Indlæg

,

Hele tiden nogen

For søren da

Jeg brokker ikke, jeg piver ikke, (synes jeg da selv), jeg er, hvor jeg skal være, jeg er glad for at være her, jeg er ikke klar til at komme hjem endnu osv. osv. Af og til er jeg bare ved at få pip af, at der hele tiden er nogen, og ofte nogen, der vil mig noget. Og min roomie snorker ad h… til!

Men skyggerne bag mig og englene/englevingerne/menneskene i halv størrelse i det perifere synsvæk skal væk! De er på en eller anden måde blevet mere insisterende. Jeg kan ikke forklare det med andre ord. I går måtte jeg bede om et nyt betræk til kugledynen idet blomstermønstret blev til edderkopper – altså kun en ad gangen og ikke hele tiden!

Lydene er væk. Jeg er taknemmelig.

Når man er vant til at tulle rundt i egne omgivelser, kan dette være en anelse anstrengende, hvilket selvfølgelig på den anden side er et sundhedstegn.

De opfordrer til, at man prøver at tage lidt hjem, så man ikke er her så længe, at man nærmest bliver bange for det. Jeg gør (for det meste 🙂 ) som de foreslår, og smuttede hjem de tre timer i går. Så skønt. Næste skridt er at overnatte hjemme, når de er sikre på, at man ikke går hjem og hænger sig. Det er jeg nu ikke i fare for.

En weekend

En weekend kan være lidt lang, da der intet foregår udover de tre måltider, hvoraf jeg kun spiser de to, idet jeg ikke rigtig bryder mig om morgenmaden.

I aftes hyggede jeg dog med en medpatient til kl. 00. Vi spillede Bezzerwisser, som faktisk er ret sjovt. Vi droppede alt det med bræt og brikker og stillede og besvarede bare spørgsmålene. Han er 20 år yngre end mig, så vi kunne besvare helt forskellige spørgsmål. Pudsigt at den generation ikke kender “De hvide busser” eller “D-dag” – og pudsigt at jeg ikke kender alle de nyere bands, fodboldspillere mv. Men vi hyggede os, og nød den fred, der opstår, når alle andre har indtaget diverse kemikalier og er gået til ro. Det kunne have været hyggeligt med et par stearinlys, bare et par fyrfadslys, men det er ikke tilladt.

Fodbad

Da weekends som nævnt er noget stille, har personalet tid til lidt ekstra. En sygeplejerske hjalp min roomie og en anden med omsorgsfuldt fodbad. De er begge ældre og har måske svært ved at nå hele vejen ned til fødderne, så det var faktisk rørende at se. Den slags sparer garanteret mindst ti Oxapax, og så er det meget sundere. Den slags burde der være mere af!

God søndag.

,

Lægesamtale – mega fed…

I gamle dage

I gamle dage kaldtes det “stuegang”. Det var dengang, lægerne gik rundt til patienterne. Nu går patienterne rundt til lægerne, hvilket faktisk passer mig fint, da stuen er mit eneste privatliv bag stofskærmen, der er stillet op mellem mig og min roomie.

Jeg var forfremmet til at se overlægen – eller også skulle hun se mig – tilstede var også en psykolog og oversygeplejersken ville også gerne med. Der sagde jeg stop! Men bare ved at sige “Så bliver vi sørme mange”.

Så mange mennesker orker jeg ikke til noget, der jo egl. er ret privat. “Hvad ser og hører du, som ikke er der – og er det bedre, har du bivirkninger…?”

Nu kender jeg jo efterhånden overlægen ret godt. Tidligere har jeg oplevet hende som noget arrogant, og det har min tidligere bisidder også, men i dag var det helt anderledes; måske fordi hun havde psykologen som sekretær?

Den første glædelige nyhed er, at alle mine blodprøver er så strålende. Yes! Der var ellers nogle tal på sundhed.dk, der havde bekymret mig lidt, så jeg må sige, at læringen for mig her er, at jeg ikke gider kigge på prøvesvarene mere med alle de der røde pile, som jeg jo alligevel ikke fatter så meget af. Når overdoktoren her siger, at alt er fint, tror jeg på det!

