, , ,

Strategi og webdesign

Mere nyt design

Som nævnt i går er siden ikke helt klar endnu, men jeg har fået beskrevet og systematiseret de problemer, der skal løses. Jeg har såmænd også forsøgt endnu en gang at løse dem selv, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Mit nye tema hedder “Enfold”, og det har massevis af funktioner, der er nye for mig. Indtil videre virker det lidt uoverskueligt, men det er jo bare et spørgsmål om at øve længe nok. Og jeg kan godt lide læreprocesser på det nørdede felt.

Jeg har købt et klippekort hos Nem Programmering, der er specialister i WordPress, så når jeg ikke kan klare mig selv vha. erfaring og Google og må give op, har jeg altid en at spørge. De har på deres hjemmeside virkelig mange gode guides og illustrative videoer om WordPress.

Behandle mange billeder

Hvis du har PhotoShop og af og til har behov for at gøre det samme og det samme med en masse billeder, kan du måske bruge denne guide. Den er skrevet med udgangspunkt i det at reducere antallet af pixels i et billede fra 300 DPI til 72 DPI, men det er nu om dage helt overflødigt, fandt jeg ud af, da guiden var færdig. Igen var jeg bagud 🙂 Guiden er dog fuldt ud anvendelig, hvis du vil lave andre automatiseringer; så skal du bare vælge nogle andre handlinger, der udtrykker det, du har brug for.

Strategi

Inden jeg begyndte på at redesigne siden, havde jeg en liste med fem ting, jeg ville have opfyldt:

  1. Øget læsbarhed og ro.
  2. Kun slideshowet har lov at hoppe og danse, da jeg har mange ældre læsere, som ikke bryder sig om den slags (og det gør jeg egl. heller ikke selv).
  3. En topmenu der fylder mindre, da der formentlig alligevel aldrig er nogen, der bruger menuen.
  4. Et flottere headerbillede med flere farver som blikfang.
  5. Mere afdæmpet skrifttype, et godt farvetema, og en lille “slider”, der illustrerer ventetiden. Det er den med de fem ikoner og en lille cirkel, der kører rundt, mens siden er indlæst.

Jeg synes egentlig selv, at det er lykkedes.

Windows 10 “Creators Update”

Creators Update er en stor opdatering til Windows 10. Microsofts nye strategi er, at de to gange om året udsender en enorm opdatering i stedet for de små den anden tirsdag i måneden. Den indeholder blandt andet en masse sikkerhedsopdateringer, så du skal installere den. Her har du Computerworlds omtale af alle nyhederne.

Da jeg skulle installere Jubilæumsopdateringen/Anniversary Update for et godt stykke tid siden, lykkedes det ikke for mig. Der blev ved med at komme en fejlkode. Martin fra Facebookgruppen “Support PC og andet” er så sød og hamrende dygtig. Han bød sig til og klarede ærterne efter flere timers arbejde via TeamViewer, der er et gratis program, der gør at en supporter kan fjernstyre din PC. Hvis du har brug for den slags, er der en guide her.

Nu er det så “Creators update”, som jeg ikke kunne få til at lykkes. Der må være et eller andet på min PC, der gør det så umuligt. Martin kan masser af tricks til at installere på en anden måde end den automatiske “Tryk-på-en-knap”, som er det, jeg kan finde ud af. Han roder og rager alle mulige steder, som jeg ikke engang kender eksistensen af. I aftes brugte han to timer uden held. Her til formiddag brugte han igen en time men med andre metoder. Og pludselig var den der. Det hele blev hentet ned og indlæst, hvorefter det magiske skete: PC’en begyndte at opdatere. Opdateringen kan tage fra 90 minutter til seks timer – siger Martin. Hos mig var det overstået på 25 minutter inkl. adskillige genstarter. Jeg har noget godt isenkram, men jeg ved intet om det. Jeg er mere til software.

Nu har jeg sendt ham en buket med Interflora, for han fortjener det, selv om han siger, at han gør alle disse ting hos mig og i Facebookgruppen, hvor han også er meget aktiv, con amore.

Han blev glad, og det var det, der var meningen.

Hvad nu med det forår?

Jeg synes ærlig talt, at det er hundekoldt udenfor. Vinterjakken er kommet frem igen. For at bøde lidt på det købte jeg en buket tulipaner i Netto og tog et billede af nogle forsythiaer nede i haven. Tulipanerne er godt nok lidt “trætte”, men de liver alligevel op.

Hav en god dag.

PS: Husk systembeskyttelsen

Af en eller anden mærkelig grund piller opdateringer som oftest ved dine indstillinger for systembeskyttelse – altså den funktion, der bevirker, at Windows selv opretter gendannelsespunkter. Sådanne er vigtige at have, hvis computeren går ned, for så kan du bare “rulle tilbage” til et tidligere tidspunkt. Jeg har skrevet denne guide om hvordan du slår systembeskyttelsen til igen.

 

 

 

6 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Da jeg læste dette indlæg, kom jeg til at tænke på, at du jo har dit eget domæne, og formentlig kan lave X subdomæner (ligesom jeg fx har “mad.sitestory.dk”). Jeg spurgte i sin tid min udbyder, om jeg kunne installere WordPress på flere subdomæner, og det var der ingen problemer med – man skal blot have mulighed for at oprette de nødvendige SQL-databaser og så selvfølgelig have tilstrækkelig diskplads på serveren.

    Min pointe med denne lange smøre er, at man så kan prøve et nyt tema (eller andet) af i al diskretion og rette til, før man “går public”.

    Svar
  2. Jørgen
    Jørgen says:

    Jeg har lige læst forrige indlæg, men inden jeg skrev en kommentar, klikkedes på start i topmenuen – eller et andet sted på den – og jeg kunne se der var endnu et indlæg. Grunden til min interesse for topmenuen er, at den hele tiden er fremme og det betyder den dækker en del af billederne, som jo helst skal ses i hel figur.

    Bortset fra det (og alle blyanterne nederst), forekommer det at være et fint tema, læstbart og det hele.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Tak for din feedback! Det skal jeg have bedre styr på asap. Kan du sende mig et billede, hvor jeg kan se det med, at menuen dækker for billederne? Det vil hjælpe mig på vej til at finde fejlen.

      Ja – jeg skal også have styr på alle de der blyanter. Jeg har bare endnu ikke fundet de vises sten. Det er et hammer avanceret tema med tusindvis af indstillinger. Jeg skal lige lære dem at kende.

      Det glæder mig meget, at du, bortset fra disse småting, kan lide temaet. Jeg var sørme også længe om at vælge det. Jeg tænker meget på, hvem der er i min brugergruppe, og prøver at tilpasse siden til jer. Og derfor er jeg meget glad for feed back. Jeg kan tænke mig til meget men viden er bedre!

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *