,

Snart 1 måned + router

1) Det nye job

Nu har jeg snart (den 11. april) været i det nye job en måned og det går planmæssigt fremad. Nu begynder jeg snart at kunne tage nogle sager selv, og da jeg gik hjem i dag, havde vi fuldstændig rent bord. Det var rigtig skønt. Jeg er heller ikke længere helt så træt, som jeg var i starten. Men alligevel går jeg tidligt i seng og læser en bog og gør i det hele taget hvad jeg kan for at være toptunet til den næste arbejdsdag. Jeg er ansat med tre måneders prøvetid og det er en meget passende tidshorisont, for tre måneder er netop, hvad jeg har givet mig selv som indkøringsperiode på det nye job. Det er den periode, hvor jeg forventer at være helt bombet, når jeg går hjem. Jeg orker lige at følge lidt med i blogland, inden jeg går i seng med en bog.

RejsUd, som jeg arbejder med, er et meget komplekst system, der modtager data fra, og afleverer data til, flere forskellige systemer. Data burde altid komme frem og tilbage, men det gør de ikke altid, som de burde. Vores opgave er så at finde ud af, hvor de er strandet undervejs og hvorfor. Som regel er der en logisk forklaring. Det er leverandøren, der kan sende data af sted igen. Det ville ellers være rart, hvis vi selv kunne det.

Vores brugere er generelt rigtig dygtige og de henvendelser vi får er meget kvalificerede; det er meget få af sagerne man kan putte i fejl 40-kassen.

Jeg vurderer umiddelbart, at jeg vil have rigeligt med udfordringer i dette job i et år – for så lang tid tror jeg også, der vil gå, inden jeg kan systemet til bunds.

——

2) Internetudbyder

Jeg ville jo af med min fastnettelefon og flytte mit internet over til 3 for at spare en pokkers masse penge hver måned. Hos 3-butikken tegnede jeg et internetabonnement til 249 kr.pr. måned og fik en router (LTE CPE B593) gratis med hjem i tasken. Imidlertid kan jeg overhovedet ikke få den til at virke. De sagde, den ville virke, bare man satte strøm til den. Min pc kan ikke se det trådløse netværk og kan heller ikke se routeren, selv om jeg monterer den som en kablet forbindelse. Jeg har nu prøvet alt og har opgivet.

Så i dag gik jeg ind i 3-butikken igen og sagde at de kunne beholde routeren og at jeg gerne ville opsige abonnementet. Det kan man imidlertid ikke opsige, før de seks måneders bindingsperiode er overstået og de ville være eje eller have routeren. Han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle stille op med den. Jeg har ingen fortrydelsesret, når jeg har ‘købt’ den i en rigtig butik. Jeg føler mig godt og grundigt bondefanget af 3. Han begyndte straks at sige, at det måtte være min pc, der var noget galt med. Typisk, de skyder altid skylden på computeren. Der er absolut ikke noget galt med min PC.

Nu beholder jeg min internetforbindelse hos TDC, som jeg har fået forhandlet ned til 244 kr. fra 500 kr. pr. md for 20 Mb download og 5 Mb upload. Den ved jeg da virker, og det er en meget hurtig og sikker forbindelse. Summa summarum: Om seks måneder sparer jeg ca. 300 kr. om måneden.

Hos 3 er de vældig hurtige til at sælge abonnementer, men hvis man kommer efterfølgende med et problem, vil de ikke have med det at gøre. Herudover har deres såkaldte kundeservice kun åbent i dagtimerne, og ikke når man har brug for dem, hvilket jo typisk er uden for for normal arbejdstid. Og hvis man alligevel ringer til dem er der enormt lang ventetid. Der er der sørme bedre betingelser hos TDC, som gennem års kritik har lært en hel masse.

3 er fine til mobiltelefoni, men deres internet er noget skrammel. I løbet af april får jeg en ven til at komme og kigge på routeren, og så er jeg spændt på, om han kan få liv i den – bare sådan for skægs skyld. Jeg synes ikke, det burde være et problem for mig at installere en router, men sådan er det åbenbart.

