Indlæg

,

Memoteknikker

For det første: Det er faldet på plads med virksomhedspraktikken hos Folkekirkens Nødhjælp. Jeg skal starte onsdag den 13. januar, og det ser jeg frem til. Det bliver rart at komme i gang igen. Erhvervsrådgiveren holdt ingen dundertale for mig 🙂

For det andet: Jeg sidder og spiller “Professionel hjernetræning”, som jeg har fået anbefalet af min træner hos CSV. Der er mange forskellige spil at vælge imellem, og man kan sætte det op til forskellige sværhedsgrader. Formålet med hvert spil forklares ret nøje, så man kan udvælge de rigtige. “Hukommelse som en elefant” er det sjoveste og mest udfordrende, jeg har fundet indtil videre. Man skal indlære fx ni ord, der kan have lidt eller meget indbyrdes sammenhæng. Man har fx 40 sekunder til at lære ordene. Herefter går man til tre tabeller, hvor der i hver tabel vises tre af de indlærte ord, og dem skal man så udpege blandt en hel masse andre ord på fx 20 sekunder. Jo mindre sammenhæng der er mellem ordene, jo sværere er det selvfølgelig.

Min træner har lært mig en teknik med at lave små historier for at understøtte hukommelsen. Det er sikkert almindelig memoteknik. Da jeg ikke er særlig kreativ, er det svært at få lavet de små historier, men dette er en glimrende måde at øve det på. Vi har taget nogle runder sammen, og jeg kan jo høre, at hun er meget bedre til det, end jeg er. Der er ikke andet gøre end at øve.

CSV

Det er tirsdag, så jeg har været ved CSV (Center for Specialundervisning for Voksne). Jeg har af Hvidovre Kommune fået bevilling til 10 enetimer hos en logopæd. Jo længere tid jeg kommer der, jo bedre synes jeg, det er. Opgaven er at lære kompenserende strategier i relation til den dårlige hukommelse. Det er som om, de sidste 1½ år og en stor del af fortiden er glemt, og der bliver ved med at dukke nye episoder op, som jeg har glemt. Senest var det en medpatient, der kunne berette, at vi sammen var på Kronborg for at høre opera, vist engang i august. Jeg kan måske huske, at vi sad på en græsplæne og spiste. Alt andet er væk. Det er meget ubehageligt. Den samme medpatient kunne berette, at vi spiste brunch sammen på min lokale café. Det er også helt væk. Hun har været her hos mig tidligere, det kan jeg heller ikke huske.

De kompenserende strategier er ret så lavpraktiske. Fx har jeg lige nu fået opgaven med at udvikle et redskab, så jeg kan få styr på mine programmer på computeren. Læreren og jeg har i fællesskab designet et skema, som jeg kan sætte de ca. 150 programmer ind i. Skemaet skal rumme tre kolonner: 1) Programnavn 2) Opgave = hvad skal programmet bruges til og 3) Hvilken kategori skal programmet i? Kategori kan fx være billedbehandling og så kan man sortere efter det.

Det er et hestearbejde, men det bliver godt. Jeg er kommet igennem de første 90 programmer, men jeg ved stadig ikke, hvad de alle skal bruges til. Der må googles for at finde frem til formålet. Det er en underlig fornemmelse at vide, at jeg har vidst, hvad de skal bruges til, men nu er det fuldstændig slettet fra hukommelsen. Når oversigten er færdig, skal den sorteres efter kategori (hurra for Excel), printes ud og ligge ved computeren. Hvis jeg så skal lave noget med billeder, er det let at slå op og se hvilke programmer, jeg har til rådighed.

Lavpraktisk ja men brugbart. I det hele taget er alt, hvad vi laver lavpraktisk, men det er løsninger, der er til at huske (he, he), og som er lette at implementere i hverdagen. Huskeregler a’la “Helen med håret” vil fungere godt for mig, da jeg har let ved det sproglige. Hukommelsen for turen til Kronborg kunne have fået støtte ved nogle billeder af Kronborg, af min ledsager og af maden, vi spiste. Jeg render alligevel rundt med en smartphone, hvorfor ikke udnytte dens potentiale fuldt ud?

I dag har vi kigget på “spillet” “Professionel Hjernetræning”, som koster penge med mindre man får et login fra fx CSV, og som kan bruges til at øve de strategier, vi har talt om. Vi prøvede det af på lærerens computer. Hold da op det er svært, men jeg har stor lyst til at prøve det. For at lave interne huskeregler skal man være kreativ, og det er jeg overhovedet ikke. Jeg er spændt på, om jeg kan klare det alligevel.

Et andet “spil” er “Brain+”, som er en gratis app, som jeg lige har downloaded, og derfor kun har nået at spille et enkelt spil på. Det er ret svært! Man bliver fx præsenteret for en række personer, som man får en masse informationer om. Herefter skal man vise, at man kan huske disse informationer. Efterhånden som man arbejder sig frem i spillet, kommer der “afbrydelser”, hvor der kommer andre personer ind imellem, hvis informationer, man så skal huske, hvorefter man så går tilbage til de oprindelige, og atter skal huske deres informationer. Jeg føler mig lidt på bar bund her. Det er som om, jeg ikke kan nå at bruge de kompenserende strategier, jeg lige har lært.

Kritikerne af den type af hjernetræningsspil siger, at man bliver god til at spille spil og ikke andet. Den risiko tager jeg med i købet, for det er, trods frustrationen over ikke at kunne nå at bruge de kompenserende strategier, ret sjovt.

 

 

At få det bedre

Jeg arbejder for sagen, den sag det er at få det bedre, og jeg synes, det går lige så stille fremad, og det er jeg glad for og taknemmelig over. Mit liv vil nok bestå af op- og nedture fra nu af. Jeg har et ønske om at kunne holde mig fra de idelige indlæggelser, men jeg ved ikke, om det er realistisk.

Speciallægen anbefalede at føre et “stemningsregistreringsskema”, som er udviklet specielt til personer med bipolar lidelse. Det vil sige, at man dagligt sætter et lille kryds i en rubrik for om man er i en mani, i en depression eller bare er i en almindelig neutral fase. Endvidere registrerer man mængden og kvaliteten af søvnen. Skulle en indlæggelse blive aktuel, vil skemaet være en god dokumentation at vise frem. Hvis du af en eller anden grund vil finde skemaet som app, skal du søge på “moodlog”. App’en er lidt mere mig end den papirbårne udgave.

Hos CSV i går gennemgik vi den opfølgning, jeg havde lavet på vores seneste møde, og det var faktisk ret tilfredsstillende, for jeg havde fået fulgt op på det meste. Det eneste, jeg ikke havde fået gjort noget ved, var “Universal Mobilholder til Cykel”, for jeg kunne ikke gennemskue hvilken der ville passe til min telefon, der er indhyldet i et avanceret cover udviklet til det amerikanske forsvar. I fællesskab fandt vi dog denne holder, som er kommet med posten i dag. Den passer! Den glæder jeg mig til at tage i brug, så jeg kan blive ordentligt mobil igen.

En anden ting jeg bare har forberedt mig på, men altså endnu ikke gjort noget ved, er, hvad jeg skal sige til de mennesker i kirken, som jeg skal have taget et billede af for at huske deres navne. Det er meget godt at have forberedt en lille “tale”, så jeg ikke kludrer i det og dermed virker utroværdig. Det skal være noget i retning af: “Jeg har problemer med min hukommelse, og er i behandling for det. Jeg har svært ved at huske navne, og det vil være en stor hjælp for mig, hvis jeg må have lov at tage et billede af dig”. Jeg håber ikke, at nogen vil finde det intimiderende.

Og så apropos hukommelse: Jeg har fået et afbud på Hukommelsesklinikken på fredag. Yes – så har jeg kun ventet en måned og ikke de otte uger de ellers skrev om. Det er meget positivt.

I Psykiatrifonden i mandags brugte vi det meste af tiden på at følge op på mødet med speciallægen. Min fantastiske erhvervspsykolog var helt godt tilfreds med resultatet/konklusionen, men var lidt bange for, om jeg nu havde overpræsteret, siden lægen mente, jeg kunne arbejde 25 timer om ugen. 25 timer er i parentes bemærket for meget til et fleksjob. Herudover oplyste hun mig om, at jeg har mere livsvilje, end jeg selv ved. Ellers var jeg død. Det er rart at vide 🙂

Herudover passer jeg mine aftaler i Distriktspsykiatrien med henholdsvis kontaktperson, læge og psykolog. Endvidere er der indtil videre aftalerne om forebyggende ECT på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Til tider synes jeg, jeg har for travlt med at passe alle mine aftaler i “systemet”, og jeg skal altid have kalenderen frem for ikke at dobbeltbooke. Jeg håber dog på, at denne mandsopdækning kan gøre, at jeg hurtigt kan få det bedre. Jeg synes, “systemet” virker fantastisk godt, og jeg møder kun søde og dygtige mennesker. Måske skal man bare have det tilstrækkelig elendigt.

Tænk hvis jeg en dag kunne blive helt fri igen og bare var sådan et helt almindeligt menneske, der stod op og gik på arbejde hver dag. Det ville være fantastisk, og det er mit mål.