Indlæg

,

AA og de 12 trin

På mit køleskab…

Ja der hænger en lille lap med følgende punkter pænt sat op i Word:

  • Det er ikke hyggeligt og det er længe siden, det holdt op med at være hyggeligt
  • Jeg sover dårligt
  • Jeg kan ikke styre det
  • Medicinen virker ikke, og jeg får det psykisk dårligt
  • Jeg arbejder bedre, når jeg ikke drikker
  • Jeg skal være ædru for at finde et job.

Jeg har lavet sedlen sammen med Kristine fra Lænken, og jeg kigger af og til på den, selv om den ikke længere er så aktuel. Sedlen bliver hængende! Jeg fandt godt nok ikke et job, men resten af punkterne virker og giver god mening den dag i dag. Det vigtigste punkt er det øverste, for jeg bildte mig altid ind, at det ville være åh så hyggeligt med et glas rødvin, og det kunne det sikkert også, men jeg kunne bare ikke holde ved det ene glas.

Jeg er blevet ædru ved samtaleterapi i Lænken og Antabus, og det har haft en fantastisk effekt. Jeg føler mig på sikker grund nu, men har intet behov for at teste, om det nu også kan passe. Det tør jeg simpelthen ikke.

Men inden det var jeg tre gange på Minnesotakur på Svanegården nede ved Korsør. Det havde absolut  ingen effekt på mig.  Jeg drak ca. 14 dage efter jeg kom hjem. Styrken ved modellen er, at behandlerne selv er alkoholikere, og ved hvad de taler om, for de har prøvet det på egen krop – men det behøver man altså ikke blive/forblive ædru af.

De to første gange jeg var af sted, var Svanegården drevet af Claus Lyngby, som blev min behandler, og som jeg kunne føre eksistentielle samtaler med. Ham holdt jeg virkelig af at tale med, for han rykkede ved noget i mig. Dengang var stedet meget liberalt med hensyn til, hvor meget man skulle dyrke AA og 12-trinsprogrammet. Claus døde desværre, og med ham mistede alkoholbehandling i Danmark  virkelig et koryfæ. Jeg blev “berømt” som den patient, der aldrig havde deltaget i et AA-møde. Jeg kæmpede med alle midler imod at køre med i bilen hver tirsdag aften til Slagelse eller Sorø. Jeg sagde ligeud, at jeg syntes, det var en sekt. Jeg skulle bare ikke sidde i en rundkreds og sige “Hej jeg hedder Hanne, og jeg er alkoholiker”. Det var ikke fordi, det ikke var sandt, og jeg var ikke i benægtelse, men jeg kunne ikke overgive mig til metoden.

Svanegården gik derefter desværre konkurs og blev opkøbt af Behandlingscenter Tjele, og det indvarslede helt nye tider. Nu var der 12-trinsarbejde på programmet fra morgen til aften og tvungne AA-møder. Ikke engang jeg kunne undslå mig. Men denne tredje gang var jeg  nu også så desperat for at blive ædru, at jeg ikke gjorde så meget modstand. Så jeg havnede altså i rundkredsen, og sagde de kendte ord.

12-trinsprogrammet er udviklet af AA i 30’erne, og AA blev grundlagt af Bill Wilson og Dr. Bob. Rødderne skal findes i en evangelisk kult, der kaldes  Oxfordbevægelsen. Som skrevet i forrige indlæg er AA en uhyggelig stor pengemaskine, for hver gang en alkoholiker indskrives til en Minnesotakur, rasler der 80.000 kr. ned i AAs kasse, og det gælder naturligvis ikke kun i Danmark men i hele verden. AA har taget patent på alkoholbehandling kloden rundt, og overalt laves der trinarbejde og læses i “12 trin og 12 traditioner”. 12-trinsprogrammet anvendes til alt muligt mellem himmel og jord. Nævn en afhængighed og AA har svaret: ludomani, sexafhængighed, narkoafhængighed, workaholics,  shopaholics og der er utvivlsomt mange flere, end dem jeg lige kan komme i tanke om.

