres private sundhedsforsikring betalte. De kom (selvfølgelig) hurtigt til og diagnosen var stillet inden for to måneder.

Den vældige overskrift “Sundhedsforsikringer skaber social ubalance” undrer mig, for det er da ingen nyhed. Sådan har det været i al den tid, sundhedsforsikringerne har eksisteret. Både professor og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra VIVE og Karsten Hønge fra SF fortalte, at det skaber ulighed. Det blev vi ikke meget klogere af. Det undrer mig også, at de overhovedet gider kommentere en så gammel nyhed.

Frit valg for fødende kvinder

Findes der overhovedet blå velfærd?

Seks blå partier har holdt pressemøde om et fælles sundhedsudspil. Støjsenderen fortalt glædestrålende, at kvinder med “u-komplicerede fødsler” skal have lov at føde på private fødeklinikker. Det skal løse den katastrofale mangel på jordemødre, der blandt andet medfører, at fødende kvinder sendes rundt fra hospital til hospital i taxa.

Det vil selvfølgelig bevirke, at det offentlige sygehusvæsen vil stå tilbage med de komplicerede fødsler. Adskillige medarbejdere på psykiatrisk afdeling har ofte fortalt mig, at psykiatrien allerede i dag står tilbage med de “tungeste” patienter. Det er muligvis et grimt udtryk på skrift, så jeg omskriver det til “de patienter, der har det dårligst”.

Når der er færre fødsler, stiger enhedsomkostningerne (prisen pr. fødsel). Men lur mig om det vil medføre øgede bevillinger fra politisk hold. Næh, den borgerlige logik vil tilsige to ting:

  1. Når der er færre fødsler, skal bevillingerne reduceres.
  2. Enhedsomkostningerne må ikke stige, så vi må også reagere med fx en genindførelse af produktivitetskravet på 2 pct. årligt.

Pårørende skal hjælpe mere til

Venstre er begejstret for idéen om, at de pårørende kan afhjælpe manglende hænder – dog kun så længe det udelukkende drejer sig om praktisk hjælp (indkøb, rengøring osv.). De bryder sig ikke om, at det skal rulles ind over den personlige pleje (bad, toiletbesøg osv.)

Personligt mener jeg, at det er starten på en glidebane. Hvor går grænsen? Hvornår udvides det bid for bid? Hvad bliver det næste? Det bekymrer mig.

Velfærd er en offentlig opgave og ikke en opgave for ægtefæller eller børn. Eller også må man betale de pårørende markedsprisen for at løse opgaverne. Det er markedskræfter, som de borgerlige er så glade for.

For et par måneder siden afsluttede jeg et langdistancevenskab, fordi vi var rygende uenige om dette emne. Min ven havde i sin studietid – for mere end 30 år siden – arbejdet på et plejehjem, hvor de ældre fx ikke kom på ture, med mindre de pårørende arrangerede og udførte “opgaven”. Han mente, det var positivt, da det var bedre at komme på tur end at blive hjemme. Og det kan der selvfølgelig være noget om – selv mener jeg, at det er starten på en glidebane (allerede for 30 år siden …), hvad bliver det næste? Herudover har de mennesker, der har skabt vores velfærdssamfund, krav på en ordentlig alderdom, som selvsamme velfærdssamfund må stå for.

Det afsluttende billede

Billedet herunder fandt jeg på Facebook hos en, der bestemt ikke var enig i budskabet på billedet, og hun var dygtig til at klippe ud i pap og bøje i neon, hvorfor det er tåbeligt.

Ophavsmanden var måske konservativ? Det ved jeg ikke, men “det ligner at …”.

Findes der overhovedet blå velfærd?

 

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Udsyn

Jeg er bekymret

Ifølge ordnet.dk betyder udsyn blandt andet: “det at have overblik og være vidtskuende; det at have en bred horisont“. Med den definition vil jeg da gerne have udsyn. Bloggen hedder. “Stegemüllers vindue mod verden”, og på den måde passer tingene fint sammen.

Jeg er bekymret over: Trump, Nordkoreas missilaffyringer rettet mod USA, Erdogan, Putin, styret i Myanmar, der indtil videre har sendt knapt en halv million muslimer på flugt til Bangladesh og lagt landminer ud i grænseområderne, det indvandrerkritiske (for nu at sige det pænt) Alternative für Deutschland (AfD) der fik 12,6 pct. af stemmerne ved gårsdagens valg i Tyskland, Inger Støjberg, Dansk Folkeparti, mikroplastikken i alle verdenshavene, klimaforandringerne, isen der smelter i Arktis, så isbjørnene ikke har et sted at være, pesticiderne i vores grundvand så drikkevandsboringer har måttet lukkes og sikkert meget mere.

For så vidt angår valget i Tyskland har Peter Skaarup (DF) allerede været ude på Twitter og deklameret, at han nu håber på, at der kommer styr på indvandringen, og at grænserne bliver lukkede. Man kan spørge sig selv, hvordan et parti med knapt 13 pct. af stemmerne kan få så stor indflydelse? Det kan de, fordi CDU og CSU havde et rigtig dårligt valg og anses som taberne. Angela Merkel forbliver godt nok kansler, men hun er stækket som Kristus på korset. Hun kommer ikke udenom AfD, der er en pendant til det danske DF. Hun kommer i vidt omfang til at regere på AfDs nåde og barmhjertighed.

Ligeglad?

Selvfølgelig kunne jeg bare være ligeglad, når jeg alligevel ikke kan stille noget op mod fx Nordkoreas missilaffyringer. Desværre har jeg ikke magt, som jeg har agt 🙂

Jeg kunne bare passe mit arbejde, skrive mine softwareguides, nyde min mad fra Aarstiderne, skrive et indlæg på bloggen, passe mine tider i Distriktspsykiatrien mv., da det alt sammen er fredelige aktiviteter, der ikke gør en kat fortræd.

Sådan er jeg bare ikke. Jeg kan ikke være ligeglad. Jeg har altid været et politisk tænkende menneske, og det inkluderer den tid, hvor jeg havde arvet positive tanker om straks at lukke Christiania, indføre dødsstraf og gøre Glistrup til statsminister. Det var mærkværdige holdninger, men det var dog holdninger. Jeg flyttede til Amagerkollegiet og blev klogere. Gudskelov. De læste alle sammen Information, og den fik jeg da også stavet mig igennem efter lidt træning.

Partipolitik

Det er ingen hemmelighed, at jeg er medlem af Enhedslisten, da de – for mig at se – tager ordentligt fat i de problemer, Danmark kan påvirke i ind- og udland. De kan ikke stille meget mere op mod Trump, end jeg selv kan, og det vil sige ingenting, men de kan påvirke det, der foregår inden for landets grænser. De er det eneste parti, der efter et valg gør det, de har lovet i valgtalerne. Det gør, at jeg synes, de er det eneste redelige parti i dansk politik p.t. Af samme årsager har jeg nu altid syntes, at Marianne Jelved var redelig, og jeg kunne godt lide hendes holdninger til “det lange seje træk”.

Problemet med Enhedslisten er, at de har en stærkt negativ holdning til Den Europæiske Union – på det område kan de tage i DF i hånden og råbe op om, at vi skal melde os ud. Selvfølgelig skal vi ikke det! Vi har brug for Den Europæiske Union, og Den Europæiske Union har brug for os. Staterne kan udrette mere i forening end hver for sig. Flygtningekrisen bør håndteres i fællesskab vha. en kvoteordning baseret på et eller andet kriterium næsten ligegyldigt hvilket. Hele miljøspørgsmålet bør håndteres i fællesskab. CO2-udslippet stopper ikke, og viser ikke pas, ved grænsen.

Nåh men solen skinner, og jeg kunne jo bare gå mig en tur…

 

/6 Kommentarer/i , /af ,

6,081081081

225 timer divideret med 37 er lig med 6,081081081 uger. Der er flere decimaler, men jeg gider ikke skrive flere.

De 6,081081081 uger er det antal, som en kontanthjælpsmodtager skal arbejde for ikke at få skåret i kontanthjælpen fra 1. oktober.

Regeringens oprindelige skøn var, at ca. 8.000 mennesker ville ramt af denne regel. Realiteten er, at der er gået varslingsbreve ud til lige knap 49.000 mennesker. Hvordan kan man regne så meget forkert i Finansministeriet?

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside ligger der flere forskellige såkaldte faktaark, der beskriver 225 timers reglen, fx:

“Skærpet rådighed: En 225 timers regel.
Der indføres en 225 timers regel, som betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal dokumentere, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde minimum 225
timer indenfor et år. Det svarer til ca. seks ugers fuldtidsarbejde og skal tilskynde
til, at alle bibeholder en tilknytning til arbejdsmarkedet.”

En ugift person over 30 år kan få lidt over 10.000 kr. før skat i kontanthjælp pr. måned. Opfylder han/hun ikke kravet om de seks ugers arbejde, bliver der trukket 1.000 kr. månedligt. Det fremgår ikke, om det er før eller efter skat, men uanset hvad, så er det et stort beløb ud af kontanthjælpssatsen. Jeg vil faktisk mene, at det ikke er muligt at overleve.

En interessant detalje, som man kan finde på borger.dk er, at det skal være helt ordinært og ustøttet arbejde i de seks uger – dvs. at et job i løntilskud ikke medregnes. Så er man da helt sikker på at få lagt de dårligst stillede helt ned.

Mit ærinde her er i virkeligheden at tænke over (og måske få andre til at tænke over), hvordan man skaffer sig seks ugers arbejde?

Hvordan kan man motivere arbejdsgivere til at ansætte folk i så kort en periode? Hvad får de ud af det?

Fra alle de jobs jeg selv har haft, er det min erfaring, at de første tre måneder ikke er en god forretning for arbejdsgiveren – det er nærmest ren tilsætning: man kender ikke opgaverne, man har ikke et netværk, man kender ikke processerne og kan derfor let lave fejl, man kender ikke hierarkiet osv. Den slags essentielle forudsætninger for at kunne klare jobbet tager det tre måneder at komme ind i. Først på det tidspunkt kan man blive en del af virksomheden.

Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg ikke ansætte nogen i 6 uger:

  • Hvorfor pokker skulle jeg gør det?
  • Hvilken benefice ville der være for mig?