Indlæg

,

En god proces

Det går fremad

Mine artikler til POV,  der gerne skal ende som en biografi, skrider godt fremad. Og det er en forrygende følelse at producere noget på skrift, som i hvert fald et menneske indtil videre kan lide. Dette menneske er journalisten, som jeg har hyret som facilitator til projektet i erkendelse af, at jeg godt kan skrive men på ingen  måde er professionel skribent. Jeg har lyst til ved slutningen at stå med et ‘værk’, der er på et højt niveau rent fortællemæssigt.

Skypemøde

Vi skulle have mødtes i går, men det kunne vi naturligvis ikke på grund af C-ordet, så vi holdt et to timer langt møde via Skype i stedet. Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg må sige, at det fungerede forbilledligt. Det er bragende godt, at man kan se hinanden samtidig med, at man taler. Det bliver tydeligt, hvor meget kropssproget betyder. En telefonsamtale ville slet ikke give det samme.

Vi holdt møde om 2. revision af de første seks artikler. Jeg er nået til og med afslutningen på studiet. Journalisten havde på forhånd sendt sine kommentarer til mig ved hjælp af Words kommentarfunktion, som jeg heller ikke kendte til på forhånd.

Hun er bare så positiv og skriver og siger ligeud, at hun godt kan lide, hvad hun læser. Det er meget motiverende for mig som skribent. Rollerne mellem os er skarpt opdelte: det er mig, der skriver og hende, der faciliterer. Men selvfølgelig er der undtagelser. Hvis noget driller, tager jeg glad og gerne imod forslag til en sætning eller to, der kan forbedres.

Læreproces

Det er ikke alene et ‘bogprojekt’, det er også en læreproces, hvor jeg kan tage en masse om sprog med mig videre i livet. Fx skriver jeg ind imellem lidt for meget kancellisprog, sætninger og afsnit er af og til for lange, jeg sætter for mange kolonner, sætninger skal yderst sjældent starte med ‘og’, og jeg bør skrive forkortelserne helt ud. Jeg skal med andre ord gør mere for at tage læseren ved hånden.

Journalisten fortalte, at omkring halvdelen af danskerne er dårlige læsere, så der er rigtig mange, der skal tages ved hånden.

Don’t tell it – show it

En af mine store svagheder er, at jeg kommer til at efterrationalisere. Det vil sige, at noget som den lille Hanne oplevede beskrives med den voksne Hannes ord og meninger. Det bevirker, at det bliver til ‘Tell it – don’t show it’.

Et eksempel er, at min mors mand nummer to måske ikke var så begejstret for børn, fordi et barn kunne hindre dem i at rejse til Rom, London og hvor de ellers gerne ville hen. Derfor skriver jeg: ‘Jeg var nok en klods om benet…’ Det er en efterrationalisering, hvor jeg ikke bliver i barneuniverset. Der skal i stedet stå noget om, hvordan jeg som barn vidste, at de gerne ville ud at rejse, og hvordan jeg mærkede, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg var der. Så bliver det ‘show it – don’t tell it’. Jeg synes, det er i den svære afdeling.

Ingen deadline

Det er lidt underligt ikke at have en deadline men bare at kunne skrive, når jeg har tid og lyst. Jeg bilder mig ind, at det er godt for processen at kunne lade den være lystbetonet.

I dag skinner solen fra en stort set skyfri himmel, men jeg har alligevel mest lyst til at begrave mig i artikel nr. 2.

Besvar spørgsmål

Jeg havde droppet bogen

I erkendelse af at min bog blev for følelseskold og uden nerve havde jeg droppet den. Hvem gider læse noget, der mest er en levnedsbeskrivelse med kølige facts? Jeg er færdig med at gå i terapi. Det hele er bearbejdet. Der er ikke mere at komme efter. Jeg syntes, at det, jeg skrev, blev for klinisk, og hvem gider læse det? Jeg skriver som hovedregel ikke som led i en terapeutisk proces.

Møde med journalisten

Jeg kender en journalist, som har lovet at hjælpe mig gennem processen, og vi havde første møde i dag – og tænkte jeg – sidste møde, men sådan kom det ikke til at gå.

Hun havde gået mine kapitler igennem, og kunne godt lide hvad hun læste. Det blev jeg rigtig glad for, for det gav mig mod på at gå videre. Hun stillede en masse spørgsmål, som hun havde skrevet ind som noter i Word, så jeg ikke er i tvivl om, hvad hun mener.

