Indlæg

,

Ærlig snak om SEO

Svært at finde eksperter i SEO?

Jeg har egentlig opgivet at søgemaskineoptimere, fordi det er så frygtelig kedeligt; på den anden side set, synes jeg selv, jeg har et fremragende og validt indhold med solide kilder 🙂 , så jeg vil gerne ligge bedre på Google især på søgeordet ‘Bipolar lidelse’, som jeg har gjort meget ud af at skrive om, så især ny-diagnosticerede kan få større indsigt i, hvad, det hele går ud på, og hvor de kan finde hjælp og information. Man kan kalde det ‘Bipolar for begyndere’. Lige nu ligger jeg vel på side 100 i Google, så mine sider bliver aldrig fundet ved organisk søgning.

Derfor har jeg brugt en del tid på at undersøge markedet og også rettet henvendelse til flere firmaer, der tilbyder at hjælpe med at søgemaskineoptimere. Det koster nogle penge, men jeg bruger ikke penge på dyr bil, nyt køkken, make-up, middage i byen, dyre ferier og hvad folk ellers har i deres budget. Derfor ville det kunne forsvares som en engangsudgift. Min side har ingen egentlige ‘kunder’, da jeg ikke  sælger noget og heller aldrig kommer til det. Det har slet ikke min interesse. Min interesse er at informere om forskellige emner, som jeg selv synes er interessante og har opbygget erfaring med gennem mange år.

De firmaer, jeg har haft kontakt med, fatter ikke, at jeg gerne vil lære kunsten og så selv lave det hårde arbejde. Jeg kan ikke forklare dem, at jeg selv kan en del, og har en side med et indhold, jeg har styr på. Herudover et Google min gode ven, og der kan jeg, med en lidt kritisk tilgang, finde meget hjælp.

Hvis jeg virkelig ikke kan finde svarene selv og har prøvet alt – for jeg vil helst selv, det er det sjoveste – har jeg som ‘livline’ Michael Storm fra https://instance.dk/. Ham har jeg handlet hos i mange år, og jeg kan se, jeg får en absolut god pris. Han er meget dygtig og meget hurtig. Han får min bedste anbefaling.

Nej, det er ikke svært at finde ‘eksperter’

Markedet for søgemaskineoptimering er enormt! Der er masser af såkaldte ‘eksperter’. Og de må tjene godt, for det er sindssygt dyrt. Overfor et af firmaerne angav jeg et budget – de ringede og spurgte, om det var pr. måned? Jeg var ved at falde ned af stolen. Nogle firmaer finder hurtigt ud af, at jeg har for få kvalitetsfyldte danske såkaldte ‘backlinks’ og for mange udenlandske af lav kvalitet. Det forstår jeg slet ikke, men jeg accepterer, at en optimering af disse ville kunne bringe mig til et bedre placering på Google.

Alle disse ‘eksperter’ vil enormt gerne trække penge ud af mig, og det er selvfølgelig fair nok, det er jo deres job, og de skal også leve, men de tilbyder et arbejde, jeg selv kan lave, hvis de lige lærer mig, hvordan det gøres. Jeg er godt klar over, at det ikke er i deres interesse, og at de herved udhuler deres egen platform.

En undtagelse er https://webwoman.dk/

Lisbeth Scharling driver https://webwoman.dk/ og har virkelig meget godt og gratis indhold på sin side. Jeg har læst mange af hendes artikler og synes, der er meget at lære. Vi er enige om, at sproget og kommunikationen på en hjemmeside skal være det bærende element for indholdet. Teknikken skal ikke være nummer et, men selvfølgelig skal siden fungere bedst muligt. Og det er sjovt (for mig) at nørde med det, da jeg elsker læreprocesserne.

Om søgemaskineoptimering har hun disse spændende artikler, der ganske vist er fra 2018, men som stadig er relevante.

For et godt stykke tid siden ringede jeg til hende, og spurgte om hun kunne hjælpe mig til en bedre placering på Google ud fra søgeordet ‘Bipolar lidelse’.  Vi har talt sammen nogle gange i længere tid, og hun er ærlig og ikke bange for at afgive tips. Hun siger ligeud, at hun næppe kan hjælpe mig til bedre resultater på Google, da mine ‘konkurrenter’ på det foretrukne søgeord fx er sundhed.dk, Psykiatrifonden og Depressionsforeningen. De skal selvfølgelig komme først, og de har pengene til at betale for søgeordsoptimeringen. Uanset hvad jeg gør, vil jeg aldrig kunne konkurrere med dem.

