Tag Archive for: Bisættelse

/4 Kommentarer/i /af

De bar ud til “Om lidt blir her stille”

De bar ud til "Om lidt blir her stille"

En meget smuk bisættelse

De bar ud til “Om lidt blir her stille”

Min fars ungdomskæreste og det sidste af de to mennesker, der var der for mig for 43 år siden, gav slip på livet den 17. november og blev i dag bisat fra Lyngby Kirke. Kongens Lyngby har været omdrejningspunktet for hele hendes liv. Hun blev næsten 99 år, så helt unaturligt var det ikke, uanset hun ellers havde set meget frem til 100 årsdagen i 2025.

Den yngste søn (på 63 år) holdt en fremragende og historisk bevidst tale i kirken. Han holdt den helt i sin mors ånd, som var altid at fokusere på det positive, aldrig at “pive”. Lige til det sidste sagde hun “Jeg har det godt; jeg har jo ikke ondt”. Han fik sat det lange liv i perspektiv: blandt andet om at have gennemlevet en tid fra der kom post tre gange om dagen til e-mails; fra retirader i baggården til gulvvarme i badeværelset osv.

Hanne havde selv valgt salmerne, så vi sang:

  • Se, nu stiger solen af havets skød (Jakob Knudsen, 1891)
  • Det er så yndigt at følges ad (Grundtvig, 1855)
  • Du, som har tændt millioner af stjerner (Johannes Johansen, 1981)

Præstens tale taler vi ikke om. Den kunne han have holdt over hvem som helst, og for dem ville han måske have brugt det rigtige af de to fornavne …

Jeg er selvfølgelig klar over, at en præst ikke kan lave bedre output end vedkommende får input fra de efterladte, når afdøde ikke var en trofast kirkegænger, og præsten således ikke kendte afdøde. Når sønnen kunne holde en så historisk bevidst tale, har jeg bare svært ved at forestille mig, at han ikke har delt noget af denne bevidsthed med præsten, der måske kunne have opsnappet noget af det.

Det bedste var jordpåkastelsen. Jeg kan godt lide det cykliske i en jordpåkastelse. For det er jo rigtigt, hvad der siges: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå”.

En fin mindesammenkomst

Sønnerne inviterede til mindesammenkomst på Bagsværd Hovedgade i Odd Fellowgården Tax, hvor forældrene havde holdt mange fester, så det var også helt i deres ånd. Jeg sørgede med vilje for at få min fars 96 årige første kone til bords. Det var vældig interessant. Der var et par ting, der faldt på plads: Han var kedelig, for han sov så meget og gik tidligt i seng … Og så tog jeg mod til mig og spurgte et stykke inde i samtalen, om det var rigtigt, at hun ville skilles, fordi han ikke kunne få børn (haft fåresyge som barn). Og det var sandt.

Der blev holdt et par dejlige taler, altimens jeg sad og tænkte på, om jeg turde rejse mig og sige et par ord. Og jeg gjorde det (sgu), og fik sagt en lille smule om, hvad Hanne og hendes mand havde betydet for mig for de mange år siden, og hvor glad jeg er for, at vi efter 40 års ophold atter fik kontakt. Jeg var opmærksom på ikke at ævle for længe og om mig selv men at fokusere på dem og det, de havde formået; og der kom flere bagefter og sagde, at det havde været en fin tale.

Alterdugen er ingen dug

Når man ser på alterdugen i Lyngby Kirke, tror man, det er en dug/et klæde, men det er det ikke. Alterbordet er af krystallinsk marmor fra Carrara i Italien. Det er godt klaret af kunstneren Christian Lemmertz i 2012.

De bar ud til "Om lidt blir her stille"

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i /af

Smukt

Bjarne Olesens bisættelse fra Præstø Kirke

Bjarnes forældre ser billeder fra højtideligheden i Amsterdam.

Det var den smukkeste bisættelse, jeg nogensinde har været til. Vi var 70 mennesker i kirken og til den efterfølgende fine frokost på “Frederiksminde”. Han kunne ikke blive bisat i et smukkere vejr.

Alle, der var tilstede, var dybt berørte, ikke mindst da hans søster Birgitte læste afskedsbrevet op ved kisten, først på dansk og så på engelsk, så Bjarnes mange hollandske venner også havde en chance. Da hun læste brevet højt, var jeg knust og kunne næsten ikke holde op med at græde igen, men jeg fik dog samlet mig så meget sammen, at jeg kunne synge med på samlerne. De havde valgt 747: “I østen stiger solen op”, 31: “Til himlene rækker…” og 787 : “Du som har tændt millioner af stjerner”. Jeg synes, det var meget smukke salmer, de havde valgt. De passede på en eller anden måde så godt til denne særlige situation.

Det fremgik af brevet, at det var enden på mange års ned-ad-bakke og at det var en særdeles velovervejet beslutning. Ingen kunne have gjort hverken til eller fra. Han blev skilt fra sin mand Jeremy for ca. syv år siden, og det var ikke hans ønske at blive skilt; han fandt aldrig rigtig en anden kæreste, men savnede vel nok en soul mate. Flere talte om, at han nu nok er i “doggie heaven” sammen med deres elskede boxer Miss West; det var deres “datter”. Bjarne har altid været glad for hunde, og jeg kan huske “Aga” hans golden retriever tilbage i Hårby for en menneskealder siden.

Jeg har altid hadet selve jordpåkastelsen, det at se kisten blive båret ud, sat ind i rustvognen og at se den køre afsted. Det er så ultimativt. Vi vinkede til rustvognen. Det har jeg ikke prøvet før, men det føltes rigtigt.

Jeg fik talt en del med Birgitte, der virkede meget afklaret. Hun sagde bl.a., at de prøvede at leve med respekt for Bjarnes beslutning. Jeg tror også, det er den eneste måde, man kan håndtere et selvmord på. Intet andet giver mening, og da slet ikke i en situation som denne, hvor det virker til at have været planlagt og velovervejet. Han har vidst, at det skulle være; skulle bare finde tidspunktet. Jeg tænker på den dybe ensomhed, han har været i i timerne op til. Den ensomhed findes ikke større.

I Amsterdam holdt de også en mindehøjtidelighed, hvor de mødtes i Westerpark og drak champagne. De sendte billeder hjem af højtideligheden. Det var gribende at se. Han havde en veninde, der kom helt fra Shanghai til bisættelsen – han var en sand kosmopolit.

Selvom det var rædselsfuldt, var det smukt! Under frokosten var der fx tre der rejste sig op og holdt små taler til og om Bjarne. Warner læste en tale op fra Ammar fra Kuwait, og han kunne næsten ikke for tårer, men fik sig hikstet igennem det alligevel. Der var flere, der overgik sig selv. Jeg tænkte også på at sige noget, men jeg ville jo mest kunne bidrage med barndomsminder, og det var måske ikke så interessant. Jeg kunne selvfølgelig have sagt noget om Bjarnes tid som tryllekunstner, som jeg havde glemt indtil i dag 🙂

Kære kære Bjarne! Vi har sendt dig på din sidste rejse i dag. Vi har gjort vores til, at du skulle få en fin rejse. Du har betydet meget for mig, og jeg har altid set op til dig, og syntes, at du var så dygtig. Nu er du et sted, hvor der er evig kærlighed og ingen krav. Gid du må trives med det. Kærlig hilsen Hanne.

Du som har tændt millioner af stjerner

Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Resten af teksten og musikken på YouTube.

(Vertaald met google translate en wat eigen creativiteit. er staan twee (?) waar ik niet helemaal zeker ben.)

Bjarne’s ouders zien foto’s van de ceremonie in Amsterdam.

Het was de mooiste begrafenis waar ik ooit ben geweest. We waren met 70 mensen in de kerk en er volgde een fijne lunch bij “Frederiksminde”. Hij kon niet worden begraven met mooier weer.

Allen die aanwezig waren werden diep geraakt, vooral toen zijn zus Birgitte de afscheidsbrief voorlas bij de kist, eerst in het Deens en vervolgens in het Engels, zodat Bjarne vele Nederlandse vrienden ook een kans hadden het te begrijpen. Toen ze de brief las, werd ik gebroken en ik kon nauwelijks voorkomen weer te huilen, maar ik heb me heb vermand zo veel dat ik mee kon zingen. Ze hadden lied 747 gekozen: “In het Oosten komt de zon op”, 31: “Want hemel rijen …” en 787: “U heeft miljoenen sterren gedraaid.” Ik denk dat het heel mooie liederen waren, ze hadden ze goed gekozen. Ze passen op de een of andere manier zo goed bij deze bijzondere situatie.

De brief was het einde van een jarenlange down-hill en het was een zeer intelligente beslissing. Niemand kon in of uit hebben gedaan, hetzij (?). Hij was gescheiden van zijn man Jeremy zeven jaar geleden, en het was niet zijn wens om te scheiden; Hij had nooit echt een andere vriend, en miste waarschijnlijk een zielsverwant. Verschillende keren sprak hij over zijn waarschijnlijke “doggie hemel”, samen met hun geliefde boxer Miss West; het was hun “dochter”. Bjarne is altijd al dol op honden geweest, en ik kan me “Aga” herinneren, zijn golden retriever in Hårby een generatie geleden.

Ik haat het altijd om het graf te zien waarnaar de kist wordt weggevoerd, het in de lijkwagen wordt gezet en om het te zien wegrijden. Het is zo uiteindelijk. We zwaaiden naar de lijkwagen. Ik heb niet eerder geprobeerd, maar het voelde goed.

Ik sprak veel met Birgitte, die heel duidelijk leek. Ze zei onder andere dat ze probeerde te leven met respect voor het besluit van Bjarne. Ik geloof ook dat dat de enige manier is om met een zelfmoord om te gaan. Niets anders is zinvol, en zeker niet in een situatie als deze, waar het lijkt te zijn gepland en weloverwogen. Hij wist wat het zou gaan worden; hij moest de tijd vinden. Ik denk aan de diepe eenzaamheid, waarin hij is geweest in de uren tot zijn daad. De eenzaamheid kan niet groter zijn.

