,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Dronningens kloge tale og mine planer

Dronningens kloge tale og mine planer

2022 ligger blank og vårfrisk for os

Dronningens kloge tale og mine planer

Jeg har set samtlige Hendes Majestæt Dronningens 50 nytårstaler, og jeg synes, de bliver bedre og bedre. I 2021 blev jeg naturligvis særligt berørt af følgende:

Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands. Én spurter afsted over stok og sten, en anden foretrækker at slentre gennem landskabet; men der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn.

Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap.

Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje.

Fælles for alle, der må leve med et handicap, er, at det gør tilværelsen mere besværlig, og at man ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt – måske tværtimod.

Nogle mennesker med handicap bliver ligefrem diskrimineret, måske også mødt med hån og drilleri. Det kan skyldes tankeløshed og uvidenhed; men uanset hvad, så er det forkert, og det burde vi holde os for gode til! Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.

Hun svinger pisken (pænt) med en sætning som denne: “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”. Hvor er den skøn, næsten lige så god som de “dumsmarte bemærkninger” fra 1984. Det er kun Majestæten, der kan udtrykke afsky så pænt og dannet – men umisforståeligt.

Hvor findes fordommene?

Når ret skal være ret, og det skal det: Selv har jeg aldrig mødt manglende forståelse eller respekt som følge af mine to psykiatriske diagnoser. Jeg har aldrig mødt diskrimination. Hvis jeg har, er det i hvert fald glemt. Det blev jeg klar over, da jeg skrev ansøgningerne til Menneskebiblioteket.

De spørger i deres ansøgningsblanketter til, hvilke fordomme man har mødt og derfor kan være med til at afkræfte. For første gang nogensinde blev jeg opmærksom på, at der for mig at se er langt flere fordomme knyttet til at være medlem af Djøf end til at have en psykisk sygdom. Det er da absurd. “Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt”.

Forleden indledte jeg en (kort) debat med en person, der hadede djøffere. Efter to indlæg fra hver af os skrev jeg til vedkommende, at vi lige så godt kunne stoppe. Han boede i Jylland, hadede djøffere samt alle, der bor øst for Lillebæltsbroen. Det gav ikke mening at diskutere videre og jeg orker ikke at diskutere med folk, der hader mig, bare fordi jeg er medlem af en bestemt fagforening.

Prøv selv at lægge mærke til hvor ofte du ser os lagt for had i den offentlige debat. Tænk hvis vi analogt anlagde en hadkampagne mod medlemmer af fx FOA eller HK…

Introduktionskursus hos Menneskebiblioteket

Jeg skal til en form for introduktionskursus hos Menneskebiblioteket den 11. januar. Det er jeg spændt på. Når jeg nu ikke skal stå i en genbrugsbutik og anrette brugt “porcelån”, leder jeg efter noget frivilligt, meningsfyldt arbejde, der ikke foregår ved mit skrivebord. Det kunne være en mulighed for at træffe interessante mennesker, men det er bestemt ikke hovedformålet. Jeg har det vældig fint ved mit skrivebord, men psykologen siger, jeg ikke kan leve på en ø, og hun plejer jo at have ret. Jeg kan da i hvert fald se på det.

Min “hovedbekymring”, hvis man kan tale om en sådan, går på deres “events”, hvor man som udlånt bog mødes med fem til syv lånere. Det dur ikke for mig, idet jeg forholder mig ordentligt til mennesker, jeg træffer, og jeg kan ikke nå at forholde mig ordentligt til fem, seks eller syv lånere. Jeg bliver for forvirret inde i hovedet og alt for træt dagen efter. Det kræver virkelig meget af mig, at være sammen med andre mennesker. Det giver sig helt konkret udslag i, at jeg sover 16 timer bagefter. Det er ikke almindeligt.

Menneskebiblioteket virker vældig velorganiseret og gennemtænkt. Det er det også nødt til at være, når det har eksisteret i næsten 20 år og er udbredt til 80 lande. Imponerende. De har en meget informativ og flot hjemmeside, der har en ulempe: skriften er lysegrå. Det ser selvfølgelig smart ud, men det nedsætter læsbarheden væsentligt. Der er en grund til at bøger sættes med sort skrift på hvidt papir. Jeg har en ven med et (stort) synshandicap; jeg tror, han ville trives dårligt på den hjemmeside. Flere hjemmesidesnedkere burde læse Jakob Nielsen et al. Det er gammeldags og stokkonservativt men læsbart.

Skal de flyve i hjemmeplejen

Skal de flyve i hjemmeplejen

Der er ikke indregnet køretid

Skal de flyve i hjemmeplejen?

Der er enormt store fordele ved  at bo i en “lille” kommune fremfor fx Københavns Kommune. Fx kan man opleve at have den samme sagsbehandler i flere år og at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer hver anden fredag og doserer medicinen. Det er muligvis også lidt lettere at få pension?

