Indlæg

,

Morgentanker

Stilhed

Jeg prøver at finde lidt ro, inden der er gang i butikken. 

Min roomie var temmelig tidligt oppe for at ryge dagens første mentolcigarett, kl. var vel ca. 05, og inden hun havde fået puslet med alle de kraftige plastikposer, fået sig klædt på og arrangeret rollatoren, var jeg lysvågen. Men jeg prøver at leve efter devisen om at: “Vi skal jo være her begge to”, selvom det måske mest er hende, der er der 🙂  Men pyt, derhjemme kunne jeg også finde på at stå op 05:30, fordi jeg godt kan lide timerne hvor “endnu er det uvist om fuglene vågner”. (Inger Christensen.)

Jeg er, hvor jeg skal være, og jeg brokker ikke, men psykiatrien er udsultet, og det mærker man som patient – sådan helt konkret.

Anne Lindhardt (formanden for Psykiatrifonden – fantastisk kvinde) og Psykiatrialliancen har lige været ude med et oprob til politikerne. Det er spændende, om det bliver hørt. Lige p.t. er der meget forkus på børn og på depressioner og begge dele er enormt vigtige, fordi det på sigt kan spare indlæggelser. Jeg synes bare ikke, det gavner den gruppe, jeg tilhører. Altså os, der har behov for jævnlige indlæggelser. og det må jeg vel indse, at jeg vedvarende vil have.

Jeg har nu været her på Hvidovre ti gange siden sommeren 2014 plus en gang i Glostrup i sommer med en mani. Hvor længe kan det blive ved at gå? Mit liv er en nedadgående spiral – helt objektivt! En solid karriere er afløst af et fleksjob og en invalidepension fra JØP – og gudskelov for den. Og gudskelov har jeg en god sagsbehandler på jobcenteret. Han jagter mig ikke. Proaktivt sender jeg ham af og til en mail om prognosen. Lige nu lyder den på tre uger mere.

Skyggerne skal væk! Jeg har følelsen/synet/hallucinationer af  “atrazitgrå vinger” i mit perifere synsfelt, og jeg kan også se dem om natten. En læge spurgte, om jeg var religiøs, det svarede jeg selvfølgelig ja til, men tilføjede at det ikke betød, at jeg også var overtroisk! Til tider er vingerne i stedet som halve mennesker – stadig atrazitgrå. De er lidt svære at forklare for medarbejderne.

Af og til har jeg en helt konkret oplevelse af skygger to til tre meter bag mig. Når jeg vender mig, er der selvfølgelig ingenting.

Musikken er blevet bedre forstået på den måde, at der kun er naboens fest tilbage. Jeg er dog bange for at tage hjem, fordi jeg er bange for om respiratoren stadig står i klædeskabet… Jeg ved godt, det lyder fuldstændig sindssygt.

”Tingene” inde i hjernen er blevet lidt bedre forstået på den måde, at der “kun” er de legetøjsløse børn på Udrejsecenter Sjælsmark og børnene, hvis forældre er på integrationsydelse, tilbage. Jeg ser med vilje ikke TVA, jeg læser ikke rappporter fra Institut for Menneskerettigheder, jeg forholder mig ikke til noget som helst. Men det hjælper ikke, for virkeligheden er jo stadig virkelig, og den har taget plads i de centrale dele af min hjerne. Gad hvad en MR-skanning ville vise 🙂

God morgen!