Indlæg

, ,

Diverse

Jeg går

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de CDer, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder af sig selv

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag). Speciallægen vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!

Udredning påbegyndt

God oplevelse

Jeg kunne ikke sove i aftes, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville stå op til andet end en aftale med en speciallæge Pia Bohn Christiansen. Hun er psykiater med speciale i koblingen bipolar lidelse og autismespektrumforstyrrelser (ASF), og hun har klinik på Strøget.

Jeg fik hende anbefalet af den tidligere klinikchef på Hvidovre, som jeg syntes så godt om, og nu har jeg så ventet i syv måneder, og i dag var det endelig min tur.Men jeg vil kun have den bedste – og så må jeg vente!

Jeg troede, jeg havde ‘bestilt’ en psykiatrisk speciallægeerklæring, og den har jeg så gået og sparet op til og faktisk været i tvivl om, hvorvidt jeg havde råd og samtidig ikke turdet spørge, hvad det kostede. Jeg er en kylling! Det viser sig, at min læge har lavet henvisningen således, at det er et udredningsforløb, der løber over ti gange. Og det kommer under sygesikringen. Uha jeg er vild med den læge, selvom jeg aldrig ser hende 🙂

Nej jeg har ikke bare ventet i syv måneder – jeg har ventet i ti år; for allerede for ti år siden skrev jeg et dokument, hvor jeg i den ene spalte argumenterede for, at jeg havde Asperger og i den anden spaltede argumenterede imod det. Det kunne fx være:

Fx kan jeg læse kirkebøger eller lave hjemmesider i 18 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise; men så er sulten forsvundet. Jeg tænker på at gå i seng men er ikke træt.
Det er bare en god koncentrationsevne.

Det hører bare til den maniske del (revideret januar 2019)

Det første møde

Det var sådan en positiv oplevelse at møde speciallægen. Hun var sådan et behageligt menneske, og hun kunne spørge på en måde, så jeg huskede ting, jeg havde glemt. Jeg gav hende et rids over min barndom og sagde, at fra 1972 og frem havde vi været en ‘nomadefamilie’, men at det ord ikke var opfundet dengang. Så var hun jo sporet ind. Men jeg sagde også, at årene fra 1966 – 1972 havde været rigtig gode, og at jeg var kommet til et godt hjem, hvor man brændende ønskede sig et barn, men ikke selv kunne få det. Og at de de første år holdt to fødselsdage: en den dag jeg er født og en den dag, de havde hentet mig.

Hun spurgte en del til den tidlige barndom, hvor jeg benyttede lejligheden til at fortælle om de forestillingslege, jeg ikke magtede at lege med de andre piger, men hellere lavede noget ingeniørarbejde med Meccano, Bilofix, Lego osv. Det skulle altid være noget med at konstruere. Og om den lille Niels, der gik rundt inde i huset, mens jeg legede udenfor med fantasivennen Jens.

Jeg synes da, vi fik talt om det hele vedr. min skolegang, men næste gang vil hun gerne høre mere. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der mere kan være, eller hvad jeg mere skal kunne huske, men med hendes spørgeteknik så… Jeg fik fortalt det med, at jeg altid var udenfor og blev drillet meget, fordi jeg ikke havde det ‘rigtige’ tøj på, for det var der ikke penge til; og det med at jeg altid var enten foran eller bagud i forhold til lærebogssystemerne, fordi jeg skiftede skole så ofte. Mere er der vel ikke at sige om det?

Det videre forløb

Hun forklarede en del om forløbet, og det havde været rart med en lydfil, for jeg kan simpelthen ikke huske det. Næste gang (8. februar) drister jeg mig til at spørge, om jeg må optage. Så har hun set, at jeg er et ordentligt menneske.

Det jeg i hvert fald kan huske er, at hun skal spørge, og jeg skal fortælle, og en lille smule tid skal bruges ved skærmen på at udfylde diverse tests. Jeg kan godt lide vægtningen, for jeg kan også sidde herhjemme og udfylde AQ-testen, og så er jeg klart inden for spektret: 80-90 pct. Det har jeg konstateret 50 gange mindst og behøver ikke hendes hjælp til. Jeg har også udfyldt testen, jeg fik af overlægen i Glostrup. Jeg kunne ikke finde ud af at score den, men når jeg kigger ned over spalterne, ser det ud som om, jeg altid har haft ASF/Asperger, og det har jeg stadig, men jeg er ‘vokset’ mig fra noget af det. Og det er helt almindeligt. Det kan i et vist omfang aflæres.