Det fungerer godt i Hvidovre, men der er ikke indregnet køretid

Jeg bor som bekendt i Hvidovre Kommune og jeg synes, det fungerer utrolig godt. Det er altid Stinna, der kommer og doserer medicinen. Efterhånden har vi lært hinanden at kende. Vi sludrer 10 minutter, før vi passer hver vores. Når hun er færdig med at dosere, og har tjekket, at der er tilstrækkeligt på lager og evt. bestilt mere hos egen læge eller psykiatrien, kalder hun på mig. Så kommer jeg med kalenderen, og vi tjekker, at jeg får lagt næste besøg ind på den rigtige dato. Vi synkroniserer med andre ord.

I dag spurgte jeg hende, om der i vores kommune er indregnet køretid? Hun kunne fortælle, at det er der ikke. Den enkelte medarbejder (sygeplejerske/hjælper/assistent) må selv få dagsplanen til at hænge sammen. Så hvis hun ved, at hun skal besøge en “tung” borger efter mig, må hun selv sørge for, at besøget hos mig kortes af, når hun skal nå at være fremme hos næste borger, på det rigtige tidspunkt, for ellers kan hun ikke nå at levere hele “ydelsen” til ham/hende. Hun kaldte det selv for “ydelsen”.

Hun sørger også selv for, at der er kortest mulig afstand mellem borgerne på hendes rute. Altså skal hun besøge andre i Hvidovre Nord på en dag, er det hendes eget ansvar at samle dem sammen.

Sig mig lige engang: regner kommunalbestyrelsen med, og det er jo dem, der fastsætter bevillingerne, at medarbejderne skal flyve i hjemmeplejen? Eller måske på en eller anden måde bippe sig ind med en eller anden app, så der ikke er transporttid mellem borgerne?

Sundhedsvæsenet fungerer, fordi den enkelte medarbejder er ansvarlig og dygtig

Denne lille fortælling bekræfter mig endnu engang i, at sundhedsvæsenet kun hænger sammen, fordi den enkelte medarbejder er enormt dygtig og ansvarlig overfor opgaven og overfor borgeren, patienten eller hvem det end måtte være.

Jeg synes, jeg har oplevet denne individuelle ansvarlighed så mange gange, de år jeg har færdedes i sundhedsvæsenet.

På et tidspunkt, hvor jeg var indlagt på 808, havde en af mine favorit-kontaktpersoner (Hanne) 13 patienter, hun var kontaktperson for. På en eller anden måde lykkedes det hende at tage sig af os alle. Jeg var der på det tidspunkt med svær depression og havde mest lyst til at “tjekke ud”. Hun brugte en hel time på at fortælle mig igen og igen, at verden bestemt ville være et ringere sted uden mig. Da hun gik, havde jeg det en µ bedre.

Gad vide hvordan hun havde det i maven, mens hun brugte så lang tid på mig med bevidstheden om, at der var 12 andre, der også havde behov for hendes nærvær og næsten kærlighed?

Et rehabiliteringsforløb

Jeg er jo den lykkelige ejer af en kugledyne. Den vejer syv kilo, og derfor kan man ikke bruge almindelige dynebetræk men specielle betræk fra firmaet Protac, hvor der er lynlås i bunden og den ene side. Mens jeg havde hjemmepleje på grund af Parkinsonismen, skiftede de betrækket hver anden uge. Da hjemmeplejen faldt bort, gik det op for mig, at jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at lægge rent på. Jeg kunne ikke regne ud, hvordan jeg skulle skubbe de syv kilo ind fra siden.

Jeg spurgte Stinna, om det var noget, hun måtte hjælpe med, når hun alligevel var her. Det ville højst tage tre minutter, hvis jeg havde forberedt det. Det måtte hun ikke uden videre. Der skulle spørges højere oppe og jeg skulle visiteres til ydelsen.

Få dage efter blev jeg ringet op med besked om, at jeg var visiteret. Det var jo dejligt. Der kom en medarbejder og viste, hvordan hun selv ville gøre det, og vi aftalte at næste gang, var det min tur til at gøre det. Det gik ikke videre godt næste gang. Jeg kunne stadig ikke få det til at hænge sammen inde i hovedet.

Kort tid efter kom der brev i e-Boks om, at jeg var bevilget et “rehabiliteringsforløb”, så jeg på længere sigt kunne lære at klare mig selv på det område. Det vil jeg naturligvis også helst, for ellers skal kalenderen bookes en hel dag hver anden uge, for man ved aldrig, hvornår de kommer, men jeg synes, det er et voldsomt ord at sætte på det at lægge rent dynebetræk på.

En dag i den forgangne uge kom der en sød og dygtig medarbejder fra “Udredning- og rehabiliteringsenheden” (det er ikke mig, der har glemt et “s”; sådan står der på hendes kort) sammen med en ergoterapeut. De skulle hjælpe og var så venlige at sige, at de heller ikke selv vidste, hvordan opgaven kunne løses. Det lykkedes mig faktisk at gøre det selv på den måde, det tidligere var blevet vist. Om 14 dage kommer de igen og tjekker, at jeg virkelig også kan det. De følger med andre ord op.

Samlet set er det jo utrolig flot, og samlet set er det også billigere at “rehabilitere mig”, så jeg ikke koster kommunen noget på længere sigt. Og hvad der er sparet er som bekendt tjent. Men havde det nu ikke været billigere at lade Stinna hjælpe, når hun alligevel er her?

 

 

, ,

Verdens bedste sundhedssystem

Verdens bedste sundhedssystem!

(Kl. 14:33 var der 33° Celsius på Hvidovrevej. Det er ikke noget for mig.)

Verdens bedste sundhedssystem.

Fremragende sundhedsvæsen

  • På mandag er det ECT-dag igen, så kl. 9:00 ringede ‘min’ sygeplejerske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen og oplyste, hvornår hun havde bestilt Flextrafik til mig mandag morgen. Det er også hende, der holder mig i hånden, når jeg er bange for ikke at vågne op igen. 9:10 og 20 minutter frem, skal jeg være klar. Sådan er det altid – der er et tidsspand på 20 minutter, men de kommer altid på det først udmeldte tidspunkt. Jeg har aldrig ventet de 20 minutter.
  • Hun mindede mig om at tage de 25 mg. Quetiapin. Jeg må gerne, og de er måske en hjælp mod angsten. Den er ikke så slem denne gang.
  • En time senere ringede hun og fortalte, at anæstesien ikke vil bedøve mig, med mindre de får et nyt EKG, der ser bedre ud. Der var for mange afvisninger. De har sørme styr på tingene forud for behandlingen.
  • De sidder åbenbart og tjekker de enkelte EKG’er, der ikke må være mere end to måneder gamle.
  • Selvfølgelig blev jeg lidt bekymret. EKG er trods alt noget med hjertet. Jeg kunne fortælle, at jeg faktisk havde tid på Hvidovre Hospital (HH) kl. 13:50 til EKG og blodprøver (der er også bøvl med kolesteroltallet… Jeg forstår ikke hvorfor; måske for meget ost?). Så der vil være et frisk EKG at kigge på inden behandlingen på mandag. Vi aftalte, at jeg bare skulle stå stand-by mandag morgen.
  • Jeg vandrede de 20 minutter ned til HH, og fik taget EKG og blodprøver. Da jeg bagefter stod i vandrehallen, ringede jeg til ECT-sekretæren, og bad hende kontakte anæstesien og sige, at der nu forelå nye resultater, de kunne dyrke. Der var lidt besvær med det, fordi hun tilhører psykiatrien, og ikke uden videre kan kontakte somatikken. Der er åbenbart vandtætte skodder mellem de to dele af systemet. Men hun gjorde sit arbejde godt og lovede at se, hvad hun kunne gøre.
  • Ann Jeanet havde fri på det tidspunkt. Hende kunne jeg ikke komme til at tale med.
  • Da jeg stod i den kilometerlange kø i Kvickly ringede Ann Jeanet hjemmefra i sin fritid og fortalte, at hun havde fået mail fra anæstesien på HH om, at alt var i orden, de havde set det nye EKG, og der var ikke nogen afvisninger. Så jeg skal være klar mandag morgen som oprindeligt aftalt.
  • Det er da imponerende. Alt dette skete på ca. to timer.

Dedikerede medarbejdere

Et sådant flow kunne ikke lade sig gøre uden super-dedikerede medarbejdere, der har styr på patienterne – også i fritiden. Jeg er meget imponeret. Psykiatrien er undtaget for sygeplejerskestrejken, men deres krav er fuldt forståeligt. Selvfølgelig skal de ikke aflønnes ud fra en tankegang, der blev født ved tjenestemandsreformen i 1969.

Hende, jeg var til EKG hos, betegnede sig selv som perfektionist. Sådan betragter jeg også mig selv på nogle områder, så det fik vi en fin lille sludder om. Hun var også årgang 1963 og vi havde haft den samme type røde rulleskøjter (af mærket ‘Basta’) og en far, der løb efter den første to-hjulede cykel med et kosteskaft i ryggen (på cyklen altså).

Hun sagde, pulsen skulle ned, og at jeg skulle tænke på noget andet end det dårlige EKG. Og det gjorde jeg så. Hun var så sød og grundig, og nu er EKG-tallene, som de skal være, og jeg kan komme i narkose på mandag. Det er jeg meget lettet over.

Jeg synes, det er fantastisk!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.