Indlæg

,

Påbud og arrogance

Medarbejderne

Siden den 1. januar i år har Arbejdstilsynet stukket 31 påbud op i regionernes næser, og det er faktisk en rigtig god idé, for det betyder, at der så er en chance for, at medarbejderne i sundhedssektoren endelig kan blive hørt. Det kom da i hver tilfælde i TV Avisen her til aften.

Der var et interview med en ung sygeplejerske fra en hjerteafdeling, der fortalte om, hvordan de – trods ressourcemangel – alligevel prøver at gøre det bedst muligt for patienterne. Det er bare ikke nok! De svageste patienter (altså mentalt) bliver ikke vendt, får ikke foretaget mundhygiejne, får ikke skiftet ble, medicin hældes forkert op mv. På en hjerteafdeling må sidstnævnte kunne udgøre forskellen mellem liv og død. Hovedpunkterne i interviewet findes her.

Disse arbejdsforhold har visse steder ført til, at sygeplejersker har sagt op i hobetal. Det kan mærkes, hvis der mangler bare en kollega på en vagt.

Ministeren

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kommer med et temmelig arrogant svar, hvor hun på en ikke særlig diplomatisk måde fortæller regionerne (der står for driften af sygehusene), at de nok ikke kan finde ud af at prioritere bloktilskuddet og dermed sende pengene derhen, hvor de kan gøre mest gavn. Hun siger så, at de da bare kan fortælle, hvis de ikke magter opgaven – underforstået at så skal hun nok selv tage over.

På finansloven for i år er der afsat 2,4 mia. kr. ekstra til sundhedssystemet. Regionerne påpeger, at et meget stor del af disse milliarder er øremærkede til diverse pakker som fx kræftpakkerne. Formanden for danske regioner påpeger, at der er behov for et generelt løft. Og det kan man vel egentlig ikke fortænke hende i!

Egne erfaringer

Der er sikkert store forskelle på en åben psykiatrisk afdeling og en somatisk afdeling, fx kan patienterne på de åbne psykiatriske afdelinger selv klare personlig hygiejne, at stå op, spise osv. Medarbejdernes opgaver er mere at være der for patienterne, tage en snak, hjælpe til at patienten får gjort sine små pligter (dække bord, tømme askebægre mv.). Og så tusind andre ting, der bare ikke er synlige for patienterne.

Min oplevelse er, at de har virkelig travlt og løber meget stærkt. Og samtidig er jeg så imponeret over, at de alligevel kan finde tid til snak og “mental omsorg”. De prioriterer helt åbenbart denne opgave højt. Under de lange indlæggelser, hvor det hele var værst, gjorde jeg mig mange eksistentielle overvejelser, som jeg var nødt til at have en tilhører til. Og det gik ikke at vente en uge på præsten.

Jeg har følt mig tryg og i virkelig gode hænder, alle de gange jeg har været der.