,

Stabilt vejr til Jo Nesbø

Det var så den pinse – og man skal ikke tænke på, at næste helligdag er 1. juledag.

Pudsigt nok taler vi om, at vi gerne vil have “stabilt vejr” og dermed mener vi typisk stabilt godt vejr. Pinsen har skam budt på stabilt vejr – det har bare været stabilt dårligt!

Jeg har nu nydt pinsen under alle omstændigheder og kom blandt andet ud på mine rulleskøjter i dag og nåede lige hjem, inden det begyndte at dryppe. Man kan ikke rulle i regnvejr, for skøjterne bliver som isskøjter – meget glatte. En gang imellem ser jeg andre rulle i regnvejr, men jeg forstår ikke, hvordan de tør/gør det.

Bortset fra det har jeg læst Jo Nesbø den halve nat, så jeg ikke kom til udendørsgudstjenesten.

“Rødhals” er tredie bind i serien og foregår blandt andet under 2. verdenskrig på østfronten blandt nordmænd, der frivilligt har meldt sig til at kæmpe på tysk side.

Jeg er ved at nærme mig det punkt, hvor Nesbø langsomt – men sikkert – får de to historier (nutiden og datiden) til at løbe sammen. Persongalleriet er godt tegnet og afsløres kun langsomt. Man får kendskab til det nynazistiske miljø i Norge og til den mærkelige tankeverden disse mennesker har.

Hvis du kan lide samfundskritisk krimi og af og til læser en bog, kan jeg kun anbefale Nesbø. Bagsiden på bind tre (Rødhals) oplyser:

Kriminalbetjent Harry Hole efterforsker en sag om sjældne våben, og sporene peger på det nynazistiske miljø – og på de norske frikorpssoldater, der kæmpede for nazisterne i 2. verdenskrig. Sideløbende fortælles historien om kammeratskab og bedrag blandt frontkæmperne i vinteren 1944 ved Leningrad. Så mens vi følger, hvordan de ryster i skyttegravene østpå, tør sneen – mange år efter – i Oslo og afslører langsomt de gamle historier bid for bid.

2 replies
  1. Ellen
    Ellen says:

    Og hvor man sig end vender hen, så er Jo Nesbø der igen… 🙂
    Det er vist ikke så underligt, at jeg ikke kan få fat i hans bøger på biblioteket, for han er da helt utrolig populær, både i blogland og i virkeligheden. Jeg har kun læst Headhunterne og ville gerne i gang med Harry Hole, men jeg kan ikke få fat i de første bøger, og jeg har fået at vide, at det er bedst at tage dem i kronologisk rækkefølge.

    Jeg har læst tilbage hos dig og har nydt både dit herlige cykelhandlerskilt og dit billede med rustvognen, der åbenbart havde parkeret ulovligt – jo, det var bestemt et superskønt billede 😀

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen – velkommen hjem!

      Jeg er blevet enig med mig selv om, at billedet med rustvognen er arrangeret eller i hvert tilfælde manipuleret. Det skyldes, at man ude i venstre hjørne kan se en af de kæmpe professionelle mikrofoner, der nærmest ligner en fejekost, hvor selve mikrofonen er en stor “pelset fætter”. Det er selve dette grå pelsdyr, man kan se til venstre i billedet, når man kigger godt efter.

      Godt du kunne lide skiltet – og herligt at have læsere, der læser tilbage efter et fravær. Tak for det!

      Jo Nesbøs “Rødhals” er simpelthen så god! Det er den bedste af de tre, jeg har læst indtil nu – men jeg synes så også, at 2. verdenskrig og de frivillige frontkæmpere er et særdeles interessant glimt af verdenshistorien.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *