Indlæg

,

En håndfuld brikker

psykiatri

Tænk at det skulle komme så vidt

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.

 

Udskrevet

psykiatri

Hjemme igen

Tasken står stadig i entreen – u-udpakket naturligvis, men i dag skal jeg tage mig sammen. Indtil videre føles det godt at være hjemme. Egen seng, egne håndklæder, egen bruser mv. Men der er også en tomhed knyttet til det. Sådan er det de først 14 dage; jeg kender det jo kun alt for godt. Det er som om, at jo flere gange jeg har har været indlagt, jo længere tid tager det at komme hjem og finde mig til rette i mit eget hjem. Jeg har dog pakket et af puslespillene ud og er begyndt på det. Det er udfordrende, men det holder dødningehovederne væk.

Hverdagen melder sig

Jeg kom hjem til en mail fra min tidligere arbejdsgiver, hvor vi ikke er enige om, hvor vidt der skal betales sygedagpenge og hvorvidt min opsigelse er gyldig. Jeg kunne sikkert bruge nogle timer på at studere funktionærloven og komme frem til, at den ikke kan fraviges til skade for funktionæren, og at den underskrevne kontrakt derfor ikke er gyldig, men jeg orker det ikke, så jeg har kontaktet min fagforening – Djøf – der vil tage hånd om det med det samme, da der er penge involveret. Det er en god fagforening.

En kat

Af “kataloget” fra afdelingen fremgår det bl.a., at jeg skal undersøge, om jeg kan få dispensation fra lejekontrakten, hvor der står, at man ikke må holde husdyr. Jeg vil så gerne have en lille kat: en at være noget for, en at komme hjem til osv. Jeg har haft det i tankerne så ofte, men er blevet stoppet af, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mis, når jeg var indlagt. Og dette var jo ikke den sidste indlæggelse! Det viser sig, at en veninde, der selv har kat, gerne vil komme og passe mis og er klar over, at der også skal være sat tid af til at lege, kæle mv. og at det ikke er nok at komme at give frisk vand og mad og tømme bakken. Hun bor praktisk nok kun 200 meter fra mig.

Det skal være en British Shorthair, for de er så kærlige og elsker mennesker. Andre racer kan selvfølgelig også komme i betragtning. Indtil videre sidder jeg dog og venter utålmodigt på et opkald fra udlejer. Jeg håber sådan, at jeg kan få en dispensation. Når der er noget, der hedder en “servicehund”, burde der også være noget, der hed en “servicekat”.

Fremtiden

Når jeg er færdig med at sunde mig, skal jeg først og fremmest til møde på jobcenteret og det frygter jeg ikke. Jeg har kontakt til to gode mennesker, der ikke møder mig med mistro. De ved kun alt for godt, at jeg gerne vil arbejde. Tidligere har de haft svært ved at finde noget til mig, fordi jeg måske sigtede lidt for højt. Nu, hvor målet ikke er større end at stable rugbrød i Netto eller ad åre at blive chef for mælken sammesteds, vil det nok være lettere for dem at finde noget til mig. I baghovedet spøger selvfølgelig: “Hvad hvis jeg ikke klarer det?”, så er det for alvor mig, der er er noget galt med og ikke arbejdspladsen?

God weekend.

, ,

Melodien der blev væk mv.

Ny diagnose Autisme

Det værste var musikken

Jimmie Hendrix’ guitar, som jeg hørte kun inde i hovedet, men som alligevel var så virkelig, at jeg gik langs væggene for at lytte efter om det nu ikke alligevel var mine aldersstegne naboer, der havde ændret smag, er væk.

Der blev langsomt skruet ned, og en morgen vågnede jeg op og konstaterede, at det var væk! Det var en stor dag. Det er nok svært at forestille sig, hvordan det er at høre noget, man ganske udmærket ved, er falsk(t), men som lyder som sandt. Jeg bliver ganske enkelt bange for, at jeg så for alvor er rablende vanvittig. Når det går over, kniber jeg mig selv i armen og tør næsten ikke tro, det er sandt.

Som at gå på vat

Jeg forklarede en medpatient, at jeg føler, at jeg svæver, uagtet jeg er helt klar over, at jeg ikke er en fugl eller lignende. Jeg er 20 cm. over gulvet og sætter af i luften. Jeg ved, det lyder sært, og det er også sådan, det føles. Hun sagde “det er som at gå på vat”. Det var en god formulering, som beskriver tilstanden godt.

Jeg svæver stadig, alligevel har vi aftalt udskrivelse til på tirsdag eller mandag, og det er OK med mig. Det bliver sikkert mandag, når det kunne være tirsdag. Der er altid folk i kø til åbne psykiatriske sengepladser, og jeg bliver ikke raskere af at blive en dag ekstra, og jeg synes også, jeg har fået det rigtig godt igen. De har lappet mig sammen for 12. gang siden september 2014. Hvor længe kan det blive ved?

Angsten

Det er nu anden gang jeg er indlagt med psykotiske symptomer. Det værste er angsten – især for musikken. Angsten for for alvor at være blevet skør. Jeg kan leve med det bipolare men ikke med de psykotiske symptomer; derfor har de øget min Abilify til næsten maksimal dosis.

Nu ønsker jeg mig inderligt en lang, lang stabil periode, og jeg drømmer om ikke at føle det pinligt, hvis jeg alligevel bliver nødt til at vende tilbage til 808, før den er udløbet.

Arbejdet

Jobcentret, arbejdsgiver og jeg har holdt møde i dag, og det er gået over al forventning. Nu er der sat ord på alt det usagte både fra min side og arbejdsgivers side. Vi havde for længst svoret hinanden 100 pct. ærlighed, men det er svært pr. telefon, når man kun har truffet hinanden to gange, og for mit vedkommende yderligere svært, når jeg bare gerne vil have jobbet og kæmper for at holde pensionen fra dørene.

Jeg fik fortalt, at jeg havde være bange og u-glad de to og en halv uge, jeg nåede at være der. Så bange at jeg sad og rystede, når han ringede; ikke bare let håndtremor men storrysten. Jeg fik fortalt om følelsen af, at jeg kun havde Google at spørge. Jeg turde ikke stille spørgsmål, for jeg så ham som direktøren fremfor som kollegaen – men det er nu heller ikke let, når han er både direktør, chef og kollega på én gang. Den slags sker for mig, når jeg så pokkers gerne vil lege med men ikke kan.

Han vil mig imidlertid gerne, så nu har jeg det både på skrift og i vidners påhør. Han er tilfreds med det, han har set og måden, jeg går til tingene på. Der er 125 ting (mindst), jeg ikke kan, men han er indstillet på at lære fra sig både konkret, og hvordan han tænker samt på at betale to dages eneundervisning hos Michael, som jeg har arbejdet sammen med i flere år i mit privatliv og føler mig tryg ved plus togbilletten til Aarhus t/r plus hotelværelse. “Lav en lækker hjemmeside” Jow – men hvad er det?

Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune bidrager med en mentortime pr. uge i tre måneder som et plaster på såret til arbejdsgiver for den tid, han bruger på mig i den indledende fase.

På mandag

Vi går stille og roligt i gang næste mandag med at arbejdsgiver og jeg sidder i samme lokale to til tre dage om ugen, for videnoverførsel pr. telefon er ikke ideelt, når man næsten ikke kender hinanden, og der er så stor forskel i kompetencerne. Vi har mødtes to gange forud for i dag.

Jeg synes virkelig ikke, jeg kan ønske mig mere. Vi skiltes med et knus.