Indlæg

Alle Helgen

Jeg har været til Alle Helgens gudstjeneste, for det er sådan en smuk gudstjeneste, og det var ved min favoritpræst Inge-Hanne Broström. Kirken var fyldt – vi har plads til 120 mennesker – og der var en rigtig god stemning. Mange tørrede øjne og mange havde nogle, de havde mistet i det seneste år. Hvis du tænker over forskellen på Halloween, Alle sjæles dag og Alle Helgen, er der her en god og oplysende artikel fra Kristeligt Dagblad.

Jeg har heldigvis ikke mistet nogen nærtstående i det år, der er gået, men jeg bruger altid dagen til at mindes min far, der døde i 1972, altså for 43 år siden, når vi når den 21. november. Jeg var kun lige blevet ni år, da han døde, og det var et stort tab. Han var en fantastisk far og for den tid var han nok usædvanlig. Han var direktør for en stor tekstilfabrik i Brande i Vestjylland, og noget af det jeg husker tydeligst er, at han tog ned på fabrikken om aftenen for at se til arbejderne – det kaldte vi dem – og han tog ofte mig med. Vi gik rundt til arbejderne ved de forskellige maskiner og blev budt på sodavand hvert sted. Og vi legede gemme i de tørrerum, hvor klædet hang efter at have været i appreturen. Det var gode aftener.

Inge-Hannes prædiken var som altid god. Hun sammenlignede det at miste med, at der bliver huller i “livsstoffet”, og det er præcis sådan, jeg stadig kan føle det selv efter alle de år, der er gået. Hvis han ikke var død så tidligt, ville meget have set anderledes ud. Han blev kun 50 år gammel. Dengang tog man ikke børns sorg så seriøst, som man gør i dag. Man vidste ikke, hvordan man skulle håndtere det, men Herregud det er jo også en menneskealder siden.

Inge-Hanne sammenlignede tiden efter dødsfaldet med et glasskår, der er skarpt og kantet, og som man selvfølgelig skærer sig på. Falder glasskåret i vandkanten på stranden, vil tiden slibe det glat og fint, så man ikke længere skærer sig. Hun kaldte resultatet for en “strandsmaragd”. Jeg synes, det er en fin sammenligning. Min far er min strandsmaragd.

Vi sluttede med at synge en af mine favoritsalmer: “Du, som har tændt millioner af stjerner”, nr. 787. De øvrige salmer kendte jeg desværre ikke. Jeg har ellers lært mange i de år, jeg er kommet i kirken, og det er rart at kunne synge med; det styrker fællesskabsfølelsen. Undervejs var der lystænding, og næsten alle gik op og tændte et lys enten i lysgloben eller et fyrfadslys på døbefonten, der til lejligheden var dækket med en plade, som lysene kunne stå på. Efter gudstjenesten kunne man tage et gravlys i våbenhuset og gå ud at sætte det på graven eller bare gå over i Magistergården – vores menighedshus – og få en kop kaffe.

Alt i alt en fin eftermiddag. Jeg er glad for at have kirken som et af mine faste holdepunkter.

Alle Helgens gudstjeneste og Dropbox

Jeg var til Alle Helgens gudstjeneste i Hvidovre Kirke i går søndag. Hvor var det skønt at komme af sted igen – jeg kunne mærke, da jeg sad der, at det var alt for længe siden, jeg sidst havde været i kirke. Der er en dejlig fredfyldt ro over vores kirke, som ikke er ret stor og som har hvide vægge og ingen kalkmalerier. At gå i kirke er at give sig selv en time uden forpligtelser af nogen art. Jeg må til at stille vækkeuret om søndagen!

Kirken var fyldt til bristepunktet (klapstolene var dog ikke fremme), og jeg mener, vi kan rumme i alt 120 personer. Det er godt klaret at fylde den op til en Alle Helgens gudstjeneste. Det var Inge-Hanne Broström, der stod for tjenesten, og hun er bare god. Hun leverer altid en energisk prædiken, der trækker parallellerne mellem teksterne i biblen og vores samtid og vores eget liv. Jeg kan godt lide, når jeg kan relatere prædikerne til mit eget liv – så bliver det der foregår i kirken  vedkommende.

Alle Helgens gudstjenesten er jo egentlig en gudstjeneste, hvor man mindes de døde i året, der gik, men Inge-Hanne får sagerne formuleret så man også kan relatere til det, selv om det er mange år siden, man har mistet et kært familiemedlem. Jeg tændte et lys for min far, der godt nok døde i 1972, men som jeg ville ønske var her i dag. Det er åbenbart et tab, som jeg aldrig rigtigt kommer over. Jeg kan godt lide skikken med lystænding. Efter gudstjenesten kunne man tage et lys ude i våbenhuset, som man kunne stille på graven hos de kære. Jeg har ingen gravsteder at besøge på Hvidovre Kirkegård, så jeg smuttede bare hjem igen – en god oplevelse rigere. Jeg kunne også være gået med over i Magistergaarden til en kop kaffe, men jeg havde lidt travlt med at komme hjem til et rigtig spændende slægtsforskningsprojekt, som jeg har taget hul på sammen med min gode ven Leif fra Herning. Det er et super projekt og det er sjovt at arbejde sammen om det; og ikke at forglemme lærer jeg også en hel masse om nye kildetyper. Vi kigger ikke på egne slægter men på en masse forhærdede forbrydere. I slægtsforskning er det sådan, at det er svært at finde yderligere informationer om dem der holdt sig til den slagne landevej, men dem der levede på kanten af samfundet (fx fattige og kriminelle) er der masser af stof om.

Vi arbejder sammen via mails og Dropbox, der er intet mindre end genialt. Hvis du ikke allerede har Dropbox, vil jeg varmt anbefale dig at installere det og evt. bare bruge det som backup-sted. Der følger tre GB gratis med, og med dem kan man komme rigtig langt med sin backup. Der er en rigtig god dansk vejledning til Dropbox her.

En af fordelene ved programmet er, at det er slut med at maile filer frem og tilbage, og hele tiden skulle passe på, at man nu har den rette version. Man deler bare filerne eller mapperne med hinanden. Så snart jeg har opdateret en af vores fælles filer, får Leif en besked om, at filen er ændret. Han kan så skrive videre i dokumentet og når det er gemt af ham, kommer det automatisk til min Dropbox-mappe på computeren. Overførslen går lynhurtigt, man når dårligt at se det lille blå ikon, der betyder, at en overførsel er i gang. Når ikonet skifter til grønt, er overførslen sket. Hvordan det virker fatter jeg ikke, jeg konstaterer bare, at det er utrolig smart.