Alkoholafhængighedssyndrom er en sygdom, der er optaget på WHOs sygdomsfortegnelse, og det har den været i mange år. Så hvorfor ikke gå til lægen?

Man ville (gudskelov) aldrig bede en kræftpatient opsøge en selvhjælpsgruppe for at blive rask, men lige præcis med disse afhængigheder, som AA har patent på, mener man altså, at en omgang gruppeterapi er løsningen på. Selvhjælpsgrupper er fine og fx Kræftens Bekæmpelse har flere muligheder, men det er noget, der støtter op om den lægelige behandling, kræftpatienten i øvrigt får, det kan aldrig stå alene.

Der er mange kritiske røster vendt mod AA, og mange af disse har givet sig af med at måle på langtidseffekten af Minnesotakure og AA-møder . Langtidseffekt (mere end 5 års ædruelighed) ses for mellem 0,01 og 2,5 pct. af de interviewede. Det er altså ikke nogen imponerende succesrate. Jeg ved ikke, om der er lavet lignende studier over virkningen af Antabus.

Jeg nåede at komme til fire AA-møder i Sorø, og de var vældig søde mod “nykommere”. Man blev budt hjerteligt velkommen og der blev uddelt 24-timers mønter. AA har et møntsystem, hvor man får den første mønt efter de første 24 timers ædruelighed, en efter en måned, en efter tre måneder osv. Man skal have mønten i lommen, og den skal minde en om “fællesskabet” og om at man vil bevare sin ædruelighed. Jeg lagde pænt mine mønter i pungen, fordi jeg tænkte, at jeg så ville blive bremset, når jeg skulle betale for mit alkohol. Snik snak det virkede overhovedet ikke.

Hele idéen med turene til Sorø var, at  man blev guidet ind i det at “gå til møde”, og så skulle man fortsætte, når man kom hjem. Truslen var, at ellers kunne man ikke holde sig ædru – eller i hvert fald ikke ret længe. Der er AA-møder over hele landet, og der er altid et møde, man kan gå til, om end ikke andet kan man dukke op i Ryesgade 107, der er næsten døgnåbent. Nogle bliver vejledt til at tage “90 møder på 90 dage”. Med så massiv en hjernevask burde man da næsten være sikker på at forblive ædru, men jeg har altså mødt mennesker, som det ikke virkede for. Jeg mødte op mandag kl. 19:00 nede i Risbjerg Kirke her i Hvidovre, og traf nogle vældig søde mennesker, der var meget ærlige. Vi afholdt mødet, der startede med fx oplæsning af en tekst fra “Store Bog”, herefter refleksion over teksten, så en bordrunde hvor hver enkelt kunne berette om hvad som helst, der lå ham på sinde, enhver der tager ordet, starter med at sige “Jeg hedder… og jeg er “og afsluttende med Sindsrobønnen, hvor man står i rundkreds og holder hinanden i hænderne.

Det hænder jo at nogen “tager tilbagefald” (det er noget man tager, ikke noget man får), og når de så atter dukker op til et møde, hilses de af hele gruppen, der siger “Velkommen tilbage” i kor, og det er en fin skik. Det kan gå galt, men der skal være et sted at gå hen, hvor man ikke bliver fordømt. Herefter skal vedkommende aflevere alle tidligere fortjente mønter, for han er ikke længere værdig til at have dem. Et tilbagefald medfører, at man starter fuldstændig forfra.

Gennem hele programmet bliver det påstået, at 12-trinsprogrammet er “et åndeligt program ikke et religiøst program”. Det er noget vås, det er lige omvendt; det er i høj grad et religiøst program, hvorfor skulle man ellers bede sammen?  Og hvorfor skal trinnene ellers aflægges i en kirke? Måske jeg bedre kunne have overgivet mig, hvis de havde været ærlige, og stået ved at det er et dybt religiøst program.  12-trins programmet kommer – hvis man overgiver sig – til at omfatte hele livet. Alle handlinger skal holdes op mod programmet og testes i dette lys. Jeg har mødt rigtig mange, der tog selv trivialiteter op på møderne, og bad om gruppens mening om dem, og det endte altid med, at svaret var, at “hvis det ikke truer din ædruelighed, er det OK”, alt blev set i det lys, selvstændig tænkning synes at være bandlyst, alt skal op i gruppen.