“Vi” øger Abilify med 5 mg. til i alt 15 mg. og ser, hvordan det så går. Hun mener, ECT nu vil være for drastisk et skridt, og jeg kan godt se, hvad hun mener. Det er trods alt en indgribende behandlingsform. Meget positivt var det også, at hun spurgte, om jeg havde bivirkninger af Abilify. Jeg var glad over at kunne sige, at det har jeg indtil videre ikke.

Vi fik talt dosispakninger, hvor hun endnu engang forsikrede mig om, at det sætter de i værk herfra. Det er sådan noget, der kan holde mig vågen om natten, også selvom jeg godt ved, at jeg har fået et svar på det. Koordinationen, hvem gør hvad, husker de det, bliver det rigtigt og andre bimsede ting. Jeg har svært ved at slippe kontrollen, og sådan er jeg bare!

Jeg spurgte til en PSI-kontrakt, og den bliver en formssag. Hun syntes, at det var en rigtig god idé, og at jeg bestemt var i målgruppen. Fedt.

Helt uden forespørgsel eller anden ydre anledning sagde hun “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Sådan! Hendes umiddelbare vurdering er derfor, at jeg bliver her tre uger endnu, men det er selvfølgelig med sytten forbehold. Jeg tror, mange overlæger gerne ville kunne sige sådan, men de kan ikke af ressourcemæssige årsager, så hende her må være pokkers dygtig til at kæmpe ting igennem. Det er bare en tese. Alle jeg har talt med siger da også, at hun er meget dygtig. Jeg har bare altid tænkt, at det “kun” var som psykiater. Men der må være noget mere!

Den udsultede psykiatri i praksis – lille bitte brok

  • Den friske frugt to * ugentligt er sparet væk – men der af en anden pulje fundet en kvart million til at lægge fliserne lige … Hvor skal vi ryge, hvor kan vi være for støj, mens gravkøerne arbejder? De, der har værelse ud til haven, har det slemt. Det arbejde, der støjer, vil vare en og en halv uge.
  • Tidligere var der lidt “eftermiddagsmad” knækbrød og lidt smøreost. Sparet væk.
  • Der mangler stikkontakter. En patient foreslog stikdåser…, som jo faktisk er en god løsning, men må man egl. det? Hvad siger brandmyndighederne?  I dag har min tandbørste stået til opladning inde hos sekretæren, for ledningen kan ikke nå ned til gulvet. Absurd.

Jeg bor til venstre 🙂

,

Dagens projekter

Dagens projekter på en psykiatrisk afdeling

Man kan se en læge en gang om ugen, så det gælder om at være forberedt. Jeg har skrevet spørgsmål og bekymringer ned, samtidig er jeg bange for at virke for “rask”, når jeg kan strukturere. Tveægget sværd – for det er det jo sådan, jeg er.

Det lyder muligvis helt sindssygt, og jeg ved ikke, om jeg tør sige det til hende, men jeg føler, at der også er lidt mani over min tilstand. Der er dog kun et symptom/faresignal, og det er, at der er fuld knald på hovedet. Sådan har jeg det også i mine manier. Jeg kender det jo altsammen.

Indtil videre mærker jeg ingen effekt af det nye præparat: Abilify.

Fortsættelse følger

Rollatoren

Min roomie bruger rollator, også når hun går en lille tur i skoven (her er smukke omgivelser, har jeg vist glemt at fortælle). I skoven er der meget mudder. Det medfører selvfølgelig, at rollatoren er fyldt med jord/mudder, og det er vores værelse så også. Forleden prøvede hun så meget sødt at vaske den ude i badeværelset 🙂 Gæt selv konsekvensen.

Min måske-ven og jeg har besluttet at prøve at spule den (forbandede) rollator i dag og finde en kraftig børste til rest-rengøringen fx af de der stivere, der sidder inde i hjulene. Måske er det skønne spildte kræfter, for hun skal jo ud at gå igen, og det er hun jo i sin gode ret til!

Alt dette bare til behagelig orientering – du må have en god dag.