, , ,

Sorg over at karrieren er slut

Sorg over at karrieren er slut

At sige ret farvel – et tilbageblik

Jeg synes ellers, jeg mentalt har sagt farvel til det normale arbejdsmarked og goddag til en anden form for beskæftigelse, men alligevel kører tankerne om det fremtidige job og hvad det kan medføre, og om alle de jobs jeg har haft. Når jeg kigger på mit CV, er det som om, det ikke er mit. Det er et billede på, hvad jeg har kunnet, ikke hvad jeg kan. Mit CV er ellers ret flot.

Gitte i Distriktspsykiatrien (DPC) har nok ret, når hun siger, at der kan være en sorg over at karrieren er slut og en sorg knyttet til en så grundlæggende ændring i livet.

I rigtig mange år har jeg lagt hele min identitet i arbejdslivet og tilsidesat mig selv på den konto. I mange år arbejdede jeg omkring 60 timer om ugen, og da jeg gik ned på 37 timer, følte jeg, at jeg var gået på deltid.

Pludselig var det ikke sjovt længere

En stor del af tiden var det sjovt, men da jeg pludselig opdagede, at det ikke var sjovt længere, sad jeg i saksen. Venner og kolleger sagde: “Gå nu hjem”, men det var jeg ikke i stand til. Jeg bildte mig ind, at det var arbejdsgiverne, der udnyttede mig groft, men det er ikke hele sandheden. Det var egne ambitioner, der lå bag det hele. Jeg ville hele tiden overpræstere for at slå til.

En direktør i en styrelse kiggede en aften ind i mit kontor, da han selv var på vej hjem som en af de sidste, og sagde: “Det er godt, du brænder for det, men lad nu være med at brænde ud”. Det har jeg tænkt en del over siden, for han havde jo ret. For mig var projektplaner mejslet i sten og kunne ikke ændres. Realiteten er, at det havde været tilladt og enkelt at komme med en ny, mere realistisk og tilpasset plan, og få den godkendt.  Jeg har ikke svar på, hvorfor jeg ikke gjorde det – lige bortset fra det med ambitionerne.

Jeg har været der, “hvor det sneede”, tæt på direktørerne og den altid villige sparringspartner næsten uanset tid på døgnet. Jeg har hevet samlet 72 mill. kr. ud af Finansministeriet til de forarmede styrelser, jeg har haft som arbejdspladser. Jeg skal hilse og sige, at der skal laves mange regneark og notater, inden Finansministeriets sagsbehandlere kan overbevises om, at merbevillinger er nødvendige.

Karrieren er fortid nu

Alt dette er fortid nu, og jeg skal finde mig tilrette i nye rammer og på en eller anden måde finde en ny identitet. Jeg er holdt op med at læse stillingsannoncerne fra det almindelige arbejdsmarked, de er alligevel bare billeder på en svunden tid. Jeg er 50 og de forandringer, der skal ske nu, burde måske være sket for mange år siden. Jeg forestiller mig, at jeg nok skal få et godt liv, og måske i realiteten et bedre liv, end jeg havde.

Hvad med Contra, der er “anden aktør”?

Den første udfordring bliver forløbet hos Contra (eller evt. en anden “anden aktør), når jeg på et eller andet tidspunkt er klar til det. Hvordan ved jeg overhovedet, hvornår jeg er klar?

Jeg har ringet til Contra og spurgt, om det er obligatorisk at deltage i en virksomhedspraktik. Det er heldigvis ikke obligatorisk, for det kan jeg slet ikke forestille mig lige nu, bare tanken giver mig kvalme. Jeg prøvede at spørge lidt til, hvordan et forløb så i stedet så ud, men det kunne de ikke svare på, da alt er individuelt og “til forhandling”. Sagsbehandleren i kommunen sagde Contra som en automatreaktion, da jeg sagde IT. Jeg spurgte Contra, hvad det så gik ud på. Det gik ud på at lære en PC at kende…. Jeg måtte så sige, at jeg har levet af at være IT-konsulent i syv år, så det var nok ikke lige noget for mig.

Jeg har talt lidt med Gitte i Distriktspsykiatrien om antallet af timer pr. uge, jeg skal kaste mig ud i til en start. Min egen tanke var 15, men hun nedjusterede til 10, og det har hun jo nok ret. Det er bedre at starte lavt og gå opad, end at starte højt og knække sammen. Jeg har brug for succes og følelsen af atter at kunne et eller andet. Men nu skal jeg allerførst forsøge at blive “klar”, og jeg vil tage Distriktspsykiatrien med på råd i dette spørgsmål. Det er selvfølgelig i sidste ende min egen afgørelse, men jeg vil gerne have sagkundskabens vurdering og erfaring ind over.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

10 Svar
  1. Pia
    Pia siger:

    Hvis jeg, af en eller anden årsag, ikke havde mulighed for at beskæftige mig med det, jeg gør i dag, så ville der, i mit hoved, ikke være ret mange begrænsninger på, hvad jeg kunne forestille mig at arbejde med. Jeg ville være åben for det meste, og så bare se hvor det førte mig hen. Jeg er taknemlig for alt det jeg har fået lov til at beskæftige mig med igennem tiden, og jeg springer stadig på vognen, helt uden at tænke en eneste negativ tanke. Faktisk fik jeg et tilbud så sent som i sidste uge, som jeg aldrig har prøvet før. Jeg sprang lige ud i det med begge ben. Det er sjovt at prøve nyt.
    Jeg tror generelt at du tænker alt, alt for meget over alt for mange unødvendige ting. Prøv dig frem og se hvad der sker, og så finder både du og de der skal vurdere dig helt automatisk ud af hvor mange timer du kan magte.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Jeg fokuserer mere på det jeg gennem et snart langt liv har lært og er autodidakt udi. Jeg ved, hvor jeg har mine forcer og hvad jeg er god til, og det er det jeg gerne vil tilbyde.

      Det kan såmænd godt være, at jeg tænker for meget og længe. Men det er nu engang min natur.

      God søndag!

  2. Eric
    Eric siger:

    Det lyder, som du har tænkt grundigt og længe. Det er bestemt ikke dårligt at gøre status og udstikke en ny kurs, men vær ikke for hård ved din fortid. Selvom noget føles forkert i dag, var det måske rigtigt dengang, forstået på den måde at det var sådan, du havde det bedst. Vi forandrer os – heldigvis.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Du har ret, jeg har tænkt meget over det, og der ligger et par timer bag denne blogpost.

      Det føltes – dengang – en stor del af tiden, som det rigtige, men jeg var for længe om at opdage, at det ikke var sjovt længere!

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    For mit vedkommende er det for sent, men jeg har tænkt over, at jeg faktisk gerne vil have et arbejde. Det kan så kun lade sig gøre på planeten Mars, og muligvis ikke engang der for en gammel hejre som jeg. Endvidere har jeg tænkt, at jeg kunne tænke mig at lave noget helt andet. Fx blive urmager eller skiltemaler! Begge dele er vildt urealistisk. Jeg har også andre “planer”, af lignende kaliber, men skidt nu med det! Så er det jeg tænker: Du er 10 år yngre end jeg, og dermed ville du måske have en chance på arbejdsmarkedet, på trods af hvad du tænker om det lige nu. Arbejdsmarkedet kan også ændre sig, det har vi jo set eksempler på. Har _du_ aldrig haft lyst til at lave noget andet? Noget helt diamentralt modsat af det, du har på dit CV. Børnehavepædagog, ballonskipper, kok, antikvitetshandler eller? Når man nu alligevel styrer mod et ressourceforløb med praktikmuligheder, så ville det da være rart, hvis det var noget, man syntes var spændende. Nå, bare strøtanker. Hold roret i vandet, når det “forløb” starter. Det ville jo ikke være rart at blive sat til at spille 7-kabale i 10 timer om ugen, eller hvad man ellers har hørt om af tåbeligheder.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Mange tak for dit fyldige svar!

      De seneste par år har jeg søgt rigtig mange jobs uden held, og det var udsigten til at blive sparket ud af dagpengesystemet sammen med de 41.000 andre, der fik sommerens roulette til at rulle og som førte til tre indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Jeg tror ikke længere på, at jeg kan finde fodfæste på det almindelige arbejdsmarked. Jeg vil faktisk gerne arbejde, men jeg tror ikke på, at jeg kan mere; og skal jeg arbejde, skal det være udenfor stresszonen, for stress er ikke godt for en bipolar lidelse, og jeg har tænkt mig at passe bedre på mig selv, end jeg gjorde i mange år.

      En del år drømte jeg om at blive S-togsfører og at køre mellem Farum og Høje Taastrup, og når jeg var nået til endestationen, ville jeg tage min S-togsførertaske, gå ned i den anden ende af toget og køre den modsatte vej. Det kunne jeg alligevel nok ikke leve med, men jeg var tiltalt af enkelheden. Nu har jeg aldrig taget kørekort, så det er nok i det hele taget temmelig urealistisk. Bortset fra det har jeg aldrig tænkt over andet, jeg kunne lave.

      Det jeg sådan går og drømmer om er, at arbejde med forskellige CMSer og at styre, designe, udvikle og vedlige holde dem. Der er noget udfordring i det og samtidig er det kendt stof.

      Jeg skal under ingen omstændigheder bruge 8-13 uger på at lægge 7-kabale, og er det alternativet til virksomhedspraktikken, tager jeg sidstnævnte og kæmper mig igennem den, det må jeg da kunne klare, hvis det kun er 10-15 timer om ugen?

      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Nu kan man blive positivt overrasket over disse instanser. Det er jo mennesker, der sidder over for en, endda særdeles menneskelige mennesker til tider.
        Da jeg havde det værst, tænkte jeg, at jeg ville sidde på en fabrik og tælle 25 ting op, putte dem i en pose, lægge posen væk og så gentage processen ad infinitum. Men det var jo ikke et interessebaseret ønske, det var kun ønsket om at blive fri for at skulle tage stilling til alt muligt hele tiden, hvilket er utroligt stressende, når man er deprimeret. Da jeg begyndte at få det bedre, fik jeg mere “kreative” idéer. Havde man forfulgt nogle af de spor i sin tid, ville meget sikkert have taget sig anderledes ud i dag. Men det kan jo ikke gøres om, livet.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.