30 Svar
  1. Den stille pige
    Den stille pige siger:

    Tak for dette indlæg 🙂

    Det fik mig til at huske på, at vi alle har brug for en indkøringsperiode, før vi ved, om vi er havnet på den rette hylde.

    Jeg tror, at det er meget rigtigt, at med et så komplekst system som RejsUd lyder til at være, så skal man forvente, at det tager et år, før man er helt hjemme i det.

    3 burde skamme sig over sådan en elendig kundepolitik.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Den stille Pige

      Jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at jeg er havnet på den rette hylde. Det er mere indkøringen i det daglige arbejde, hvor jeg har behov for indkøring. Når de første tre måneder er gået, er jeg ude over det værste, og frem til årsdagen har jeg behov for at blive yderligere tryg ved systemet.

      Ja 3 burde skamme sig. Jeg anbefaler dem i hvert tilfælde ikke. Deres mobiltelefoni er fin, men på deres internet føler jeg mig godt og grundigt bondefanget.

  2. Susanne
    Susanne siger:

    Det tager tid at falde til, så 3 måneder er nok ikke helt ved siden af. Selv om jeg har været på min arbejdsplads i lidt over 7 år nu, så kan jeg mærke det samme, når vi får en ny kunde, og dermed nye udfordringer.

    Jeg håber, at du får styr på det der net. Det er næsten ikke til at holde ud, når tingene ikke virker.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Susanne

      Det tager nemlig tid at falde til, og jeg tror, at de tre måneder er et meget godt bud med den del. Jeg tror, det vil tage mig et år at blive tryg ved systemet og at kunne det samme som min kollega.

      Nettet skal bare virke, og så skal det ikke koste en formue.

  3. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Madonna

    Hej og velkommen til min blog. Din kommentar skulle lige godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Din kommende kommentarer vil ryge lige igennem.

    Jeg har skam allerede haft gang i Eksperten.dk og også fået kontakt med en vældig flink mand, der kom med rigtig mange gode råd. Men det hjalp desværre ikke. Så nu venter jeg på at min ven skal komme ud fra hospitalet.

    Du må også have en fortsat rigtig god søndag.

  4. Madonnaen
    Madonnaen siger:

    Hej Hanne

    Mht. til routeren har vi ikke turde tage springet, fordi vi har en lumsk mistanke, om at vi ikke ville kunne få det til at fungere, så vi har stadig kabel.

    Kender en it-kyndig på eksperten.dk fra et debatforum, der er vist en del med interesse i at forklare os andre ignoranter, måske de kunne hjælpe dig.:-)

    Prøv det, hvis du ikke kan vente til vennen kan hjælpe.

    De bedste ønsker, og en fortsat go’ søndag.:-)

    /Madonna

  5. Pia
    Pia siger:

    Jeg ved lige nøjagtigt hvordan du har det på jobbet 😉 Jeg er også helt færdig om aftenen. Der er SÅ meget nyt. Hver dag bliver jeg en smule klogere på hvad virksomheden egentlig indeholder. Bogholderi er ikke bare bogholderi. På købs- og salgsfakturaerne er der meget sort snak i en branche jeg aldrig har beskæftiget mig med. Der er lang vej endnu, men jeg synes stadig det er spændende.
    Routeren ville ende samme sted her, det er nok at fylde hovedet med andre steder, man må vælge sine kampe 😉

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Det er da rigtig rart med en ‘lidelsesfælle’, der også er ny i jobbet. Det er ikke det meget arbejde vi bliver trætte af, det er alle de nye indtryk, alt det nye at forholde sig til, alle de nye mennesker osv. For mig er det et helt nyt system, og for dig er det alle de nye produkter. Jeg har det også sådan, at jeg synes det er spændende, men jeg kan godt mærke at jeg higer lidt efter at kunne klare lidt mere selv. Jeg bliver jo målt på, hvad jeg kan. Jeg gør mig umage og jeg møder frisk hver morgen, bedre kan det vist ikke gøres.

