, ,

Skribent og webmaster

Support PC og andet

Jeg er nået til guide nummer 99 på Support PC og andet, og jeg giver virtuelle kager ad modum Inger Støjberg, når guide nummer 100 er udgivet. Jeg har ikke skrevet dem alle fra bunden, kun ca. 90 pct., men jeg har været inde over hver eneste mht. sprog og layout, så de alle får den samme kvalitet og et ensartet design. Man kan lide det eller lade være – de er i hvert tilfælde lige grimme/lige kønne.

Jeg har lavet en skabelon, som eventuelle bidragydere skal følge; og gør de det ikke, gør jeg det for dem! Hjemmesiden er mit hjertebarn, og der er lagt mange hundrede timers arbejde i den. Og jeg elsker det. Her kan jeg få afløb for min evne til at se petitesser. Det er måske ikke så sympatisk, men sådan er jeg så.

En af de ting, jeg ikke vil se på siden, er underlige hjemmelavede forkortelser, “pseudoengelsk” og humørikoner. Af en eller anden mærkelig årsag skriver folk i det miljø tonsvis af ord på pseudoengelsk. Det kan være “install” i stedet for “installation”, “OS” i stedet for “operativsystem”, “Download” i stedet for “hent” osv.

Jeg skriver guides ud fra et selvopfundet motto: “Jeg skriver for alle. Nørderne kan klare sig selv”. Jeg bliver altid glad, når der er nogle, der skriver, at det var nemt at gå til. Det er netop mit mål. Man skal kunne følge en guide på samme måde, som man følger en bageopskrift. “Bland æg og sukker” er bare blevet til: “Gem filen på dit skrivebord eller et andet sted, hvor du nemt kan finde den igen”.

For så vidt angår det at hente exefilen, gemme den på skrivebordet, dobbeltklik for at starte installationen osv., har jeg skrevet det samme 99 gange, og det er måske ikke så kløgtigt, men jeg har ikke kunnet finde ud af at gøre disse indledende faser generiske. Der er hele tiden undtagelser, som en generisk model ikke kan fange. Jeg er bange for, at mange læsere ville gå tabt, hvis de skulle starte med en generisk side og dernæst gå til en specifik side. Så OK jeg skriver det samme gang på gang.

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan finde på flere guides. Jørgen inspirerede mig til denne, hvor du kan få styr på https og SSL-certifikater, men herudover ligger det lidt tungt p.t. Jeg vil jo gerne nå nummer 100. Har du noget, du mangler?

Det var så skribentdelen.

Webmasterdelen

Der er mange usynlige opgaver knyttet til det at være webmaster for en side:

  • Sikkerheden fylder meget. Det skyldes, at siden er en WordPressside, som er det mest udbredte CMS-system (Content Management System) i verden. Da der således er millioner af sider, er de også særdeles interessante for hackere. En helt banal ting, jeg kræver af brugere, der vil lave noget på siderne er, at de skal lave et ordentlig password. Jeg vil ikke have noget a la “Mor123”. Det skal være noget a la dette: “6YgX2DrHK03kR74Pqtq2”. Herudover er jeg særdeles restriktiv med, hvem jeg lukker ind.
  • Når sikkerheden fylder så meget, skyldes det blandt andet, at jeg ikke er helt overbevist om, at jeg selv kan rydde op efter et hackerangreb. Jeg har aldrig prøvet det, og måske er det ikke så svært, men “better safe than sorry”.
  • Backupprocedurer og daglig opfølgning på, om jobbet er kørt, som det skal. Jeg gemmer i mit Google Drive, og jeg gemmer ti versioner bagud. Det burde være sikkert nok. Hvis det ikke er nok, gemmer min host 30 dage bagud.
  • Kontrol af om der er plug-ins, der skal opdateres. Dette har stor betydning for sikkerheden.
  • Jævnlig kopiering til en reserveside, som vi kan henvise til, hvis hovedsiden går ned. Der er potentielt 16.500 brugere, så det er lidt kritisk, hvis siden går ned. På den anden side prøver jeg også at overbevise folk om, at vi jo altså ikke redder liv. Men det er ikke let at vinde gehør for det synspunkt.

Næste skridt er at få etableret en fast procedure med migrering til et site på en anden server. Lige nu ligger livesiden og reservesiden på den samme server, og det er i realiteten ikke særlig kløgtigt. Hvis liveside-serveren går ned, tager den selvfølgelig reserven med i købet.

Masser af arbejde

Der er som nævnt en hel del arbejde i det – men jeg elsker det. Det rammer lige netop ned i det, jeg synes, er sjovt: Ord, tekster, teknik, design osv.

Selve hjemmesiden ser egentlig ikke særlig smart ud! Og måske kunne jeg tænke mig at gøre noget ved det. På den anden side skal et eller andet smart design ikke overskygge substansen, som netop er at være hjemsted for 99 guides. Uden at vide det, tror jeg, der er mange ældre brugere på siden, og de vil bare have fakta og en 1-2-3 vejledning, der kan løse problemet med Windows 10 eller lignende. Det kunne faktisk være helt sjovt med en lille brugerundersøgelse.

Jeg vil til enhver tid synes, at det er sjovt, at lære noget nyt på disse felter. Det udfordrer mig på en måde, jeg ikke kan skabe selv, og det er sådan man lærer nyt. Jeg er fuldstændig klar over, at der er langt endnu, men det er sjovt at lære.

 

4 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    I årevis har jeg haft fornøjelse af Jing Screencapture. Måske en ide. Der sidder en lille halv sol i skærmens kant, så man har lynhurtigt adgang.
    Kunne Evernote være en ide, hvis man gerne vil gemme artikler m.v.
    Det er helt godt at nå til nr. 100. Så er der kun 100 nye til næste gang!
    Godt gået – og god videre tur.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Mange tak for dine forslag.

      Evernote er en god idé. Det bruger jeg selv af og til, og det er fint, at der – så vidt jeg husker – kan synkroniseres med alle enheder.

      Screencapture hopper jeg over, da der allerede er guides til noget, der ligner fx Snagit 11, som jeg selv er meget “forelsket” i.

      Jeg glæder mig til nr. 100 🙂

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *