, ,

Skønt

At blive taget alvorligt

I går var jeg hos min dygtige erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden. Det var lige præcis skønt. Hun kender mig rigtig godt, så jeg behøver ikke forklare mig ret meget, førend hun forstår, hvad jeg mener. Jeg er meget glad for, at Hvidovre Kommune har bevilget mig disse otte timer. Min fleksjobkonsulent lagde sig i selen for at få bevillingen igennem.

Mit vigtigste punkt på dagsordenen var min usikre situation på arbejdsmarkedet fra 1. januar. Hun sagde ikke “Tænk positivt” eller “Tag det roligt”. Hun kender mig for godt 🙂

Min egen fornemmelse er, at jeg skal gennem hele turen igennem igen. Hun påpegede dog helt rigtigt, at udgangspunktet vil være et helt andet, fx at jeg nu ved, at jeg har resterhvervsevne, at jeg kan finde mig til rette på en arbejdsplads, at jeg kan danne netværk, at jeg kan bestille noget, der kræver hjernevindinger osv. Det har hun jo helt ret i. Måske vil Sune skrive en form for anbefaling. Den slags er godt nok ikke moderne mere, men det er da værd at prøve.

Herudover er jeg bedre sikret økonomisk, end jeg var sidst. Jeg har undersøgt sagerne, og jeg kan overleve, nu hvor jeg har min invalidepension.

Og så lige en sidebemærkning:

Spørgsmål: Hvad har jeg fået ud af at have knoklet røven ud af bukserne i staten i 25 år? Svar: Invalidepension. Sidebemærkning slut.

Min angst for, at sygdommen blusser op igen, hvis jeg kommer til at gå hjemme, modsagde hun ikke. Jeg har jo ret, og det kan hun ikke lave om på.

I min optik får jeg værdi som menneske ved at skabe værditilvækst i en eller anden virksomhed. Og lad nu være med at fortælle mig, at det er forkert, for det ved jeg godt. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg kan ændre på det. Og det er vel også i orden at være ambitiøs?

Ved evt. nyt job kan jeg slet ikke forestille mig at skulle være ny igen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde kræfterne. Jeg har jo lige været igennem det.

Hun spurgte, om jeg altid havde været et bekymret menneske. Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror det ikke. Lige p.t. har jeg kun “mentalt fri”, de 15 timer om ugen, jeg er på arbejde. Meget af den resterende tid går med lidt tunge tanker.

Elektrikeren

Inspireret af Hennys VVS-mand fik jeg ringet til en elektriker, der kommer på torsdag, og skifter alle de lysstofrør i køkkenet, der ikke virker mere, indbyggede lamper i hylderne over skrivebordet og nogle flere pærer i lysskinnerne i loftet. Jeg er totalt blondine her og ville ikke ane, hvor jeg kunne købe remedierne, eller hvordan jeg skulle hive de små lamper over skrivebordet ud. Det har trængt i umindelige tider, men nu skal det være. Der skal lys i mit liv! Også selvom det bare er elektrisk.

8 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Ja, lad der blive lys 🙂 Det er godt, at du har god rådgivning, som ikke stikker dig blår i øjnene, og det er SÅ godt, at du nu har pensionen uanset hvad – det giver sikkerhed.

    Når det med arbejdet er så vigtigt for dig, som det er, var det så en overvejelse værd med frivilligt arbejde for en eller anden god institution eller lignende, hvis det med lønarbejde skulle kikse? Det er bare en tanke – mit indtryk er, at det væsentligste for dig er at gøre en forskel som menneske, ikke nødvendigvis at indsatsen er lønnet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Jeg er simpelthen så glad for de timer, jeg har fået i Psykiatrifonden. De er utrolig dygtige. Og jeg er lykkelig for pensionen. Den gør mange ting meget meget lettere.

      Du har helt ret – det behøver ikke nødvendigvis at være lønnet, selvom det selvfølgelig vil være at foretrække. Det kan nærmest være hvad som helst. Der kan fx være nogle ting i kirken, og jeg har jo også mine softwareguides til Facebookgruppen. Og andre ting kunne komme til.

      Svar
  2. LS ☆
    LS ☆ says:

    Nej, anbefalinger er ikke helt gået af mode endnu – ikke ved det offentlige i hvert fald 😀

    Men ellers er det comme il faut at få lov til at skrive sin tidligere chef/kollega/unameit på som reference. Evt. ‘referencer gives ved forespørgsel’, så kan du nemlig nå at kontakte din tidligere chef og fortælle hvilken arbejdsgiver det er der ringer og om hvilken type job. Det giver mulighed for lidt sparring i samme omgang 😉
    Så tag du bare i mod begge dele – hvis det bliver nødvendigt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ LS

      Jeg vil med kyshånd tage imod begge dele. Selv har jeg faktisk aldrig set den slags i staten, men hvis det er en option, tager jeg selvfølgelig mod det med kyshånd. Jeg vil gøre nærmest hvad som helst.

