,

Stud.med

Dygtighed – for det meste

Jeg stiller mig som hovedregel gerne til rådighed for forskningen og videnskaben og dermed for de studerende cfr. elever. Derfor blev jeg i dag spurgt, om jeg ville hjælpe en stud. med at lære/øve på at optage journal. Det ville jeg selvfølgelig gerne.

Hold da op hvor var hun dygtig – og et sødt og behageligt menneske. Hun havde selvfølgelig en spørgeguide med, men hun skævede kun til den to eller tre gange, og det bevirkede, at det var en samtale frem for et interview. Det var virkelig en god oplevelse sammenlignet med, da jeg senest stillede mig til rådighed for videnskaben. Hun havde nogle pointer, som jeg aldrig selv har set tidligere – desværre har jeg glemt dem. Damn…

Kl. 14:00 skal jeg ned at høre hendes fremlæggelse mv. Se afsnittet “Senere”.

Jeg har opgivet at komme til at “arbejde” sammen med Psykiatrifonden. De rykker simpelthen ikke, og jeg har opgivet at rykke i dem. Men hvis jeg kan bidrage med noget “inde i” selve psykiatrien, vil jeg naturligvis gerne det – helt sikkert, og måske hellere. Her kommer den “psykiatripolitiske” del selvfølgelig til at mangle. Pyt med det. Man kan ikke få alt her i verden.

Senere

Den studerende havde fremlagt sin journal for sine medstuderende og mentoren/underviseren, og derefter blev jeg trukket op som en kanin af hatten til uddybning og supplering. Jeg gik til det med åbent sind, men jeg gør det aldrig mere. Altså: Jeg deltager gerne i face to face-delen, men plenum-delen er forbi.

Jeg havde det som om, det var mig, der var til eksamen og ikke den studerende. Selvfølgelig måtte de spørge, det var jeg jo på forhånd orienteret om, men jeg følte det på et tidspunkt som om, de prøvede med trickspørgsmål at teste, om jeg var nu var berettiget til at være, hvor jeg er.

Et ex: Når jeg nu havde realitetstestet, at “respiratoren” rent faktisk ikke stod inde i klædeskabet, hvorfor hørte jeg den så stadig? Jeg kunne jo kun svare, at jeg eftersom, jeg efter realitetstesten, var klar over, at den ikke stod der, var jeg også klar over, at jeg ikke var ordentligt psykotisk. Men det betyder jo ikke, at man ikke bliver bange, når bip, bip, bip ændres til tyrkisk/kurdisk folkemusik og klaver fra 20’erne! Det var som om, jeg ikke kunne forklare mig.

På et tidspunkt – næsten til slut – var det relevant at nævne, at jeg har bestilt en udredning for Asperger. Mentoren bad om årsager til mit ønske. Og det er garanteret et helt OK spørgsmål, men da jeg føler, at alverden griner ad mig, når jeg nævner det, ramte det hårdt at skulle redegøre for de 12 – 14 væsentligste faktorer, jeg har tænkt på og skrevet til mig selv om i ti år (mindst). Det knækkede mig lidt.

Nogle i plenum var fysisk faktisk temmelig tilbagelænede, også selvom jeg søgte øjenkontakt og dermed opfordrede til som minimum nonverbal kommunikation. No response at all.

En pige virkede oprigtigt sød og stillede tilsidst et godt spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Mht. de øvrige kunne jeg naturligvis for det meste lære dem op i bipolar lidelse; det er der ikke noget overraskende i; og det gør ikke noget – og det var jo ikke det, de skulle lære!

Hun spurgte “Ved du, hvad forværringen i din sygdom skyldes?” (nogenlunde sådan formuleret). Jeg kunne kun svare “Ændrede livsomstændigheder”, som jo er et lirum larum-svar. Alle kunne svare sådan uanset  diagnose. Det, der ramte mig, var da også “forværring”, som jeg ved nærmere eftertanke nok misopfattede. Hun mente formentlig “førte til ny indlæggelse”, mens jeg hørte “sygere”.

Semantik eller ej så knækkede det mig lidt mere.