Hun siger også, at hun naturligvis kunne sige ja til opgaven og tjene pengene, uagtet hun på forhånd ville vide, at succesraten ville være ringe.

Det sker ikke ret ofte, at jeg anbefaler udbydere her på siden, da de selv må klare deres markedsføring; det er ikke min opgave. Af og til er der bare plads til undtagelser. Her har du fået et par af dem.

Det jeg skal passe

Hvad skal jeg passe?

Nej det er ikke videre meget, jeg skal passe!

Det kan nok indsnævres til:

  1. ECT-behandlingerne hver tredje uge og Covid-19-testene dagen før. Det går der i alt to dage med.
  2. Mine samtaler med kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien (DPC) ca. hver tredje uge.
  3. Min samtaler med lægen i Distriktspsykiatrien såd’n hvornår det nu kan passes ind. Jeg er ikke gudskelov (længere) i en kritisk fase, så det kan blive når, det kan passe ind i begges kalendere. Det er nu hans, der er bestemmende 🙂
  4. Samtalerne med psykologen. Det er vel ca. hver tredje uge, men kan afpasses efter hhv. hendes og min kalender. Snart løber antallet af henvisninger vel ud, og jeg skal betale fuld pris, og så må vi finde på en anden ordning. Undvære hende vil jeg ikke – og så må jeg bare komme lidt sjældnere!

De ting, jeg skal passe, passer jeg gladeligt, for det er dem, der er med til at holde mig ‘på sporet’! Jeg er fx umådeligt glad for at møde op hos Gitte i Distriktspsykiatrien uden at skulle sige til hende, at nu må hun indlægge mig på ‘fast track’, som hun har gjort så mange gange tidligere. At blive indlagt ‘på fast track’ betyder, at allerede lægen i Distriktspsykiatrien skønner, at der er behov for akut indlæggelse. Man skal således ikke gennem den til tider anstrengende/ydmygende vurdering på afdelingen. Den har allerede fundet sted inde i Distriktspsykiatrien hos mennesker, man kender og er tryg ved. Det er guld værd, når man har det rigtig dårligt. Når man har det rigtig dårligt, er det svært at skulle fortælle en vildtfremmed om, hvor elendigt man har det! Der er ikke mange der kan forstå, hvad det vil sige, at nu har man mest lyst til at dø.

Lige nu skal jeg passe DPC ca. hver tredje uge og ECT-behandlingerne i Glostrup hver tredje uge. Hvor er jeg bare heldig! Hvis disse to ting til sammen kan holde mig kørende, skal jeg være intet mindre end lykkelig. Og det er jeg så, alt imens jeg venter på pensionsnævnets afgørelse den 8. april.

Måske en mystisk post – men jeg holder af at dele, hvad jeg tænker!

,

Identitet

Så nyt!

Vågner op til regn og slud, men det gør ikke noget. Eftermiddagen skal alligevel fyldes med gode indendørs sysler:

  • Telefonsamtale kl. 13:00 med ‘Aktiv Patientstøtte‘, som præsenterer sig sådan på sin hjemmeside: ‘Aktiv Patientstøtte tilbyder støtteforløb til patienter med kroniske sygdomme. Sygeplejerskerne er specielt uddannede i telefoniske støttesamtaler, hvor de støtter patienterne til at kunne leve et godt liv med sygdom.’ Der er tale om et forskningsprojekt i Hovedstadsregionen, hvor det ypperste formål er at undgå genindlæggelser. Jeg ved ikke, hvordan de har fundet frem til mig, men pludselig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville være med. Jeg sagde naturligvis ‘Ja’, da jeg gerne vil undgå indlæggelser. Vi har haft to samtaler, og indtil videre er jeg ikke specielt imponeret, men det skal have en fair chance, så jeg ser tiden lidt an. Måske bliver det bedre med tiden?
  • Hjælp til Karen via Skype og TeamViewer: Hun vil gerne bygge en hjemmeside til sine slægtsdata med det program, jeg også selv bruger. Vi begyndte forleden aften, men alting drillede. Det er så længe siden, jeg satte mine egne sider op, at hukommelsen kommer på en hård prøve, og jeg ind imellem føler, jeg ikke er til megen hjælp. Det var imidlertid utrolig hyggeligt, så vi fortsætter kl. 14:00 og ser, om det går bedre der. Fyret kan jeg jo ikke blive længere 🙂

Ny identitet med tilbageblik

Jeg kan – trods alt – godt huske, at jeg har skrevet det før: Jeg forlader ikke bare en 32″ skærm og et hæve- sænkebord et eller andet sted i centraladministrationen. Jeg forlader en identitet, for arbejdet har været hele mit livsindhold. Jeg har knoklet, fra jeg var 14 år. Nu hvor jeg er 57 år, er det slut.

Man kan være ond og sige, at jeg har været for fantasiforladt til at finde på andet og mere end at gå på arbejde.

Jeg har både skrevet og sagt mange gange, at jeg ikke lavede andet end at gå på arbejde, men jeg er kommet i tanke om, at det ikke er hele sandheden: i perioden fra 2003 til 2013 var jeg bidt af en gal slægtsforsker og gik vældigt op i det. Det var en hobby, der medførte mange glæder og mange ‘forbindelser’ til andre slægtsforskere. Vi havde det sjovt, men for mit vedkommende var noget af det præget af mani, når jeg ser det i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det kunne jeg bare ikke se dengang, og diagnosen ‘bipolar’ kom da også først i 2014.

Et eksempel på det maniske er, at jeg, sammen med en ven i Herning, etablerede et projekt, hvor vi ville organisere registrering af samtlige gravsten i Danmark. Gravstenene skulle fotograferes, oplysningerne på dem skulle indtastes i regneark, der skulle danne grundlag for hjemmesider, hvor data kunne søges frem sammen med billedet af stenen. Vi kaldte det for Dansk KirkegårdsIndeks (DKI), og du kan se det her: https://stegemueller.dk/dki/

Nu skal jeg finde mig tilrette i et helt nyt liv, og jeg er spændt på, hvad det kommer til at indeholde. Allerede i aftes føltes det anderledes, da jeg gik i seng: Jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig skal på arbejde mere. Det er ikke til at begribe; der går nok nogle uger, før det helt går op for mig, hvad det vil sige. Tænk at jeg selv kan disponere fra nu af…

Allerførst har jeg har en masse mennesker, jeg skal have sagt ‘Tak’ til for den hjælp og støtte, de har ydet i de forbandede år.

I aftes fik jeg skrevet til den farmaceut og overlæge fra Glostrup, som for et par år siden hjalp mig afgørende af med de værste bivirkninger af medicinen, og som i efteråret 2020 sørgede for, at jeg blev indlagt et par måneder på en afdeling for komplekse lidelser og fik igangsat vedligeholdelses-ECT hver 3. uge. Jeg fik skønne mails retur fra dem begge, og det var tydeligt, at de glædede sig sammen med mig.

Jeg har skrevet til min kommunale sagsbehandler, for han har været en sagsbehandler præget af ordentlighed og grundighed. Jeg kunne vældig godt lide ham, og det er min oplevelse, at relationen var præget af gensidig respekt. Og så har jeg vist nok haft den samme sagsbehandler gennem alle årene, og det er nok lidt af et særsyn.

Jeg har skrevet til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, som jeg også har haft lige siden 2014 (var det vist). Hun glædede sig også sammen med mig. Det gør alle. Det er dejligt.

Det er endnu for tidligt at fremture med planer for, hvad jeg vil bruge al den frie tid på, for jeg skal først forstå, at den frie tid er blivende og at det ikke bare er midlertidigt. Der er dog én ting, der har bidt sig fast, og det er at blive frivillig ‘dansklærer’ i Ungdommens Røde Kors. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at bruge nogle timer på hver uge. Når dønningerne lige har lagt sig lidt, ringer jeg til dem og får en snak. Jeg mener, jeg er kvalificeret, men jeg har også tænkt på, at min ‘sprogbehandling’ muligvis er for gammeldags til at de kan bruge mig. Men det må de jo finde ud af.

Jeg beklager, at dette blev lidt langt, men jeg har så mange – gode – tanker at dele med mine læsere.