Det medbragte materiale

Jeg havde lavet en lille ‘mappe’ med ting jeg syntes, hun nødvendigvis skulle have kendskab til.:

  • Speciallægeerklæringen fra klinikchefen på Hvidovre
  • En udfyldt RAADS-R-test
  • Dokumentet (tre sider) med for og imod
  • Et dokument fra 2015 hvor udefrakommende vurderer min far (adoptionssagen i 1963) og mig (lederuddannelse ca. 2005), som jeg har sat op i en tabel, så det bliver tydeligt, hvor meget vi ligner hinanden.
  • Et dokument hvor jeg i tre bullets beskriver ‘Hvad vil jeg med det?’. Det har jeg fundet nødvendigt, fordi selv lægen i distriktspsykiatrien spørger sådan. Jeg behøvede heldigvis ikke forklare mig i dag.
  • Medicinliste

Jeg havde været lidt bange for, at hun ville synes, det var sært, når jeg syntes, det var genialt. Men jeg kan vist være den, jeg er her.

Da jeg var på vej ud af døren, sagde hun noget med, at hun da godt nok syntes, jeg kunne huske mange datoer… 🙂

En 1/1 time med en læge

Hjemme igen

Det er dejligt at være hjemme igen. Jeg glæder mig til min egen kugledyne, som er den originale Protac™ kugledyne. Og jeg glæder mig til at spise min egen grønne mad. Hospitalsmaden er fin, men min egen er bedre! Disse to detaljer må på ingen måde overskygge, at det har været en utrolig positiv indlæggelse. Selve manien fik de hurtigt styr på: masser af søvn (en sovepille og en Oxapax de første to nætter) og mad er de vigtigste komponenter, når det endnu ikke er en fuldblodsmani. Er jeg hjemme, kan jeg bare ikke klare det selv, for jeg er jo ikke sulten, og jeg er jo ikke træt. Hvem spiser, når de ikke er sultne, hvem går i seng, når de ikke er trætte? Og her kommer Aspergeren ind. Herom senere.

Jeg gik på arbejde – men kunne ikke finde vej hverken ud eller hjem trods Google Maps og kompas – men OK jeg fandt det da, og med alle mine omveje kom jeg op på 10.019 skridt i dag, hvilket selvfølgelig er positivt.

Selvfølgelig er der lavpraktisk strategi i det fra min side. Jeg møder op, selvom jeg faktisk er indlagt. Jeg fortalte det til min leder, og sagde, at jeg måske virkede lidt “bims” og træt, men at det nok skyldtes, at den nye medicin – Lyrica – skal køres ind. Det kan tage en uges tid. Hun sagde, at jeg da bare kunne have ringet. Jeg replicerede, at jeg ikke syntes, det var særlig fedt at sige, man var indlagt, når der er tale om en prøveperiode. Jeg har det bedst med at spille med åbne kort og gøre mit bedste.

Grædestadiet – bivirkningerne

Jeg er på grædestadiet af lykke over alt det, de i Glostrup gør mod mine bivirkninger! Og hvorfor søren har DPC ikke reageret? Jeg har jo “klaget” over “Restless Legs Syndrome (RLS) og mundtørhed i to år. Jeg har fortalt om smerterne og om tandlægeregningen på 103.615 kr. Jeg bliver nødt til at nævne det for min kontaktperson, når vi ses i næste uge. Pænt, ordentligt og høfligt selvfølgelig, for hun er så sød, men jeg kan ikke sige mig fri for at synes, at de har svigtet. Herudover har den forøgede dosis af Sifrol (mod RLS) muligvis været medvirkende til den aktuelle mani, idet det er en dopaminagonist altså et stof, der “skubber til” manierne. Retfærdigvis skal siges, at lægen Henrik nævnte det som en faktor, vi skulle være meget opmærksomme på.

Glostrup vil nu gerne følge mig i otte uger fsva både bivirkninger og fsva udtrapningen af Seroquel! Den første aftale er om en uge med både læge Kasper og farmaceut Christina. For søren da det er luksus. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de har forstået min bekymring om at ændre på medicinen. Jeg skal ikke igennem helvede igen! Jeg synes, de tager action, og at det ikke kunne gøres bedre!

Jeg har ikke haft RLS-anfald i fire nætter nu, og det er i sig selv fantastisk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været fri af det mareridt hele fire nætter i træk.Ofte er er RLS beskrevet som uro eller kramper. Jeg har ikke uro – jeg har smerter måske som ved en fødsel (og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det siger vel alle, for hvem synes, det er fedt at været pivet?). De allestedsnærværende og jeg kan ikke slippe væk fra dem. Tidligere hjalp det at gå rundt, men det gør det ikke længere. Nu er de der hele tiden.

Jeg har observeret, at det kan hjælpe at spise, og derfor har jeg mange gange lavet et varmt måltid midt om natten ( kl. 02 eller 03). Det er måske slut nu? Det vil gøre mig nærmest lykkelig!

En 1/1 time med en læge

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig i mindst ti år, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar lidelse og bipolar.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det. Der er ting, jeg gerne vil forstå. Jeg forventer ikke et eller andet fra systemet! Jeg vil bare gerne vide det – også selvom alle siger, jeg er dum! Der er altså en kobling mellem bipolar lidelse (især manierne) og Asperger: Med begge kan man fx forsvinde ind i opgaverne. Jeg kan være 150 pct. eller mere inde i at løse en opgave midt om natten. Jeg opdager ikke, at klokken er alt for mange, for jeg skal jo lige se, om det, der virker lokalt, også virker på serveren osv. Det peger på både mani og Asperger.

Gennemgang

Kasper og jeg gennemgik al medicinen to gange, præparat for præparat, så der var styr på, hvad der stod i hans journalnotater, og hvad der så står i Det Fælles Medicinkort. Man kan undre sig meget over, at de to systemer ikke taler sammen; hvorfor skal personalet skrive det samme flere gange? Det er ikke videre “omkostningseffektivt”. Jeg oplever så tit, at det er mig der har styr på doseringen, og at det kan være svært at overbevise dem om, at det faktisk er mig, der har ret – for jeg er jo bare en psykiatribruger. En fælles gennemgang er idel lykke!

Kasper fortalte, at det også ville være rart for dem at vide, om der var en ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) ind over, fx fordi man ville kunne blive fejlvurderet i akutmodtagelsen som havende det bedre, end man egl. har. Man kan måske virke mere samlet, end man egl. er. Den risiko føler jeg dog ikke, da de nu kender mig. Jeg vil slet ikke være bange for at henvende mig en anden gang. Men hvad med alle dem, der ikke er “kendt” – de skal vel også have den rette behandling?

Herunder kommer dokumenter, der er år gamle, men som viser de tanker, jeg har gjort mig om Asperger gennem mange år.

Jørgen (min far) i 1966 i forbindelse med adoptionssagen

“Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

Hanne i 2003 i forbindelse med noget lederuddannelse

“Hanne B. Stegemüller er kreativ, intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhed over for kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for håndgribelige, målbare resultater. Kan have en tendens til selvoptagethed. Sociale relationer: Sympatisk, reserveret, eftertænksom og alvorlig.”

Skematisk:

Jørgen:Hanne:
Venlig, tiltalendeSympatisk
TillukketReserveret
VelbegavetIntelligent
FølelsesbetonetFølsomhed
…Måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid……Med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes…

11-03-2015

Asperger – for og i mod

Dokumentet herunder viser en række punkter, der peger på Aspergertræk, men samtidig kan imødegås med helt almindelige argumenter. Enhver vil kunne sige,at det jo er positivt at kunne koncentrere sig i lang tid. Jeg ved det ikke; jeg skal ikke gøre mig klog på det, der skal dygtige læger til – og dem har jeg nu mødt i Glostrup!

Argument for Asperger(-træk)Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

Det er bare en god koncentrationsevne
Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

Du har bare temperament
Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer migDet hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoerDet er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

1.       Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.

2.       Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.

3.       Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.

Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert

Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundtDet hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens J
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at – uvedkommende information, de kommer med.

Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Hanne B. Stegemüller

Den 6. februar 2010