AA-medlemmer kan ca. 100 slogans uden ad, alle samtaler er præget af slogans, og der er et slogan til enhver lejlighed, man behøver sådan set ikke sige noget selv. Jeg kan kun huske “En dag ad gangen” for det er et godt slogan til den første svære tid, men her er listen. Det er aldrig gået op for mig, hvorfor de er så vigtige, men måske er det et symbol på en fælles referenceramme?

En anden ting man også bliver tudet ørerne fulde af er: Find dig en sponsor. Eftersom jeg jo var desperat  tredje gang tænkte jeg, at jeg hellere måtte finde sådan en. Jeg fandt Anders (navnet er opdigtet ), der var nede på Svanegården og give “et speak” en lørdag eftermiddag, og han var meget ligefrem, og jeg tænkte, at han sikkert kunne være god for mig. Ordet sponsor er ikke nævnt i bogen Anonyme Alkoholikere = Store Bog overhovedet. Alligevel er det et meget vigtigt begreb, som i flere af de personlige historier bag i bogen beskrives dog uden direkte brug af ordet.

Selve sponsorbegrebet skal findes tilbage fra dengang hospitalerne kun ville modtage alkoholikere hvis disse blev “sponseret” af en ædru alkoholiker. Hvilket betød at den ædru alkoholiker besøgte den indlagte og ved udskrivning tog ham/hende med til et AA-møde eller fulgte alkoholikeren hjem. Sponsoren var til rådighed for spørgsmål og støtte i den første svære tid. Hospitalerne havde ikke den fornødne viden og kapacitet til at hjælpe den lidende alkoholiker og forlangte derfor, at andre tog del i hjælpen med at gøre personen ædru. En sponsor er en erfaren ædru alkoholiker, der kan vejlede den nye i AA. Svare på de mange spørgsmål nykommere ofte har i den første meget forvirrende og mange gange angstfyldte tid. En sponsors væsentligste opgave er at guide den nye gennem AA’s 12 trin. Mange sponsorer sørger også for, at den nye bliver præsenteret for andre AA’ere og fortæller om servicestrukturen i AA, så nykommeren hurtigt kan føle sig som en del af fællesskabet i AA.

Typisk ringer man til sin sponsor på et aftalt tidspunkt hver dag, og man taler lidt om, hvordan det går med ædrueligheden, og hvad der ellers måtte falde for. En af de ting, der selvfølgelig er meget fokus på i starten er “drikketrang” for hvis man har det i overvældende grad, er der risiko for, at korthuset vælter sammen, og man drikker igen simpelthen ved at reagere på en impuls fra hjernens belønningscenter.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvad vi talte om, udover at jeg skulle i gang med at lave “trinarbejde”. Man skal skrive sig igennem alle de 12 trin, og man er på en eller anden måde “færdiguddannet” når man er nået til 12. trin, hvorefter man kan gå ud i samfundet og missionere, og hverve nye medlemmer til sekten. Jeg var indstillet på at “tage trinnene” og det gik også fint med de første tre. Trin tre lyder sådan: “Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud sådan som vi opfattede Ham.” Dette har jeg virkelig indvilget i, og det var jo let nok, for jeg behøvede ikke opfinde en “Højere magt”, jeg kunne bare bruge “min almindelige Gud”. Aldrig mere har jeg i sinde at lægge min vilje og mit liv over til nogen som helst, men jeg var i en situation, hvor jeg ikke kunne overskue at lade være. Jeg aflagde trinnet i Trinitatis Kirke i Indre By, og det var da en fin ramme, men det understreger det religiøse i programmet.

Anders præsenterede mig for 4. trin, der lyder sådan: “Vi lavede en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse”. AAere taler med ærefrygt om 4. trin, som nogen bruger flere år på at skrive sig igennem, de kan hele tiden blive ved at finde karakterbrister ved sig selv, der også må beskrives. Alt skal inddrages selv den spædeste barndom.

Anders havde nogen skabeloner/spørgsmål, jeg kunne bruge som udgangspunkt i, men ellers var der dømt fristil. Jeg skrev en enkelt A4-side på en formiddag, og så syntes jeg faktisk, at jeg ærligt og udtømmende have beskrevet min sorteste sider og alle mine karakterbrister. Jeg kunne simpelthen ikke finde på mere. Anders var ikke tilfreds og kom på besøg for at skubbe mig lidt videre. Han lagde nogle nye skabeloner på spisebordet. Da han var gået brugte jeg en ½ time med Word, og så var der ikke mere at komme efter. Vores telefonsamtaler de næste 3-4 dage handlede kun om, hvorvidt jeg var kommet videre med skriblerierne, og det var jeg ikke. Han blev ved at sige, at der måtte være noget mere, men der var ikke mere, jeg var uforfærdet allerede i 1. runde. Efter lang tids betænkningstid besluttede jeg at meddele Anders, at jeg ikke længere ville have ham som sponsor. Det var med frygt og bæven, for kunne jeg nu forblive ædru uden en sponsor, som alle siger, man skal have?

Jeg tænkte længe over, om jeg skulle forsøge at finde en ny sponsor, men besluttede at jeg ikke ville have en person ind over mit liv, der skulle styre mig og mine tanker. Men hvad så med at “tage trinnene”? Kunne jeg forblive ædru uden dem? Jeg kiggede mig lidt omkring ned i Risbjerggruppen, og der var kun 2 af måske 30, der havde taget trinnene, og de var “Oldtimere”. Hvis de kunne, kunne jeg også!

Jeg kom i Risbjerggruppen i nogle måneder, men det var ikke helhjertet, og jeg fandt mig aldrig rigtig tilrette der. Jeg begyndte at drikke igen, og tog derfor afsked med AA, for det virkede jo helt åbenbart ikke for mig. Jeg er klar over, at det virker for millioner af mennesker verden over, der er millioner af sponsorer, millioner af sponsees, millioner af møder osv. osv., men det virker altså bare ikke for mig.  Fællesskabet er et pseudofællesskab, for da jeg trådte ud, var der ikke én eneste fra gruppen, der ringede eller skrev en mail. Vi havde ellers drukket adskillige kopper kaffe sammen på privat grund. Man opfordres ellers til at dele sit telefonnummer vidt og bredt ud og til selv at indsamle telefonnumre, så der altid er en at tale med, hvis lokummet brænder.

Lænken: Det bedste jeg nogen sinde har gjort for min ædruelighed er at begynde at komme i Lænken. Jeg troede oprindeligt, at det kun gik ud på Antabusuddeling, men det viste sig, at de også tilbyder behandling. Havde jeg dog bare vidst det, så havde jeg sparet 3. runde og 80.00 kr. til AAs store kasse. Jeg har alle tiders terapeut i Kristine, og hun har virkelig hjulpet mig igennem den første svære tid, og også tiden derefter. Hun er meget ung og meget dygtig. Hun arbejder med kognitiv adfærdsterapi, og det gør hun godt. Hun har en masse skemaer, der er lige til at udfylde, og jeg driller hende lidt med, at hun har et skema til enhver lejlighed i en af hendes mange ringbind. Det er snart længe siden, vi har talt alkohol, for det er ikke så relevant mere. Hun er en stor støtte i forbindelse med min bipolare lidelse, for hun har kendt mig så længe, og jeg er hende dybt taknemmelig.

Sådan blev jeg ædru uden AA og deres 12-trinsprogram!