Indlæg

Alle Helgen

Jeg har været til Alle Helgens gudstjeneste, for det er sådan en smuk gudstjeneste, og det var ved min favoritpræst Inge-Hanne Broström. Kirken var fyldt – vi har plads til 120 mennesker – og der var en rigtig god stemning. Mange tørrede øjne og mange havde nogle, de havde mistet i det seneste år. Hvis du tænker over forskellen på Halloween, Alle sjæles dag og Alle Helgen, er der her en god og oplysende artikel fra Kristeligt Dagblad.

Jeg har heldigvis ikke mistet nogen nærtstående i det år, der er gået, men jeg bruger altid dagen til at mindes min far, der døde i 1972, altså for 43 år siden, når vi når den 21. november. Jeg var kun lige blevet ni år, da han døde, og det var et stort tab. Han var en fantastisk far og for den tid var han nok usædvanlig. Han var direktør for en stor tekstilfabrik i Brande i Vestjylland, og noget af det jeg husker tydeligst er, at han tog ned på fabrikken om aftenen for at se til arbejderne – det kaldte vi dem – og han tog ofte mig med. Vi gik rundt til arbejderne ved de forskellige maskiner og blev budt på sodavand hvert sted. Og vi legede gemme i de tørrerum, hvor klædet hang efter at have været i appreturen. Det var gode aftener.

Inge-Hannes prædiken var som altid god. Hun sammenlignede det at miste med, at der bliver huller i “livsstoffet”, og det er præcis sådan, jeg stadig kan føle det selv efter alle de år, der er gået. Hvis han ikke var død så tidligt, ville meget have set anderledes ud. Han blev kun 50 år gammel. Dengang tog man ikke børns sorg så seriøst, som man gør i dag. Man vidste ikke, hvordan man skulle håndtere det, men Herregud det er jo også en menneskealder siden.

Inge-Hanne sammenlignede tiden efter dødsfaldet med et glasskår, der er skarpt og kantet, og som man selvfølgelig skærer sig på. Falder glasskåret i vandkanten på stranden, vil tiden slibe det glat og fint, så man ikke længere skærer sig. Hun kaldte resultatet for en “strandsmaragd”. Jeg synes, det er en fin sammenligning. Min far er min strandsmaragd.

Vi sluttede med at synge en af mine favoritsalmer: “Du, som har tændt millioner af stjerner”, nr. 787. De øvrige salmer kendte jeg desværre ikke. Jeg har ellers lært mange i de år, jeg er kommet i kirken, og det er rart at kunne synge med; det styrker fællesskabsfølelsen. Undervejs var der lystænding, og næsten alle gik op og tændte et lys enten i lysgloben eller et fyrfadslys på døbefonten, der til lejligheden var dækket med en plade, som lysene kunne stå på. Efter gudstjenesten kunne man tage et gravlys i våbenhuset og gå ud at sætte det på graven eller bare gå over i Magistergården – vores menighedshus – og få en kop kaffe.

Alt i alt en fin eftermiddag. Jeg er glad for at have kirken som et af mine faste holdepunkter.