      Ja routeren kan ryge ind i et skab kan den. Arbejdet er vigtigere 🙂

  6. Ellen
    Ellen siger:

    Jeg vil lige starte med at fortælle, at man heller ikke ude i det private erhvervsliv starter med at forlange lønforhøjelse, så snart prøvetiden er overstået 😉
    Det var da godt, du fik forhandet TDC ned i pris – det var helt vildt dyrt i forhold til, hvad du får for pengene, synes jeg.
    Nu skal jeg jo snart til at betale selv (ingen hjemmearbejdsplads mere, selvfølgelig), og vi får, gennem vores antenneforening, 40 ned/30 op for 150 kroner om måneden. Det lyder af rigtig meget, ja, og jeg er sandt at sige også ret spændt på, om de kan leve op til det.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen

      Nej jeg tænkte da også, at det ville være mærkeligt, hvis man straks efter prøvetiden forlangte lønforhøjelse. Jeg tror, at der er rigtig mange myter og fordomme om det private contra det offentlige.

      Jeg har helt klart ikke været god nok til at holde øje med markedet for mobiltelefoner og internetpriser. Jeg har bare haft mine abonnementer i årevis og så ikke tænkt mere over det. Men nu vil jeg til at rette henvendelse til udbyderne en gang om året og høre, om de har bedre tilbud.

      Det lyder da rigtig godt med din antenneforening tilbyder og så er det rigtig billigt. Spændende om de kan leve op til det.

  7. Inge
    Inge siger:

    Dejligt at du trives med jobbet, det er en god fornemmelse når man begynder at kunne se løsninger og lukke sager. 🙂

    Det lyder træls at 3 ikke er mere villige til at hjælpe, en ny router burde ikke give den slags udfordringer.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Inge

      Det er super med jobbet. Det føles nemlig præcis godt, at kunne begynde at lukke sager selv.

      Jeg er godt og grundigt træt af 3 og jeg vil ikke anbefale dem til nogen som helst. Deres mobil dækning er god, men de giver alt for lidt support til deres internetløsning.

  8. Rejen
    Rejen siger:

    Dejligt at høre at du er glad for arbejdet, men det tager tid til at vænne sig nye kollegaer og arbejdsrutiner og programmer…Håber du får styr på routeren.. 😀

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Rejen

      Jeg er vældig glad for jobbet og jeg glæder mig at jeg ikke er så ny længere. Det er ret anstrengende at være ny. Man skal hele tiden spørge om selv de mest banale ting. Men heldigvis går det da den rigtige vej. Jeg er i hvert fald tilfreds med at kunne begynde at løse nogle sager selv.

      Jeg har opgivet den åndssvage router.

  9. Jørgen
    Jørgen siger:

    Godt at jobbet er godt og kræver sin kvinde, det virker som du fint klarer det. Ærgerligt er det altid når det man køber ikke virker og når kundeservice signalerer at firmaet burde tage navneforandring til “træg”.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Jeg er meget glad for jobbet, og jeg håber, at de rigtige er enig i, at det går godt. Jeg lægger i hvert tilfælde en helhjertet indsats derinde og gør det så godt, som jeg kan.

      Ha ha. Den med “træg” er virkelig god, der gik lige lidt tid inden din fine vittighed gik op for mig. 🙂 🙂

  10. overleveren
    overleveren siger:

    Uden at være ekspert på deres routerløsning og netværk ville jeg altså umiddelbart have forsøgt at sætte noget andet på den router osse. Telefon, e-reader eller en anden computer. Jeg har en lille mistanke til TDC´s måde at gøre tingene på her, for de er kendt for at lave den slags problemstillinger med at låse computer og router (altså deres egen) lidt for godt sammen.

    Men ærgerligt for dig at den løsning ikke spillede som den skulle.

    Dejligt at du er ved at finde dig til rette med det nye job og at det passer dig så godt – håber at alle er glade og tilfredse når din prøveperiode er udløbet så du bare fortsætter – og helst med lidt mere i løn, ikk? 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Overleveren

      Jeg glæder mig til min ven kommer hjem fra hospitalet og kommer og ser på, om han kan få den op at køre. Den kalder op (som var det et gammelt telefon-modem) og forsøger at gå på nettet og så kommer der en fejlbesked med at den ikke kan pga. en fejl 651. Det bliver jeg ikke meget klogere af.

