Indlæg

Ærlige mennesker

Der findes stadig ærlige mennesker!

Jeg ringede som det første i morges til hittegodskontoret hos Arriva, for at høre, om de evt. skulle have fået min e-bogslæser indleveret. Jeg beskrev den som en lille sort mappe på A5-størrelse, som når man tændte for den på den store knap, viste en bog, der hed ‘Alfabethuset’. Og sørme jo, der var bid. De havde fået min kære e-bogslæser indleveret.

Der findes stadigvæk en masse ærlige mennesker! Hvor er jeg bare glad for at have fundet den igen.

Jeg bad dem sende den i en taxa og var naturligvis rede til at betale, hvad det kostede. Da taxaen dukkede op, skulle jeg end ikke betale. Sikke en morgen.

Nu havde jeg jo bestilt en anden e-bogslæser, simpelthen fordi jeg vurderede, at chancerne for at få den igen, var minimale. Jeg skyndte mig at skrive til Booksnob, hvor jeg køber mine e-bøger, og også min e-bogslæser. Hun havde heldigvis ikke hævet pengene endnu og ordren kunne sagtens annulleres.

Alt er således endt lykkeligt. Hurra for ærlige mennesker!