Lige nu

  • Jeg glæder mig meget til en frokost hos min bedste ven i morgen – ud i det virkelige liv
  • Efter råd fra en af de bedste medarbejdere er jeg taget hjem for at få en god nats søvn under egen kugledyne. Jeg er hudløs og træt idet min roomie var oppe enten 03:52 eller 04:15, og så var jeg også oppe…
  • For pokker da, hvorfor kan jeg ikke få et sted, hvor jeg kan være mig selv. De taler alle sammen så højt hele tiden. Jeg bliver da mere sindssyg end jeg er i forvejen. Hvis det bliver ved, udskriver jeg mig selv. Jeg har lært, hvad “talepres” er!

Den flotte nye forhal

Her bor patienterne 🙂

 

 

 

6 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Du er jo i din aldeles gode ret til ikke at ville medvirke i sådanne plenum-seancer, som den du beskriver.
    Når jeg læser dine formuleringer, forekommer de at være en god illustration af, at det jo ikke er til at vide, hvilken livserfaring kommunikation rammer ind i. Det er tydeligt at du tænker ledsagetanker, om jeg så må kalde dem, når du i sitationen kommunikerer med de unge mennesker. Det er fordi det ikke kan være anderledes. De unge mennesker gjorde sikkert tilsvarende, selv de tilbagelænede der gjorde forsøg på helt at undgå den situation de var i. Uden held.
    Jeg har vist lidt svært ved at være klar her, men det jeg mener er at dine reaktioner på det der foregår er en følge af din livserfaring.
    Du nævner Asperger-udredningen. Jeg ser frem til at læse hvad der kommer ud af den, og tænker af og til på hvornår det skal foregå, hvilket jeg har glemt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      “Ledsagetanker”… hvad søren er det for nogle fisk? (Jeg er for doven til at google.)

      Jeg prøver at forstå, hvad du skriver, men det lykkes mig desværre ikke så godt. Om det så skyldes dig eller mig, skal jeg lade være usagt 🙂

      Jeg ser også frem til Aspergerudredningen den 24. januar (allerede) i 2019. Til den tid vil det vise sig, om det er mig eller omverden, der er noget galt med.

      Svar
      • Jørgen
        Jørgen says:

        Det lader vi bare være, måske kan jeg gøre det tydeligere en anden gang.
        Ledsagetanker var blot et på stedet opfundet ord, som svarer til indre dialog eller selvsnak. At have det som det var dig der var til examen kunne være et eksempel herpå.

        Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg tror, det er rigtigt af dig at beslutte, at du ikke vil med i sådan en plenum-seance igen. Det _må_ føles hårdt. Når det er sagt, tror jeg, at deres spørgsmål skal tages som udtryk for, at de virkelig ønsker at forstå, hvad der går gennem hovedet på dig.

    Det _er_ jo noget mærkeligt noget, hvis man hører respiratorer, folkemusik og klaverer, der ikke er der. Det synes du jo også selv, ikke? Det er vel også lidt svært for unge mennesker, der er i proces med at lære faget, at tage ind.

    Jeg håber, at din medicin snart virker så godt, at du helst vil være derhjemme og nøjes med at have kontakt med personer, du ønsker at have kontakt med.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Åh Henny – jeg er altså altid så glad for dine kommentarer. Tak fordi du gider!

      Ja objektivt kan jeg sagtens forstå, at de virkelig prøver at forstå, og at det bare er mig, der er for hudløs. Og her efterfølgende antager det hele da også andre dimensioner. Og tænk hvis jeg nu selv vidste, hvad der går gennem hovedet på mig. Alle gør alt for mig men…

      Jo jeg synes også selv, det er mærkeligt med respiratorer, folkemusik og klaverer, der ikke er der, når jeg samtidig er klar over, at det ikke er der. Er man “rigtig” psykotisk, tror man, det er virkelighed, men jeg ved 120 pct., at det ikke er der, og at det “bare” er noget, jeg oplever. Derfor hedder det “psykosenær”, som er et godt ord, altså nær på psykose. Jeg kender jo “Filmen” alt for godt, og det var vel også en psykose(?), men dette føles bare anderledes.

      Medicinen har allerede gjort meget godt for mig. Og jeg ser frem til at være sammen med mig selv igen.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *