Indlæg

I stearinlysenes skær

Bare lidt forskelligt

Det bekommer mig ikke så vel, at det nu bliver så tidligt mørkt; men jeg prøver at afværge følelsen af mørket ved at tænde stearinlys, drikke god kaffe og høre gammel musik. Og i øvrigt tænke på, at der nu er mindre end en måned til lyset vender tilbage. Det kan da heller ikke være sandt, at der skal være dage, hvor det nærmest er mørkt kl. 15.

Den gamle musik

Måske husker du Anne Grete og Peter Thorup fra 1980’erne til midt i 1990’erne? Nogle siger, hun havde en ‘skærebrænderstemme’; jeg kan nu godt lide stemmen, og jeg synes, teksterne har et godt jazzet indhold. En af mine Facebookvenner har købt et stykke vinyl med hende, og det fik mig til at se efter, om hun ikke skulle være på Spotify – og sørme jo det er hun. Jeg er meget glad for mit Premiumabonnement der og hører meget musik. Og med det nye headset, betalt af firmaet, kan der komme godt med volumen på. Så mærkes mørket mindre.

Julearrangement i firmaet

Jeg skulle hente noget ude i Interflora i torsdags og dumpede lige ned i et julearrangement kl. 17. Jeg kom kl. 14 og blev inviteret til at deltage. Jeg sagde ‘ja tak’ for ikke at virke sær og for at vise min interesse for kollegerne. Men mine kernekompetencer er det jo ikke. Jeg bliver sitrende og nervøs ved den slags, men det kommer jo ikke dem ved.

De tre timer brugte jeg sammen med en uhyre søde og hjælpsom kollega, hvor jeg kunne få stillet de sidste spørgsmål, lytte med på hendes samtaler og se det system, de bruger til at se på flowet pr. buket, hvis kunderne ringer ind for at spørge til fx status for ordren. Det system har jeg ikke adgang til, det kunne jeg ellers godt tænke mig, men det er nok ikke meningen med mit job.

Kl. 17 gik det løs med gløgg, æbleskiver og fremstilling af juledekorationer. Jeg ejer ingen kreativ åre, og pludselig var jeg alene med 35 fremmede mennesker. 1:1 med koncentration om det faglige går fint, men 1:35 går ikke. For ikke at virke mærkelig lavede jeg en juledekoration, der blev lokalets grimmeste, men der var vist ingen, der opdagede det. Alle hånde materialer var ellers til stede; vi sælger vel blomster og deslige?

Kl. 18:15 udnyttede jeg et ubemærket øjeblik til at liste hjemad; men damned, mens jeg stod og ventede på taxaen, kom en kollega ned for at ryge, og så fik vi en rar lille sludder. Igen 1:1 går fint.

Sådan er mit liv med Aspergers.

Den aktuelle lydbog

Jeg har en ven, der er rigtig god til at finde gode lydbøger og anbefale dem til mig. Så nu er jeg i gang med Merete Stagetorns erindringer: ‘Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre’, som bare er 4 timer og 5 minutter lang. Jeg startede i aftes, men da jeg havde hørt 15 pct. gik Nota grundigt ned, så grundigt at de først er kommet op her i eftermiddag. Så har jeg noget at lave. Jeg ser frem til at tale med min ven om bogen på fredag.

Du må have en god søndag.

Mit liv med Aspergers

En lydbog

Det er altså ikke mit liv med Aspergers men titlen på en lydbog på 1½ time, jeg har lyttet til i dag, mens jeg gik i gang med et helt umuligt puslespil. Tænk jeg troede ikke, jeg kunne det med delt opmærksomhed. Men det gik faktisk helt godt.

Forfatteren er svensk og hedder Jerker Jansson. Bogen kan findes på Nota. Nota er et bibliotek og videncenter, der beskæftiger sig med bøger og læsning for mennesker med syns- og læsehandicap. Det er en institution under Kulturministeriet.

Genkendelsens glæde

Alt det han skriver om, genkender jeg. Det er som om, jeg kunne have skrevet bogen selv.

Fx det utroligt vanskelige og trættende ved at være sammen med andre mennesker, selvom man gerne vil. Eller det med kærlighed og forelskelse, hvor han fortæller om indledningen, hvor parterne er som svejset sammen, men det kan han ikke holde ud. Jeg har det nøjagtig lige sådan. Jeg kan ikke holde ud, at man hele tiden skal være sammen og dele alting.

Han fortæller om barndommen, hvor alle syntes, han var noget sær. Det syntes man også om mig. Han fortæller om det at være klodset. Det synes man også om mig.

En stor del af det at have Aspergers er, at man ikke kan se på folk, hvad de tænker… Med andre ord kan man ikke aflæse kropssprog videre godt. Neurotypiske mennesker (mennesker, der ikke har Aspergers) kan tolke kropssprog og på den baggrund fx udvise passende empati i en given situation. Jeg er ikke helt dårlig til det, men min tanke er, at det let bliver noget gætværk, og at folk lige så godt kan sige, hvordan de har det.

Ude i den virkelige verden har jeg truffet to mennesker med Aspergers, og der var også mange lighedspunkter. Det var en meget speciel oplevelse.

Samtaler med psykiateren

Før en psykiater stiller diagnosen Aspergers Syndrom (AS) gennemfører hun en række samtaler, hvor hun i særlig grad spørger til, hvad man husker fra sin barndom, som kunne pege enten for eller imod AS.

Min psykiater spurgte fx meget til sådan noget som mad og smag: var der noget jeg ikke kunne lide og hvorfor? Det gik op for mig, at jeg hadede ting, der var rodet sammen, og at jeg bedst kunne lide, hvis ingredienserne kunne deles op på tallerkenen: kødet i det ene hjørne, kartoflerne i det andet osv.

Hun spurgte også til, hvordan jeg har det med at høre andre mennesker spise. Uden at jeg nogensinde har tænkt over det, gik det op for mig, at det er noget, jeg bryder mig meget lidt om.

Tests

Herefter gennemfører hun en række tests, der er virkelig sjove:

  • AQ: Autism Quotient – i hvilken grad er man evt. autist/har Aspergers (Aspergers hører  til på autismespektret)
  • EQ: Empati Quotient – i hvilken grad kan man udvise empati og aflæse kropssprog mv.
  • SPQ: Systemizer Profile Questionnaire, som delvist er et sammendrag af de ovenstående tests

Normalt er alle tre tests tilgængelige på Psykologisk Ressource Center, men p.t. er kun SPQ-testen i drift. Den er til gengæld også sjov.

Min psykiater havde flere tests, og jeg havde selv medbragt en fra psyk i Glostrup, men hun mente ikke, der var behov for mere materiale, da resultatet var soleklart: mit liv med Aspergers.

Specialisterne

Firmaet “Specialisterne”

I 2004 starter Thorkild Sonne sin virksomhed kaldet “Specialisterne ApS”. Hans mission er at skabe en virksomhed, der alene beskæftiger mennesker med autisme. Han får idéen, idet han ikke kan se sin søn, der har infantil autisme, få en førtidspension i gave til sin 18-års fødselsdag. Han mener, at autisterne har noget særligt at byde på, som kan bruges i erhvervslivet. De er fx rigtig gode til at teste software og lave andet ensformigt, repetitivt arbejde, hvor der er klare rammer. Til gengæld er de ikke så gode socialt.

Jeg hørte om firmet i ca. 2006 og skrev en ansøgning, for allerede dengang havde jeg på fornemmelsen, at jeg i det mindste havde Aspergers syndrom (som er en del af autismespektret). Jeg har ikke selve ansøgningen længere, men CV’et er bevaret. Desværre hørte jeg aldrig noget fra ham.

Filmen med titlen “Specialisterne”

I dag faldt jeg ved et tilfælde om en film på 60 minutter om firmaets start, Thorkild Sonnes søn og en ung mand ved navn Adam. Filmen er bestemt værd at se, og kan ses her på Filmcentralen.

Begge er fightere:

  • Thorkild Sonne selv kæmper for at skaffe ordrer nok til at beskæftige sine tredive medarbejdere. Selv efter han har fået en pris, hviler han ikke på laurbærrene. (Det er der nu heller ingen grund til, for regnskabet for 2009 udviser en mindre katastrofe, men det omtales ikke i filmen, der er fra 2009. Årsskiftet 2008/09 må de fyre halvdelen af medarbejderne og lukke kontoret i Aarhus.)
  • Adam kæmper for sit fleksjob. Kommunen skal have flere oplysninger, og det er ved at få ham til at miste håbet om, at fleksjobbet går igennem. Jeg sad virkelig og følte med ham. Usikkerheden og hvad nu hvis det ikke går igennem?

Introteksten til filmen lyder

“Da Thorkil Sonne får at vide, at hans søn har autisme træffer han et valg. Han siger sit job som it-direktør op og beslutter at opbygge verdens første firma som udelukkende skal ansætte mennesker med autisme. Deres særlige evner må kunne bruges til noget. Adam Miele er en af de unge derved får en chance på arbejdsmarkedet. Filmen følger gennem tre år Thorkils kamp for at få firmaet “Specialisterne” etableret og Adams kamp for et job.”

Se den. Den er værd at bruge 59 minutter på.