In Amsterdam hielden ze ook een gedenkdienst, waar ze ontmoetten elkaar in het WesterPark en dronken ze champagne. Ze stuurden foto’s naar huis van de ceremonie. Het was ontroerend om te zien. Hij had een vriend die de hele weg naar de begrafenis kwam uit Shanghai – hij was een echte kosmopoliet.

Hoewel het verschrikkelijk was, was het ook mooi! Tijdens de lunch was er bijvoorbeeld iemand die opstond en hield een praatje met en over Bjarne. Warner las een toespraak van Ammar uit Koeweit voor, en hij kon het bijna niet door de tranen, maar deed het toch (?) Er waren verschillende die zichzelf overtroffen. Ik dacht erover ook iets te zeggen, maar ik wilde het meest bijdragen aan jeugdherinneringen, en het was misschien niet zo interessant. Natuurlijk kon ik iets gezegd hebben over Bjarne tijd als een goochelaar, dat was ik vergeten, tot vandaag Humørikonet smile

Lieve lieve Bjarne! Wij sturen u op uw laatste reis vandaag. We hebben ons best gedaan om ervoor te zorgen dat u een mooie reis zou moeten krijgen. Je betekende veel voor me en ik heb altijd opgekeken aan u en dacht dat je zo slim was. Nu bent u op een plek waar sprake is van eeuwige liefde en geen eisen. Moge u erop gedijen. Liefde Hanne.

Je hebt ingeschakeld miljoenen sterren

U die miljoenen sterren zijn geworden,
Uit in onze duisternis een twinkelende geloof.
U bent ons licht, en jij bent de voogd en koesteren
ons, dus we slapen in veiligheid en vrede.

De rest van de tekst en muziek op YouTube.

The picture: Bjarne’s parents see photos from the ceremony in Amsterdam.

It was the most beautiful funeral I’ve ever been to. We were 70 people in the church and for the subsequent fine lunch at “Frederiksminde”. He could not be buried in a beautiful weather. 

All who were present were deeply moved, especially when his sister Birgitte read the farewell letter up the coffin, first in Danish and then in English, so Bjarne many Dutch friends also had a chance. When she read the letter, I was crushed and could hardly keep crying again, but I did have collected me so much that I could sing along to collectors. They had chosen 747: “In the East Sun Rises”, 31: “For heavens rows …” and 787: “You have turned millions of stars.” I think it was very beautiful hymns, they had chosen. They fit in somehow so well to this particular situation. 

The letter that it was the end of many years of down-hill and it was a very intelligent decision. No one could have done either on or off. He was divorced from her husband Jeremy about seven years ago, and it was not his desire to divorce; he was never really another girlfriend, but missed probably a soul mate. Several talked about that he is probably in “doggie heaven” along with their beloved boxer Miss West; it was their “daughter”. Bjarne has always been fond of dogs, and I can remember “Aga” his golden retriever back in Hårby a generation ago. 

I always hated the graveside it to see the coffin being carried out, put into the hearse and to see it run away. It’s so ultimately. We waved to the hearse. I have not tried before, but it felt right. 

I talked a lot with Birgitte, who seemed very clear. She said among other things that they were trying to live with respect for Bjarne’s decision. I also believe it is the only way to deal with a suicide. Nothing else makes sense, and certainly not in a situation like this where it seems to have been planned and deliberate. He knew that it was going to be; just had to find the time. I think of the deep loneliness, he has been in in the hours up to. The loneliness is no greater. 

In Amsterdam they held also a memorial, where they met in Wester Park and drank champagne. They sent pictures home of the ceremony. It was touching to see. He had a friend who came all the way from Shanghai to the funeral – he was a true cosmopolitan. 

Although it was awful, it was beautiful! During lunch there was eg three who stood up and held small talk to and about Bjarne. Warner read a speech from Ammar from Kuwait, and he almost could not tears, but got himself hikstet through it anyway. There were several who surpassed themselves. I also thought about saying something, but I wanted the most to contribute to childhood memories, and it was perhaps not so interesting. Of course I could have said something about Bjarne time as a magician, I had forgotten until today :-) 

Dear dear Bjarne! We sent you on your last trip today. We have done our best to ensure that you should get a nice trip. You meant a lot to me and I have always looked up to you and thought you were so clever. Now you are in a place where there is eternal love and no requirements. May you thrive on it. Love Hanne.

You who have turned millions of stars,
spark in our darkness a sparkling faith.
You are our light and you guard and cherish
us so that we sleep in safety and tranquility.

Thanks for the bright days that have elapsed,
gift to us, your hands have stretched out.
Forgive us what we were not achieved,
forgiving all evil, we had done or said!

Thanks for every joy that filled our hearts,
every time you made our life a celebration.
Help us to bear every burden, every pain,
you know only what serves us best.

Thanks for the people who were our support,
when we found the road difficult to walk.
Help us tomorrow to help the discouraged,
Meet us even in the weak and small!

You who have turned millions of stars,
darkness in the world would you bid defiance.
You are our Father, the one guard and cherish,
light in the darkness that comes from us.