Nogle kapitler fungerer bedre end andre. Der er et om ‘Den lykkelige tid’ med fokus på min far og et om min mormor, som jeg var meget knyttet til. Der er følelser og nerve knyttet til. Kapitlerne om overgrebene er mere overordnede, fordi det simpelthen er svært at skrive om, også selvom de år er bearbejdet ad flere omgange.

Hjemmearbejde

Nu skal jeg gå alle journalistens og mine noter igennem en for en og besvare alle de spørgsmål, hun har stillet. Et eksempel er: Jeg skriver om mors om min tid alene i Vollsmose, før psykopaten flytter ind: ‘Vi klarede os godt nok’. Journalisten spørger: ‘Hvad er ‘godt nok? Var der fx råd til fritidsinteresser?’ Ja det var der. Jeg gik til bordtennis og skydning og på fritidshjem. Et andet eksempel er: ‘Hvordan var lejligheden i Vollsmose?’ Den var fed. Jeg havde fx mit eget badeværelse, der var to altaner lige ud til grønne områder. Til den anden side var der en stor fodboldbane. Det var gode forhold for børn at vokse op under.

Jeg har nu et stort arbejde med at gå alle afsnittene igennem og ‘folde teksten ud’. Endelig har jeg forstået, hvad det går ud på.

Et trick og en ven

Hvis jeg har noget, der skal med, men jeg ikke kan få det skrevet ned, så er et trick at fortælle det højt for sig selv og gerne at optage det. Herefter er det bare at skrive af fra optagelsen.

Vi kom ind på det i forbindelse med, at jeg kun havde én ven som barn, Bjarne, og det er i sig selv unaturligt. Jeg kunne besøge ham, når jeg besøgte min mormor. Vi tilbragte mange timer med at tegne eller gå tur med hans  golden retriever, der hed Aga. Han var meget bedre til at tegne end mig og blev da også arkitekt.

Vi holdt kontakten gennem alle årene, og da Messenger mv. blev opfundet, mødtes vi jævnligt der. Han boede mange år i Holland, men efter at være blevet skilt, rejste han hjem til Danmark. Jeg kunne godt fornemme, at der var noget galt, men når jeg prøvede at spørge ind, svarede han mest, at han tumlede med svære tanker. En dag fik jeg besked om, at han havde hængt sig. Det var i 2015, hvor jeg selv havde det sværest, men jeg besluttede, at jeg ville med til begravelsen i Præstø Kirke. Da jeg hilste på hans forældre i kirken, var det som om, de kendte mig. Han må derfor have fortalt om det mangeårige venskab.

Det er som om, at når man fortæller det højt, så bliver det mindre indforstået.

Ikke en bog

Jeg har besluttet, at det ikke skal ende som en bog men som en artikelserie på POV International. Det giver mig en masse frihed, mange flere læsere og sparer mig for alle nederlagene, når forlagene ikke vil have mit manus.

Konklusion

Jeg tror, glæden ved at skrive kan komme tilbage igen.

 

Syv kapitler – og så

Bogen, der ikke skal være en bog

Bloggen har ligget stille et stykke tid, fordi jeg har skrevet syv kapitler til det, der ikke skal være en bog, men nærmere en serie af artikler på POV International. Jeg kan ikke skrive både til det ene og det andet på en gang.

Jeg har skrevet om den lykkelige del af min barndom, den knapt så lykkelige, skoletiden, min mormor, som havde stor betydning og er nået til den 1. august 1980 hvor jeg, fri som fuglen, ankommer med Bornholmerbåden til Kongens Nytorv og starter rengøringsarbejde på deltid i De Gamles By på Nørrebro osv.

Jeg skriver alt det svære uden følelser, for det hele er bearbejdet hos min psykolog. Det er både godt og skidt i denne skriveproces, for det betyder, at kapitlerne bliver uden nerve, ja nærmest kliniske. Jeg kan skrive om de værste overgreb, som var det en opskrift på en sandkage.

Lige nu

Jeg er løbet sur i spørgsmålene ‘Hvem gider læse en (klinisk) levnedsbeskrivelse, når den ikke er fra en kendis?’ og ‘Hvad skal læseren få ud af at læse dette kapitel?’. Jeg kan simpelthen ikke svare på det. Men før jeg kan svare på det, kan jeg ikke skrive mere. Det er en ægte show stopper.

Jeg glæder mig meget til det første møde med journalisten, som forhåbentlig kan hjælpe mig ud af det dødvande, jeg har bragt mig selv i. Rigtige forfattere kender sikkert dette til hudløshed, men for mig er det nyt. Ordene plejer at flyde ud af  tastaturet. Det gør de sådan set også; de er bare uden nerve.

Det skal kunne lade sige gøre at skrive en serie artikler til POV. Jeg plejer da at kunne…