, , , ,

Spis og spar

Chips og slik

På DRs hjemmeside ligger i alt otte udsendelser med titlen “Spis og spar”. De er rigtig hyggelige at se.

Konceptet er, at TV-værten Sofie og kokken Jesper Volmer hjælper otte familier af alle mulige slags med at spare penge og samtidig få sundere mad. Flere vil gerne ud at rejse for de penge, de evt. kan spare.

Flere af familierne har fire eller fem børn – ofte teenagere – så der skal meget mad til. Det kniber med tiden og kun få prioriterer tid til at stå i køkkenet; de forventer, at det tager lang tid at lave ordentlig mad, så de ender tit med pasta med kødsauce. Ungerne skal bare fodres af hurtigst og lettest muligt.

Selv tænker jeg, at børnene muligvis kunne være med i køkkenet, så hyggen kunne udfoldes der og ikke foran TV. Det er jo som regel rart at fremstille noget virkeligt i fællesskab. Børn på fire kan fint røre i en skål med kolde råvarer.

De medvirkende skal, som det første, købe ind til en hel uge. Nogle få har en indkøbsseddel med, de resterende “planlægger”, når de står i butikken. De køber stort set alle store mængder af chips og slik. Selv har jeg aldrig kunnet lide nogen af delene; chips fordi jeg hader at få så fedtede fingre.

Nogle køber normalt ind mange gange om ugen evt. hver dag – eller flere gange pr. dag.

Når de kommer til kassen, skal de gætte på, hvor meget de har købt for. En del gætter ret godt, men mange gætter på 50 pct. af virkeligheden. Under alle omstændigheder er de fleste indkøbsvogne overlæssede.

Kokken som inspirator

Uden at være “hellig” kigger Jesper på bordet, hvor alle indkøbene er stablet op. Han bemærker hvilken type kød, der ligger der (hakket eller helt) , og om der er få eller mange grøntsager. Der er meget hakket kød, kun få grøntsager og aldrig fisk.

Han tager folk med i køkkenet og viser eksempelvis de to kvinder, hvordan de med en økologisk kylling kan lave mad til tre dage til den lille familie bestående af to voksne og to ret små børn. Kvinderne vil gerne leve økologisk, men de har et ret lille budget, da de lever af én indkomst. De er vanvittig gode til at være strukturerede, når de køber ind, de har seddel med og de kigger efter tilbudsvarer og datovarer. Indledningsvist tror Sofie og Jesper ikke, at de kan lære denne familie noget.

Selvom en økologisk kylling er dyr, er der meget mere mad i den, og de laver retter, der gør, at de ikke oplever at få kylling tre dage i træk. På den måde ender prisen pr. portion med at blive lavere, end hvis det var en konventionel kylling.

Al den mad, der laves, tager hensyn til familiernes virkelighed mht. tid, kræsenhed, konsistenser, budget, sport osv. Et par fra Brande (en af mine barndomsbyer) har den særlige problemstilling, at kvinden arbejder om natten, mens manden arbejder om dagen. Han kan faktisk godt lide at stå i køkkenet men bliver demotiveret af, at hun ikke altid orker at spise varm aftensmad til morgenmad, når hun står op kl. 17:30. Familien bruger ca. 2.000 kr. om måneden på fastfood og på at spise ude.

Kokken håndterer, at mange mennesker er meget sensitive overfor konsistens, og at mange ikke er gode til at få brugt resterne af maden. Der er alt for meget god mad, der ryger direkte i skraldespanden.

Han påviser også, at mange har mistet overblikket over, hvor meget de allerede har på lager i skuffer og skabe, så de køber endnu mere af det. I sidste ende ender det naturligvis med, at varerne bliver for gamle.

Alle familierne siger, at de er blevet inspireret til at prøve noget nyt så som:

  • Lave madplan og planlægge indkøb.
  • Have indkøbsseddel med.
  • Købe ind maks. to gange om ugen: Undgå impulskøb.
  • Bruge rester.
  • Spise fisk.

Det bliver regnet ud, hvad hver enkelt af de deltagende familier kan spare på årsbasis. Det er tusindvis af kroner. På den måde kan de to fodboldtossede drenge, inden året er omme, komme til Spanien og se FC Barcelona spille mod Real Madrid. Det var ellers en uopnåelig drøm.

Programmet rummer også en del om at skifte mærkevarer ud med butikkerne egne mærker (også kaldet “Private label”). Der er også mange penge at spare.

Endnu en kilde til besparelser ligger i at lave noget af det selv. Man behøver fx ikke købe energidrik (vand med sukker og farve 🙂 ), hvis man selv laver en smoothie. Man behøver ikke købe Haribos Matadormix, hvis man selv laver mandler i kakao- og lakridspulver. Man behøver ikke købe Nutella (farve og sukker smurt ind i fedt), når man selv kan lave en nøddecreme.

Alle opskrifterne ligger på DRs side.


Inspiration til mig

En af grundene til at jeg handler hos Aarstiderne er, at jeg er for fantasiløs til at lave mad “selv”. Det bliver bare til et stykke (eller to) kød på panden med et eller andet tilbehør og så en champignon- flødesauce. Ikke særlig sundt og slet ikke varieret. For mig er det fantastisk at få varerne leveret til døren inkl. opskrifter. Jeg behøver ikke tænke selv.

På den anden side så begynder der efterhånden at være lidt erfaring og færdigheder, der gør, at jeg kan eksperimentere og lave noget “af egen drift”. Indtil videre bare noget simpelt men alligevel, og man skal jo starte et sted:

  1. Når en banan er ved at være “træt” (jeg er meget sart med banananers konsistens), skæres den i skiver, kommes i en lille beholder og ind i fryseren til næste morgen.
  2. En håndfuld jordbør jordbær og/eller
  3. en kiwi.
  4. Det hele stoppes i blenderen sammen med enten et ½ bæger Skyr, eller en lille yoghurt 0,4 pct. fedt eller en ½ brik hasselnøddedrik. Det bliver er en superlækker smoothie.

Godt grej eller måske udstyr

Min nye hobby er altså køkkentjansen, og jeg vil have noget ordentligt grej at gøre godt med. Den seneste investering er et rigtig lækkert skærebræt i bøg. Det er stort, der kan være flere små bunker grøntsager, det ligger ordentligt på bordet, og det er pænt at se på.

4 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Jeg ser ikke programerne, men opfølgning lyder som en god ide, hvis man altså har lyst til at vise om det var en døgnflue eller en mere varig ændring.
    Inspiration og erfaring er ikke det værste man kan udsætte sig for – og det virker jo,somdu skriver.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Ja der er altså noget om inspirationen! Noget om at lære gode metoder og teknikker.

      Hvis du har lyst, så er programmerne faktisk rigtig hyggelige at se. Måske kan du/I også finde inspiration?

      Svar
  2. Kisser
    Kisser says:

    Et af mine yndlingsprogrammer i TV 🙂
    Morsomt, som madlavning kan blive en passion.
    Det kunne være sjovt, hvis DR lavede opfølgning hos familierne et år efter, for at se om de gode vaner er kommet for at blive.
    Men mon ikke de fleste er klar over, at der skal bevidst tænkning og handling til at ændre vaner?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Ja det er rigtig hyggeligt og lærerigt!

      Passion er et godt ord for det.

      Det ville være en rigtig god idé med en opfølgning. Det er rigtigt, at det kræver tænkning og handling for at lave ændringer, det gælder alle forhold i livet, men måske inden for madlavning, fordi det selvfølgelig er helt essentielt, hvad man stopper i munden.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *