Indlæg

Agurketid

Jeg er ramt af agurketiden

Normalt synes jeg nok, jeg finder inspiration i min hverdag til en blogpost om stort eller småt. Men det hele er gået i sommerferie-mode og intet sker, hverken i det omgivende samfund eller i mig. På arbejdet er det hele også gået i stå eller kører i hvert tilfælde på laveste blus. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til der kommer gang i butikken igen.

Så kunne man selvfølgelig gøre som dagbladene, der også er ramt af agurketiden, nemlig finde nogle uendeligt små historier og blæse dem op til noget større; men det er ikke min stil.

Jeg glæder mig til min sommerferie, som i år er delt op i tre portioner.

Den første del falder i august, hvor jeg skal en uge til Viborg til landsarkivet og dernæst direkte videre til Vestjyllands Højskole i Velling lige ud til Ringkøbing Fjord. Det bliver skønt at komme til højskolen igen, for besøget der sidste år var meget succesfuldt. Jeg skal på et kursus om drømme og går allerede er lidt bekymret for også at skulle tegne. Mig? Jeg kan jo ikke engang tegne en tændstikmand! På den anden side er det netop højskolernes styrke: muligheden for at man som deltager kan kaste sig ud i noget, man som udgangspunkt mener, man slet ikke kan.

En anden fantastisk ting ved at tage på højskole er mødet med de øvrige kursister. Alle som én kommer med et åbent sind og er spændte på, hvem de møder. På de velfungerende højskoler jeg har besøgt, har jeg altid kun mødt søde og åbne mennesker, og jeg føler mig helt overbevist om, at det også vil ske i år.

Hvis du nu sidder og tænker, at dette var da en rigtig agurketidspost uden noget særligt indhold, så skal det være dig vel undt.