Indlæg

Smukt

Bjarne Olesens bisættelse fra Præstø Kirke

Bjarnes forældre ser billeder fra højtideligheden i Amsterdam.

Det var den smukkeste bisættelse, jeg nogensinde har været til. Vi var 70 mennesker i kirken og til den efterfølgende fine frokost på “Frederiksminde”. Han kunne ikke blive bisat i et smukkere vejr.

Alle, der var tilstede, var dybt berørte, ikke mindst da hans søster Birgitte læste afskedsbrevet op ved kisten, først på dansk og så på engelsk, så Bjarnes mange hollandske venner også havde en chance. Da hun læste brevet højt, var jeg knust og kunne næsten ikke holde op med at græde igen, men jeg fik dog samlet mig så meget sammen, at jeg kunne synge med på samlerne. De havde valgt 747: “I østen stiger solen op”, 31: “Til himlene rækker…” og 787 : “Du som har tændt millioner af stjerner”. Jeg synes, det var meget smukke salmer, de havde valgt. De passede på en eller anden måde så godt til denne særlige situation.

Det fremgik af brevet, at det var enden på mange års ned-ad-bakke og at det var en særdeles velovervejet beslutning. Ingen kunne have gjort hverken til eller fra. Han blev skilt fra sin mand Jeremy for ca. syv år siden, og det var ikke hans ønske at blive skilt; han fandt aldrig rigtig en anden kæreste, men savnede vel nok en soul mate. Flere talte om, at han nu nok er i “doggie heaven” sammen med deres elskede boxer Miss West; det var deres “datter”. Bjarne har altid været glad for hunde, og jeg kan huske “Aga” hans golden retriever tilbage i Hårby for en menneskealder siden.

Jeg har altid hadet selve jordpåkastelsen, det at se kisten blive båret ud, sat ind i rustvognen og at se den køre afsted. Det er så ultimativt. Vi vinkede til rustvognen. Det har jeg ikke prøvet før, men det føltes rigtigt.

Jeg fik talt en del med Birgitte, der virkede meget afklaret. Hun sagde bl.a., at de prøvede at leve med respekt for Bjarnes beslutning. Jeg tror også, det er den eneste måde, man kan håndtere et selvmord på. Intet andet giver mening, og da slet ikke i en situation som denne, hvor det virker til at have været planlagt og velovervejet. Han har vidst, at det skulle være; skulle bare finde tidspunktet. Jeg tænker på den dybe ensomhed, han har været i i timerne op til. Den ensomhed findes ikke større.

I Amsterdam holdt de også en mindehøjtidelighed, hvor de mødtes i Westerpark og drak champagne. De sendte billeder hjem af højtideligheden. Det var gribende at se. Han havde en veninde, der kom helt fra Shanghai til bisættelsen – han var en sand kosmopolit.

Selvom det var rædselsfuldt, var det smukt! Under frokosten var der fx tre der rejste sig op og holdt små taler til og om Bjarne. Warner læste en tale op fra Ammar fra Kuwait, og han kunne næsten ikke for tårer, men fik sig hikstet igennem det alligevel. Der var flere, der overgik sig selv. Jeg tænkte også på at sige noget, men jeg ville jo mest kunne bidrage med barndomsminder, og det var måske ikke så interessant. Jeg kunne selvfølgelig have sagt noget om Bjarnes tid som tryllekunstner, som jeg havde glemt indtil i dag 🙂

Kære kære Bjarne! Vi har sendt dig på din sidste rejse i dag. Vi har gjort vores til, at du skulle få en fin rejse. Du har betydet meget for mig, og jeg har altid set op til dig, og syntes, at du var så dygtig. Nu er du et sted, hvor der er evig kærlighed og ingen krav. Gid du må trives med det. Kærlig hilsen Hanne.

Du som har tændt millioner af stjerner

Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Resten af teksten og musikken på YouTube.

(Vertaald met google translate en wat eigen creativiteit. er staan twee (?) waar ik niet helemaal zeker ben.)

Bjarne’s ouders zien foto’s van de ceremonie in Amsterdam.

Het was de mooiste begrafenis waar ik ooit ben geweest. We waren met 70 mensen in de kerk en er volgde een fijne lunch bij “Frederiksminde”. Hij kon niet worden begraven met mooier weer.

Allen die aanwezig waren werden diep geraakt, vooral toen zijn zus Birgitte de afscheidsbrief voorlas bij de kist, eerst in het Deens en vervolgens in het Engels, zodat Bjarne vele Nederlandse vrienden ook een kans hadden het te begrijpen. Toen ze de brief las, werd ik gebroken en ik kon nauwelijks voorkomen weer te huilen, maar ik heb me heb vermand zo veel dat ik mee kon zingen. Ze hadden lied 747 gekozen: “In het Oosten komt de zon op”, 31: “Want hemel rijen …” en 787: “U heeft miljoenen sterren gedraaid.” Ik denk dat het heel mooie liederen waren, ze hadden ze goed gekozen. Ze passen op de een of andere manier zo goed bij deze bijzondere situatie.

De brief was het einde van een jarenlange down-hill en het was een zeer intelligente beslissing. Niemand kon in of uit hebben gedaan, hetzij (?). Hij was gescheiden van zijn man Jeremy zeven jaar geleden, en het was niet zijn wens om te scheiden; Hij had nooit echt een andere vriend, en miste waarschijnlijk een zielsverwant. Verschillende keren sprak hij over zijn waarschijnlijke “doggie hemel”, samen met hun geliefde boxer Miss West; het was hun “dochter”. Bjarne is altijd al dol op honden geweest, en ik kan me “Aga” herinneren, zijn golden retriever in Hårby een generatie geleden.

Ik haat het altijd om het graf te zien waarnaar de kist wordt weggevoerd, het in de lijkwagen wordt gezet en om het te zien wegrijden. Het is zo uiteindelijk. We zwaaiden naar de lijkwagen. Ik heb niet eerder geprobeerd, maar het voelde goed.

Ik sprak veel met Birgitte, die heel duidelijk leek. Ze zei onder andere dat ze probeerde te leven met respect voor het besluit van Bjarne. Ik geloof ook dat dat de enige manier is om met een zelfmoord om te gaan. Niets anders is zinvol, en zeker niet in een situatie als deze, waar het lijkt te zijn gepland en weloverwogen. Hij wist wat het zou gaan worden; hij moest de tijd vinden. Ik denk aan de diepe eenzaamheid, waarin hij is geweest in de uren tot zijn daad. De eenzaamheid kan niet groter zijn.

In Amsterdam hielden ze ook een gedenkdienst, waar ze ontmoetten elkaar in het WesterPark en dronken ze champagne. Ze stuurden foto’s naar huis van de ceremonie. Het was ontroerend om te zien. Hij had een vriend die de hele weg naar de begrafenis kwam uit Shanghai – hij was een echte kosmopoliet.

Hoewel het verschrikkelijk was, was het ook mooi! Tijdens de lunch was er bijvoorbeeld iemand die opstond en hield een praatje met en over Bjarne. Warner las een toespraak van Ammar uit Koeweit voor, en hij kon het bijna niet door de tranen, maar deed het toch (?) Er waren verschillende die zichzelf overtroffen. Ik dacht erover ook iets te zeggen, maar ik wilde het meest bijdragen aan jeugdherinneringen, en het was misschien niet zo interessant. Natuurlijk kon ik iets gezegd hebben over Bjarne tijd als een goochelaar, dat was ik vergeten, tot vandaag Humørikonet smile

Lieve lieve Bjarne! Wij sturen u op uw laatste reis vandaag. We hebben ons best gedaan om ervoor te zorgen dat u een mooie reis zou moeten krijgen. Je betekende veel voor me en ik heb altijd opgekeken aan u en dacht dat je zo slim was. Nu bent u op een plek waar sprake is van eeuwige liefde en geen eisen. Moge u erop gedijen. Liefde Hanne.

Je hebt ingeschakeld miljoenen sterren

U die miljoenen sterren zijn geworden,
Uit in onze duisternis een twinkelende geloof.
U bent ons licht, en jij bent de voogd en koesteren
ons, dus we slapen in veiligheid en vrede.

De rest van de tekst en muziek op YouTube.

The picture: Bjarne’s parents see photos from the ceremony in Amsterdam.

It was the most beautiful funeral I’ve ever been to. We were 70 people in the church and for the subsequent fine lunch at “Frederiksminde”. He could not be buried in a beautiful weather. 

All who were present were deeply moved, especially when his sister Birgitte read the farewell letter up the coffin, first in Danish and then in English, so Bjarne many Dutch friends also had a chance. When she read the letter, I was crushed and could hardly keep crying again, but I did have collected me so much that I could sing along to collectors. They had chosen 747: “In the East Sun Rises”, 31: “For heavens rows …” and 787: “You have turned millions of stars.” I think it was very beautiful hymns, they had chosen. They fit in somehow so well to this particular situation. 

The letter that it was the end of many years of down-hill and it was a very intelligent decision. No one could have done either on or off. He was divorced from her husband Jeremy about seven years ago, and it was not his desire to divorce; he was never really another girlfriend, but missed probably a soul mate. Several talked about that he is probably in “doggie heaven” along with their beloved boxer Miss West; it was their “daughter”. Bjarne has always been fond of dogs, and I can remember “Aga” his golden retriever back in Hårby a generation ago. 

I always hated the graveside it to see the coffin being carried out, put into the hearse and to see it run away. It’s so ultimately. We waved to the hearse. I have not tried before, but it felt right. 

I talked a lot with Birgitte, who seemed very clear. She said among other things that they were trying to live with respect for Bjarne’s decision. I also believe it is the only way to deal with a suicide. Nothing else makes sense, and certainly not in a situation like this where it seems to have been planned and deliberate. He knew that it was going to be; just had to find the time. I think of the deep loneliness, he has been in in the hours up to. The loneliness is no greater. 

In Amsterdam they held also a memorial, where they met in Wester Park and drank champagne. They sent pictures home of the ceremony. It was touching to see. He had a friend who came all the way from Shanghai to the funeral – he was a true cosmopolitan. 

Although it was awful, it was beautiful! During lunch there was eg three who stood up and held small talk to and about Bjarne. Warner read a speech from Ammar from Kuwait, and he almost could not tears, but got himself hikstet through it anyway. There were several who surpassed themselves. I also thought about saying something, but I wanted the most to contribute to childhood memories, and it was perhaps not so interesting. Of course I could have said something about Bjarne time as a magician, I had forgotten until today :-) 

Dear dear Bjarne! We sent you on your last trip today. We have done our best to ensure that you should get a nice trip. You meant a lot to me and I have always looked up to you and thought you were so clever. Now you are in a place where there is eternal love and no requirements. May you thrive on it. Love Hanne.

You who have turned millions of stars,
spark in our darkness a sparkling faith.
You are our light and you guard and cherish
us so that we sleep in safety and tranquility.

Thanks for the bright days that have elapsed,
gift to us, your hands have stretched out.
Forgive us what we were not achieved,
forgiving all evil, we had done or said!

Thanks for every joy that filled our hearts,
every time you made our life a celebration.
Help us to bear every burden, every pain,
you know only what serves us best.

Thanks for the people who were our support,
when we found the road difficult to walk.
Help us tomorrow to help the discouraged,
Meet us even in the weak and small!

You who have turned millions of stars,
darkness in the world would you bid defiance.
You are our Father, the one guard and cherish,
light in the darkness that comes from us.

,

Svært

En ven har taget sit eget liv

I aftes læste jeg på Facebook (FB) en meddelelse fra en ukendt kvinde til min ven Bjarne. Teksten kunne kun læses som, at han var død. Jeg sendte hende en besked, hvor jeg spurgte, hvad der dog var sket. Han har taget sit eget liv. Vi havde lidt dialog frem og tilbage, men hun vidste ikke så meget. Der er begravelse i Næstved på tirsdag Præstø Kirke på onsdag den 10. juni kl. 11:00, og jeg vil se, om jeg kan komme derned. Hans urne vil efterfølgende blive nedsat på Snesere Kirkegaard. På hans FB-side skrev jeg “Ære være dit minde” og “Jeg håber Gud tager dig i sin favn”. Jeg var for fantasiforladt til andet, men jeg håber Gud træder i karakter; nu har han i hvert fald chancen.

Jeg har mistet en barndomsven, og det gør ondt. Hans navn var det første, jeg så for mig, da jeg vågnede i morges, Bjarne Olesen. Vi gik i klasse sammen fra 1976 – 1978 og så gensidigt op til hinanden. Jeg tror, at den gensidige respekt holdt sig ind i nutiden. Allerede i barndommen var han dygtig til at tegne, og han blev da også en anerkendt arkitekt og arbejdede 20 eller 25 år i Holland. Han var lige flyttet tilbage til Danmark og kæmpede for at få et arbejde, men han havde noget at lave, så det kan ikke være årsagen. Vi var lige ved at lære hinanden at kende igen efter hans mange år i Holland, og han var at besøge mig på hospitalet. Vi var jævnligt på FB sammen.

Jeg tumler med spørgsmålet “Hvorfor?”, og med mindre han har efterladt et afskedsbrev, bliver det aldrig besvaret. Han havde fortalt mig, at han kæmpede med nogle svære problemstillinger, men han kom ikke nærmere ind på hvilke – og jeg var så dum ikke at spørge ind til det. Jeg bander mig selv langt væk. Måske kunne jeg have hjulpet? Da jeg så ham på hospitalet, virkede han almindeligt glad, han havde let til latter, og sidst jeg talte i telefon med ham virkede alt også helt normalt. Hvorfor? og hvordan?

Det er anden gang i mit liv, jeg har selvmord tæt på, og jeg synes, det er forfærdeligt og meningsløst. De to mennesker, jeg har mistet til den form for død, var begge meget stræbsomme, dygtige og intense. Det var mennesker, jeg beundrede. Hvil i fred begge to!

Må din vej gå dig i møde

“Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være din ven,
og må solen varme din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen
må Gud holde, holde dig i sin hånd”

Resten af teksten og musikken er her på YouTube