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Prøv lige at køre den med værdi kun i kraft af værditilvækst i en organistation igennem processoren igen. Der må være et kredsløb, der ikke fungerer optimalt der. Det er under alle omstændigheder et forfærdeligt menneskesyn, og jeg håber sandelig ikke, at du måler andre efter den alen! Og jo, det er OK at være ambitiøs, men der er uendeligt mange andre måder at være det på end at ved at ønske at skabe værditilvækst i en organisation. Faktisk ville jeg mene, at det er en meget begrænset ambition. Hvad med at have en ambition om at sætte menneskelighed i højsædet? Hvad med at lægge sig efter nogle mere humanistiske idealer?

    Du har kun fået en invalidepension ud af dine 25 år i staten. Hmmn. Forhåbentlig betalte de dig også løn i de 25 år? 😉

    Det er meget positivt, at du sammen med erhvervspsykologen har fået opridset de mange forhold, der gør, at du faktisk er bedre stillet den 1/1-17, end du var, før du startede hos FKN. Hvis FKN af en eller anden grund ikke kan beholde dig, skal du SELVFØLGELIG have en anbefaling med derfra, om det så er moderne eller ej. Det kan godt være, det ikke er moderne, faktisk kunne jeg ikke finde mine anbefalinger, da jeg søgte mit sidste job, og det viste sig at være lige meget, men nu kendte de mig nu også på en måde i forvejen, hvilket må være en sjælden situation for de fleste mennesker.

    Tillykke med, at du har bestemt, at der skal være lys over land. Vi går jo ind i den mørke tid nu, og den skal ikke være mørkere, end den skal.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Nej – jeg måler ikke andre mennesker den målestok, som jeg måler mig selv med. Jeg har det bare sådan, og jeg mener ikke, det gør mig til et ringere menneske! Der er et par mennesker i mit liv, som jeg vil gøre alt for. Men det er forbeholdt nogle få. Og i den forbindelse er jeg ikke et sekund i tvivl om mine humanistiske idealer!

      Ja ja selvfølgelig har jeg fået løn. Men forstår du ikke min tilbageskuen?

      Jeg tror ikke rigtig, at anbefalinger bruges mere, men det skal ikke hindre mig i at skaffe en. Ja hvis arbejdsgiveren kender en i forvejen, er det naturligvis lettere. I mit tilfælde tænker jeg på, at Sune evt. har nogle kontakter i de andre non profit organisationer, som han kunne tage fat i.

      Ja – du har ret, der skal lys til og den mørke tid er mørk nok, som den er.

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart says:

        Jo, jeg forstår godt din tilbageskuen, men jeg må stadig sige, at langt de fleste mennesker, der lægger en arbejdsindsats, ikke får andet end lønnen ud af det. Selv har jeg været så heldig, at mit arbejde har givet mig mulighed for at se mennesker udvikle sig, og det er et privilegium. Har du ikke haft en sidegevinst i form af at få tingene til at køre? Tilfredsstillelsen ved at løse et problem?

        Det kunne meget vel være, at Sune har et netværk, der spreder sig til andre ngo’er, og det kan være guld værd, hvis en sådan “well connected” person lige lader et ord falde.

        Og nej, jeg har aldrig tænkt, at du er et dårligt menneske.

        Hvis du kan vurdere andre mennesker ud fra andre målestokke, end om de skaber værditilvækst, så skulle du måske øve dig i at gøre det samme med dig selv. 🙂

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Jow – du har fuldstændig ret, og det er fint, du bringer det frem: Jeg har haft adskillige gode oplevelser fx: alle de millioner af kroner jeg har hevet ud af Finansministeriet til de fattige styrelser, jeg har lavet resultat- og økonomistyring for. Jeg lavede engang et regnestykke, som vist gav ca. 100 mio., og det er faktisk lidt af en bedrift. Det har været rigtig fedt, og min indsats er uden tvivl og det var fedt.

          Ja jeg har tillid til Sune, og jeg tror, han gerne vil hjælpe mig, hvis det bliver nødvendigt.

          OK – så er vi enige om, at jeg ikke er et dårligt menneske.

          Man laver ikke lige om på sig selv. Min forhistorie er, at jeg aldrig var god nok eller noget særligt. Den slags begraver sig til ens livsrygsæk. Nærmere kan jeg ikke komme det, men det holder bare aldrig op.

          Men jeg tænker såmænd mere på det, at jeg arbejdede rigtig mange timer hver uge, og derfor var der ikke kræfter til mere som fx en kæreste og flere venner.

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *