Indlæg

Et essay

Jeg har fået udgivet et essay

POV International har godkendt mit essay Bipolar for begyndere: Sådan er det at svinge mellem to poler. Til jer der har læst med her på siden i flere år, er der intet nyt under solen, men nye læsere kan måske finde noget interessant her og der.

Det er et essay, som jeg har gået rundt om længe, indtil jeg fik det, som jeg ville have det, også selvom det “bare” er omarbejdet tekst fra hjemmesiden. Jeg havde det til gennemsyn hos en, der syntes, at det var alt for klinisk, i hvert fald i starten. Så måtte jeg jo finde på noget andet. Derfor endte det med en intro om to film, hvor hovedrollerne spiller bipolare (Carrie fra Homeland og Mr. Jones (spillet af Richard Gere) i filmen af samme navn).

Jeg er ingen kommahaj, selvom jeg øver mig og gør mig umage, så jeg har fået lov at trække på en professionel korrekturlæser, når det drejer sig om artikler til POV. Det er dejligt, og hun gør det på en virkelig god måde, så jeg også selv lærer noget af det. Det ville være for let, hvis hun bare lavede arbejdet og sendte den reviderede fil retur til mig.

God weekend.

,

En håndfuld brikker

psykiatri

Tænk at det skulle komme så vidt

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.

 

Udskrevet

psykiatri

Hjemme igen

Tasken står stadig i entreen – u-udpakket naturligvis, men i dag skal jeg tage mig sammen. Indtil videre føles det godt at være hjemme. Egen seng, egne håndklæder, egen bruser mv. Men der er også en tomhed knyttet til det. Sådan er det de først 14 dage; jeg kender det jo kun alt for godt. Det er som om, at jo flere gange jeg har har været indlagt, jo længere tid tager det at komme hjem og finde mig til rette i mit eget hjem. Jeg har dog pakket et af puslespillene ud og er begyndt på det. Det er udfordrende, men det holder dødningehovederne væk.

Hverdagen melder sig

Jeg kom hjem til en mail fra min tidligere arbejdsgiver, hvor vi ikke er enige om, hvor vidt der skal betales sygedagpenge og hvorvidt min opsigelse er gyldig. Jeg kunne sikkert bruge nogle timer på at studere funktionærloven og komme frem til, at den ikke kan fraviges til skade for funktionæren, og at den underskrevne kontrakt derfor ikke er gyldig, men jeg orker det ikke, så jeg har kontaktet min fagforening – Djøf – der vil tage hånd om det med det samme, da der er penge involveret. Det er en god fagforening.

En kat

Af “kataloget” fra afdelingen fremgår det bl.a., at jeg skal undersøge, om jeg kan få dispensation fra lejekontrakten, hvor der står, at man ikke må holde husdyr. Jeg vil så gerne have en lille kat: en at være noget for, en at komme hjem til osv. Jeg har haft det i tankerne så ofte, men er blevet stoppet af, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mis, når jeg var indlagt. Og dette var jo ikke den sidste indlæggelse! Det viser sig, at en veninde, der selv har kat, gerne vil komme og passe mis og er klar over, at der også skal være sat tid af til at lege, kæle mv. og at det ikke er nok at komme at give frisk vand og mad og tømme bakken. Hun bor praktisk nok kun 200 meter fra mig.

Det skal være en British Shorthair, for de er så kærlige og elsker mennesker. Andre racer kan selvfølgelig også komme i betragtning. Indtil videre sidder jeg dog og venter utålmodigt på et opkald fra udlejer. Jeg håber sådan, at jeg kan få en dispensation. Når der er noget, der hedder en “servicehund”, burde der også være noget, der hed en “servicekat”.

Fremtiden

Når jeg er færdig med at sunde mig, skal jeg først og fremmest til møde på jobcenteret og det frygter jeg ikke. Jeg har kontakt til to gode mennesker, der ikke møder mig med mistro. De ved kun alt for godt, at jeg gerne vil arbejde. Tidligere har de haft svært ved at finde noget til mig, fordi jeg måske sigtede lidt for højt. Nu, hvor målet ikke er større end at stable rugbrød i Netto eller ad åre at blive chef for mælken sammesteds, vil det nok være lettere for dem at finde noget til mig. I baghovedet spøger selvfølgelig: “Hvad hvis jeg ikke klarer det?”, så er det for alvor mig, der er er noget galt med og ikke arbejdspladsen?

God weekend.