      Jeg hader, når jeg ikke kan få tingene til at virke selv. Jeg synes ellers, jeg er rimeligt ferm med en computer, men her måtte jeg give op.

      Ja det er så dejligt med jobbet. Jeg befinder mig virkeligt godt der, og har tænkt på, om det bliver fra Moderniseringsstyrelsen, jeg skal gå på pension. Mærkelig tanke men ikke desto mindre kan det ende sådan.

      Jeg tror nu nok, de ville undre sig, hvis jeg kom efter endt prøvetid og bad om mere i løn. Det er der ikke tradition for i staten, det er vist mere i det private.

      • overleveren
        overleveren siger:

        Ok… har ikke styr på de der lønregler og tilskud og sådan noget.

        Fejl 651 er en computerfejl (eller en sjælden gang kabelfejl)… det har 3 ikke noget med at gøre. Så du må på den igen..

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Overleveren

          Tusind tak skal du have. Så kan det være, at 3 har ret (pokkers også – nu havde jeg det lige så godt med at skælde ud på dem).

  11. Eric
    Eric siger:

    Jobbet lyder mere indviklet end routeren. Routere/modemer har normalt nogle dioder, som skal lyse og/eller blinke på en bestemt måde, når der er hul igennem. Ved at læse vejledningen herfor burde du (måske) kunne se, om routeren virker. Hvis ikke, kan du vel få dem til at bytte den.

    Det er dog ikke altid så nemt. Da jeg skiftede til Stofanet, var den medfølgende vejledning til en anden model, og et af kablerne var defekt. Så hvis du har nogle gamle kabler, var det også værd bare at prøve en udskiftning – nogle gange er der simple årsager.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jobbet er bestemt mere indviklet en routeren.

      Alle de rigtige lamper lyser på routeren og den viser i sig selv, at der burde være hul igennem. Men når jeg prøver at få den til at skabe forbindelse, får jeg en fejl 651, som jeg ikke aner, hvad betyder.

      Det er rigtigt, at jeg bruger nogle gamle kabler (ca. 2 år gamle) og det kunne selvfølgelig være, at jeg skulle prøve at skifte dem ud. Ind til videre har jeg dog kapituleret og pakket routeren ned i den kasse den kom i. Jeg har en ven, der er dygtig til netværk. Han er desværre bare på hospitalet i nogle uger. Når han er frisk igen kommer han og hjælper mig med det. Det burde bare ikke være så indviklet. Jeg tænker tit på, hvad fx gamle mennesker gør, når de har den slags problemstillinger. Ja OK, de har selvfølgelig børnebørnene at ty til.

  12. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Godt, at du efterhånden mestrer jobbet! Det er en rar følelse, når man er i stand til at rydde bordet, inden man går hjem.

    Jeg har ingen erfaring med 3 og deres netværk. Det lyder lidt mærkeligt, at de ikke har en service, der kan hjælpe folk med opsætningen. Den slags giver jo erfaringsmæssigt problemer. Men hvis de kan indkassere på 6 måneder, hvor folk ikke får noget for pengene, så kan det måske betale sig? Jeg ville dog tro, at tilfredse kunder ville betale sig bedre i det lange løb.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Nej jeg mestrer det sørme ikke endnu, der kommer til at gå lang tid (op til et år vil jeg tro), men jeg kan begynde at ekspedere nogle henvendelser selv og det er fedt.

      3 har på deres hjemmeside en fin lang vejledning til hvordan man sætter routeren op, http://www.3.dk/Privat/Kundeservice/Hjaelp-til-mobilt-bredbaand/Routere/Huawei-B593/#Installation, mit problem er imidlertid at min computer slet ikke kan se routeren – og det problem vil de ikke hjælpe mig med, og siger det er et problem med pc’en. Det er svært at være kunde i den situation.

      Jeg ville også tro, at det i det lange løb bedst kunne betale sig med tilfredse kunder i det lange løb, men sådan tænker de åbenbart ikke. Der er for meget ‘smart i en fart’ over dem.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.